Sæsonevaluering: Hvordan klarede BMC sig?

I denne artikel kaster vi et blik på BMCs meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 22 (Rohan Dennis 6, Stefan Küng 3, Greg Van Avermaet 2, Richie Porte 2, Tejay van Garderen 2, Alessandro De Marchi 2, Jurgen Roelandts 1, Joey Rosskopf 1, holdløbssejr i Tour de France, holdløbssejr i Tour de Suisse, holdløbssejr i Tirreno-Adriatico)

Sejre på WorldTouren: 14 (1 etapesejr i Tour de France i holdløbet, 1 etapesejr i Giro d’Italia med Rohan Dennis, 3 etapesejre i Vuelta a Espana fordelt på 2 til Rohan Dennis og 1 til Alessandro De Marchi, samlet sejr i Tour de Suisse med Richie Porte, 2 etapesejre i Tour de Suisse hhv. med Stefan Küng og i holdløbet, 2 etapesejre i Tirreno-Adriatico hhv. med Rohan Dennis og i holdløbet, 1 etapesejr i BinckBank Tour med Stefan Küng, 1 etapesejr i Tour Down Under med Richie Porte, 1 etapesejr i Tour of California med Tejay van Garderen, 1 etapesejr i Abu Dhabi Tour med Rohan Dennis)

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 4 (nr. 3 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Greg Van AVermaet (nr. 5), Richie Porte (nr. 25), Dylan Teuns (nr. 38), Rohan Dennis (nr. 46), Damiano Caruso (nr. 50), Tejay van Garderen (nr. 90), Jurgen Roelandts (nr. 94)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Greg Van Avermaet (nr. 7), Richie Porte (nr. 35), Rohan Dennis (nr. 41), Dylan Teuns (nr. 42), Damiano Caruso (nr. 72)

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Når man har Greg Van Avermaet på holdet, siger det sig selv, at klassikerne altid vil være et af sæsonens helt store mål. Ganske vist vidste alle, at det ville blive næsten umuligt at leve op til jubelåret 2017, hvor den belgiske stjerne vandt næsten alle forårets store brostensløb, men forventningen var i hvert fald, at han atter ville vinde mindst én stor klassiker. Fokus var atter på hele klassikersæsonen fra Omloop Het Nieuwsblad til Amstel Gold Race, og denne gang kunne han se frem til støtte fra særligt Jurgen Roelandts, Jempy Drucker, Alberto Bettiol og Stefan Küng. De to førstnævnte var udset til at forsøge sig i sprinterklassikerne, men Van Avermaet også havde blikket rettet mod efterårets canadiske klassikere. Til gengæld skippede han denne gang Liege-Bastogne-Liege, hvor Dylan Teuns for første gang var enerådig kaptajn, ligesom denne også havde fokus på Fleche Wallonne og Il Lombardia.

Starten var desværre ikke som håbet, da Van Avermaet var en af de mange, der tabte kampen til den hårde modvind i Omloop Het Nieuwsblad, hvor han sammen med de øvrige favoritter til slut blev hentet og endte helt uden resultat. Bedre gik det heldigvis i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor Drucker spurtede sig til en hæderlig 6. plads, men åbningsweekenden skulle blive en meget god indikation, at det ikke ville blive endnu et jubelforår.

Van Avermaet jagtede oprejsning i Strade Bianche, men her oplevede han noget så usædvanligt som en decideret dårlig dag og var aldrig i nærheden af de bedste. I stedet blev Küng som nr. 16 holdets bedste mand. Lidt opmuntring var der at hente i Milano-Sanremo, som bestemt ikke er BMCs favoritløb, da Roelandts med en flot 5. plads for anden gang i karrieren var blandt de fem bedste i den italienske klassiker.

Den vigtigste del af Van Avermaets sæson startede, da han skulle forsvare titlerne i E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem. Ligesom resten af feltet kunne han imidlertid intet stille op mod Niki Terpstra i førstnævnte, og selvom han spurtede sig til en fin 3. plads i en lille favoritgruppe - hvor Küng også sikrede sig en 10. plads - gik det ikke om håbet. Det gjorde det heller ikke i Gent-Wevelgem, hvor en reduceret massespurt bestemt ikke var det ønskede scenarium, og da både Drucker og Roelandts var faldet fra, blev det kun til en 14. plads med Van Avermaet.

Van Avermaet valgte også at køre Dwars door Vlaanderen, hvor han dog var blandt de favoritter, der angreb for tidligt, og til slut måtte han tage takke med en 8. plads bag en stærk kvintet. De manglende resultater, at presset var forøget inden yndlingsløbet, Flandern Rundt, men endnu engang missede han den sejr, han ønsker sig allermest. Ganske vist var han hurtigste mand i favoritgruppen, men det rakte kun til en 5. plads. Derfor var det kun et titelforsvar i Paris-Roubaix, der kunne redde foråret, men også her var han lige ved og næsten, da han atter vandt spurten i den første gruppe, hvilket dog denne gang blot var nok til en placering som nr. 4.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

Van Avermaet vandt sprinten i Flandern Rundt, men desværre for ham var det kun nok til en femteplads.

Efter et Baskelandet Rundt, der havde skabt lidt tvivl om formen, skulle Teuns første gang i aktion i Brabantse Pijl. Her blev det til en 7. plads, men desværre blev man også her efterladt med indtrykket af, at benene ikke var de allerbedste. Det blev bekræftet i Amstel Gold Race, hvor Van Avermaet desværre også var tømt efter et hårdt forår og blev holdets bedste mand som en beskeden nr. 14. Teuns håbede på at finde formen inden favoritløbet Fleche Wallonne, hvor han sidste år blev nr. 3, men også her faldt han helt igennem med sin 30. plads. Kulminationen på det forsømte forår kom med den pauvre 20. plads i Liege-Bastogne-Liege, og det blev derfor en klassikersæson til glemmebogen for den talentfulde belgier.

Anden del af klassikeråret blev indledt i RideLondon Classic, hvor Drucker jagtede sin anden sejr, men måtte se sig henvist til 7. pladsen i det stærkt besatte sprinterfelt. Kort efter var Van Avermaet tilbage i aktion i Clasica San Sebastian, der altid har været en anelse for hårdt for belgieren, men hvor han denne gang imponerede med en fornem 4. plads som nr. 2 i den gruppe, der spurtede om den sidste plads på podiet. Derefter fik Roelandts en chance i Hamburg Cyclassics, men hans 11. plads kunne ikke leve op til forventningerne.

En træt Van Avermaet valgte at skippe Bretagne Classic for at komme sig inden de canadiske klassikere, og det franske løb endte som en stor nedtur, da Bettiol brækkede kravebenet og Drucker udgik. Heldigvis havde den lille pause gjort kaptajnen godt, for i Canada var han som altid blandt de stærkeste. Desværre blev det for gud ved hvilken gang til en 2. plads i GP de Quebec, hvor det denne gang var Michael Matthews, der snød ham for sejren, og også i GP de Montreal blev det lige og ved næsten, da han her blev nr. 3 bag Matthews og Sonny Colbrelli.

