Ved fredagens E3 Saxo Bank Classic går Kasper Asgreen ind i den afgørende fase af forårets klassikere. Feltet.dk har snakket med Quick-Step-stjernen forud for de altafgørende to uger på de belgiske landeveje og brostenssektioner.
Efter et uforløsende forårsprogram i 2022 var alt linet op til, at Kasper Asgreen (Soudal-Quick-Step) skulle vende tilbage til brostensklassikerne ved åbningsweekenden med Omloop Het Niuewsblad i februar.
Sygdom satte dog en stopper for dette, og han måtte udskyde brostenscomebacket. Et par dage senere viste han til gengæld rigtig gode takter i Le Samyn, inden han styrtede kort før spurten om sejren.
Derfor var Paris-Nice udset til at være stedet, hvor Asgreen atter skulle vise sin store styrke frem, men også her kom sygdom i vejen, hvorfor han måtte udgå inden 7. etape.
Til trods for alt dette fik cykelverdenen wattmonsteret fra Koldings vilde evner på cyklen at se ved Milano-Sanremo, da han sad flot med på både Cipressa og Poggio, hvilket var til hans egen overraskelse og glæde.
”I Sanremo følte jeg mig faktisk rigtig godt kørende, jeg overraskede mig selv positivt. Så det er klart at udgå de sidste to dage af Paris-Nice var ikke lige, hvad jeg havde håbet på. Så at få en god fornemmelse i maven efter Sanremo, det er superfedt,” fortæller han om oplevelsen med ’La Classiscissima’ til Feltet.dk.
”På Cipressa følte jeg mig rigtig godt kørende, og jeg følte mig egentlig stadig godt kørende, men jeg kom bare ind på Poggio for langt tilbage sammen med Julian, hvilket selvfølgelig var ærgerligt. Jeg havde benene til at gøre mere, end jeg gjorde ved bare at køre med feltet op over,” tilføjer han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Asgreen blev nummer 36 i Sanremo, hvilket er hans bedste resultat i løbet nogensinde. Foto: Sirotti.
Læs også: Quick-Steps fulde trup til E3 Saxo Classic
Disse lovende takter kan den danske stjerne bruge frem imod forårets absolut største mål: brostensklassikerne, som fredag indledes med E3 Saxo Bank Classic.
Om end der er en verden til forskel fra solrigt cykelløb i Sanremo til vindblæste brostensveje i Belgien.
”Det er klart, det er jo en helt anden måde at køre cykelløb på. Sanremo er jo unikt ved, at det er så nemt, indtil det hele springer i luften. Det er det ikke i brostensløbene,” forklarer han en anelse forbeholdende om, hvad han kan bruge kørslen i Sanremo til.
Alligevel er det aldrig helt skidt at have kørt så stærkt efter godt 300 kilometer i den næsthurtigste udgave af ’La Classicissima’ nogensinde.
”Det giver da en lidt bedre fornemmelse, end hvis man bare var udgået af Paris-Nice og var rejst til Belgien, ik? Så overordnet så giver det lidt mere tro på det. Det er altid rart,” siger danskeren, inden han dog ærligt tilføjer nok et forbehold om sit eget standpunkt forud for brostensklassikerne:
”Men vi må også være realistiske, det har stadig ikke været den bedste forberedelse jeg har haft, også med sygdom inden åbningsweekenden. Så jeg kunne have forestillet mig noget endnu bedre, men vi får det bedste ud af det, og så må vi se, hvad benene rækker til, når vi drejer ind på Kwaremont eller Paterberg.”
Dertil tilføjer Quick-Step-esset et andet væsentligt element ved de belgiske brostensløb, som han ikke fik testet af ved at køre stærkt i Milano-Sanremo.
”Når der bliver lukket op, bliver der heller ikke kørt helt lige så stærkt, som der gør i Sanremo, fordi folk allerede er lidt mere trætte. Så selvfølgelig er det noget andet, og det kræver lidt mere grundform og generel råstyrke at køre i Belgien, end det gør at køre i Sanremo,” uddyber koldingenseren.
Artiklen fortsætter under videoen.
I 2021 vandt Asgreen E3 efter flot solokørsel.
Kan Quick-Step-magien genfindes?
Som bekendt er Asgreen tidligere vinder af fredagens løb, da han tilbage i 2021 vandt E3 på fremragende manér, kun lidt over en uge inden han vandt Flandern Rundt.
Og hvis denne succes skal gentages, er den 28-årige udmærket klar over, hvad der skal til.
”Hvis man vil køre med om sejren i Flandern, så skal man være på sit absolut bedste. Det er så lange og så hårde cykelløb, at der skal man være på toppen. Det er meget ærligt på den måde. Man får den ikke lige sneget hjem til en sejr, hvis man ikke er flyvende,” griner den altid muntre klassikerstjerne.
Selvom ’mini Flandern’, som E3 populært kaldes, er godt 70 kilometer kortere end det belgiske brostensmonument, vurderer Asgreen, at han ikke skal være langt fra det topniveau, som det kræver at sejre i Oudenaarde.
