Sæsonevaluering: Hvordan klarede Katusha-Alpecin sig?

I denne artikel kaster vi et blik på Katusha-Alpecins meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 5 (Marcel Kittel 2, Nathan Haas 1, Tony Martin 1, Nils Politt 1)

Sejre på WorldTouren: 2 (2 etapesejre i Tirreno-Adriatico med Marcel Kittel)

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 17 (nr. 11 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Nathan Haas (nr. 74), Ilnur Zakarin (nr. 79)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Nathan Haas (nr. 93)

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Der var engang, hvor Katusha med Alexander Kristoff og Joaquim Rodriguez var blandt verdens allerstærkeste klassikermandskaber. Uanset om der var brosten eller bakker på programmet, havde det schweiziske mandskab en klar vinderkandidat, og de store endagsløb var en af hovedårsagerne vil, at holdet altid var at finde blandt de bedste på WorldTouren. Det blev til sejre i Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Fleche Wallonne og Il Lombardia, og dertil kom flere flotte placeringer i snart sagt alle de største endagsløb.

Sådan har det ikke været i de seneste sæsoner. Først satte Rodriguez cyklen i garagen, og da Kristoff forud for denne sæson sagde farvel, uden at man havde sikret sig en fuldgod erstatning, var holdet pludselig efterladt som det WorldTour-mandskab med de ringeste muligheder for at vinde en stor klassiker. Allerede sidste år var holdet helt usynlige i de kuperede klassikere, og med Kristoffs exit var der forud for 2018 heller ikke udsigt til, at holdet ville have store chancer for at gøre sig gældende på brostenene.

Det var derfor et hold, der stor set kun kunne overraske i de store endagsløb. Størst forhåbninger var der til Nathan Haas, der med sin fjerdeplads i 2017, havde vist, at han ville være en reel vinderkandiat i Amstel Gold Race, hvor man også havde visse forhåbninger til Jose Goncalves og Maurits Lammertink. I de hårdere endagsløb så det dog sværere ud, med mindre Ilnur Zakarin kunne finde de ben, der næsten havde givet ham sejren i Liege-Bastogne-Liege i 2016. På brostenene håbede holdet, at Tony Martin endelig kunne få sit store gennembrud, ligesom der var forhåbninger om, at Nils Politt kunne udnytte den større frihed til endelig at vise sit potentiale. Endelig håbede man, at hurtige Baptiste Planckaert måske kunne spurte sig til et resultat i en af de nemmere klassikere, ligesom Marcel Kittel naturligvis jagtede en femte sejr i Scheldeprijs.

Marcel Kittel var købt ind til at være stjernen på Katusha, men leverede slet ikke. To etapesejre i Tirreno-Adriatico blev det til.
 

Det var dog en dansker, der sørgede for, at holdet kom pænt fra start, da Mads Würtz Schmidt spurtede sig til en 12. plads i Omloop Het Nieuwsblad, hvor holdet dog var ganske usynlige. Det samme var tilfældet i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor holdet var fraværende i massespurten og blot kom hjem med en 13. plads til Politt. I Milano-Sanremo var udsigterne endnu ringere, idet Kittel som ventet kom til kort i sit første forsøg i den italienske klassiker, og selvom Nathan Haas før har vist sine evner som afslutter, blev det kun til en 18. plads, da det gik løs på Via San Roma i slutningen af marts.

Tilbage på brostenene opnåede holdet sit bedste resultat i årets klassikere, da Planckaert med en 4. plads akkurat missede podiet i 3 Dage ved Panne, der som bekendt i år var reduceret til et endagsløb. Desværre er det belgiske løb som bekendt ikke en del af WorldTouren, og det skulle vise sig at være betydeligt vanskeligere, når de hårde drenge var med. Viacheslav Kuznetsov skulle vise sig som bedste mand i tiden op til monumenterne, men en 22. plads i E3 og en 16. plads i Gent-Wevelgem kunne ikke just hidse mange cykelfans op.

