T-Mobile: Storhold i krise

nullAf Mikael Bay

Michael Rogers, Kim Kirchen, Eddy Mazzoleni, Sergei Hontjar, Patrik Sinkewitz, Lorenzo Bernucci og Linus Gerdemann.

T-Mobile havde den store pung fremme, da man erhvervede nye ryttere inden sæsonen 2006. Noget skulle gøres, for superstjernerne Alexander Vinokourov og Erik Zabel havde valgt at søge nye græsgange, og ledelsen måtte derfor kæmpe hårdt for at lukke det hul, de 2 kaptajner havde efterladt.

Her 2½ måned efter sæsonstarten må det konstateres, at man indtil videre intet har fået for pengene. Man havde valgt at bygge holdet eksklusivt op omkring de tilbageværende kaptajner, Jan Ullrich og Andreas Klöden, med fokus klart lagt på førstnævnte og dennes jagt på sin anden triumf i Tour de France til sommer, men indtil videre har man ikke set hverken Ullrich eller Klöden til et eneste cykelløb, og selvom det skyldes skader og fokus på Touren, så får man meget lidt for de mange millioner, man betaler de 2.

Mange millioner brugte man også på ovennævnte nyindkøb, og mens Gerdemann via sin angrebslyst har lyst en smule op i den magentafarvede trøje, er det fælles for de resterende, at de indtil videre har været nærmest usynlige. Hontjar og Mazzoleni har vel knap nok rørt deres cykler, Bernucci og Kirchen lagde fint ud, men er siden forsvundet, Rogers har ikke lignet en forsvarende verdensmester i enkeltstart, og Sinkewitz var på vej mod noget stort i Baskerlandet Rundt, men tabte fatal tid på gårsdagens etape.

Status i midten af april – 2 sejre, begge til veteranen Olaf Pollack i 2 massespurter i Tour of California, hvor sprinterfeltet i parentes bemærket ikke var imponerende. Sidste år havde man en lignende krise, hvor man faktisk slet ikke havde vundet noget på nuværende tidspunkt, men i de løb man kunne følge på TV var holdet i det mindste en faktor. I år har de været usynlige et godt stykke henad vejen, Bram Schmitz og Sergei Ivanovs desperate og mislykkede kamp for at nå frem til de forreste i Flandern Rundt i søndags har groft sagt været den største eksponering, holdet hidtil har fået.

I cykling kan det hurtigt vende, det så man sidste år, hvor Vinokourov og Zabel inden for en uge vandt Liege-Bastogne-Liege og Rund um den Henninger Turm og derved lukkede munden på alle kritikerne, men det ser sværere ud i år. Wesemanns forår er spoleret og selvom Klier virker i god form, så er det omvendt næppe realistisk at se ham kæmpe med om sejren i Paris-Roubaix. Til de kuperede klassikere var Kirchen, Bernucci og Kessler tiltænkt hovedroller, men de ligner heller ikke nogen, der for alvor skal kæmpe med i front, og som det ser ud nu må holdet sætte sin lid til Sinkewitz, der dog på ingen måde har samme klasse, som Vinokourov havde det sidste år.

Når april måned er ovre kan situationen derfor meget vel være den, at et af feltets absolut dyreste og på papiret stærkeste hold kun har fået Andreas Kliers 9. plads i Flandern Rundt som eneste top 10-placering i forårets klassikere.

Det er ikke let at pege på, hvad der præcist er gået galt for T-Mobile, og nogen gange må det bare også accepteres, at alting ikke går som forventet, men modsat eksempelvis Team Discovery Channel og Quick-Step virker det ikke til at T-Mobile har nogen til at tage over, når det ikke går godt for kaptajnerne, man mangler simpelthen rutinerede kræfter, der tager ansvaret på deres skuldre og går forrest, når det ser værst ud.

Det er også en smule uforståeligt, at deres kaptajner får lov at træne gennem hele foråret, i stedet for at sende dem i konkurrence, hvilket sikkert ville have givet nogle resultater, da en Ullrich og en Klöden på selv ¾ kraft stadig er klasseryttere, der om ikke andet kan være med helt fremme på diverse enkeltstarter.

I den sidste ende er det dog nok manglen på nytænkning, der springer mest i øjnende. Det har været den samme historie igen i år med hensyn til Ullrichs træningsforberedelser, som igen har været henlagt til Sydafrika, og den spændende plan om at bruge Giroen som opvarmning ser ud til at lide skibbrud på grund af de mange småskader, kaptajnen tilsyneladende pådrager sig. Jovist afholdt man også en overlevelsestur for at ryste holdet bedre sammen, men det virkede mere som en simpel kopiering af andre holds succeser uden selvstændig refleksion over, hvad man kunne bruge en sådan udflugt til.

Herudover fokuseres der stadig meget ensidigt på Tour de France, og det virker næsten som om, at alle Ullrich hjælpere til Touren skal følge det samme program, som kaptajnen selv følger, blot med lidt flere konkurrencekilometer fordelt over forskellige løb. En sejr i Touren vil selvfølgelig slette al tvivl om holdets disponering, men omvendt nærmer vi os også efterhånden det kriterium, at en sejr er det eneste der tæller. Hvis der ikke sker noget snart, vil Jan Ullrich derfor have ryggen mod muren, når Touren starter, og det skal blive en fornøjelse at se, hvordan han håndterer det pres.