Efter et VM-linjeløb, hvor han kom til kort på den hårde rute, håbede Teuns på revanche i de italienske klassikere. Han viste også med det samme storform i Giro dell’Emilia, men det var alligevel ikke ham, der løb med sejren. I stedet overraskede Alessandro De Marchi alle favoritterne med et stort angreb, og han viste sig helt umulig at hente. Bag den sejrende italiener var Teuns endda den næstbedste af favoritterne, og det blev således til både en 1. og en 3. plads for det amerikanske mandskab.

Desværre blev der vakt bekymring, da Teuns med en 43. plads faldt helt igennem i Milano-Torino, og derfor var det med begrænset optimisme, at man efter det flade Gran Piemonte, hvor holdet ikke opnåede et resultat, gik ind til Il Lombardia. Heldigvis var de gode ben tilbage i tide til at slutte klassikersæsonen stærkt af, da det belgiske med en fornem 3. plads sikrede sig karrierens første podieplads i et monument.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

For andet år i træk havde Rohan Dennis fået lov til at udforske sine muligheder som klassementsrytter i grand tours, og ligesom sidste år var det i Giroen, at han skulle stå sin prøve. Modsat sidste år var han denne gang holdets eneste kaptajn i et løb, hvor han også skulle forsøge at vinde de to enkeltstarter. Nicolas Roche var med som en plan B i klassementet, ligesom Alessandro De Marchi havde frihed til at jagte etapesejre. Jurgen Roelandts og Jempy Drucker skulle forsøge sig i spurterne, mens unge Kilian Frankiny var med som en vigtig støtte i bjergene. Loic Vliegen skulle hjælpe til i mellemhårdt terræn, og endelig var Francisco Ventoso med som holdets erfarne vejkaptajn.

Desværre fik Dennis ikke den drømmestart, han havde håbet, da han på den indledende enkeltstart i Jerusalem med bare 2 sekunder blev slået af ærkerivalen Tom Dumoulin. Det rettede holdet imidlertid op på på den efterfølgende sprinteretape, hvor de kørte et tidligt udbrud ind i tide til, at Dennis i en indlagt spurt i kraft af bonussekunder kunne erobre førertrøjen. I massespurten blev Drucker til gengæld kun nr. 10, og det gik endnu værre på 3. etape, hvor han blot blev nr. 19. Holdet var dog stadig i besiddelse af førertrøjen, da det israelske eventyr sluttede.

Dennis bestod den første test, da han med en 12. plads på den eksplosive 4. etape reddede sig endnu en dag i lyserødt, som han også gjorde det, da han blev nr. 14 på den efterfølgende puncheuretape. Som ventet sluttede festen imidlertid på Etna, hvor en 21. plads betød, at han gled ned som nr. 6 i klassementet. Derefter var det Roelandts’ tur til at forsøge sig i en massespurt, men det blev blot til en 9. plads på 7. etape. Med en 13. plads holdt Dennis sig fint til i den stigende spurt på 8. etape, men da det atter gik løs i de høje betød en 21. plads i Gran Sasso, at han efter den første uge kunne gå på hviledag med en samlet 8. plads som foreløbigt resultat.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

Desværre kom hverken Drucker eller Roelandts med feltet hjem på den uventet hårde 10. etape, men Dennis viste til gengæld fortsat en vis friskhed, da han på Muren i Osimo blev nr. 9 24 timer senere. Derefter ventede holdets hidtil bedste sprinterresultat, da Roelandts på de våde veje i Imola spurtede sig til en pæn 5. plads, og også Drucker begyndte med sin 6. plads på den efterfølgende etape at præstere bedre. Nu ventede Dennis’ hidtil sværeste opgave på frygtede Monte Zoncolan, hvor han klatrede sig til en hæderlig 19. plads. På den efterfølgende bjergetape nåede han mål som nr. 16 i den anden gruppe, og han kunne derfor gå ind til den sidste uge på en samlet 11. plads.

Dennis så frem til at jagte revanche mod Dumoulin på løbets lange enkeltstart, og det lykkedes, da han med en fremragende præstation sikrede sig den etapesejr, han havde misset i Jerusalem. Samtidig sendte sejren ham op på en 6. plads inden de sidste etaper, der blev indledte med en 7. plads til Drucker i løbets næstsidste spurt. Dennis klarede også den første af de tre sidste bjergetaper ganske hæderligt, da han på Prato Nevoso blot gled ned på en 7. plads, men desværre ventede derefter det sammenbrud, mange havde frygtet. Han måtte grave meget dybt for at komme igennem kongeetapen på en 18. plads, men alligevel gled han helt ned på en 13. plads i klassementet og dagen efter betalte han på den allersidste dag i bjergene prisen. Dennis endte nemlig i gruppettoen, der tabte mere end 45 minutter, og således blev det blot til en samlet 17. plads til australieren i det første fuldendte forsøg som klassementsrytter. Drucker gjorde heldigvis festen i Rom lidt sjovere, da han sikrede sig en flot 3. plads i den sidste massespurt, men selvom Dennis endte med etapesejr og flere dage i lyserødt er det svært at betegne årets Giro om nogen stor succes for BMC.

Rohan Dennis vandt Giroens 16. etape, som var en 34,2 kilometer lang enkeltstart.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Som altid havde Richie Porte store ambitioner i Tour Down Under, hvor han denne gang stillede til start som forsvarende mester samt firefoldig vinder af kongeetapen. Holdet mødte endda til start med god selvtillid, da Rohan Dennis få dage forinden havde sikret årets første sejr ved at genvinde det australske enkeltstartsmesterskab på overlegen maner. Selve etapeløbet blev indledt med en 11. plads til Patrick Bevin i den indledende massespurt, inden Dennis spurtede sig til en 15. plads i puncheurfinalen på 2. etape. Efter yderligere en sprinteretape ventede den første lille test på 4. etape, hvor en ellers aggressiv Porte endte i favoritgruppen, inden det endelig gjaldt kongeetapen. Her imponerede storfavoritten ved trods hård modvinden at tage sin femte solosejr i træk, men desværre betød forholdene også, at tidsgevinsten var så beskeden, at han med mindst mulig margin gik glip af førertrøjen. Det kunne den afsluttende sprinteretape ikke ændre på, og derfor måtte Porte tage til takke med en samlet 2. plads i samme tid som vinderen, Daryl Impey. Kort efter kørte holdet for Simon Gerrans i Cadel Evans Great Ocean Road Race, og her viste veteranen med en pæn 5. plads, at der fortsat var lidt skud i de famle stænger.

Richie Porte vandt en enkelt etape i Tour Down Under, og sluttede som toer samlet - dog i samme tid som vinderen Daryl Impey.