Heldigvis fik Politt langsomt varmet motoren op, og da de største løb meldte sig, fik han vist, at han er værd at satse på fremover. En 17. plads i Flandern Rundt var måske ikke i sig selv imponerende, men det skulle blot vise sig at være et forvarsel til det store gennembrud i Paris-Roubaix. Her blev den store tysker nemlig en fornem nummer 7, og dermed endte en ellers fejlslagen brostenssæson alligevel pænt. Oprejsning var der dog også brug for efter Scheldeprijs, hvor forhåndsfavoritten Kittel punkterede ikke færre en tre gange, og derfor måtte overlade kaptajnansvaret til Rick Zabel, der blot blev nr. 13 i spurten.

Desværre blev ardennersæsonen ødelagt allerede, inden den var startet. Haas blev nemlig syg i tiden op til Amstel Gold Race, og selvom han valgte at stille til start, havde han på forhånd afskrevet sig alle muligheder for et resultat. Derfor kom holdet helt tomhændede hjem fra den hollandske klassiker, og det lykkedes desværre ikke for Zakarin at finde sine bedste ben til de hårdere løb. Således blev russeren blot nr. 18 i Fleche Wallonne, inden Lammertink med en 21. plads i Liege-Bastogne-Liege rundede en generelt trist klassikersæson af for det schweiziske mandskab.

Efterårets klassikere gik endnu værre. Kuznetsov overraskede ellers tidligt med en 16. plads på den for ham alt for hårde rute i Clasica San Sebastian, men de mange relativt flade endagsløb i juli og august passede ikke til et hold uden mange holdbare afsluttere. Størst forventninger var der til Haas i de canadiske klassikere, hvor han før har gjort det godt, men sygdom i optakten havde atter sat ham tilbage. Alligevel blev han nr. 8 i Quebec og 11 i Montreal og fik dermed lidt oprejsning for forårets skuffelser. Senere viste Goncalves sig pænt frem med en 13. plads i Paris-Tours, men da en træt og formsvag Zakarin faldt igennem i de italienske klatreklassikere, endte man også sidste del af sæsonen uden megen endagssucces.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Katusha har i de senere år som regel givet Giroen stor prioritet. Joaquim Rodriguez prioriterede ofte den italienske grand tour over Touren, og i de seneste to sæsoner har holdets nye grand tour-stjerne valgt netop Giroen som stedet, hvor han for første gang skulle teste sig selv som klassementsrytter over tre uger. I 2018 blev årets første grand tour imidlertid nedprioriteret kraftigt. Zakarin er nemlig holdets eneste reelle klassementsrytter, og da han for første gang valgte at satse på Tour de France, der som altid også var Marcel Kittels hovedfokus, stod det tidligt klart, at schweizerne i år ville komme til Italien med et stjernefattigt mandskab uden de store muligheder for at komme hjem med mange resultater.


Mads Würtz Schmidt fik GrandTour-debut i 2018

Det blev også bekræftet, da truppen blev afsløret. En af holdets stjerner, Tony Martin, havde ganske vist længe gjort det klart, at han for første gang ville jagte den Giro-etapesejr og lyserøde førertrøje, han fortsat mangler på sit cv, men han var også det eneste store navn på holdkortet. Resten af holdet udgjordes nemlig primært af ryttere, der skulle jagte succes i udbruddene. Det gjaldt særligt Jose Goncalves og Maurits Lammertink, der med deres punch ligeledes håbede på succes i puncheurfinalerne, mens Baptiste Planckaert måske kunne sikre sig et par hæderlige resultater i spurterne med hjælp fra Mads Würtz Schmidt og Viacheslav Kuznetsov. Alex Dowsett skulle sammen med Martin gå efter de to enkeltstarter, og endelig var store Maxim Belkov med i en hjælperrolle.
 

