Tirreno-Adriatico-analyse: Den kasakhiske forvandling

Tænk, at det bare er under to år siden! I begyndelsen af 2017 lignede Astana et falleret storhold, der efter mange år på toppen lignede et mandskab i frit fald. Væk var stjernerne Vincenzo Nibali og Mikel Landa, og han havde også mistet Diego Rosa, der ellers netop var blevet nr. 2 i Il Lombardia. Samtidig oplevede man en regulær katastrofestart på sæsonen, hvor man skulle helt frem til den 17. april, inden Michele Scarponit tog årets første sejr. For at gøre ondt værre var holdets to stjerner, Miguel Angel Lopez og Fabio Aru, begge ude med skader, og den triste kulmination kom, da Scarponi så tragisk gik bort bare få dage efter, at han havde brudt den lange sejrstørke for kasakkerne.

Heldigvis lykkedes det holdet at vende modgangen. Med sin samlede sejr i Dauphiné i juni indledte Jakob Fuglsang en successtime, der fortsatte med Arus forrygende Tour de France, som bød på både etapesejr og førertrøje, samt en Vuelta, hvor Lopez tørrede gulv med stjerne og vandt to etapesejre. Det igangsatte en forvandling, der fortsatte i et fornemt 2018, hvor man trods tabet af Aru oplevede et stort år med to grnad tour-podier til Lopez, to klassikersejre til Michael Valgren og et hav af andre flotte sejre i en sæson, hvor man atter var at finde i toppen af WorldTour-hierarkiet.

Man skulle ikke tro, at den præstation kunne overgås, men tilsyneladende er der ingen grænser for kasakkernes succes. 2019 har været et sandt jubelår, hvor holdet har vundet syv af de ni etapeløb, de har kørt. Det startede med Ion Izagirres sejr i Valencia, Lopez fulgte op med en triumf i Colombia 2.1, Gorka Izagirre gjorde brormand kunsten efter ved at vinde i Provence, Alexey Lutsenko kørte alle midt over i Tour of Oman, holdet leverede en magtdemonstration, da Luis Leon Sanchez vandt Vuelta a Murcia, Fuglsang og Izagirre tog en dobbeltsejr i Ruta del Sol, og senest vandt Merhawi Kudus det mindre Tour du Rwanda. Alt sammen er det blevet ledsaget af en stribe etapesejre, så holdet i dag tog den 17. triumf, og samtidig har Lutsenko og Fuglsang endda været i top 4 i årets første to europæiske WorldTour-klassikere.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Midt i al succesen har det dog også gjort ondt på Alexandre Vinokourov, at det har knebet for kasakkerne. Holdet er trods alt et nationalt foretagende, der først og fremmest skal promovere hjemlandet, men det er længe siden, at chefen selv sammen med andre navne med en plettet fortid gjorde nationen til en magtfaktor i cykelsporten. Landets guldfugl, Lutsenko, havde nemlig en svær tid efter den store sejr ved U23-VM i 2012, og selvom han momentvist har vist sin tårnhøje klasse med WorldTour-sejre i Vueltaen, Paris-Nice og Tour de Suisse har det desværre altid knebet på den store scene, ikke mindst i klassikerne, hvor han ellers har et så åbenlyst potentiale.

Nu synes der imidlertid at være hul igennem. Lutsenko har nemlig været den måske mest opløftende karakter i holdets drømmestart, hvor han som sagt var på anden planet i Oman og siden en af de stærkeste i Omloop Het Nieuwsblad, hvor han endelig kørte finale i et stort europæisk endagsløb. Egentlig var takterne der allerede mod slutningen af 2018, hvor han vandt kongeetapen i Tour of Turkey, men selv da han knuste alle i Oman, sad man tilbage med frygten for, at det ville få som sidste år, hvor han også dominerede totalt i Mellemøsten, men glemt at pakke formen med i bagagen, da han tog tilbage til Europa.

Det har han imidlertid husket i år, og hvis nogle troede, at han var på vej mod et formdyk efter et lidt halvsløjt Strade Bianche, må de tro om. I Tirreno-Afdriatico har han nemlig været flyvende, og efter en yderst overbevisende 2. etape, hvor han sammen med Primoz Roglic og Julian Alaphilippe efterlod det mest positive indtryk, kom kulminationen i dag, da han kunne føje en Tirreno-etapesejr til dem, han allerede har i Paris-Nice, Tour de Suisse og Vueltaen.

Sejren var et studium i smukt holdarbejde, da han slog pjalterne sammen med en forrygende Fuglsang, som igen i dag bekræftede, at han vel aldrig har været bedre, end han er i netop disse dage. Igen i dag var danskeren i hopla i terræn, som ellers ikke passede ham ideelt, og nøjagtigt som i sidste uges Strade Bianche lignede han en af dagens to stærkeste. Med stor autoritet skyggede han ethvert angreb, da Lutsenko med stort mod åbnede ballet allerede 30 km fra stregen, og siden viste han klassen, da han som en af kun to kunne følge motorcyklen Roglic på den sidste mur i udkanten af Fossombrone.

