Tour de France-analyse: I baronens seng

”Drømmer jeg, eller er jeg vågen?”

Jeg tvivler stærkt på, at Caleb Ewan kender Ludvig Holberg eller Jeppe på Bjerget, men hvis han gjorde, ville han formentlig føle et vist skæbnefællesskab med sidstnævnte. Det er i hvert fald ikke svært at forestille sig, at Ewan må knibe sig selv i armen en ekstra gang, når han om sikkert en del timer vågner op på et parisisk hotel efter en Lotto-fest, der efter fire etapesejre må kunne måle sig med den, man holdt, da André Greipel i 2015 holdt legestue med feltets øvrige sprintere.

Den situation, Ewan befinder sig i i dag, er nemlig lige så væsensforskellig fra den, han befandt sig i sidste sommer, som den var for Jeppe, da han pludselig befandt sig i baronens seng. For 12 måneder siden befandt Ewan sig nemlig i sin største sportslige krise, da en uafbrudt opstigen mod himlen med ét var blevet afbrudt af en stejl rampe, der havde sendt ham nærmest direkte mod en deroute. Kulminationen kom, da Mitchelton berøvede ham den Tour-debut, han var blevet lovet, og end ikke det forhold, at han vandt sit allersidste løb for australierne i London på sidste etape af Tour of Britain kunne klinke skårene så meget, at han fik lov at køre andet end ganske få løb sidst på sæsonen.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Problemet var ikke så meget, at Ewan og holdets ledelse var røget i totterne på hinanden. Den slags kunne løses med et holdskifte. Problemet var snarere, at enhver ædruelig vurdering kun give holdledelsen ret i, at Ewan igennem 2018-sæsonen intet havde vist, der berettigede en tro på, at han kunne vinde en Tour-etape. Derfor var det ikke så meget de interne trakasserier, der skulle vække bekymring, men snarere det forhold, at Ewan lignede et af de mange talenter, der efter en forrygende karrierestart lynhurtigt ville tabe niveau.

Derfor forstår man også godt, hvis Lotto-holdet frygtede, at de havde købt katten i sækken, da de efter flere års jagt endelig fik fingre i den mand, de havde udset sig til at udfylde det enorme hul, giganten Greipel efterlod sig på det belgiske mandskab. Bedre blev det ikke, at Ewan igennem årets første fem måneder heller ikke gav den mindste grund til at tro, at det ikke blot var på ren fysik, at Ewan aldrig ville kunne udfylde forgængerens tomrum. Nok vandt han en stribe flotte sejre i hårde finaler, men som sprinter var han ganske middelmådig og slet ikke det fænomen, han var i karrierens første år.

I analyserne efter Ewans første to etapesejre har jeg allerede opregnet, hvordan alt har været forvandlet, siden Ewan forlod Giroen med to sejre, og det vil jeg derfor undlade at gøre igen. Det er nok at konstatere, at Ewan forlod Italien med to gevinster, der alle var opnået af ”den nye Ewan”, dvs. ham, der kun kunne spurte, når folk var trætte, og det havde været hårdt. I løbet af ugerne mellem Giroen og ZLM Tour skete der imidlertid en gevaldig forvandling, der blev indvarslet, da Ewan højst overraskende slog en ganske vist forslået Dylan Groenewegen på sidste etape i det hollandske løb, og som blot har foldet sig fuldt ud i løbet af de seneste tre uger.

Efter en lille måneds intenst cykelløb i Frankrig står vi i hvert fald tilbage med en reel risiko for, at vi skal tage sprinterhierarkiet op til revision. Siden Marcel Kittel indledte sin deroute i 2018, har Dylan Groenewegen nemlig sat sig så tungt på sprintertronen, at der ikke har kunne været mange andre opfattelser end den, at hollænderen var verdens i særklasse bedste rene sprinter. Touren har imidlertid ofte været stedet, hvor man får et opdateret billede på, hvem der nu er verdens bedste sprinter, fordi det med sine mange ret lette etaper og en forsamling af de fleste af verdens bedste i absolut topform giver årets bedste chance for at udmåle det aktuelle styrkeforhold.