Forventningerne var ikke store, men holdet kom uventet godt fra start. På den indledende enkeltstart i Jerusalem, hvor han havde sat alt ind på at køre sig i lyserødt, skuffede Martin ganske vist med en 9. plads, men til gengæld imponerede Goncalves og Dowsett med hhv. en 4. og en 5. plads. Dermed havde man hele tre mand i top 10, og da Würtz tillige blev nr. 13, kunne man måske pludselig drømme om, at holdet kunne spille en større rolle end først antaget.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Planckaert kom ganske vist hæderligt fra start med hhv. en 9. og en 8. plads i de to første massespurter, og Goncalves bekræftede sin fremragende form med en 3. plads i puncheurafslutningen på 5. etape. Derefter henfaldt holdet imidlertid i den ventede anonymitet, og faktisk var det Würtz, der gav holdet lidt sjælden opmuntring, da han med en 6. plads på den overraskende hårde 10. etape, hvor Goncalves også blev nr. 10, bekræftede det generelt pæne indtryk, han efterlod i Italien. Et par dage senere var Planckaert ganske tæt på at sikre sig en overraskende podieplads, da han blev nr. 4 i spurten på den våde 12. etape, og dagen efter blev han nr. 9.

Det stod dog klart, at det var på 16. etapes lange enkeltstart, at holdet med Martin havde de bedste chancer for et stort resultat. Her viste den store tysker, at han på lange, flade ruter fortsat er en af verdens allerbedste, da han med en 2. plads var klemt inde mellem tidens to giganter, Rohan Dennis og Tom Dumoulin. Også Dowsetts 6. plads var et flot resultat, men det skulle også vise sig at blive løbets højdepunkt for schweizerne. I den sidste uge blev det nemlig derudover kun til en 10. plads til Goncalves i spurten på 17. etape, en overraskende 7. plads til Kuznetsov efter et udbrud på den bjergrige 18. etape og endnu en ganske flot 4. plads til Planckaert i den afsluttende massespurt i Rom. Dermed endte Katusha som forventet som et af løbets mere anonyme mandskaber, også selvom Goncalves faktisk viste sig overraskende stabil i de høje bjerge og derfor blev en helt uventet samlet nr. 14.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Katusha havde planer om at lægge forrygende for land, da Nathan Haas efter en 4. plads i 2017 gik efter det helt store resultat på hjemmebanen i Tour Down Under. Med en 7. plads i den indledende massespurt viste han i hvert fald, at han var fyr og flamme, og han viste med en 5. plads i den stigende spurt i Stirling dagen efter, at formen også stod mål med ambitionerne. Desværre blev han et offer for den ekstreme varme, der gjorde 4. etape til et blodbad, hvor hans drømme knustes, og selvom Mads Würtz spurtede sig til en fin 10. plads på sidste etape endte det australske løb som en stor skuffelse. Desværre lykkedes det ikke Haas at rejse sig i revanchematchen ved Cadel Evans Great Ocean Road Race, men her spurtede Maurtis Lammertink sig med en 7. plads dog til vigtige WorldTour-point.

Den europæiske debut i Volta a la Comunitat Valenciana blev ikke den store succes, selvom holdet blev nr. 6 i holdløbet, og Baptiste Planckaert blev nr. 5 i en massespurt. Unge Willie Smit blev senere en flot nr. 8 i det hårde Vuelta a Murcia, og Würtz viste igen sin hurtighed med en 7. plads i sprinterløbet Clasica de Almeria, men det var på Volta ao Algarves enkeltstart, at man håbede på det første resultat. Desværre viste Tony Martin med en 6. plads atter, at han slet ikke er på samme niveau som tidligere, og da Simon Spilak blot blev nr. 12 samlet, blev det portugisiske løb endnu en skuffelse.

Langt større forventninger var der til de arabiske løb, særligt Dubai Tour, hvor Marcel Kittel ikke blot gjorde debut for holdet, men endda stillede til start som forsvarende mester. Det skulle imidlertid vise sig, at den store tyskers dårlige sæson blev indvarslet allerede fra start. Således blev det blot til en 3. og 6. plads i løbets fire massespurter, og selvom lead-out-drengene Marco Haller og Rick Zabel med hhv. en 2. og en 5. plads på den styrtplagede sidste etape faktisk var ganske tæt på at tage en overraskende sejr, og Zabel endte som nr. 10 samlet blev det til en trist indledning på det arabiske eventyr.