Den europæiske sæsondebut blev gjort i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor holdet primært jagtede sejr i holdløbet. De kom dog uventet godt fra start, da Jurgen Roelandts i sin allerførste optræden i sin nye trøje på 1. etape spurtede sig til en 3. plads. Den hårde 2. etape endte frustrerende, da en stærk trio kørte væk på sidste stigning, og derfor kunne Greg Van Avermaet kun spurte sig til en 5. plads i den lille favoritgruppe. Desværre betød dårligt vejr, at holdløbet blev neutraliseret, men det forhindrede nu ikke amerikanerne i i overlegen stil at tage sejren. Dagen efter kæmpede den unge klatrer Kilian Frankiny sig til en flot 9. plads på kongeetapen, men det helt store højdepunkt ventede først på allersidste dag, da Roelandts med en sejr på 5. etape fik en drømmestart på sin tid hos holdet. Det blev tillige til en samlet 9. plads til Frankiny, der også vandt ungdomstrøjen.

Næste europæiske opgave var Volta ao Algarve, hvor holdet stillede med både Porte og Tejay van Garderen. Efter at Roelandts havde sikret sig en 5. plads i den indledende massespurt holdt de sig også begge fint til i den eksplosive afslutning på den første bjergetape, hvor de blev hhv. nr. 10 og 15. Desværre stod det efter enkeltstarten klart, at Porte slet ikke var i samme form som i Australien, men med en 7. plads viste van Garderen sig til gengæld flot frem. Det gjorde Stefan Küng også, da han blev en fin nr. 3 i det stærkt besatte løb. Det blev dernæst til endnu en 5. plads på den efterfølgende sprinteretape, hvor Loic Vliegen også blev nr. 9, inde van Garderen med en stærk præstation på kongeetapen sikrede sig en flot samlet 3. plads. Store Küng tog endda chancen i et udbrud, hvorfra han i uvant terræn sikrede sig en uventet 4. plads.

Holdet deltog også i det fulde mellemøstlige program og lagde ud med at stille til start i Dubai Tour med Dylan Teuns og Jempy Drucker som kaptajner. Det var dog lidt overraskende Vliegen, der med en 10. plads var holdets hurtigste i den første massespurt, inden Drucker første gang viste sig frem med en 8. plads på 2. etape. Han fejlede helt i den tredje spurt, inden det gjaldt den helt store test på kongeetapen. Her viste holdet imponerende kollektiv styrke med Tom Bohli som nr. 7, Vliegen som nr. 9, Nathan Van Hooydonck som nr. 10, Drucker som nr. 11, Teuns som nr. 12 og Nicolas Roche som nr. 16, men topresultatet udeblev. Drucker sluttede derefter stærkt af med en 4. plads i den sidste massespurt, inden holdet kunne se tilbage på et godt samlet resultat med en 4. plads til Van Hooydonck, 5. plads til Vliegen og 8. plads til Drucker, efter at de med aggressiv kørsel havde sikret sig mange bonussekunder, ligesom det naturligvis også blev til sejr i holdkonkurrencen.

Holdet hentede Van Avermaet ind til Tour of Oman, der bød på et hav af etaper efter belgierens smag. Drucker skuffede i den indledende massespurt, hvor han blot blev nr. 15, inden den belgiske stjerne fik sin første chance på den hårde 2. etape. Her blev han imidlertid i en spurt i en lille gruppe akkurat slået af Nathan Haas og henvist til en ærgerlig 2. plads. Heldigvis ventede revanche bare 24 timer senere, da han i en puncheurfinale sejrede suverænt på 3. etape og således tidligere end vanligt opnåede årets første triumf. Da en lille gruppe atter spurtede om sejren på 4. etape blev det desværre blot til en 4. plads, endda lige bag hans lead-out man Alberto Bettiol, hvorefter Roche viste lidt form med en 9. plads på kongeetapen. Desværre betød en 8. plads i den sidste massespurt, at Van Avermaet akkurat gik glip af pointtrøjen, men med en etapesejr var løbet alligevel en succes.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

Greg Van Avermaet vandt en enkelt etape i Tour of Oman.

Det arabiske eventyr sluttede i Abu Dhabi Tour, hvor holdet stillede til start med ambitioner om at vinde samlet med Rohan Dennis. Holdet kom fint igennem de tre første sprinteretaper, og derefter levede Dennis op til sin status som favorit ved at knuse al modstand på enkeltstarten og herved køre sig i førertrøjen efter lidt af en kollektiv magtdemonstration på en etape, hvor Miles Scotson blev nr. 3, Brent Bookwalter nr. 6 og Bevin nr. 8. Desværre måtte Dennis indse, at klatreevnerne ikke rakte på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 23, og det blev således til en lidt skuffende samlet 9. plads.

Også i Abu Dhabi viste Rohan Dennis sig som den enkeltstartsspecialist, han er.

Efter den stærke start havde van Garderen store ambitioner i Paris-Nice, men det eventyr endte allerede, inden det var startet. Sygdom tvang ham nemlig ud allerede på 1. etape, hvor Teuns til gengæld viste god form med en 8. plads i puncheurfinalen. Dagen efter var det Druckers tur til at forsøge sig i en massespurt, hvor det blot blev til en 8. plads, men desværre var hverken han eller Roelandts i storform. Ingen af dem klarede således udskilningen på 3. etape. Teuns derimod var opsat på at teste sig selv i klassementet efter kaptajnen exit, og han gav sig selv et godt udgangspunkt med en pæn 15. plads på enkeltstarten, der ellers er hans akilleshæl. Efter at være kommet sikkert igennem den efterfølgende bekræftede han den gode form på den første hårde etape, hvor han endte sammen med de øvrige favoritter som nr. 6. Den helt store overraskelse ventede imidlertid på kongeetapen, hvor han på en lang stigning overraskede sig selv ved at blive en fremragende nr. 2, og det fulgte han op med en 7. plads på den våde sidste etape omkring Nice. Samlet rakte det til en 6. plads, og derfor endte løbet trods den katastrofale som en succes.

Det var dog mod intet at regne i forhold til Tirreno-Adriatico, hvor holdet mødte op med klassementsambitioner med Damiano Caruso. Det første mål var dog det indledende holdløb, og her levede mandskabet op til deres status som storfavoritter ved at sejre. Dagen efter fik Bevin en chance i en massespurt, som han udnyttede ved at sikre sig en flot 5. plads, men til gengæld led Caruso et lille tilbageslag, da han blot blev nr. 19 i 3. etapes puncheurfinale, hvor en overraskende formsvag Van Avermaet også blot blev nr. 18. Caruso rejste sig imidlertid på kongeetapen, hvor han med en 13. plads kørte sig i førertrøjen. Trods en flot 10. plads måtte han dog efter den efterfølgende puncheuretape afgive 1. pladsen til Michal Kwiatkowski, der sikrede sig vigtige bonussekunder, og ærgrelsen blev ikke mindre af, at Van Avermaet atter skuffede med en 18. plads. Holdet kom sikkert igennem den efterfølgende sprinteretape og rundede derefter løbet perfekt af, da Dennis som ventet knuste al modstand på den afsluttende enkeltstart. Her lykkedes det også Caruso at forsvare den samlede 2. plads og derved atter vise sit værd i de ugelange etapeløb.

BMC vandt det indledene holdløb ved Tirreno-Adriatico - fire sekunder bedre en Mitchelton-Scott.