I år kan der ikke være tvivl om, at Ewan kom sejrrigt ud af den omkalibrering af hierarkimåleren. Nok nåede han med sine tre sejre ikke op på hverken Kittels, Cavendishs eller Greipels bedste år, men han kan stadig rejse hjem som en gigantisk triumfator i sprinterkampen. Ikke blot var han den eneste afslutter, der vandt mere end én etape, han rundede også showet af med her til aften at vinde den spurt, der betyder allermest i sprinterverdenen. Og som Greipel, Cavendish og Kittel alle har vist, er det meget ofte løbets mest dominerende sprinter, der sejrer i Paris.

Nogen endelig konklusion kan ikke skrives endnu. Det er nemlig værd at bemærke, at Ewans tre sejre alle kom i løbets anden halvdel - præcis som de i Giroen kom relativt sent i de to uger, han gennemførte. Cavendish, Greipel og Kittel lagde alle i deres bedste år grunden til dominansen i den første uge, men sådan var det slet ikke for Ewan. Tværtimod kom han til kort i løbets første halvdel, særligt på 4. og 10. etape, hvor han skuffede fælt. I stedet slog han til, da silken var slidt af Groenewegen og co.

På den anden side bekræftede Ewan i dag også den teori, jeg allerede lancerede i forbindelse med sejren i Nimes, nemlig at Ewan vitterligt atter er vendt tilbage til rollen som supersprinter efter i et års tid at have leget puncheur. Hans sejre er nemlig kommet på løbets måske tre letteste etaper, mens han havde det svært på de dage, hvor der var udfordringer i finalen. Mest markant blev det naturligvis i dag, hvor han spurtede sig til sejr på en dag, hvor rytterne blot kørte ca. 50 km reelt cykelløb, og hvor de rene sprintere derfor som regel har kunnet sætte sig igennem trods deres træthed efter tre hårde uger.

Sejren får endda ekstra valør af, at den for anden gang i træk blev opnået ved, at Ewan ganske enkelt satte Groenewegen til vægs på ren fart. Hvor man nok kan argumentere for, at sejren i Toulouse blev opnået som følge af en lidt for lang spurt fra hollænderens side, ligesom vi også i Chalon-sur-Saone så, at Groenewegen var den hurtigste af de to, har forholdet været anderledes i den tredje uge. Både i Nimes og i dag i Paris var det løbets hurtigste, der vandt, og i begge tilfælde var det Ewan.

I det hele taget blev dagens spurt endnu en understregning af, at Ewan og Groenewegen har været mindst et par niveauer over rivalerne i dette løb. Normalt er spurten i Paris faktisk relativt velordnet og struktureret, men i år fornemmede man næsten, at nogen ved et uheld havde tabt en atombombe over den franske hovedstad. I hvert fald var de fleste af de normalt så velorganiserede sprintertog sprængt til atomer, og alle feltets største sprintere var fanget i en helt håbløs position, da Edvald Boasson Hagen som første mand åbnede for gassen med en alt, alt for lang spurt helt nede fra det berømte sidste sving, hvor man vist skal hedde Groenewegen for at kunne vinde fra.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Jeg var næppe den eneste, der spekulerede i, om det ville være Boasson Hagen, Matteo Trentin, Niccolo Bonifazio eller Maximilano Richeze, der ville ende som den første chokvinder i Paris siden Gert Steegmans i 2006. Sådan så det i hvert fald længe ud, da de bragede op ad den ikoniske avenue, for alle topnavnene lignede længe nogen, der havde misset totalt ud som følge af den forcering, Mitchelton-Scott indledte, da de forsøgte at sætte Trentin op til en usandsynlig sejr. Pludselig dukkede løbets to sprintergiganter imidlertid ud af den blå luft og endte alligevel med at afgøre det i et helt fair opgør på ren topfart, præcis so vi så det i den nu legendariske ”side-om-side-spurt” mellem Kittel, Cavendish og Greipel i 2013. Ligesom dengang var det knivskarpt, og ligesom det dengang var løbets dominerende sprinter, Kittel, der trak sig sejrrigt ud, var det også denne gang Ewan, der var hurtigst.