Haas hentede årets første sejr til Katusha i Tour of Oman.
 

Lykkes vendte imidlertid i anden afdeling af ørkensæsonen. I Tour of Oman fik Haas nemlig oprejsning for den indledende skuffelse, da han på løbets 2. etape slog Greg Van Avermaet i en spurt i en lille gruppe og herved sikrede sig holdets første sejr, og det bragte ham i den grad tilbage på sporet. På de to efterfølgende etaper blev han hhv. nr. 5 og 6, inden han leverede sit livs klatrepræstation med en 5. plads på Green Mountain på løbets kongeetape. På sidste etape lykkedes det ham endda med en 5. plads i massespurten også at fravriste Van Avermaet pointtrøjen, og da han tillige endte på den samlede 5. plads, blev det arabiske løb et af årets allerbedste både for Haas og holdet.

Ned på jorden kom man igen i Abu Dhabi Tour, hvor man ellers for første gang i sæsonen stillede med både Ilnur Zakarin og Kittel. Sidstnævnte viste dog efter to fiaskoer på de første etaper endelig glimt af fordums styrke med en 2. plads på 3. etape, men efter at Alex Dowsett havde kørt en godkendt 10. plads hjem på enkeltstarten, faldt Zakarin helt igennem på kongeetapen og endte blot som en samlet nr. 18. Bedre gik det ikke i hans første sæsonmål, Paris-Nice, hvor han blot blev nr. 16, og var det ikke for en enkelt etape, var det franske løb endt som en total fiasko for Katusha. Nils Politt var dog meget tæt på at tage karrierens største sejr på 5. etape, men et mildt sagt temmelig generøst føringsarbejde betød, at han i tomandsspurten mod Jerome Cousin måtte se sig henvist til en 2. plads.

Holdets mest succesrige etapeløb på hele året skulle vise sig at blive Tirreno-Adriatico, der skulle vise sig at blive scenen for Kittels eneste sejre i 2018. I det italienske etapeløb var tyskeren imidlertid også flyvende, for trods meget skrap konkurrence lykkedes det ham at vinde begge løbets massespurter. Trods en flot 6. plads på holdløbet blev den øvrige del af løbet imidlertid en relativt anonym affære. Holdets anden sprinter, Planckaert, spurtede sig et par dage senere til en 6. plads i Nokere Koerse.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Efter en næsten skræmmende ligegyldig optræden i Volta a Catlunya viste holdet sig flottere frem i GP Miguel Indurain, hvor Zakarin var tilbage i aktion efter Paris-Nice. Her blev han og Simon Spilak nemlig hhv. nr. 7 og 9, hvilket gav forhåbninger om et godt Baskerlandet Rundt. Også her var den russiske stjerne imidlertid langt fra de bedste og endte blot som nr. 21 i et løb, hvor hele holdet igen var næsten totalt fraværende. Fiaskoen i forårets etapeløb blev fuldendt i Tour de Romandie, hvor Spilaks 10. plads på bjergenkeltstarten var det eneste nævneværdige resultat.

På den lidt mindre scene lykkedes det holdet at gøre sig gældende ved Tour de Yorkshire, hvor Robert Kiserlovski viste glimt af fordums styrke. Kroaten blev hhv. nr. 6 og 9 på løbets to hårdeste etaper, hvoraf den første også gav en 9. plads til unge Stef Cras, og det sikrede ham en samlet 4. plads. Til gengæld endte også Tour of California som en fiasko, da Kittel i løbets tre spurter blot fik en 4. plads som eneste nævneværdige resultat, og selvom Zabel efter uheld til tyskeren opnåede samme resultat på en af etaperne, stod udbyttet slet ikke mål med forventningerne. Lidt bedre gik det for det ellers ret unge hold, der var til start i Belgium Tour, hvor Jenthe Biermans efter to 8. pladser undervejs sikrede sig en samlet 9. plads, mens Marco Mathis endelig viste lidt glimt af sine tempoevner med en 6. plads på enkeltstarten.