Astanas sejr var både smuk og fortjent. Efter et holdløb, hvor de trods en godkendt præstation som forventet havde fået store klø, havde de nemlig intet at miste ved at gå i offensiven. Derfor var det også dem, der tog initiativ til at gøre løbet knaldhårdt med Dmitriy Gruzdev og ikke mindst Omar Fraile¸og siden var det Fuglsang, der åbnede favoritternes fest ved at skabe en lille gruppe allerede med mere end 30 km til stregen, hvorfra Lutsenko kunne stikke af. Herefter var det op til de andre favoritter at køre kasakken ind, mens Fuglsang sad klar til at give dem én i nakken, hvis den kasakhiske mester ikke kunne holde stand.

Det kunne han heldigvis efter en præstation, der til fulde stod mål med den store dag i Paris-Nice, hvor han ene mand kørte fra et helt sprinterfelt. Til gengæld kan holdet ærgre sig over, at han to gange satsede så voldsomt, at han røg i asfalten. Heldigvis slap han uden skrammer og havde stadig overskud til at udnytte sin veldokumenterede hurtighed til at vinde spurten, men med lidt mere omhu i svingene havde han også sikret sig en tidsgevinst, der havde lunet i den samlede stilling. Alligevel leverede holdet så flot en indsats, at de måske nok stadig må indse, at den samlede sejr ikke er realistisk, men hvor de efter at have slettet deres minus til de fleste af topfavoritterne nu i hvert fald har top 5 og måske endda podiet inden for rækkevidde.

De må dog også erkende, at de trods sejren var oppe mod deres overmand. Allerede på 2. etape sad man med det indtryk, at Roglic var et niveau over alle andre, og at han havde kørt de fleste midt over, hvis bare finalen havde været sværere. Det indtryk bekræftede han til fulde med en nærmest skræmmende magtdemonstration i dag, hvor han førte fra top til bund ved sidste passage af muren, og hvor hans sidste forcering åbnede nogle få meter til de lidende Fuglsang og Adam Yates, der skulle prise sig lykkelige for, at toppen var lige om hjørnet. Hvis ikke var den slovenske skihopper formentlig fløjet fra dem, og det er såmænd også tænkeligt, at han havde vundet spurten, hvis ikke han mod slutningen tydeligvis prioriterede en tidsgevinst i forhold til Tom Dumoulin og Julian Alaphilippe højere end en etapesejr og derfor førte uafbrudt i den flade afslutning.

Roglic synes med andre ord at være i en anden liga efter et UAE Tour, hvor han også var altdominerende. Med tanke på den udvikling, han har gennemgået over de seneste år, er der altså noget, der kunne tyde på, at han efter sidste års Tour har taget et ekstra skridt. Hvis han kan bekræfte det indtryk i de kommende uger og holde formen helt til begyndelsen af juni, er det meget sandsynligt, at Jumbo-Visma i Italien kan fejre deres første grand tour-triumf. Noget tyder i hvert fald på, at Roglic er endnu bedre end i 2018, hvor han i forvejen satte sig på tronen som verdens bedste i de ugelange etapeløb.

Tirreno-Adriatico er et af de løb, han endnu ikke har vundet, men i dag tog han et stort skridt mod sejren. Det lykkedes ham nemlig at vinde vigtig tid på sine formodet værste rivaler, Dumoulin og Alaphilippe. Dumoulin kunne med et brag af en enkeltstart stadig udgøre en trussel, og Alaphilippes eminente punch var formentlig det eneste, der for alvor kunne bringe Roglic i krise. I dag vandt han så megen tid, at de begge effektivt er elimineret fra kampen om den samlede sejr.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Der er ingen tvivl om, at Alaphilippes nederlag kommer som en spand kold vand i hovedet. Franskmanden strålede nemlig af selvtillid efter en overlegen sæsonstart, og han havde ikke lagt skjul på, at han er i Italien for at vinde samlet. I dag lod han da også Zdenek Stybar sætte ham op til en finale, der burde passe ham, men da det gjaldt, manglede hans vanlige punch. Dermed fik vi endnu engang illustreret, at Alaphilippe altså har sine begrænsninger mod slutningen af etapeløb, og han har stadig til gode at ramme sit tårnhæje topniveau konsistent gennem et helt ugelangt løb på WorldTouren. I forvejen var morgendagens kongeetape måske for svær for ham, og efter dagens nederlag ser det ud til, at vi ikke skal forvente flere Alaphilippse-sejre i dette løb.

