Rico: Hoy kørte to gange i vinteren 2009/2010!

nullHan blev ikke verdensmester i sprint. Den senere mester, franskmanden Gregory Bauge, slog ham ud i kvartfinalen, og allerede i den indledende 200 meter havde han været hurtigere end Hoy. Men Sir Chris vandt titlen i keirin og var med til at hente bronze hjem til England i holdsprint, så helt galt gik det da ikke for den britiske kæmpe.

Hvordan har Chris Hoy mon forberedt sig til VM-stævnet i Ballerup?
Jeg ved det ikke, men jeg ved at han på hele vinteren har deltaget i 2 (to) officielle banestævner: World Cup’en på hjemmebanen i Manchester i oktober (som han næppe har kunnet undslå sig for at deltage i), og så VM i København.

Det var da imponerende, at han med så få konkurrencer i benene kunne klare sig så godt i København… Sådan kan man vælge at se på det. Jeg mener, at det er en katastrofe for banesporten, at det kan lade sig gøre. Også på landevejen klages der fra tid til anden over, at man ser de store navne for lidt, men en Contador, en Cancellara og endog en Armstrong er dog langt mere synlige i løbet af sæsonen.

Australien har over en årrække haft en række af verdens bedste baneryttere, og i hjemlandet har man en stribe af fremragende indendørs 250 meter baner. Men australske cykelfans har stort set aldrig lejlighed til at se deres koryfæer på hjemlig grund, og det er de kede af.

Sådan er moderne banesport, siger nogen og trækker på skuldrene. Kan være, men jeg synes fan’me, det er synd (for at citere en populær gammel vise). Ved VM i Ballerup talte jeg med den gamle tyske sprinterstjerne Michael Hübner (3 x verdensmester i sprint mellem 1986 og 1992), og han var ikke uenig med mig.

– I min tid havde vi op til 100 konkurrencedage på et år, erindrede han, bl.a. kørte vi sprint ved stort set alle 6-dagesløbene.

Ja, det gjorde de, og Hübner & Co. gjorde propaganda for banesporten og den gamle sprinterdisciplin i særdeleshed. Også i København var ikke mindst det kvindelige publikum betagede af den tyske kæmpes former...
Men tilbage til 2010. Heller ikke i Ballerup Super Arena har det lokale publikum den store mulighed for at beundre vores glimrende landsholdsryttere i det daglige. Men publikum i München, Gent, Rotterdam, Berlin og København (tilsammen mere end 200.000 cykelfans) fik i løbet af vinteren lejlighed til at begejstres af de danske verdensmestre, og det var da ikke så ringe. Den mulighed fik de, fordi rytternes chef, Bjarne Riis, syntes at de skulle have mulighed for at vise VM-trøjerne frem.

To af vore helt unge talenter, Christian Ranneries og Philip Nielsen, ville gerne deltage i prof-løbet ved det københavnske 6-dagesløb. Det ønske fik de ikke opfyldt, ganske enkelt fordi deres landsholdsprogram ikke levnede mulighed for, at de i tilstrækkelig grad kunne overbevise om deres kvalifikationer, hverken i den internationale UIV Talent Cup eller på hjemlig grund. Da de erfarede, at de ikke skulle deltage i det professionelle 6-dagesløb, valgte de at blive helt væk, og altså heller ikke deltage i UIV Cup’en i København. Jeg synes, det var synd, at vi ikke fik set Christian og Philip de seks dage i København, ikke mindst fordi jeg tror, de havde haft en god chance for at vinde – og det har cykelryttere også brug for at gøre en gang i mellem.

– Nu gælder det om at komme ud på landevejen, var det sidste Philip sagde til mig, da vi hilste på hinanden ude i Arenaen på VM’s sidste dag. Og jeg forstår ham, han trænger til at komme ud og køre cykelløb!

Banesporten, den sport som vi stadig er mange, der elsker af hele vores hjerte, og som senest begejstrede rigtig mange under VM i Ballerup, er ved at blive som et museum, der kun sjældent er åbent, og hvor de bedste og mest spændende ting næsten aldrig er til beskuelse.

Henrik Elmgreen