Som for mange andre Tour-kaptajner var Criterium du Dauphiné for Zakarin sidste test inden Touren, og her viste han endelig lidt form. Efter en lidt tøvende start blev han hhv. nr. 7 og 8 på to af de fire bjergetaper, og det var nok til at sikre en samlet 10. plads. I samme periode skulle Spilak forsvare sin titel i Tour de Suisse, men det lykkedes ikke. En 6. og en 11. plads på løbets to bjergetaper, en 9. plads i holdløbet samt en 13. plads på enkeltstarten rakte kun til en samlet 6. plads. Til gengæld var Haas tæt på hele to etapesejre, da han først spurtede sig til en 3. plads på 2. etape og siden blev henvist til 2. pladsen af Søren Kragh, da et udbrud skulle afgøre 6. etape. Han blev tillige nr. 2 i bjergkonkurrencen, ligesom også Jose Goncalves spurtede sig til en 10. plads undervejs.

Holdets anden Tour-kaptajn, Kittel, forberedte sig i Rund um Köln og Tour de Slovenie, men uden succes. Efter en skuffende 5. plads på sin tyske hjemmebane blev en 5. plads til Zabel det eneste udbytte af de to massespurter i Slovenien. Her viste Kiserlovski atter glimt af sit gamle niveau med en 6. plads på en af de to hårde etaper, mens Dowsett til gengæld skuffede ved blot at blive nr. 8 på den ellers ret svagt besatte enkeltstart, der også gav en 10. plads til Politt. Holdet rundede første del af sæsonen med en serie af skuffelser ved de nationale mesterskaber, hvor det kun var Tony Martins næsten obligatoriske sejr på den tyske enkeltstart, der bragte en mesterskabstrøje med sig.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Mens holdet havde nedprioriteret Giroen, kom man til gengæld med det tunge skyts til årets allervigtigste løb, hvor Ilnur Zakarin for første gang skulle forsøge sig i klassementet, mens Marcel Kittel skulle forsøge at rejse sig efter en skuffende sæsonstart ved atter at dominere massespurterne. Hertil fik han hjælp af Rick Zabel og Nils Politt, mens Ian Boswell, Robert Kiserlovski og Pavel Kochetkov var med som støtte til Zakarin i bjergene. Tony Martin var altmuligmanden, der skulle kunne gå til hånde overalt samt jagte succes på den dog for ham lidt for kuperede enkeltstart.

Desværre betød det stærkere hold ikke meget mere succes, end man havde haft i Italien. Kittel lignede ellers igen sig selv, da han blev nr. 3 på 1. etape, ligesom Zakarin kom ganske fint fra start med en godkendt 9. plads på holdløbet. Herefter blev det imidlertid blot til en 5. plads for den tyske sprinter på 4. etape, inden han efter yderligere to fejlslagne spurter faldt for tidsgrænsen på den anden af de to alpeetaper. Her stod det også klart, at Zakarins ellers ret lovende start, hvor han overlevede brostenene overraskende godt, hurtigt blev ødelagt. Han tabte tid allerede på Mur-de-Bretagne, og to beskedne 15. pladser på de to store alpeetaper betød, at han på den anden hviledag var hele 10 minutter efter på en 13. plads. Bedre blev det ikke af, at Martin og Kiserlovski allerede tidligt var styrtet ud af løbet, ligesom Zabel havde fulgt Kittel hjem, og derfor var man i den sidste halvdel af løbet reduceret til bare fire mand, hvilket betød, at holdet missede de fleste udbrud.

Zakarin i gang med den afsluttende sejr i Tour de France. Russeren sluttede på niendepladsen samlet.
 