Holdet har også tradition for at køre nogle af de mindre belgiske endagsløb, og det var i marts også tilfældet i Nokere Koerse og Handzame Classic. Vliegen var motiveret til at gribe sin chance i den stigende spurt i førstnævnte, men det blev ikke til mere end en 12. plads. Bedre fik det ikke i massespurten i Handzame, hvor Scotson blev bedste mand som nr. 24.

Efter den ærgerlige exit fra Paris-Nice håbede van Garderen, at han var kommet sig nok til at køre med om sejren i Volta a Catalunya. Her fik Danilo Wyss også chancen som holdets sprinter, og han lagde pænt ud med en 11. plads på 1. etape. Dagen efter forsøgte Brent Bookwalter sig, og det indbragte endnu en placering lige uden for top 10, og det lykkedes dernæst både van Garderen og Nicolas Roche at overleve den første lille udfordring på den forkortede 3. etape. Desværre rakte formen slet ikke på kongeetapen, hvor den amerikanske kaptajn blot blev nr. 14. Det gav til gengæld evigt loyale Wyss lov til at gå i udbrud på 5. etape, hvor han med en 5. plads var meget tæt på en uventet sejr. På den sidste sprinteretape spurtede han sig til en 8. plads, men efter en anonym sidste etape i Barcelona endte løbet som lidt af en nedtur med van Garderen på en beskeden 17, plads.

Efter en lang sygdomsperiode var Porte tilbage i aktion i Vuelta al Pais Vasco, men han meldte på forhånd ud, at han ikke var i form til at blande sig fremme. I stedet var håbet, at Caruso og Teuns kunne følge op på de gode takter fra marts, men sådan skulle det slet ikke gå. Allerede på 1. etape blev italieneren sat ud af spillet af et styrt, mens belgieren tabte næsten 2 minutter som følge af en defekt. På 2. etape var det imidlertid benene, den var gal med for Teuns, der smed yderligere et minut. Til gengæld var det oprejsning at hente på enkeltstarten, hvor Bevin med en kneben 2. plads kom meget tæt på en stor sejr, ligesom også Caruso med en 10. plads gjorde det godt. Efter endnu en nedtur på 5. etape rejste Teuns sig på den afsluttende kongeetape, hvor han med en stærk 4. plads tankede selvtillid inden Ardennerne, men samlt blev det blot til en beskeden 11. plads. Derefter benyttede Porte sammen med van Garderen chancen for at forberede sig til Tourens 5. etape ved at stille til start i Tour du Finistere, hvor amerikaneren tankede lidt selvtillid med en 8. plads på en rute, der ikke passede ham.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Som et mandskab med schweiziske rødder lægger BMC altid stor vægt på Tour de Romandie, hvor Porte skulle forsøge at forsvare sin titel, også selvom han stadig ikke var på toppen. Først gjaldt det dog om at vinde prologen med Dennis, men helt usædvanligt måtte han se sig henvist til 4. plads. I stedet var det Tom Bohli, der med en 2. plads imponerede stort, ligesom Porte med en 18. plads viste klare tegn på fremgang. De efterfølgende etaper handlede alene om overlevelse, inden Porte med en 3. plads på bjergenkeltstarten endelig opnåede årets første europæiske resultat. Også Dennis viste med en 7. plads god form inden Giroen. Porte var på kongeetapen også den eneste, der var i nærheden af at matche Egan Bernal og Primoz Roglic og fulgte dem til mål på en 5. plads, mens Dennis vandt spurten om 6. pladsen i den næste gruppe. Samlet blev det således til en godkendt 3. plads til Porte og en lidt uventet 7. plads til Dennis.

Efter en lille pause van Van Avermaet tilbage i aktion i Tour de Yorkshire, hvor han jagtede den samlede sejr på en rute, der passede ham. Efter den indledende sprinteretape måtte han imidlertid lidt uventet i 2. etapes puncheurfinale se sig henvist til 2. pladsen af Magnus Cort efter en dag, hvor Brent Bookwalter med en 10. plads også holdt sig til. Dagen efter spurtede han sig til en 8. plads, inden holdet på kongeetapen leverede en magtdemonstration, der knækkede Cort. Med stærk hjælp fra Bevin og Bookwalter, der blev hhv. nr. 11 og 12, spurtede Van Avermaet sig til en 2. plads bag udbryderen Stephane Rossetto og sikrede sig derved en sjælden samlet etapeløbssejr. Bevin sluttede endda også på den samlede 9. plads, Van Avermaet vandt pointtrøjen, og holdet sejrede i holdkonkurrencen efter en fremragende altdominerende opvisning.

Greg Van Avermaet tog den samlede sejr i Tour de Yorkshire.

Bookwalter tog den gode form med sig over Atlanten til Tour of California, hvor han og van Garderen skulle jagte succes på hjemmebanen. Efter den indledende sprinteretape led de nederlag på kongeetapen, hvor Bookwalter faldt igennem, og van Garderen blot blev nr. 8. Bookwalter rejste sig lidt ved at spurte sig til en 9. plads på den hårde 3. etape, men det var på enkeltstarten, at holdet for alvor imponerede. Her lignede van Garderen pludselig sig selv igen, da han og Bevin leverede en knusende dobbeltsejr, der bragte holdets kaptajn i førertrøjen, som blev forsvaret på den flade 5. etape. På den afsluttende bjergetape kunne han imidlertid intet stille op mod Bernal og måtte tage til takke med en 7. plads, der dog sikrede ham den næstbedste placering i det samlede klassement.

Det blev til endnu en enkeltstartssejr, da Tejay van Garderen vandt i Tour of California.

Holdet lagde også en vis vægt på Hammer Series, men manglen på sprintere gjorde det svært. I Hammer Stavanger blev det til en 6. plads i Hammer Climb, en 4. plads i Hammer Sprint og en 2. plads i Hammer Chase, hvilket rakte til en flot samlet 3. plads. Trods Van Avermaets deltagelse havde de det sværere i Hammer Limburg, hvor en 6. plads i Hammer Climb, en 10. plads i Hammer Sprint og en 2. plads i Hammer Chase omsattes til en samlet 5. plads.

Porte valgte i år at forberede sig til Touren i Tour de Suisse, og det betød, at Caruso fik chancen som kaptajn i Criterium du Dauphiné. Holdet lagde stærkt ud på prologen med en 5. plads til Bevin og en 10. plads til Bookwalter, inden Caruso med en 7. plads testede sig i den stigende spurt på 1. etape. Dagen efter var det Bevins tur til at spurte, hvilket indbragte en 8. plads, men det første virkelig mål var holdlønet. Her kunne de imidlertid intet stille op mod suveræne Sky, men en 2. plads gav stadig Caruso et godt udgangspunkt inden de fire bjergetaper. Her skuffede han lidt med en 13. plads i den eksplosive afslutning på 4. etape, men rejste sig med en 7. plads på den efterfølgende hårdere etape. Weekendens to store dage i bjergene indbragte hhv. en 13. og en 7. plads, og ligesom i Tirreno indbragte et godt holdløb samt stabil kørsel i bjergene et godt samlet resultat, denne gang i form af en 5. plads.

