Opvarmning til 2024: Hvad kan vi forvente af Team Jayco AlUla?

Nedenfor giver vi en analyse af Team Jayco AlUla. Du kan tillige finde en oversigt over alle holdoptakterne.

Ryttere, der bliver på holdet

Welay Hagos Berhe, Lawson Craddock, Alessandro De Marchi, Eddie Dunbar, Luke Durbridge, Felix Engelhardt, Dylan Groenewegen, Lucas Hamilton, Chris Harper, Michael Hepburn, Amund Grøndahl Jansen, Christopher Juul-Jensen, Jan Maas, Michael Matthews, Luka Mezgec, Kelland O’Brien, Jesus David Peña, Rudy Porter, Blake Quick, Elmar Reinders, Callum Scotson, Campbell Stewart, Simon Yates, Filippo Zana

Nye ryttere

Caleb Ewan (Lotto Dstny), Max Walscheid (Cofidis), Mauro Schmid (Soudal-Quick Step), Luke Plapp (INEOS Grenadiers), Davide De Pretto (Zalf Euromobil For), Anders Foldager (Biesse-Carrera)

Ryttere, der forlader holdet

Zdenek Stybar (stopper karrieren), Tsgabu Grmay (?), Lukas Pöstlberger (?), Matteo Sobrero (BORA-hansgrohe), Kevin Colleoni (Intermarché-Wanty), Alexandre Balmer (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

I de seneste år har holdejer Gerry Ryan skullet vænne sig til en ny virkelighed. Engang stod han nemlig i spidsen for et af sportens større mandskaber, der på relativt få år blev en del af eliten og et hold, der kunne blande sig med de største i kampen om sejrene i de vigtigste begivenheder. Siden er det imidlertid gået gevaldigt ned ad bakke, indtil holdet nåede lavpunktet i en nærmest katastrofal 2021-sæson.

I starten kendte holdet ellers kun én vej: opad. Efter debuten i 2012 avancerede man hurtigt på diverse ranglister, og med navne som Michael Matthews, Simon Gerrans, Esteban Chaves samt Yates-brødrene Adam og Simon var holdet at finde i top 8 på WorldTour-ranglisten i hver eneste sæson mellem 2014 og 2019, hvor denne særlige rangliste forsvandt. I 2014, 2016 og 2018 var holdet endda at finde på en 5. plads, og da det i samme periode lykkedes at vinde én grand tour og ikke færre end fire af de fem monumenter - kun Flandern Rundt har holdet endnu til gode at vinde - var det australske mandskab med rekordfart blevet et af sportens tophold, også selvom de altid har været et niveau under de absolutte giganter.

Siden 2019 er der desværre blevet indledt en nedadgående spiral. I 2020 gled holdet for første gang ud af top 10, da de endte som nr. 11 på den verdensrangliste, der nu har taget over efter WorldTour-ranglisten, og i 2021 gik det helt, helt galt. Ganske vist kunne man lure katastrofen, da holdet sagde farvel til topnavne som Adam Yates, Daryl Impey og Jack Haig, men med erhvervelsen af Michael Matthews havde de fleste nok ventet, at skindet kunne holdes på næsen. Selvsamme næse blev imidlertid totalt hudløs, for holdet som fjerderingeste WorldTour-hold - endda slået af to ProTeams - og tog bare 9 sejre, hvilket blot var én mere end hos DSM, der endte som det mindst vindende WorldTour-hold. Blot to af sejrene var endda på WorldTour-niveau, mens fem triumfer kom i relativt svagt besatte 2.1-løb eller nationale mesterskaber, og 2021 blev den første sæson, hvor Matthews ikke vandt ét eneste cykelløb.

Det satte gang i en australsk selvransagelse hos holdejer Gerry Ryan og manager Brent Copeland. Den sydafrikanske manager erkendte åbent, at holdet var alt for ensidigt bygget op omkring Simon Yates og Matthews, og da begge de to stjerner havde resultatmæssigt relativt fattige år - selvom Yates’ 2021-sæson nu langt fra var nogen katastrofe - kunne det næsten kun gå galt. Der manglede ganske enkelt et lag til at tage over, når stjernerne fejlede eller var ukampdygtige, og derfor endte det hele så trist, som det gjorde.

Den logiske konsekvens af denne erkendelse kunne være, at holdet ville brede kaptajnbasen ud, men det skete næsten ikke. Faktisk var det først, da transfersæsonen reelt var overstået, at holdet benyttede en pludselig opstået mulighed til at hente Dylan Groenewegen. Han gik direkte ind i truppen som en tredje og stærkt tiltrængt kaptajn, men grundlæggende stod holdet med det samme problem, som det gjorde i 2021, nemlig at afhængigheden af nogle få topnavne var bekymrende stor.