Zakarin er imidlertid kendt for at være bedst i den tredje uge, og sådan var det også denne gang. Således rejste han sig i Pyrenæerne, hvor han efter en 10. plads på den korte, dramatiske 17. etape iværksatte en storstilet offensiv på den sidste bjergetape. Det blev belønnet med endnu en 10. plads og et avancement til den samlede 10. plads, og med en fremragende enkeltstart, der kastede en 7. plads af sig, lykkedes det ham endda at hoppe op på den samlede 9. plads, en placering, der havde virket ganske fjern bare få dage tidligere. Derfor blev det samlede udkomme da heller ikke den totale katastrofe, selvom han efter sidste års tredjeplads i Vueltaen utvivlsomt havde håbet på mere.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Mens man på forhånd havde indset, at Giroen næppe ville kaste de store resultater af sig, og man i Touren havde satset stort med begge de to kaptajner, var udbyttet af Vueltaen på forhånd ret tvivlsomt. Ilnur Zakarin skulle nemlig for første gang forsøge sig som klassementsrytter i to på hinanden følgende grand tours, men hvor langt det rakte, vidste ingen. Han havde udsigt til opbakning i bjergene fra Ian Boswell, Tiago Machado, Jose Goncalves og Pavel Kochetkov, mens Goncalves sammen med Jhonatan Restrepo og Maurits Lammertink skulle bruge deres punch til at jagte resultater på de mere eksplosive. Store Reto Hollenstein var med som hjælper i alle slags terræner på et hold, hvor der var lagt op til masser af frihed til at jagte succes ud i udbrud.

Allerede tidligt stod det imidlertid klart, at hele holdet skulle jagte etapesejre. Zakarin styrtede efter en pæn enkeltstart på 1. etape nemlig allerede dagen efter, og skaderne betød, at han allerede på 4. etapes bjergafslutning måtte indse, at klassementet var et overstået kapitel. Desværre lykkedes det ikke at få den store succes i de ellers mange udbrud. Kochetkov måtte nøjes med en 13. plads, da han fik chancen på 5. etape, og Hollenstein blev blot nr. 23 i hans forsøge på 9. etape.

23-årige Jhonatan Restrepo var tæt på en etapesejr i Vueltaen
 

Holdets store chance kom på 11. etape, hvor Restrepo, der ellers havde været helt resultatløs i mere end et år, var tæt på triumfen. Colombianeren var den sidste, der kunne følge Alessandro De Marchi i et meget taktisk kørende udbrud, men til slut måtte han se sig henvist til den bitre 2. plads. Dagen efter missede Machado sin chance, da han blot blev nr. 13 i et udbrud, og derefter overtog Zakarin scenen i bjergene. Han ramte første gang udbruddet på 13. etape, men en 7. plads var en klar indikation på, at formen ikke var i top.

Den næste og bedste mulighed kom, da han også sneg sig med på 17. etape, men på den stejle Balcon de Bizkaia kom han atter til kort med en skuffende 5. plads til følge. Det skulle vise sig at blive holdets sidste resultat, og da han rullede ind i Madrid på en samlet en 20. plads omgivet af holdkammerater, der kun i beskedent omfang havde vist sig frem, måtte Zakarin og hele Katusha konstatere, at løbet slet ikke havde levet op til forventningerne.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Viacheslav Kuznetsov har haft tradition for at komme stærkt ud til sæsonens anden halvdel, og det var også tilfældet i år. Han lagde ud med at spurte sig til en 7. plads i GP Cerami, inden han blev nr. 4 i massespurten på 1. etape af Tour de Wallonie. Dagen efter blev han nr. 6 på kongeetapen, og det udmøntede sig i form af en samlet 7. plads i et af årets bedste etapeløbsresultater for holdet. Desværre kom man hurtigt ned på jorden igen, for i Tour de Pologne endte mandskabet igen helt resultatløst, som det var tilfældet i næsten alle sæsonens WorldTour-etapeløb i Europa.

Tendensen strakte sig videre til BinckBank Tour, hvor der dog var lidt mere opmuntring at hente. Inden han frustreret kørte cyklen i garagen, lignede det kortvarigt en genfødsel af Marcel Kittel, da han spurtede sig til en 2. plads på 1. etape. Dagen efter blev Alex Dowsett en pæn nr. 6 på enkeltstarten, og Mads Würtz reddede sig tillige en fin 10. plads på den hårde Amstel Gold Race-etape. I det samlede billede kom holdet imidlertid tomhændede hjem fra et løb, hvor Rick Zabel endda var eneste gennemførende.