Dumoulin er utvivlsomt også dybt skuffet. Hollænderen havde efter den dårlige dag på kongeetapen i Emiraterne troet, at han havde fundet forklaringen på sine trængsler, og en stærk 2. plads bag Roglic på den sidste bjergetape i ørkenen havde givet ham troen på, at han var klar til at køre med om sejren i dette løb. Det måtte han imidlertid i dag opgive, og det var en slemt desillusioneret hollandsk stjerne, der rullede over stregen bagerst i favoritgruppen. Dermed må han nok give fortabt i denne uges kamp mod sin store Giro-rival, men heldigvis er der god tid inden det virkelige mål til maj, hvor han sidste år var i glimrende form trods en langt værre krise på denne tid af året.

Adam Yates viste igen, at han på de stejle mure hører til blandt de bedste i verden, men modsat sidste år, hvor han med sit punch sprang væk fra alt og alle, havde han denne gang rigeligt at gøre med blot at hænge på motorcyklen Roglic. Det lykkedes ham således at forsvare førertrøjen, men reelt har han den kun til låns. De syv sekunder mister han lynhurtigt på tirsdag, og derfor skal han være fint tilfreds med, at hans flotte kørsel i dag formentlig sikrede ham tid nok til, at han kan hjemtage den samlede 2. plads.

Listen over tabere var længere end listen over vindere. Den tæller nemlig også et helt Sky-hold, der har oplevet et sjældent sammenbrud. Først mistede de Gianni Moscon, der stadig var for mærket efter sit styrt i Emiraterne, så forlod en syg Geraint Thomas løbet, og til slut faldt så også holdets tredje kaptajn Wout Poels igennem i dagens finale, der ellers burde have passet ham glimrende. Desværre er det ikke uset, at den ustabile hollænder, der ellers har været velkørende i 2019, er yderst svingende fra løb til løb, og faktisk er det netop den manglende konsistens, der betyder, at han formentlig aldrig for alvor bliver en grand tour-rytter.

Thibaut Pinot er som regel stabiliteten selv, men han måtte i dag indse, at den nylige sygdom har sat ham for langt tilbage. Ganske vist kom han sikkert med favoritterne hjem, men han var aldrig en faktor i løbet og lignede en mand, der bare skulle have det overstået. Heldigvis er der en naturlig forklaring på trængslerne, og set i det lys er det godkendt, at han trods alt stadig holder sig til i klassementet.

Bora fik noget tiltrængt oprejsning på en dag, hvor Peter Sagan ellers igen viste, at der efter fem dage i sengen fortsat er nogen vej til klassikerformen. Davide Formolo lignede allerede på 2. etape en mand i hopla, og det indtryk bekræftede han igen i dag. Desværre betød det svært uheldige holdløb, at han er ude af klassementet, men dagens præstation kan give håb om, at han endelig kan indfri det lysende talent, han viste i sine helt unge år. Og da en forslået Rafal Majka også kørte en flot finale, var det faktisk en ganske god dag for det tyske hold.

EF oplevede også en herlig dag, da Simon Clarke og Alberto Bettiol fortsatte deres yderst lovende sæsonstart ved at være animatorer i en finale, som ellers burde være til den svære side for dem begge. På en dag, hvor Daniel Martinez også sejrede i Frankrig, fik de dermed atter bekræftet, at det er et forvandlet EF-mandskab, vi oplever i 2018. Mange har ellers fået for vane nærmest at gøre lidt grin med det amerikanske mandskab, der ikke just er forvænt med succes, men sådan har det bestemt ikke været i år. Og glem ikke, at holdets guldfugl, Michael Woods, har været holdt i stalden i mere end en måned og formentlig er klar til at fortsætte succesen.

Lotto måtte igen indse, at Tim Wellens altså vitterligt har tabt den superform, han havde i februar, men til gengæld fortsætter Tiesj Benoot med at overbevise i en finale, hvor den sidste mur var en anelse for stejl for ham. Det var også opløftende at se Dayer Quintana fortsætte den forvandling, som skiftet ud af brormands skygge har igangsat, ligesom Roman Kreuziger, Vincenzo Nibali og Rui Costa viser fremgang efter en halvsløj sæsonstart. Til gengæld måtte Greg Van Avermaet ikke helt uventet sande, at terrænet her altså er en anelse for hårdt for en stor fyr som ham, hvilket dog ingenlunde er ildevarslende inden klassikerne, hvor de mere moderate stigninger falder langt bedre i hans smag.

Han er derfor én af de mange, der er ude af kampen om klassementet i et løb, hvor terrænet ikke helt uventet har kunnet gøre store forskelle, end mange sagde i dagene op til løbet. Nu venter endda den sværeste dag af dem alle, og her er der lagt op til et sandt festfyrværkeri. Roglic har måske nok vist sig som løbets stærkeste rytter, men Astana har vist sig som det stærkeste kollektiv. Og efter at nøglehjælperen Laurens De Plus røg i asfalten i dag, kan den slovenske stjerne måske isoleres, når det går løs på flere stejle mure i morgen. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at intet vil forblive uforsøgt i endnu en kasakhisk angrebsfest. Og Roglic skal tage sig i agt. Astana har altså for vane at vinde de etapeløb, de deltager i!