Heldigvis gik det slet ikke så galt som i 2021. Holdet forbedrede sig nu kun marginalt på en verdensrangliste, hvor det blev til en 16. plads som femteringeste WorldTour-hold, men der blev vundet mange flere cykelløb. Med 22 gevinster var der tale om mere end en fordobling, og heriblandt var hele ni WorldTour-sejre. Med andre ord vandt man lige så mange gange på WorldTouren, som man gjorde i alle begivenheder i 2021, og endnu bedre blev det af, at holdet også vandt etaper i alle tre grand tours. Det lykkedes da også at redde holdet fra den nedrykning, som efter de pauvre 2020- og 2021-sæsoner truede og kastede holdet ud i en desperat dødskamp gennem det meste af året, og når det ikke gik bedre, skyldtes meget, at Yates var uheldig med at udgå af begge sine grand tours, først efter et styrt i Giroen og siden med endnu en coronainfektion i Vueltaen, hvad der kostede et hav af point.

Trods denne nærdødsoplevelse blev der ikke oprustet væsentligt til 2023-sæsonen. Der kom i hvert fald ingen nye topnavne til et hold, der havde de samme tre kaptajner, men alligevel blev sæsonen en succes. I hvert fald nærmede de sig med en 13. plads igen top 10 på verdensranglisten, og holdet er efter det første år af den treårige cyklus ikke i akut nedrykningsfare. Det skyldes ikke mindst, at holdet havde en heldig hånd med deres nyerhvervelser, da navne som Eddie Dunbar og Filippo Zana leverede betydeligt mere, end man kunne have ventet.

Alligevel er der et stykke vej tilbage til toppen, og holdet har indtil nu stadig været afhængig af bekymrende afhængige af meget få ryttere, hvad Yates’ uheldige 2022-sæson understregede. Nu sker der til gengæld noget. Holdet synes endelig at være på vej til at kæmpe sig ud af dette lidt triste faktum med en kombination af de saudiske oliemillioner, der sidste efterår kom med den nye sponsor, AlUla, og Ryans egen pengepung, der blev angiveligt blev åbnet særligt i denne transfersæson. Holdet figurerede i 2022 i bunden af en liste med WorldTour-holdenes estimerede budgetter, men der synes at være blevet rum til mere, og med en ganske vellykket transferkampagne står holdet i hvert fald styrket tilbage frem mod 2024.

Mest markant er det, at de henter Caleb Ewan ”hjem”. Angiveligt sørgede Ryan selv for at tilvejebringe de ekstra kontanter, der skulle til for at få den fortabte søn tilbage. Det er naturligvis et projekt, der ikke er uden risiko. Australieren har haft et par forfærdelige sæsoner og vandt blot én gang i hele 2023. Heldigvis viste han to top 3-placeringer i de to første massespurter i Touren også, at han stadig har noget fart, men den resterende del af det franske løb gav til gengæld også masser af grund til bekymring,

Førstnævnte bør være nok til at vise, at han naturligvis vil være en forstærkning, der burde bidrage med sine sejre, men hans ankomst bidrager også med en konflikt. Nu skal han sameksistere med Dylan Groenewegen, og begge vil utvivlsomt meget gerne have Touren som hovedmål. Man må håbe, at tingene allerede er blevet afklaret, for ellers ligner det en sprængfarlig cocktail. Dertil skal lægges, at både Groenewegen og Ewan har haft det svært i positionskampen, og i forvejen havde holdet svært ved at støtte hollænderen. Det ligner en udfordring at opbygge to konkurrencedygtige tog.

Hertil har de dog gjort noget for at styrke sig. De henter nemlig Max Walscheid. Han har i de seneste sæsoner egentlig genfundet lidt af de sprintertakter, han havde som ung, men nogen vinder er han ikke. Om han kan fungere i et tog, er usikkert, for mens han altid havde meget svært ved at positionere sig tidligere, er han faktisk blevet ganske god i den disciplin på det sidste. Hans ankomst kan dog ikke ses som andet af end en forstærkning, hvilket også skyldes, at han kan bidrage i de brostenklassikere, hvor holdet på det seneste har været meget anonyme. De flamske løb er alt for svære, men hans potentiale i Roubaix har længe været pænt, og det konfirmerede han med sin flotte top 10 i 2023.

Netop i klassikerne rydder holdet op i nogle af de projekter, der aldrig lykkedes. Man siger således farvel til Zdenek Stybar og Lukas Pöstlberger, der på papiret alle ligner tab. De slog dog slet ikke til på holdet. Stybar var pokkers uheldig med sine hjerte- og senere arterieproblemer, og selvom han fik løst sidstnævnte i den forløbne sæson, er det svært at bebrejde Jayco, at de mistede troen på en 38-årig og helbredsramt tjekke, der ikke har leveret resultater i flere år. Det har heller ikke Pöstlberger, der jo ellers kom til holdet for at jagte personlig succes, men som allerede var faldet sammen i sine sidste år hos Bora, og derfor endte som den fejlinvestering, han allerede lignede sidste vinter. Ingen af de dem synes således umulige at erstatte.

Heldigvis satser holdet ikke hele transferbutikken på den erfarne Ewan. De sørger også for at rette blikket længere ud i fremtiden, og her har de haft en heldig hånd med erhvervelsen af to af de mest spændende talenter i form af Mauro Schmid og Luke Plapp. Begge kommer til holdet efter en meget skuffende 2023-sæson, hvor de syntes at være gået helt i stå, men begge har også tidligere vist så stort potentiale, at der kan være tale om små transferkups, hvis de kan få dem tilbage på sporet.