I Tour de Suisse derimod lagde holdet ikke skjul på, at målet var at tage den samlede sejr med Porte, og han fik det ideelle udgangspunkt, da mandskabet knuste al modstand i det indledende holdløb. Van Avermaet havde dernæst frihed til at forsøge sig på de efterfølgende mellemetaper, hvor han lagde ud med at spurte sig til en 8. plads, mens Stefan Küng nød et par dage i førertrøjen. Desværre blev det for belgieren blot til placeringer som nr. 13 og 11 i de efterfølgende spurter, inden Portes første lille test ventede på den eksplosive 5. etape. Her holdt han sig med en 8. plads til de øvrige favoritter, hvilket var nok til at overtage Küngs førertrøje. Bare 24 timer senere tog han et stort skridt mod samlet sejr, da han på en lille målbakke kørte fra alt og alle og med en 6. plads bag det tidlige udbrud øgede sin føring med 12 sekunder. Lidt overraskende viste han svaghedstegn på kongeetapen, hvor han trods en stor forcering i et forsøg på at hente den tidligt angribende Nairo Quintana brændte sammen og havde nok at gøre med at hænge på Jakob Fuglsang, så han kunne sikre sig etapens 3. plads. Det sikrede ham næsten sejren inden den sidste enkeltstart, hvor han dog med en 14. plads skuffede temmelig markant. Til gengæld viste Küng klassen ved at sejre suverænt, ligesom også van Garderen med en 3. plads fortsatte de fine tempotakter.

I Tour de Suisse vandt BMC både holdtidskørslen og en enkeltstart ved Stefan Küng, mens Richie Porte vandt løbet samlet.

Læs også

Brandvarm dansker officielt udtaget til Giroen

Endelig rundede holdet sæsonen af ved de nationale mesterskaber, hvor det kun var i Schweiz og USA, at det lykkedes at vise sig frem. På den anden side af Atlanten forsvarede Joey Rosskopf sin enkeltstartstitel, mens Bookwalter erobrede bronze, og i Schweiz knust Küng som ventet al modstand på enkeltstarten, hvor det blev til bronze til Bohli. Samme metal tilfaldt Michael Schär i linjeløbet, hvor holdet skuffede markant.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Nu skulle det være. Efter den endeløse serie af uheld i sine grand tour-forsøg var det i 2018, at Richie Porte skulle køre med om sejren i Tour de France. Sejren i Tour de Suisse havde styrket selvtilliden, og han meldte sig stærkere end nogensinde tidligere. Med sig havde han dog ikke det mest skræmmende hold. I bjergene udgjordes støtten af Damiano Caruso og Tejay van Garderen, mens Patrick Bevin, Simon Gerrans og Greg Van Avermaet skulle hjælpe i mellemhårdt terræn. Michael Schär og Stefan Küng var hans bodyguards, der sammen med særligt Van Avermaet skulle hjælpe ham igennem den hektiske første uge, han frygtede mere end noget andet. Udgangspunktet var, at Porte havde fuld opbakning, men Van Avermaet lagde ikke skjul på, at han ville gå efter sin egen chance på ”sine” etaper, herunder især på brostenene.

Den konflikt blev tydelig på den katastrofale 1. etape. Her blev Porte nemlig fanget bag et styrt, og mens belgieren forblev i feltet, kæmpede en ensom australier sig til mål med et ærgerligt tidstab på 51 sekunder. Heldigvis var det hurtigt opmuntring at hente efter den flade 2. etape, da holdet fik ram på favoritterne fra Sky i holdløbet og derved bragte Van Avermaet i gult. Belgieren drømte om at tage en etapesejr med den prestigiøse trikot på sine skuldre og fik sin store chance i puncheurfinalen på 5. etape. Her havde han imidlertid slet ikke benene og måtte tage til takke med en skuffende 7. plads.

BMC vandt holdtidskørslen i Tour de France, og det var nok til at bringe Van Avermaet i førertrøjen.

En indebrændt Porte havde tilsyneladende noget at bevise, da det på Mur-de-Bretagne gjaldt den første lille klatreudfordring. Her viste han stor styrke ved at forcere voldsomt på den stejleste del af stigningen, men den hårde modvind gjorde det svært at gøre en forskel. Han nåede derfor mål som nr. 11 sammen med de øvrige favoritter, mens Van Avermaet hang flot på og med en 12. plads sikrede sig endnu en dag i gult.

Den position blev forsvaret på de efterfølgende to sprinteretaper, hvorefter en bævende Porte gik ind til mødet med de frygtede brosten. Desværre slog lynet ned allerede inden den første pavé. Efter kun ganske få kilometer bragede holdets kaptajn i asfalten, og med det samme var det tydeligt, at et brækket kraveben knuste hans Tour-drømme. For andet år i træk måtte australieren rejse hjem på 9. etape, og derfor blev det nu op til Van Avermaet at køre sin chance på den etape, han havde glædet sig allermest til. Det lykkedes ham også at komme med i den trio, der spurtede om sejren, men til slut var han chanceløs i kampen mod John Degenkolb og måtte tage til takke med 2. pladsen. Ærgerligt var det også, at van Garderen, der var holdets nye mand til klassementet, også styrtede og tabte mere end 5 minutter. Van Avermaet kunne ganske vist gå ind til den første hviledag iført førertrøjen, men det var et slukøret BMC-hold, der rejste til Alperne.

Her tog Van Avermaet det nye kaptajnansvar på sig. Med et flot angreb på den første dag i bjergene lykkedes det ham i helt uvant terræn at køre sig til en 4. plads og herved forsvare sin trøje endnu en dag. Herefter var det imidlertid også slut, for på 11. etape resignerede han tidligt og tabte mere end 22 minutter. Til gengæld greb Caruso en chance i et udbrud og sikrede med endnu en 4. plads yderligere opmuntring til amerikanerne, der til gengæld ikke viste sig frem på Alpe d’Huez.

Lidt uvant blandede Van Avermaet sig i massespurten på 13. etape, hvor han kørte sig til en flot 5. plads, og dagen efter viste holdet stor styrke ved at få Van Avermaet, Küng og Caruso med i udbrud på Mende-etapen. Her var det op til italieneren at gøre arbejdet færdigt på målstigningen, hvor han dog med en 4. plads kom til kort. På 15. etape var Van Avermaet atter med i front på en rute, der burde passe ham, men efter en skuffende 11. plads blev det tydeligt, at selv den stabile belgier efterhånden var ved at være træt.

Efter hviledagen forsøgte Caruso og Van Avermaet sig atter i udbrud på den første dag i Pyrenæerne, men her blev det blot til en skuffende 11. plads til italieneren. Van Garderen var også en skygge af sig selv, da han forsøgte sig på kongeetapen, og holdet havde det i det hele taget meget svært i den sidste uge, hvor de ikke viste sig meget frem. Küng drømte om et resultat på enkeltstarten, men den kuperede rute var ikke just hans kop te, og det blev derfor blot til en 12. plads. Holdet kunne derfor køre til Paris med en etapesejr og næsten en uge i gult på kontoen, men med tanke på det højtflyvende ambitioner inden løbet var det slet ikke nok til at tilfredsstille forventningerne.