Som sagt havde holdet det lidt lettere i de mindre etapeløb. Det gjaldt også i Arctic Race of Norway, hvor unge Stef Cras efter en 8. plads på kongeetapen endte som en samlet nr. 8. Også holdets spændende stagiaire Dmitry Strakhov endte med en 9. plads i top 10. Endnu bedre gik det imidlertid i Deutschland Tour, hvor holdet endte med at tage den eneste sejr i sæsonens meget pauvre anden halvdel. Efter at Zabel havde spurtet sig til en 9. plads på 1. etape tog en meget formstærk Nils Politt over. Først var han meget tæt på at vinde 2. etape, hvor han dog måtte se sig henvist til 4. pladsen, inden han dagen efter kun akkurat måtte se sig slået af Matej Mohoric i spurten i en mindre gruppe. Forløsningen kom dagen efter på den sidste etape, hvor han fik revanche ved at slå samme Mohoric og alle andre i endnu en spurt i en mindre gruppe, et resultat, der også rakte til en samlet 2. plads.

Politt hentede en ud af Katushas fem sejre i 2018. 
 

Politt havde fundet formen og var trods et tidligt styrt tæt på at gentage bedriften i Tour of Britain. Det var ellers Würtz, der med en 7. plads i spurten på 3. etape i første omgang stjal billedet, inden Zabel dagen efter spurtede sig til en 4. plads. Med en 3. plads kørte holdet også et overraskende godt holdløb på en svær rute, inden Politts dag kom på næstsidste etape. Her var han med i det afgørende udbrud, hvor han dog til sidst måtte slippe brølstærke Ian Stannard og således nøjes med en 2. plads. Samtidig bekræftede Strakhov sit potentiale, da han endte på den samlede 8. plads.

Holdet forsøgte sig herefter i efterårets mange mindre endagsløb, hvor Planckaert først reddede sig en 7. plads i Kampioenschap van Vlaanderen. Efter et skuffende VM i holdløb tog Politt igen over, da han halvsensationelt blev nr. 3 foran navne som Greipel og Ackermann i massespurten ved Sparkassen Münsterland Giro. Også i Gran Piemonte gjorde holdet det ganske pænt, da Jhonatan Restrepo med en 4. plads tog et af sæsonens sjældne resultater.

På falderebet opnåede holdet sit bedste resultat i et etapeløb på WorldTouren. Det skete ved Tour of Turkey, hvor Nathan Haas endelig havde fundet sin gode form igen. Efter en 8. plads i spurten på 3. etape holdt han sig til på kongeetapen, hvor holdkammeraten Matteo Fabbro blev nr. 9. Dagen efter reddede han sig med en flot 3. plads i en massespurt vigtige bonussekunder, og det var nok til at sikre ham en samlet 3. plads, fem placeringer bedre end Fabbro, der blev nr. 8. Holdet kom til gengæld ned på jorden igen i Tour of Guangxi, hvor to top 10-placeringer ved Jenthe Biermans og en enkelt ved Jose Goncalves var eneste udkomme, hvormed det kinesiske løb var en bedre indikation af holdets generelt pauvre resultater i de store WorldTour-løb.

Den endelige dom

Desværre er den samlede 17. plads en glimrende afspejling af den helt igennem iltfattige og triste sæson, Katusha oplevede. Der var lang til storhedstiden, hvor holdet i 2012, 2013 og 2015 tre gange endte på podiet i det samlede WorldTour-regnskab, men det var nu ikke helt uventet. Den kraftige åreladning af holdets stjerner og en mildt sagt temmelig forvirrende uklar og tilfældig indløbspolitik havde efterladt truppen med påfaldende få stjerner og alt for mange store løb, hvor det på forhånd var udelukket, at de ville kunne gøre sig gældende.