Der er dog også usikkerhed om, hvor deres styrker er. Plapp vil gå etapeløbsvejen og viste jo med sin 2. plads i UAE Tour, at han kan klatre til husbehov. At betegne ham som bjergrytter vil dog være en overdrivelse, og han har for alvor til gode at cementere sine evner i bjergene. Hans store styrke, enkeltstarterne, har heller ikke for alvor imponeret på professionelt niveau, og det bekymrer, at han efter den flotte sæsonstart var rystende langt fra at være konkurrencedygtig i stort set hele 2023. Potentialet har han til gengæld vist fra en ganske ung alder, hvad den alenlange kontrakt frem til 2024 vidner om. Kan de indfri det, er der tale om et sandt kup. Drømmen må være, at han viser sig at klatre lige så godt som typer som Geraint Thomas, Tom Dumoulin og Bradley Wiggins, for i givet fald kan han komme meget langt i etapeløbssammenhæng.

Højst overraskende er det, at holdet også vil gøre Schmid til etapeløbsrytter. Han har ellers helt til gode at imponere i de høje bjerge. Til gengæld har han imponeret i ardenneragtigt terræn, vist en vis spurtstyrke og udviklet en pæn - om end ikke prangende enkeltstart - og derfor kan man godt frygte, at de går galt i byen, hvis de forsøger at gøre ham til grand tour-rytter. Han skal også tilbage på sporet efter et skuffende 2023, men genfinder han takterne, og holder han sig til det, han har vist evner for, er han en uhyre spændende tilføjelse til kuperede endagsløb og ikke alt for hårde ugelange løb - to områder, hvor holdet bestemt ikke r alt for stærkt besat.

De skal erstatte fire ryttere, og det kan de sagtens. Det er en skam at miste Matteo Sobrero, der ganske vist var en svingende lottokupon, men på sine gode dage har en fin enkeltstart og i foråret tog et enormt skridt i bjergene. Som type minder han meget om Schmid, og i en direkte sammenligning er det heldigvis for Jayco nok schweizeren, der ser mest lovende ud. De har også mistet tålmodigheden med Kevin Colleoni, der leverede et par fine klassementsplaceringer i mindre 2.1-løb, men alt for ofte var meget langt fra sit niveau og tillige ramt af helbredsproblemer. Holdet savner generelt bjergstærke folk, men tabet er bestemt ikke uoverskueligt stort. Det er det heller ikke, når de siger farvel til Tsgabu Grmay, der mest af alt var en solid hjælper, men i kraftigt niveaufald, og Alexandre Balmer, der så ganske spændende ud, da han kom til holdet, men i sine to år ikke lykkedes med at overbevise om, at han for alvor vil vokse sig til noget stort på den professionelle scene.

Endelig holder mandskabet også deres fokus på unge talenter, selvom de denne gang slet ikke henter nogen australiere til holdt. I stedet er der blevet plads til Anders Foldager, der i 2023 har vist, at han bestemt skal have chancen på højeste niveau. Med en god spurt og gode klatreevner vandt han etaper i både Baby-Giroen og l’Avenir, og han viste særligt med 3. pladsen i Per Sempre Alfredo, at han også kan begå sig mod professionelle. Som udgangspunkt handler det i starten om en hjælperrolle, men da holdet ikke er alt for stærkt besat i kuperede endagsløb, kan han undervejs måske også få sin egen chance.

Davide De Pretto er af samme type. Også han er en eksplosiv klatretype med en god spurt, hvilket bekræftes af hans 3. plads i U23-Liege og sejr i pointkonkurrencen i Baby-Giroen. Han har modsat Foldager endnu ingen resultater i professionelle løb, og hverken han eller hans danske kollega ligner garanterede succeser, men begge har leveret resultater, der gør dem værd at satse på - også fordi de som sagt begge har styrker i en type løb, hvor holdet har sine mangler, ikke mindst med Sobreros farvel.

Samlet set ser det lovende ud for det australske, der langsomt er ved at kæmpe sig ud af krisen og afhængigheden af for få kaptajner. Naturligvis afhænger meget i 2024 af, om Ewan kan genfinde fordums styrke på et hold, hvor konflikten med Groenewegen ligner et problem og støtten ser begrænset ud, men uanset udfaldet af Ewan-eksperimentet, ser fremtiden med supertalenterne Plapp og Schmid lys ud - hvis altså de kan rejse sig efter det skuffende 2023. Med et par spændende unge navne i Foldager og De Pretto samt en tabsliste, der ser ganske udramatisk ud, burde der være basis for, at det australske hold langsomt kan nærme sig den status, de havde engang.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

BikeExchange-mandskabet har i sin tid i feltet været på lidt af en rejse. I den indledende fase valgte man bevidst at satse på massespurter og klassikere, og det er først senere, at klassementer i grand tours har fået overhånden. Resultatet af den satsning var i den grad succesfuld, for i løbet af sine første fem år lykkedes det minsandten det australske hold at vinde fire af de fem monumenter, nemlig Milano-Sanremo og Liege med Simon Gerrans, Paris-Roubaix med Mathew Hayman og Lombardiet med Esteban Chaves.