Læs også

Dansk profil misser Giroen

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Sjældent har der været så stor usikkerhed om, hvad man skulle forvente af et hold, som der var for BMC forud for årets Vuelta a Espana. I forbindelse med holdudtagelsen meldte mandskabet ud, at de kom for at vinde med Richie Porte, der jagtede revanche efter Tour-skuffelsen. Ved ankomsten meldte en sygdomsramt Porte imidlertid helt anderledes ud, da han gjorde det klart, at målet primært var VM-forberedelse. Selv holdets øvrige ryttere var tydeligvis ikke helt sikre på, hvad opgaven var. Truppen var dog ganske solid og kunne jagte etaper, hvis Porte falmede. Rohan Dennis ville således gå efter de to enkeltstarter som led i sin forberedelse til VM, mens Alessandro De Marchi, Dylan Teuns og Brent Bookwalter var klar til at jagte etaper i kuperet terræn. Nicolas Roche nærede selv visse klassementsambitioner, mens Joey Rosskopf og Francisco Ventoso var med som støtte i fladlandet.

Holdet fik den helt perfekte, da Dennis på den indledende enkeltstart levede op til sin status som storfavorit ved at knuse al modstand. I det hele taget viste holdet kollektiv styrke med en 6. plads til De Marchi, en 11. plads til Teuns og en 15. plads til Bookwalter. Porte derimod viste med det samme, at han slet ikke var klar, da det blot blev til en næsten pinlig 97. plads. Helt tydelig blev hans dårlige form på den efterfølgende mellemhårde etape, hvor både han og Dennis smed mere end 13 minutter, og da Roche også blot blev nr. 27, stod det hurtigt klart, at klassementet næppe ville blive et tema.

Efter en begivenhedsfattig sprinteretape kom det endelige dødsstød også til Roche, da han på den første dag i bjergene blot blev nr. 30. Nu var det i stedet tid til udbrud, og her var De Marchi klar. På 5. etape forsøgte han sig sammen med Rosskopf, og i finalen kørte han væk sammen med Bauke Mollema og Simon Clarke. Desværre er italieneren alt andet end en sprinter, og på stregen blev det blot til en 3. plads. Roche forsøgte stadig at kæmpe for sit klassement, men kunne kun holde sig til på de følgende etaper, hvor holdet havde det svært. Samtidig var Teuns dybt frustreret over den manglende form, der gjorde det umuligt for ham at vise sig frem i 7. og 8. etapes puncheurfinaler. Pludselig var der imidlertid hul igennem til de gode ben, da han gik i udbrud på løbets anden bjergetape, og med en 3. plads tankede han selvtillid inden den første hviledag.

Efter en begivenhedsfattig sprinteretape forsøgte De Marchi, Teuns og Roche sig alle i et stort udbrud på den kuperede 11. etape. Roche var den første til at forsøge sig i en meget taktisk finale, og da han gav op, var det De Marchis tur. Efter års trængsler lignede italieneren endelig igen sig selv, da han til slut kørte fra Jhonatan Restrepo og alene hjem til karrierens anden etapesejr i det spanske løb. Med Teuns på en 5. og Roche på en 8. plads fik et ellers halvtrist løb endelig lidt glans for amerikanerne.

Alessandro De Marchi var den eneste BMC-rytter, der vandt en grand tour-etape, som ikke var en tidskørsel.

Især havde Teuns fundet både selvtillid og form. Allerede dagen efter forsøgte han sig nemlig igen, men i en finale, der ikke just passede ham, måtte han tage til takke med en 4. plads. Træt var han imidlertid slet ikke endnu. Tværtimod var han minsandten med igen på den første af anden weekends tre bjergetaper, men i en neglebidende dyst med Rafal Majka og sensationen Oscar Rodriguez blev han den lille og måtte tage til takke med 3. pladsen. Efter fire udbrud på fem etaper og hele fire placeringer i top 5 tog han sig en slapper på de følgende to bjergetaper, så han var klar til at angribe igen i den tredje uge.

Den blev indledt helt efter forventningerne. Dennis var storfavorit til enkeltstarten, og han efterlod med en knusende magtdemonstration ingen tvivl om, at han var i storform inden VM. Rosskopf sikrede endda holdet en lidt overraskende dobbeltsejr, ligesom Teuns bekræftede sin superform med en helt uventet 11. plads. Og naturligvis var belgieren med igen, da et udbrud kørte om sejren på den baskiske bjergetape, hvor han fik god hjælp af De Marchi. I endnu en gyser måtte han imidlertid denne gang se sig henvist til en frustrerende 2. plads af Michael Woods, mens italieneren trods stort arbejde for sin holdkammerat blev nr. 6.

Det blev imidlertid også det sidste, man så til holdet. De efterfølgende sprinter- og bjergetaper gav dem ikke mange muligheder, men De Marchi viste med en 12. plads i direkte kamp med favoritterne på den bjergrige 19. etape, at han fortsat var i fremragende form. Således kunne holdet køre til Madrid med ikke færre en tre etapesejr samt Teuns’ imponerende fem top 5-placeringer som udkomme af et løb, der var en ganske pæn succes for holdet.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Mens Touren endnu var i gang, varmede holdet op til sæsonens anden halvdel af sæsonen i det lille GP Pino Cerami, hvor Jempy Drucker med en 5. plads lagde stærkt fra land. For Dylan Teuns blev løbet brugt til at finde benene inden Tour de Pologne, hvor han drømte om at forsvare sejren fra 2017. I første omgang gjaldt det dog om at køre spurter for Jurgen Roelandts, men han havde det svært. Faktisk blev det blot til placeringer som hhv. nr. 15, 67 og 9 på de tre flade etaper, inden Teuns endelig skulle i aktion på Muren i Szczyrk, hvor han havde vundet 12 måneder tidligere. Denne gang var han imidlertid oppe imod en formstærk Michal Kwiatkowski, der henviste ham til en ærgerlige 2. plads. Endnu mere frustrerende blev det af, at det samme gentog sig i den stigende spurt på 5. etape, og derfor stod det klart, at det ville blive svært for Teuns at vende billedet på de to sværeste etaper. På den første af disse endte han i favoritgruppen som nr. 5 og lå således fortsat nr. 2 inden kongeetapen. Her løb han imidlertid tør for kræfter på bakken op til mål, og en 12. plads sendte ham helt ned på en 5. plads - et resultat, der slet ikke stod mål med ambitionerne.