For Groenewegen er det naturligvis bekymrende. Han ankom til løbet med den bevidsthed, at han var feltets hurtigste, men han må rejse tilbage til Holland med tvivlen om, hvorvidt det nu fortsat er tilfældet. Vi har stadig til gode at se, hvordan hierarkiet er i en spurt i indledningen af et etapeløb, for det er svært ikke at have fornemmelsen af, at en frisk Groenewegen nok stadig har overhånden i forhold til en frisk Ewan. Men dybest set ved vi det ikke, og desværre kan der gå nogen tid, inden vi får svaret. Nu spekuleres der i, om Groenewegen alligevel ikke skal køre Vuelta i år, og at der derfor kan blive mulighed for at se ham i BinckBank Tour. Hvis ikke vi får de to topsprintere til start der, kan Groenewegen risikere at skulle vente helt til næste år, inden han atter får chance for at bevise, at han faktisk er hurtigere end Ewan.

Groenewegen er dog langt fra den eneste topsprinter, der må sætte sig i flyet med en tvivl om, hvor han står. Trods en etapesejr tidligt i løbet og eminent klatring i bjergene udviklede løbet sig nemlig til en endnu en katastrofe for Elia Viviani. Efter en helt igennem katastrofal sæsonstart, der kulminerede med en næsten tragisk Giro, så den italienske supersprinter ellers til at være sig selv igen, da han og Deceuninck kørte et fabelagtigt Tour de Suisse.  Her var det imidlertid særligt på de hårde etaper, at han præsterede, og desværre har denne Tour understreget, at han nok har kunnet levere i svært terræn, som han særligt gjorde ved at give Ewan, Peter Sagan og de andre holdbare folk klø i Albis sidevindsdrama, men at han i de klassiske massespurter ikke har været i nærheden af hverken Ewan eller Groenewegen - og havde det ikke været for det fabelagtige tog, havde han såmænd heller ikke slået ellers formsvage Alexander Kristoff på 4. etape.

Nedturen blev total i Paris i dag. Deceuninck var nemlig de eneste, der var modstandsdygtige mod atombomben, og selvom de også blev splittet i en gruppe med Kasper Asgreen og Julian Alaphilippe, en enmandshær med Yves Lampaert og den sædvanlige trio med Michael Mørkøv, Richeze og Viviani, lykkedes det alligevel til sidst Mørkøv og Richeze at finde Lampaert forrest i feltet, så alt så helt perfekt ud, da Lampaert kort efter den røde flamme tog fronten med den danske og argentinske mesterskabstrøje bag sig.

Problemet var bare, at det var Bruxelles om igen. Som på 1. etape havde den normalt ellers så driftssikre Viviani sagt farvel til sine to trofaste følgesvende og var fanget i det kaos, hvor også blandt andre Sagan, Ewan og Groenewegen befandt sig. Og modsat de to sidstnævnte havde Viviani ikke farten til at rette op på situationen, og da han endda led den tort at måtte bremse sin spurt for at undgå at brage ind i Mørkøv, der havde ladet sig falde tilbage og stoppet toget, da det var gået op for ham, at sidste vogn var faldet fra, endte et løb, der startede så godt, med at blive endnu en understregning af, at Viviani anno 2019 er noget helt andet end Viviani anno 2018 - etapesejr eller ej.

Viviani var dog ikke den eneste, der havde en trist dag i Paris. For en gangs skyld fejlede Peter Sagans ufejlbarlige positionering, og det betød, at det heller ikke blev i år, at han brød den lidt kedelige stime i Paris, hvor han vor vane at slutte langt ringere end i løbets øvrige massespurter. Han havde ellers gjort alt rigtigt ved at holde sig til de bedste tog, men modsat på etapen til Nimes, hvor han lynhurtigt læste, at han havde spillet på den forkerte hest og fik ændret position, nåede han aldrig at rette op på fejlen. Og modsat Groenewegen og Ewan havde Sagan naturligvis ikke farten til at redde situationen efter en etape på bare 50 km. Det er trods alt ikke tilfældigt, at han som regel klarer sig dårligt på sidste etape. Og når man kan fejre en historisk 7. pointtrøje, er det nok et nederlag, der er til at leve med.