Siden har fokus i stedet været rettet mod grand tours, og det har kostet i klassikerne. Holdet har således ikke vundet et monument siden 2016, og i nogle år var holdet faktisk nærmest usynligt i endagsløbene. Det skyldtes blandt andet, at Michael Matthews indså, at fokus nu var rykket, og da han søgte væk, var holdet nærmest udelukkende fokuseret på Chaves og Yates-brødrene.

Nu er prioriteterne imidlertid igen anderledes. Chaves og Adam Yates er væk, og blandt andet grundet de seneste års sponsorkaos er truppen svækket og holdet ikke længere et tophold. Nu er holdet ikke længere et ensidigt klassementshold. I stedet satses der bredere på etapeløb med Simon Yates, massespurter med Dylan Groenewegen og Caleb Ewan samt klassikerne med den tilbagevendte Matthews.

Det er nu også meget heldigt, at holdet ikke har bygget hele deres sæson op om klassikerne. I givet fald havde de nemlig været ilde stedt. Hverken i 2022 eller 2023 havde Matthews sin bedste klassikersæson, og da holdet i de løb nu nærmest er en ren enmandshær, var de i langt de fleste af de store forårsløb helt usynlige. Så snart den australske stjerne ikke var til start, var holdet ofte reducere til rent fyld, og selvom der er gennemført en pæn oprustning til 2024, vil det næppe ændre sig meget i den kommende sæson.

Heldigvis er Matthews jo den alsidige type, der kan præstere i både brostensløb og Ardennerne. Problemet er bare, at Matthews ikke er, som da han var allerbedst og var med helt fremme i alle tre ardennerløb. I 2023 var han ganske vist ramt af styrt sygdom både i for- og efterår, men det er bekymrende, at han aldrig præsterede. Ser man bort fra den gode spurt, han kørte i Giroen, var han temmelig usynlig, og det vækker bekymring, når det stille og roligt er gået baglæns for den 33-årige australier.

Ikke desto mindre er han manden, der skal satse på i de flamske løb - også selvom han ikke har de helt store resultater på brostenene, som han først relativt sent er begyndt at satse på. Man kan håbe på en genfødsel, men selv en bedre udgave af Matthew vil i de løb næppe stræbe efter mere end top 10. På sigt kunne Felix Engelhardt måske have potentiale i de flamske løb, men 2024-sæsonen kommer nok en anelse for tidligt, og selvom der har været lovende takter fra Kelland O’Brien, har han også langt til toppen. Holdet har naturligvis også Amund Grøndahl Jansen, men hans endeløse serie af skader gør det usandsynligt, at han vil rejse sig igen. En joker kunne være Mauro Schmid, der passer til løbene og meget vel kunne være deres bedste bud, men ved annonceringen af hans ankomst lød det ikke til, at brostensløbene var på tapetet.

Holdet er dog alligevel mere end Matthews. Skulle han finde sig igen, kan Caleb Ewan godt begå sig i mere sprintervenlige løb som Kuurne, der også kunne være et mål for Dylan Groenewegen, Gent-Wevelgem og måske Dwars door Vlaanderen. Han og Groenewegen vil også kunne være blandt topfavoritterne i Scheldeprijs og De Panne, og derudover har holdet en fremragende chance i Roubaix. Her er Max Walscheid nemlig bare blevet bedre og bedre, og med sin top 10 i 2023 viste han, at vi nu skal til at egne ham som en af de helt tunge outsidere.

Milano-Sanremo er en selvstændig historie. Det er et løb, både Matthews og Ewan elsker. Den bedste udgave af Ewan, der før har imponeret stort i løbet, vil være en af de helt tunge favoritter, men han har som bekendt alt at bevise, inden han kan påtage sig den status. Matthews kunne tidligere regnes som en mand, der kunne gå med de bedste på Poggio, men i dag kan han næppe stræbe efter mere end en top 10 i en spurt. Skal holdet have en mand, der kan være med i angrebene, skal de nok satse på Schmid, men det vil kræve, at han hæver sit niveau yderligere. Selvsamme Schmid burde også være et fremragende bud til Strade Biance, der burde appellere til en tidligere mountainbiker, og det løb kunne faktisk også være noget for Luke Plapp samt måske endda Engelhardt - dog næppe i 2024.

I Ardennerne har holdet i første omgang Matthews til Brabantse Pijl og Amstel, hvor han stadig burde kunne gøre det godt, mens Fleche og Liege nok til gengæld i dag er for hårde. Skal holdet have et topresultat i førstnævnte, skal de nok satse på Simon Yates, men han har altid valgt Ardennerne fra. Schmid er nok en anelse for tung til Muren, men Liege er mere realistisk for schweizeren, selvom Yates også her må være det bedste bud. Det belgiske monument kunne måske også passe til den stadig stærkere Filippo Zana og Eddie Dunbar, hvis de skulle komme til start.