Derfor var holdet også meget afhængige af de to stjerner, Ilnur Zakarin og Marcel Kittel, og da de begge havde en af deres værste sæsoner, giver det sig selv, at det samlede udkomme måtte blive pauvert. Zakarin reddede måske delvist æren med sin samlede 9. plads i Touren, hvilket i hvert fald på papiret betød, at sæsonens væsentligste mål blev indfriet, men det var desværre også det eneste større resultat i en sæson, hvor han faldt igennem i snart sagt alle ugelange etapeløb.

Endnu værre var det for Kittel, der ikke helt uventet tabte stort på ikke længere af have et stærkt tog til sin rådighed. Både med de to sejre i Tirreno-Adriatico og i Tour de France og BinckBank Tour fik han egentlig vist, at hans topfart fortsat er skræmmende, men det hjalp meget lidt, når dårlig positionering efterlod ham med blot to sejre, der dog heldigvis kom på højeste niveau. Det er dog et alt, alt for lille udbytte for en mand, hvis eksistensberettigelse er at være en vindermaskine.

Holdets tredje stærke mand, Nathan Haas, gav prøver på sit talent med den meget flotte præstation i Tour of Oman og den samlede 3. plads i Tour of Turkey, men hans lange serie af helbredsproblemer satte ham igen så meget tilbage, at han ikke fik det ønskede ud af sit ellers store potentiale. Helt galt gik det for Simon Spilak, hvis nedtur fortsatte i en resultatløs sæson, hvor man havde svært ved at forstå, at der vitterligt var tale om den mand, der for et par år siden var en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb. Og selvom Tony Martin med sin 2. plads på den lange Giro-enkeltstart fik vist, at han over lange distancer fortsat er en af verdens bedste temporyttere, var det samlede udkomme for en af holdets store stjerner meget fattigt, ikke mindst fordi han faldt helt igennem i brostensklassikerne.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Der var også opmuntringer undervejs. Særligt Nils Politt oplevede i løbet af sæsonen lidt af et gennembrud. 7. pladsen i Paris-Roubaix giver løfter om noget stort i brostensklassikerne, og da han i løbet af sit fremragende efterår pludselig fandt ud af, at han faktisk også kan spurte, ligner han pludselig også en mand, der kan opnå langt flere resultater end hidtil. Jose Goncalves viste særligt i Giroen glimt af det niveau, der hos Caja Rural havde gjort ham så lovende, men mange resultater kastede det desværre ikke af sig. Og holdets unge talenter Matteo Fabbro og Stef Cras mangler fortsat en del, inden de kan blande sig fremme.

Derudover var holdet generelt præget af ryttere, der var skygger af sig selv. Det gælder Ian Boswell, der aldrig viste samme klatrestyrke efter skiftet fra Sky, og Alex Dowsett, der trods enkelte gode præstationer ikke er i nærheden af fordums styrke. Det er svært at forstå, at Robert Kiserlovski engang kørte i top 10 i Giroen, og at Maurits Lammertink har slået Philippe Gilbert i Tour de Luxembourg, ligesom det er ufatteligt længe siden, at Tiago Machado viste sig frem i etapeløbene. Jhonatan Restrepo kom slet ikke tilbage på sporet, og trods et hav af top 10-placeringer var Baptiste Planckaert fortsat langt fra sit høje niveau fra den flotte 2016-sæson.

Derfor var det måske meget sigende, at det var en af holdets stagiaires, Dmitry Strakhov, der i årets sidste måneder var en af holdets bedste. Fem sejre er ganske enkelt alt, alt for lidt for et så stort hold, især fordi kun to af dem kom på WorldTouren. Kaptajnerne faldt alle igennem, og løjtnanterne tog ikke. Zakarins 9. plads i Touren, Politts meget flotte sæson og de enkelte glimt af Haas’ klasse betyder, at vi ikke skraber bunden af karakterskalaen, men vi er meget tæt på.

Karakter: 2/10

Er du enig med Feltet.dk i bedømmelsen? 

Se evalueringerner for de andre hold her.