Læs også

Ineos forventer Pogacar-fyrværkeri fra start: Han kan nok vinde alle etaper

Som et amerikansk mandskab havde holdet store ambitioner i Tour of Utah, hvor de stillede til start med både Brent Bookwalter og Tejay van Garderen som kaptajner. Starten kunne slet ikke være bedre, da de på prologen ganske enkelt ryddede podiet med van Garderen, Joey Rosskopf og Tom Bohli. Bookwalter viste herefter sin form ved at spurte sig til en 4. plads på 1. etape, men på den første bjergetape måtte holdet aflevere førertrøjen til suveræne Sepp Kuss. Både Bookwalter og van Garderen, der blev hhv. nr. 7 og 11, holdt sig imidlertid til de øvrige favoritter, og Bookwalter fortsatte også med at vise sig frem i spurterne, hvor han over de følgende dage sikrede sig hhv. en 12. og en 6. plads. På løbets kongeetape knækkede kæden imidlertid helt for van Garderen, der faldt ud af klassementet, men Bookwalter holdt sig til med en 9. plads. På den sidste etape kørte han endda årets allerbedste løb, da han var ”the best of the rest” bag suveræne Kuss. Samlet rakte det til en ganske pæn 4. plads.

Holdet var også meget aktive ved EM, der dog blev en fiasko. Stefan Küng var favorit til enkeltstarten, men faldt helt igennem, og Greg Van Avermaet viste sig aldrig frem i linjeløbet. Derfra rejste de begge direkte til BinckBank Tour, hvor de begge jagtede et topresultat. Efter en indledende 15. plads til Drucker i den første massespurt tog Küng i den grad revanche for EM-skuffelsen med en knusende overlegen sejr på enkeltstarten, hvor Miles Scotson med en 8. plads også kørte stærkt. De efterfølgende tre sprinteretaper handlede om Drucker, der dog kun fik en beskeden 6. plads ud af anstrengelserne, og derefter gjaldt det de to afgørende etaper. Her endte Küngs drømme desværre med et styrt på Amstel-etapen, hvor Van Avermaet spurtede sig til en 6. plads i en gruppe, der viste sig umulig at kontrollere til sidst. Endnu mere ærgerlig var han på kongeetapen, da han på Muren i Geraardsbergen måtte se sig henvist til 2. pladsen af Michael Matthews, og efter et tidstab på enkeltstarten blev det blot til en samlet 6. plads.

Teuns valgte ikke at forsvare sin titel i Arctic Race of Norway, hvor holdet i stedet stillede til start med Alberto Bettiol, Nicolas Roche og Damiano Caruso som kaptajner. Et styrt på 1. etape betød desværre tidstab til de to sidstnævnte, men Bettiol lagde med en 6. plads stærkt fra land. På den efterfølgende etape imponerede holdet ved at placere Danilo Wyss, Roche, Michael Schär og Bettiol i en lille favoritgruppe, hvorfra Wyss og Roche spurtede sig til hhv. en 4. og en 10. plads. Et lille tidstab til Bettiol betød, at Wyss pludselig blev kaptajn, og han og Roche blev hhv. nr. 14 og 11 i den stigende spurt på 3. etape og hhv. nr. 16 og 10 i puncheurfinalen på sidste etape. Samlet blev det således til en 4. plads til Wyss og en 5. plads til Roche, ligesom holdet også vandt holdkonkurrencen. Schär tog herefter sin gode form med sig til Great War Remembrance Race, hvor han med en 9. plads sikrede sig et sjældent resultat.

Caruso fik chance for revanche I Deutschland Tour, hvor han delte kaptajnansvaret med Roelandts. Den indledende massespurt gik helt galt for sidstnævnte, men Caruso viste sig med en 8. plads på den første af de tre hårde etaper ganske velkørende. Dagen efter klarede Roelandts udskilningen, men blev i spurten en meget skuffende nr. 10, inden Caruso på sidste etape spurtede sig til 3. plads, der gav ham vigtige bonussekunder. Samlet blev det således til en ganske fin 5. plads.

Roelandts rejste derfra videre til Tour of Britain, hvor holdet havde ambitioner om et samlet resultat med van Garderen. De lagde stærkt fra land, da Roelandts med en 5. plads i den første massespurt fik en lille revanche for den tyske skuffelse. På den første hårde etaper viste det sig ikke at være van Garderen, der skulle være kaptajn. Det skulle i stedet Patrick Bevin, der som den eneste kunne sidde med de bedste og endda spurtede sig til en 3. plads bag det vindende udbrud. Det satte gang i et fabelagtigt momentum, som han fulgte op på ved at blive nr. 2 bag Julian Alaphilippe på den efterfølgende puncheuretape, og 24 timer senere blev han sågar nr. 3 i en regulær massespurt. Desværre led hans klassementsdrømme et stort tilbageslag, da holdet helt usædvanligt blot blev nr. 6 i holdløbet, men Bevin rejste sig prompte med en uventet flot 5. plads på kongeetapen. Selv på 7. etape spurtede han sig til en 6. plads bag et vindende udbrud, inden Drucker fik sin chance i den store spurt i London, hvor han blev nr. 7 og Bevin nr. 10. Samlet blev det til en flot 4. plads til Bevin, der med sin suveræne stabilitet også vandt pointtrøjen.

Holdet var dernæst aktive i en serie endagsløb i Belgien og Frankrig. Van Avermaet finpudsede VM-formen i Primus Classic, hvor han spurtede sig til en 14. plads bag et vindende udbrud. Samtidig havde Drucker fundet en fremragende form, som han første gang viste i det regnvåde Tour de l’Eurometropole. Her kom han med i en stærkt besat gruppe til sidst, men i spurten måtte han desværre se sig henvist til 2. pladsen af Mads Pedersen. Dagen efter tog Tom Bohli sin chance i et episk GP d’Isbergues, hvor han blev nr. 11, inden Drucker rundede serien af med en stærk 6. plads i puncheurafslutningen i Binche-Chimay-Binche.

Holdet havde som altid store ambitioner ved VM i holdløb, men denne gang skulle det ikke være. I en spændende kamp mod Quick-Step og Sunweb måtte de tage til takke med en ærgerlig bronzemedalje. Det blev dog hurtigt glemt et par dage senere, da Rohan Dennis med endnu en af sine knusende magtdemonstrationer endelig erobrede den VM-titel, han så længe havde jagtet. Her imponerede Bevin også med en 8. plads, men i linjeløbet så man til gengæld ikke meget til holdets ryttere.

Rohan Dennis kunne langt om længe tilføje den VM-titel i enkeltstart, han så længe har jagtet.

Mens Dylan Teuns som nævnt ovenfor imponerede i de italienske klassikere, jagtede Roche og Bevin mere succes for holdet i Tour of Turkey, hvor formstærke Drucker var med som holdets sprinter. Han bekræftede de gode ben med en 3. plads i den indledende massespurt og fulgte op med en 4. plads 24 timer senere. Til gengæld blev han ramt af en kedelig defekt i den reducerede massespurt på 3. etape, hvor Bevin med en 4. plads i stedet atter viste sig frem. På kongeetapen var newzealænderens gode form imidlertid forsvundet, men til gengæld viste Roche med en 5. plads stor styrke, ligesom Kilian Frankiny blev nr. 10 og Bookwalter nr. 11. Drucker blev lukket inde i spurten på 5. etape, men sluttede sin sæson stærkt af med en 3. plads o puncheurfinalen på sidste etape i Istanbul, hvor Bohli tillige blev nr. 7. Samlet betød dårlige etapeplaceringer desværre, at Roche som nr. 10 blev eneste mand blandt de 10 bedste, selvom holdet vandt holdkonkurrencen.