I efteråret kan man håbe, at Yates er frisk på at give San Sebastian, hvor han var meget stærk i 2022, et skud, men det kræver nok, at han skipper Touren, der typisk dræner ham for energi. Alternativt er det måske noget for Dunbar og Zana, men det nok er for hårdt for Schmid. I Hamburg vil - en genfødt - Ewan og Groenewegen kunne være blandt de tunge favoritter, og en igen holdbar Ewan vil også kunne være med i Bretagne, der dog passer bedre til Matthews, Engelhardt, Schmid og måske endda Luka Mezgec, der dog ikke synes så stærk som tidligere.

Matthews vil naturligvis satse stort på sine elskede løb i Canada, hvor han stadig må regnes som en af favoritterne til Quebec, der ellers også kunne passe Engelhardt. Montreal er nok i dag for hårdt, og skal holdet være med her, skal de nok have Schmid eller Yates - samt måske endda Plapp, Zana eller Dunbar - over på den anden side af Atlanten. Endelig lykkedes det endelig for Yates at knække koden til Lombardiet og de italienske efterårsløb i 2023, og er han stadig frisk til den tid, er han bestemt podiekandidat i monumentet, der også kunne passe til Zana - særligt hvis han ha fortsat sin lovende udvikling - og Dunbar.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

BEMÆRK: Analysen er skrevet inden den overraskende udmelding om Pogacars Giro-deltagelse og inden Vueltaens rutepræsentation.

I tiden med tre grand tour-kaptajner gik holdet efter at køre med om podiet i alle tre grand tours, men den æra er definitivt ovre. I en periode havde man kun Simon Yates til at jagte de absolutte topresultater i de lange etapeløb, men nu har man bredt paletten lidt ud. Til den kommende sæson har holdet indikeret, at de vil satse på klassementer med Eddie Dunbar, Filippo Zana samt naturligvis Yates.

Holdet har i skrivende stund ikke meldt planerne ud, da de først ville blive endeligt lagt fast efter Vuelta-præsentationen lige inden jul. Det blev dog i november meldt ud, at Yates i første omgang havde blikket rettet mod Touren grundet Giroens mange enkeltstarter. Det kan meget vel være et fejlvalg, hvis det ender sådan. Yates har nemlig forbedret sin enkeltstart så meget, at han i dag sagtens kan regne det som en lille styrke, og selvom han i 2023 genrejstes og med sin 4. plads i Touren viste, at han stadig er en glimrende grand tour-rytter, virker en podieplads i Touren ikke realistisk. Til gengæld må han på baggrund af 2023 regnes som reel podiekandidat i en formentlig ikke særligt stærkt besat Giro, og den lettere rute vil tillige være en fordel for Yates, der i Tourens anden uge nok engang bekræftede, at han stadig har det svært ed holdbarheden og stabiliteten i de lange etapeløb. Det kan stadig ikke udelukkes, at han vælger at satse på Giroen og Vueltaen, men ellers vil han stræbe efter en top 10 i Touren.

Det næstbedste bud er Dunbar, der var overraskende god i Giroen i 2023, hvor han faktisk var en af de fire bedste i bjergene i den tredje uge, indtil han gik ned til allersidst. Kan han få styr på den holdbarhed, vil han igen kunne stræbe efter en top 10 i den grand tour, han satser på, også selvom han hæmmes voldsomt af sin enkeltstart. Det tyder også på, at Zana for første gang skal køre klassement - formentlig i enten Giroen eller Vueltaen eller måske endda dem begge - og det kan sagtens blive en succes. Han nåede et forrygende niveau i Giroens tredje uge, hvilket indikerer holdbarhed, og med den uhyre lovende udvikling, han havde i 2023, synes fremtiden lys, også selvom han lider endnu mere under sin enkeltstart end Dunbar.

En fjerde kandidat kunne være Chris Harper. Australieren nåede et tårnhøjt niveau i 2023, hvor han endte i top 15 i Touren, og selvom han formentlig vil køre som hjælper for en af kaptajnerne, kan man ikke udelukke, at han vil kunne snige sig i top 10 i Giroen eller Vueltaen. Man drømmer også om at gøre Luke Plapp til grand tour-rytter, men han synes desværre at mangle alt for meget stabilitet og fortsat mangle for meget i bjergene, hvorfor han nok snarere skal agere etapejæger. På sigt er der også grund til at have store forventninger til de i 2023 så lovende Welay Hagos Berhe og Jesus David Peña, men i den grand tour, de formentlig skal køre, skal vi nok i første omgang se i retning af etapesejre i bjergene. Endelig har holdet jo det tidligere stortalent Lucas Hamilton, men der er stadig ikke skyggen af lys for enden af tunnelen for den engang så spændende australier.