Og i et Tour-felt kan man også altid finde nogen, der har det værre end en selv. Tag nu bare Alexander Kristoff, der for et år siden ellers var på toppen af verden, da han tog karrierens smukkeste spurtsejr i netop Paris. Faktisk har Kristoff med sin enorme holdbarhed altid overpræsteret i den tredje uge og endda særligt i den let stigende brostensspurt i Byernes By, hvor han har kunnet få det maksimale ud af alle sine karakteristika. I dag var det for anden gang i løbet problemer med udstyret, der satte ham ud af spillet som kulmination på et helt igennem forfærdeligt løb for både ham selv og resten af det ellers så stærke UAE-mandskab, men Kristoff er meget ærlig omkring, at det første og fremmest har været ham selv, den har været gal med. Nordmanden har gennem alle tre uger været en skygge af den genfødte klassikerkonge fra foråret og fik desværre ikke grebet den chance, Fernando Gavirias ærgerlige afbud ellers gav ham, og som kunne have vist holdet, at han skal være andet og mere end lead-out man for colombianeren i fremtiden.

I det hele taget er det sjovt, som spurten i Paris altid synes at bekræfte, hvem der har momentum. Således var det næppe tilfældigt, at Boasson Hagens forsøg på med sin lange spurt at redde Dimension Datas miserable Tour alligevel mislykkedes, selvom hans 5. plads vel er holdets bedste resultat i et gennemført fejlslagent løb. Det var næppe heller tilfældigt, at det ikke lykkedes det fallerede Katusha-mandskab at få kørt Jens Debusschere frem til et hæderligt resultat. Og det var vel også næsten forventeligt, at det skulle være Michael Matthews, som ikke har haft sin bedste Tour, og Sonny Colbrelli, som i kraft af sin positionering slet intet har fået ud af sine ellers gode ben, som skulle sættes ud af spillet af de mange punkteringer, der altid drysses rundt med løs hånd på Paris’ toppede brosten.

På samme facon var det heller ikke tilfældigt, at det udover Ewan og Groenewegen var blandt andre Niccolo Bonifazio, der var med fremme. Efter en skidt start har den lille italiener i de tre spurter i løbets anden halvdel vist os, hvorfor han for år tilbage blev regnet som et stort sprintertalent, der særligt imponerede med sin positionering - en egenskab, han udnyttede, da han i dag overtog Vivianis plads bagerst i det Deceuninck-tog, der skød frem til allersidst. Det var heller ikke tilfældigt, at det var formstærke Trentin, der spurtede med om sejren, selvom han atter måtte indse, at hans fart altså ikke rækker i en boulevardspurt som denne. Og det var naturligvis heller ikke tilfældigt, at det alligevel lykkedes sejrsmaskinen Deceuninck i Vivianis fravær at komme hjem med en hæderlig 4. plads, som altid pålidelige Richeze sørgede for at spurte sig til, da kaptajnen glimrede ved at være helt væk.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Den eneste, der brød trenden og mønsteret fra resten af løbet, var André Greipel. Den tyske gorilla har haft en katastrofal sæson, der har gjort det åbenlyst for enhver, at det måske ikke var en dum ide at opgive det sidste år af Arkea-kontrakten og håbe på, at det ikke kun er i Danmark, at man måske snart kan gå på tidligee folkepension. Alligevel kunne den gamle cirkushest levere en sidste gang ved at sikre sig en 6. plads i den spurt, hvor han har fejret sine største succeser. Det virker usandsynligt, at vi nogensinde ser Greipel i Touren igen, og derfor må det varme enhver cykelfans hjerte, at en mand, der har givet sporten så meget, skulle køre årets hidtil bedste spurt på europæisk grund netop på det sted, hvor han har været allerbedst.

Det havde Greipel næppe regnet med i morges, og derfor er Ewan nok ikke den eneste, der spørger sig selv, om han drømmer eller er vågen. Faktisk er der nok mange, der vil føle sig som Jeppe i baronens seng på parisiske hoteller mandag morgen. Det gælder naturligvis særligt for Egan Bernal, der undgik Indurains berømte kat og konfirmerede sit gigantiske potentiale ved at skrive sig ind i historien som den tredjeyngste vinder og den første colombianske af slagsen. Og med tanke på, at han indledte tilværelsen med som barn at sælge roser i hjemlandets gader, forstår man, hvis man til fulde, hvis han føler, at han er havnet i baronens seng.