Faktisk skal han være ”meget meget tæt på” i E3, hvorfor han også håber at være på det niveau, når han fredag skal krydse klinger med folk som Mathieu van der Poel, Wout van Aert og Tadej Pogacar.
Asgreen er imidlertid ikke en enmandshær imod de fænomener, idet han har resten af Quick-Step-mandskabet ved sin side i form af Julian Alaphilippe, Tim Declercq, Yves Lampaert, Florian Senechal, Jannik Steimle og Bert van Lerberghe ifølge Procyclingstats.
Hvordan hierarkiet er internt på holdet, sætter holdets danske stjerne også ord på.
”Vi har ikke nogen solo-kaptajn. Vi kører med dem, der har benene. Det er ikke noget med, vi siger, at du er kaptajn, du er kaptajn, du er kaptajn. Der er ikke nogen, der står og siger det på noget tidspunkt,” slår Asgreen bastant fast.
”Hvis du har benene, så sidder du der, og så får du lov at køre. Så det er ikke sådan, at vi på forhånd sidder i bussen og siger, at i dag kører vi seks mand for den syvende. Det er der ikke noget af. Hvis man har benene, så skal man nok være der. Men det er jo op til en selv og ens egne ben, og eventuelt sidde rigtig,” tilføjer han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Quick-Step har flere heste at spille på til E3. Foto: ASO
Han og Quick-Step håber dermed at finde tilbage til fordums klassikerstyrke til trods for, at det slog fejl i fjor, hvor danskeren ofte sad helt alene i de dybe finaler, hvilket var uvant i forhold til belgierholdets standarder.
”Jeg tror, at sidste år var problemet benene, når der blev åbnet op. Så det er ikke sådan, at man strategisk eller praktisk kan gøre så meget med det. Hvis ikke man kan følge med, så kan man ikke følge med,” forklarer han om Quick-Steps sløje brostenskampagne i 2022.
”Alle ved, at vi havde en del sygdom op til klassikerne sidste år, så det er klart, at det hjælper ikke ligefrem. Så der er ikke nogen undskyldninger her. Flertallet kunne bare ikke følge med, som vi plejer, når der blev åbnet op,” tilføjer han yderligere.
Modsat lykkedes meget for den tilbage i 2021, da de i både E3 og Flandern sad flere mand i finalen, inden Asgreen kunne sikre sejren til holdet.
Selve løbet fredag tænker den 28-årige til gengæld bliver, som det plejer.
”Jamen, det plejer jo sådan at blive åbnet op omkring Berg Ten Stene eller Taaienberg. Det tænker jeg, at det gør det sgu nok igen. Det er jo også de samme ruter og de samme steder, der bliver kørt i de her løb. Alle ved det, men det er sgu så hårdt frem til det punkt, og det er sjovt nok altid favoritterne, der sidder der,” pointerer han.
Det var også omkring Berg Ten Stene, at koldingenseren angreb og kørte solo i 2021, inden han blev hentet på det flade stykke inden mod mål, hvorefter han atter kørte solo og hjem til sejr i Harelbeke.
Selvom løbet på mange punkter ligner sig selv, fremhæver danskeren slutteligt en anden faktor, der kan have afgørende indflydelse på løbet.
”Jeg kan se, at der er rimelig meget vind hen over weekenden. Ligesom der også er i De Panne i dag. Det skal være hvis det splitter tidligere på grund af vinden, men den store selektion tænker jeg stadigvæk kommer på stigningerne som den plejer,” runder han af med tanke på onsdagens Brugge - De Panne, hvor der blev kørt sidevindsræs for alle pengene.
Du kan følge med i, hvordan Asgreen klarer sig i E3 Saxo Bank Classic og de øvrige brostensklassikere på Feltet.dk's liveopdatering.
Annonce
Annonce
Mercan Tour Classic Alpes...(1.1) 30/05
Ronde van Limburg(1.1) 29/05
Mercan Tour Classic Alpes...(1.1) 30/05
Giro dell'Appennino(1.1) 02/06
Heylen Vastgoed Heistse Pijl(1.1) 03/06
Critérium du Dauphiné(2.UWT) 04/06-11/06
Women's Tour(2.WWT) 06/06-11/06
Asiatiske mesterskaber(CC) 07/06
Course de la Paix GP Jese...(2.NCUP) 08/06-11/06
Annonce
Annonce
AG2R Citroen Team |
Alpecin-Deceuninck |
Arkea Samsic |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Circus - Wanty |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM |
Team Jayco AlUla |
Team Jumbo-Visma |
Trek-Segafredo |
UAE Team Emirates |
Annonce
Optakt: E3 Saxo Classic
Minut for minut: Stor cykelsøndag
Her er Quick-Steps hold til E3
Alpecin er klar med Van der Poel og Kragh til E3
Jumbo har vinderduoen fra sidste år med til E3