Massespurterne bliver selvsagt også et stort fokus. Det er allerede meldt ud, at Caleb Ewan skal til Giroen, og Dylan Groenewegen skal til Touren. Kan Ewan komme tilbage på sporet - og det indikerer hans fine Tour-start i 2023, at han kan - har han gode chancer for at komme fra Italien med mindst én etapesejr. Groenewegen får det vanskeligere i den stærkere besatte Tour, men selvom han ikke er så hurtig, som da han var bedst, viste han i 2023, at han stadig må regnes som en af de sprintere, der har en bedre chance for at vinde en etape. Hvad planen er for Vueltaen, er uklart. Da Ewan for første gang i lang tid, skipper Touren, kunne man sagtens forestille sig, at han ville komme til start med gode chancer for etapesejre, men det kunne også være en chance for unge Blake Quick, der dog nok vil få det svært, eller måske endda Campbell Stewart. Det vil kræve, at han efter den lovende sæsonafslutning i løbet af foråret får bevist, at man skal satse på ham som sprinter, men sker det, er han meget spændende. En sidst option er Max Walscheid, der dog i dag ikke vinder massespurter på grand tour-niveau - og ellers er det muligt, at man vil spurte med Felix Engelhardt eller Michael Matthews, der dog næppe har farten til de flade spurter.

Netop Matthews vil være et selvstændigt fokus. Som beskrevet ovenfor har han alt at bevise efter sit skuffende 2023, men det lykkedes ham trods alt at vinde en Giro-etape. Det vidner om, at han stadig kan lykkes - enten i en stigende spurt, en reduceret massespurt eller fra et udbrud - men det er stadig uklart, hvor han kommer til start. Det kan i princippet være i alle tre løb, men meget vil tale for, at Touren er et af muligvis to løb, da den naturligvis har højest prioritet.

Udover de ovennævnte er der andre bud på etapevindere. Det er nærliggende at pege på Engelhardt, der havde en lovende første sæson og kom fint igennem sin grand tour-debut i Vueltaen. Han mangler måske stadig lidt fart og holdbarhed, men han er en ny udgave af Matthews, der burde kunne vinde på de samme måder. Et endnu bedre bud er dog naturligvis Mauro Schmid, der allerede har vundet en Giro-etape, og kan han komme tilbage på sporet efter et skuffende 2023, har han alle de rette kvaliteter til at være en klasseudbryder.

Udover de ovennævnte er der til gengæld næppe mange, der kan vinde en etape. Det er nok for tidligt fo de unge Davide De Pretto og Ander Foldager, og Alessandro De Marchi viste i 2023, at han nok har set sin bedste tid. Fra det rette udbrud vil man dog ikke helt kunne afskrive Luka Mezgec, der dog ikke er ved fordums styrke, og skulle det hele flaske sig i den rette gruppe, kan Callum Scotson, der i 2023 klatrede imponerende, måske også lykkes.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen har Plapp afsløret, at hans store mål i 2024 er Giroen, men mens han har indikeret, at han drømmer om at blive klassementsrytter, er det stadig uklart, om han allerede i den kommende sæson vil give den samlede stilling et skud. Under alle omstændigheder synes han som nævnt at mangle stabiliteten.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Holdets store afhængighed af kun ganske få topnavne har gjort deres satsningsområder ret snævre, men med lovende rekruttering i transfersæsonen kan man brede paletten ganske betydeligt mere ud. I de store ugelange løb har Simon Yates eksempelvis hidtil været lidt af en enmandshær, men nu har man flere kort at spille.

Det ændrer dog ikke på, at den lille brite fortsat er holdets bedste kort i de store WorldTour-løb. Han har altid været ganske ferm i ugelange løb, og med sin stærkt forbedrede enkeltstart bør det endda gælde i endnu højere grad i fremtiden. I 2022 og 2023 var det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at det kun ville gå tilbage for ham efter en ganske svær periode, men hvis han kan genfinde det tårnhøje niveau, han havde i Touren, er der ingen grund til at tro, at han i den kommende sæson ikke kan køre med om podiepladserne i WorldTour-etapeløbene.

Langt større usikkerhed er der om Luke Plapp. Med sine to top 10-placeringer - herunder 2. pladsen i 2023 - i UAE Tour har australieren vist, at han er i stand til at køre klassement i den slags løb, i hvert fald hvis de ikke er alt for svære. Han har dog endnu ikke været tæt på i Europa, og det er bekymrende, at han endnu ikke har været i stand til at vise sig frem på bjergetaper med mere end ét bjerg til allersidst. Dertil skal lægges, at han efter den lovende start i Emiraterne jo havde et horribelt 2023, og det er derfor uklart, hvad vi skal forvente. Med sine gode enkeltstart har han en vigtig forudsætning for topresultater på plads, men rækker klatreevnerne? Og kan han komme tilbage på sporet? Talentet er stort, og forhåbentlig kan han give holdet endnu et kort i den slags løb.