Det samme gør Dave Brailsford nok også, efter at det længe så ud til, at Bernal med en ringe start og Geraint Thomas med sin nedtur i Pyrenæerne ville sørge for, at Chris Froomes styrt nok blev det, der ville sætte en stopper for Ineos-dominansen i årets Tour. Alligevel endte det med en knusende overlegen dobbeltsejr som kulmination på et løb, hvor briternes styrke ellers har været bragt i alvorlig tvivl.

Det samme må gøre sig gældende for Steven Kruijswijk. Efter at han på den mest tragiske vis havde smidt en stensikker Giro-sejr ved på vej ned ad Agnello-stigningen i 2016 betød et ringe 2017 nemlig, at mange næsten havde opgivet af se den seje hollænder blive genfødt. Det blev han imidlertid i et 2018, hvor han kun akkurat missede sit første grand tour-podium i Vueltaen, og det hele kulminerede så i dag, hvor han kunne betræde podiet i verdens største cykelløb. Med tanke på, at det kun var de få enkeltstartskilometer, der gav ham rollen som kaptajn på bekostning af Primoz Roglic, kan man godt forstå, hvis også han har lidt svært ved at forstå, hvad der er foregået i det sidste halve års tid.

Emanuel Buchmann må også følge sig som en baron. For et år siden oplevede tyskeren en rædselsfuld Vuelta, hvor en overraskende dalende formkurve gennem hele løbet fik folk til at betvivle, om han overhovedet var grand tour-rytter. Efter et fremragende forår tog han imidlertid momentum med sig til en Tour, der til fulde konfirmerede, at hans enorme dieselmotor naturligvis er skabt til tre uger lange etapeløb, og han kunne i dag rulle til Paris med en 4. plads, han aldrig havde drømt om i Bruxelles ved løbets start.

Og endelig må Julian Alahilippe naturligvis også overveje, om det er ham, der er Frankrigs svar på Jeppe på Bjerget. For tre uger siden var han først og fremmest en fransk darling, men efter et løb, hvor han igennem det meste af de tre uger var den absolutte hovedperson, der med sin ukuelige fight og tilsyneladende uopslidelighed blev ved med at stjæle alle overskrifter, har han opnået en popularitet, der kortvarigt måske endda kan få Sagan til at ryste i bukserne. Og det fuldt fortjent efter et løb, hvor han naturligvis var den indlysende vinder af kombativitetsprisen, der jo netop skal belønne fightervilje, og hvor han kommer til Paris med en 5. plads, der er lige så overraskende som den 4. plads, Thomas Voeckler opnåede i 2011, og den 6. plads, Tom Dumoulin opnåede i Vueltaen i 2015.

Netop denne lange liste over ryttere, der i dag har det som Jeppe i baronens sejr kan heldigvis også tjene som inspiration til andre. Det er nemlig ikke svært at pege på ryttere, der må se tilbage på løbet som en forspildt mulighed. Det gælder særligt for stakkels, uheldige Thibaut Pinot, men også Dan Martin, Richie Porte, Romain Bardet, hvis bjergtrøje ikke kan skjule, at hans deroute er fortsat i 2019, og det meste af et Movistar-mandskab, der egentlig kørte flot og offensivt, men som for andet år i træk fik for lidt ud af deres suveræne muskelkraft.

Heldigvis er det gode ved cykelsporten, at der altid kommer en Tour til, hvor man kan tage revanche. Det har blandt andre Ewan vist os alle i løbet af de tre uger. Forhåbentlig lader baronen sin seng stå i Paris, så det om 12 måneder er en anden, der kan få lov at vågne op som løbets succeshistorie. Vi er mange, der ser frem til at finde ud af, hvem der i 2020 bliver cykelsportens svar på Jeppe på Bjerget.

FORUDBESTIL: DEN HEMMELIGE RYTTER (UDKOMMER DEN 30. JULI)