Læs også

Lidl-Trek tager italiensk stjerne og formstærk spanier med til årets første Grand Tour

Sæsonen blev rundet af i Asien, hvor holdet lagde skidt fra land ved blot at blive nr. 10 i Hammer Hong Kong. Derefter gjaldt det Tour of Guangxi, hvor holdet primært jagtede succes i spurterne med Roelandts. Også her havde han det imidlertid svært, da det blot blev til placeringer som hhv. nr. 15, 14 og 42 på de tre helt flade åbningsetaper. Holdet havde ikke meget at skulle have sagt på kongeetapen, og Roelandts kunne heller ikke slå til i weekenden, hvor han blot blev nr. 11 og 24 som afslutning på et trist løb. Bedre gik det for Roche i Japan Cup, men han var dog ude af stand til at følge de to bedste og rundede BMCs sæson af med at sikre sig en 4. plads i sit sidste løb for holdet.

Den endelige dom

Når et hold kan slutte som nr. 4 på WorldTouren, er det indlysende, at det ikke kan have været et skidt år. Alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at intet rigtigt fungerede for amerikanerne, der faktisk ikke kan sætte flueben ved mange af deres sæsonmål. De mange point blev nemlig i høj grad indhøstet i kraft af mange pæne placeringer, men det blev til bemærkelsesværdigt få sejre. Således er 22 gevinster ganske lidt for et hold, der ender så langt fremme på ranglisten, og renser man endda listen for Rohan Dennis’ og Stefan Küngs mange enkeltstartstriumfer og de tre holdløbssejre ender vi helt nede på beskedne 11 gevinster. Og renser man listen helt for tidskørsler er det faktisk kun blevet til syv sejre for et af sportens allerstærkeste mandskaber.

Mest markant er det naturligvis, at holdets to stjerner begge havde det svært. Naturligvis var det klart, at Greg Van Avermaet ikke havde skyggen af chance for at leve op til drømmeåret 2017, hvor han vandt snart sagt enhver brostensklassiker, men man havde alligevel forventet betydeligt mere af belgieren. Det blev til den sædvanlige byge af stabile topplaceringer, men kun i E3 Harelbeke var han på podiet og det endda på det nederste trin. Samtidig blev det igennem hele foråret klart, at han slet ikke var så stærk som i 2017, og det indtryk blev kun bekræftet, hvor det atter blot blev til sekundære topplaceringer i særligt de canadiske klassikere og BinckBank Tour. En uge i førertrøjen under Touren var naturligvis flot, men primært et resultat af holdløbet. De fleste ville drømme om at have en sæson som Van Avermaet, men for en stjerne af hans kaliber var året en skuffelse, hvilket understreges af, at det blot blev til to sejre, hvoraf den ene meget passede var en samlet sejr i Yorkshire, der blev opnået i kraft af to 2. pladser.

Endnu værre gik det for Richie Porte. De fleste ville give deres højre arm for en resultatliste, der tæller en samlet sejr i Tour de Suisse, en samlet 3. plads i Tour de Romandie samt en samlet 2. plads og etapesejr i Tour Down Under, men for Porte er det ikke nok. For ham stod og faldt alt nemlig med Touren, og den endte som bekendt endnu engang tragisk. Samtidig tilbragte han det meste af både for- og efterår i en nærmest pinlig form, der kun delvis kan forklares med sygdom. Portes klasse fornægtede sig ikke, når han endelig var på topniveau, men i alt for lange perioder sad man tilbage med en kedelig følelse af spildt talent.

Sæsonens store oplevelse var i stedet Rohan Dennis, der i den grad reddede det meste. Det er stadig helt uforståeligt, at australieren insisterer på at fokusere på grand tours, hvilket hans Giro blot endnu engang understregede, men heldigvis har det ikke haft en effekt på hans tempoevner. På enkeltstarterne var han nemlig et altædende monster, der kun to gange lod sig besejre og endte med en stor VM-titel samt hele tre grand tour-etapesejre. Samtidig var han en drivende kraft bag de tre holdløbssejre og en stor del af forklaringen på, at holdets forholdsvis få sejre næsten alle kom på WorldTouren.

Her bidrog Stefan Küng også. Med sine sejre i Binck Bank Tour og Tour de Suisse bekræftede han atter, at han er et af sportens allerstørste tempotalenter, og det var i det hele taget på tidskørslerne, at holdet brillerede. Patrick Bevin gjorde enorme fremskridt og opnåede to 2. pladser på WorldTouren, og Joey Rosskopf blev nr. 2 på en Vuelta-etape. Tejay van Garderen viste samtidig med hele to sejre, at han fortsat er en fremragende temporytter. Til gengæld var det ærgerligt at bevidne hans deroute som etapeløbsrytter, selvom han sikrede sig en 2. plads i Californien og en 3. plads i Algarve.

Andre lyspunkter var Dylan Teuns. Efter et rædselsfuldt forår lignede det ellers en forspildt sæson for det belgiske talent, der heller ikke var i stand til at opnå samme høje niveau i Tour de Pologne, hvor han ikke forsvarede sin titel. Til gengæld sluttede han fabelagtigt af med en drømme Vuelta, hvor han fra udbrud opnåede hele fem top 5-placeringer, og han rundede det hele af med et monumentpodium i Il Lombardia. I efteråret blev Alessandro De Marchi også genfødt med sin etapesejr i Vueltaen og choktriumfen i Giro dell’Emilia, og i det hele taget var det en fornøjelse at følge netop de to i årets sidste uger.

Damiano Caruso viste med to top 5-placeringer i WorldTour-etapeløb, at han med afsæt i holdløbet kan gøre det godt, men uden et stærkt kollektiv bliver han aldrig en stor etapeløbsrytter. Det gør Nicolas Roche bestemt heller ikke igen, for nøjagtigt som van Garderen måtte han se 2018-sæsonen blive sømmet i hans klassementsligkiste. Stor var skuffelsen også over at se, hvordan Alberto Bettiol, Jurgen Roelandts og Jempy Drucker, der dog sluttede stærkt af, alle havde en svær sæson, ligesom talenterne Loic Vliegen og Kilian Frankiny synes at være gået helt i stå hos det amerikanske mandskab.

Det er derfor primært skuffelser, der dominerer, når man lader blikket glide ned over BMCs trup, og derfor må også ledelsen sidde tilbage med en fornemmelse af, at det kunne være blevet til så meget mere. Der er så mange store resultater i et etapeløb og klassikere, fem grand tour-etapesejr og førertrøjer i alle tre af de lange etapeløb, at det samlede billede bestemt ikke er skidt, men for et hold af BMC forventer man både flere sejre og ikke mindst, at holdet kan andet og mere end at vinde tidskørsler. Det kneb det desværre lidt med i et lidt uforløst 2018.

Karakter: 5/10

Se evalueringerne for de andre hold her.