Holdets øvrige bud er Eddie Dunbar og Filippo Zana, men de hæmmes begge voldsomt af deres svage enkeltstart. Til gengæld hævede de begge deres niveau ganske enormt i 2023, og man må forvente, at i hvert fald Zana kan tage endnu et skridt. Det bør bringe dem meget langt frem på bjergetaperne i de store løb. Med det tårnhøje niveau, han nåede i Touren, burde Chris Harper også efterhånden kunne blande sig i kampen om de sjove placeringer i etapeløbene, og derudover skal det blive uhyre interessant at følge Welay Hagos Berhe og Jesus David Peña, der imponerede så stort i 2023. Også de hæmmes af enkeltstarten, men det skal blive meget interessant at se, hvor tæt de kommer på eliten i WorldTour-løbene. Som minimum kan de vinde mindre etapeløb uden enkeltstart, hvad der allerede var ganske tæt på at lykkes i 2023, og måske kan unge Rudy Porter, der ellers havde et svært 2023, også vise lidt takter her. Endelig har holdet naturligvis også Lucas Hamilton til den slags løb, men krisen har efterhånden været så langvarig, at det er meget vanskeligt at regne med noget fra den kant.

Mauro Schmid fortjener en selvstændig betragtning. Ved annonceringen af hans skifte meldte holdet overraskende ud, at de ser ham som etapeløbsrytter. Man må derfor formode, at han får sine chancer, men han skal forbedre sin klatring ganske betydeligt, hvis han skal være med fremme i de store løb på WorldTouren. Også hans ellers pæne enkeltstart skal være bedre, men det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme. Med sejrene i Coppi e Bartali og Belgium Tour har han vist, at han kan vinde mindre etapeløb uden høje bjerge, og på WorldTouren burde løb som Renewi Tour, Tour of Guangxi og Tour de Pologne også være inden for rækkevidde. I førstnævnte løb har Michael Matthews i øvrigt også før kørt et pænt klassement.

Massespurterne vil have et stort fokus, og forventningen vil være, at Dylan Groenewegen og Caleb Ewan begge skal vinde et hav af løb, både på WorldTouren og i minde løb. De vil have separate programmer og bør få masser af chancer. Den største garanti for succes er Groenewegen, der måske ikke er så hurtig som tidligere, men stadig var stærk i 2023. Om Ewan er usikkerheden meget større, men hans flotte start på Touren i 2023 indikerer, at han sagtens kan komme tilbage.

Derudover har holdet indikeret, at Blake Quick skal være holdets tredjesprinter, men det er svært at være voldsomt optimistisk. Nok er han stadig ung, men han var meget langt fra at være med fremme i selv små løb i 2023. Langt mere spændende er Campbell Stewart, der var chokerende hurtig, da han pludselig fik chancen for at spurte i Kroatien. Han er stadig primært lead-out man, men skulle få flere chancer i den kommende sæson - og vinder han igen, kan den rolle pludselig blive mere entydig. Felix Engelhardt er også ganske hurtig, men han vinder næppe massespurter selv på de hårde dage.Endelig har holdet Luka Mezgec og Max Walscheid, der primært skal køre lead-out, men begge er stadig i stand til at gøre det pænt, når de måtte få chancen.

Matthews kan naturligvis også antages at skulle spurte i ny og næ, og sender man ham til løb som Romandiet, Baskerlandet eller Catalonien, kan man ikke udelukke, at han kan tage en sejr på en hård dag. Chancen er dog betydeligt større, hvis han skulle løbe ind i de puncheurfinaler, han heldigvis stadig mestrer trods den skuffende 2023-sæson. Han vil også have chancer for at vinde mindre endagsløb undervejs, og det samme kan den meget lovende Engelhardt, der med sin holdbarhed og gode spurt er skabt til den slags. Også Schmid er skabt til at køre mindre endagsløb, og det er også i ardenneragtige løb, de unge Anders Foldager og Davide De Pretto kan få lov at vise sig frem.

Endelig er enkeltstarten også et fokus. Plapp er specialist, men har ikke imponeret som professionel, og det skal blive interessant at se, om han virkelig kan udvikle sig til den temporytter, man ventede. Yates skulle også meget gerne fastholde det høje niveau, og Mauro Schmid kan forhåbentlig også forbedre sin hæderlige, men ikke prangende enkeltstart. Måske kan Max Walscheid også igen begynde at køre gode enkeltstarter, nu hvor han atter kommer til et hold med godt materiel, og så har veteranen Michael Hepburn jo faktisk kørt nogle af de sine bedste enkeltstarter i de seneste år, mens der til gengæld desværre i dag er lidt for langt mellem snapsene for Luke Durbridge og Matthews.

Hvem kan overraske?

Jayco har altid haft en ganske god historik i forhold til talentudvikling, og der er også flere meget spændende unge navne i truppen til kommende sæson. Et af dem er Welay Hagos Berhe. Det var bestemt ikke indlysende, at han var noget stort talent, men han overraskede enormt i seneste sæson. Han havde stort set ikke kørt løb, da han blev nr. 16 i karrierens første WorldTour-løb, Tour de Suisse, og siden fortsatte det med imponerende stærk kørsel i Østrig. Det sikrede ham en uventet plads i Vueltaen, g der dog blev en svær opgave, men potentialet synes ubestrideligt. Naturligvis lider han under sin enkeltstart, men han kan vinde mindre etapeløb uden tidskørsler, og det skulle ikke undre, hvis han imponerer i bjergene på WorldTouren - måske med en etapesejr i en grand tour, hvor han dog næppe er klar til at køre klassement.

Den anden unge klatrer, der imponerede i 2023, er Jesus David Peña. Heller ikke han havde vist meget inden 2023, men med sin sejr på kongeetapen i Slovenien bragede han ind på scenen, inden han kørte på podiet i Østrig og rundede sæsonen af med en 8. plads på WorldTouren i Guangxi. Hele smøren om Hagos Berhe kan gentages om ham - dog med den forskel, at han endnu ikke har kørt en grand tour - og derfor er perspektiverne også uhyre lovende for den unge colombianske klatrer.

En anden rytter, der imponerede i sin første sæson, var Felix Engelhardt. To sejre som nyprofessionel er ganske fornemt, og det kunne endda være blevet til nr. 3 i Japan til allersidst. Her viste han endda overraskende gode klatreevner, og det tyder på, at han kan udvikle sin holdbarhed yderligere. Han kan deltage i massespurter, men Vueltaen viste, at det næppe er her, han vinder. Til gengæld er han skabt til at køre klassikere, da han kan klatre og kan spurte. I første omgang burde de flamske løb, Brabantse Pijl og Amstel passe ham, men måske kan han også på sigt begå sig i de hårdere løb. Etaper fra udbrud i grand tours kan han også vinde, og så burde han kunne have evner i puncheurspurter, ligesom han måske kan vinde spurter i mindre grupper på hårde dage - i første omgang primært i mindre løb.

Jeg vil også fremhæve Campbell Stewart. Australieren har levet en helt anonym tilværelse som lead-out man, men viste en helt chokerende fart, da han tog sin sejr i Kroatien i efteråret. Her lignede han i hvert fald løbets hurtigste mand, og det kunne være blevet til mere, hvis han kunne positionere sig. Angiveligt skal han fortsat primært agere lead-out, men nu skulle han også få flere personlige chancer. Lærer han at positionere sig, kan han pludselig blive holdets næste meget spændende sprinter.

Blandt de mere etablerede navne skal man vel nævne Luke Plapp. Hans resultater hos Ineos var jo ganske undervældende, hvis man betænker, hvor store forventningerne var, og i 2023 oplevede han jo en regulær krise, hvor alle de bløde hatte, han trådte i, var helt uden buler. Heldigvis er han stadig kun 22 år, og han nåede i UAE Tour at vise, hvad han kan. Han mangler stadig at blive den tempospecialist, man kunne vente, og det er fortsat uklart, hvor god en bjergrytter han kan blive, ligesom hans stabilitet mildt sagt er ikkeeksisterende, men forhåbentlig folder han talentet ud i 2024. Det skulle gerne føre til topresultater i ugelange løb på WorldTouren - i hvert fald hvis de ikke er for bjergrige - mens han i grand tour-sammenhæng nok fortsat mangler for megen stabilitet til at være andet end etapejæger. Og så kunne det være herligt, hvis han meldte sig helt ind i tempoeliten.

I samme ombæring kan man fremhæve Filippo Zana. Med sin tidlige samlede sejre i Tjekkiet og Adriatica Ionica Race lignede han et meget stort talent, men trods sin italienske mesterskabstitel falmede han i 2022. I 2023 så vi til gengæld, at han vitterligt har et meget stort potentiale i bjergene, og da han samtidig excellerede i Giroens tredje uge, skal det derfor blive meget interessant at se, hvad han kan, når han i den kommende sæson skulle få sin chance for at køre klassement i en grand tour - i hvert fald hvis udviklingen fortsætter. I mindre etapeløb kan vi også have forventninger, men her lider han under sin enkeltstart.

Det skal også blive spændende at følge de to nyprofessionelle, Anders Foldager og Davide De Pretto. Deres resultater tilsiger, at vi nok ikke skal forvente alt for meget i den første sæson, men i mindre ardenneragtige løb bør de kunne vise sig frem. Det har Foldager i hvert fald allerede gjort mod professionelle, og med sin kombination af klatreevner og fart er han en lovende type. De Pretto er en meget tilsvarende type, der endnu har til gode at vise sig frem på den professionelle scene, men hans mange resultater i mindre løb gør ham spændende allerede i 2024.

Man kunne også fremhæve Mauro Schmid, men han har allerede vundet så meget, at han vel efterhånden er vokset ud af denne kategori. Rejse han sig efter en skuffende sæson, skal han dog blive meget interessant at følge i særligt Ardennerne, men også i ugelange etapeløb, hvor hans evner i bjergene skal stå sin prøve. Den stadig bedre Chris Harper bør også have et niveau, hvor han kan levere nogle personlige resultater i etapeløb, selvom han næppe brager ind på scenen i en alder af 29. Eddie Dunbars dybt imponerende niveau i store dele af Giroens tredje uge gør også hans videre udvikling som grand tour-rytter meget interessant, selvom han næppe bliver podierytter, og så har Kelland O’Brien vist et vist potentiale i brostensklassikerne. Til gengæld havde sprinteren Blake Quick og klatreren Rudy Porter det så svært i 2023, at der nok er lidt for langt igen, inden de for alvor kan levere topresultater.

Læs også