Tour de France-analyse: At forvandle fiasko til succes

En af sportens vanskeligste udfordringer er at vende modgang til succes. Alt for ofte ser man, at et hold har svært ved at rejse sig igen, når først de er kommet ind i den onde spiral, der kan være så pokker svær at bryde. Det, der adskiller de bedste hold fra de andre, er imidlertid deres evne til at rejse sig, selv når det mest nærliggende var at kaste håndklædet i ringen.

Den evne synes Michelton-mandskabet at besidde måske mere end nogen anden. Man kan ikke gøre andet end at bukke sig i støvet for australierne, der har et formidabelt talent til altid at få noget med hjem, selv når det ser sortest ud. Naturligvis har holdet også haft grand tours, hvor det slet ikke har fungeret, som det eksempelvis var tilfældet i sidste års Tour, hvor de aldrig rejste sig fra Adam Yates’ nedtur, ligesom de heller aldrig kom tilbage i 2015, hvor nærmest hele holdet var styrtet ud, inden løbet var kommet i gang, men det er alligevel påfaldende, hvordan holdet som regel rejser sig igen.

Sidste års Giro er et storslået eksempel. Her var holdet succes nu aldrig i fare, for Simon Yates havde med sin eminente kørsel sikret holdet hele tre etapesejr i tillæg til den, Esteban Chaves også havde sikret sig, men alligevel var humøret helt nede i kulkælderen, da Yates på 19. etape efter et mindeværdigt sammenbrud smed det hele på gulvet bare 48 timer inden afslutningen. Alligevel var det hans holdkammerat Mikel Nieve, der bare dagen efter kørte først over stregen som vinder af den sidste bjergetape og dermed gav prøve på holdets tårnhøje moral.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Et andet eksempel er årets Giro. Her kom man for at vinde løbet med Yates, men det stod hurtigt klart, at briten slet ikke var så flyvende som et år tidligere. Alligevel kom holdet til Verona med en sejr i bagagen, da Esteban Chaves vandt løbets næstsidste bjergetape. Og noget lignende har vi set i ugelange etapeløb, blandt andet i sidste års Tirreno og årets Baskerlandet Rundt, hvor Adam Yates endte med at vinde en af de sidste etaper, selvom uheld havde knust drømmene om samlet sejr.

Hvis nogen alligevel skulle være i tvivl om den fantastiske moral, der eksisterer i den australske lejr, må de være blevet endeligt overbevist i årets Tour. Ganske vist havde Daryl Impey og Simon Yates allerede sikret holdets succes forinden, men alligevel er det bemærkelsesværdigt at se, hvordan holdet har rejst sig efter, at Adam Yates igen i år er faldet sammen. Bare 24 timer efter brormands sammenbrud stod Simon atter øverst på podiet, og i dag gjorde Matteo Trentin så løbet endnu mere mindeværdigt for australierne, der nu endda kan drømme om at matche de fem sejre fra sidste års Giro, hvis Jack Haig eller en af tvillingerne kan vinde en af de sidste bjergetaper fra et udbrud - et scenarium, der bestemt ikke er usandsynligt.

Trentin selv er også et glimrende bevis på en rytter, der kunnet hive sig selv op igen. Efter det magiske efterår i 2017, hvor han satte hele verden i brand med fire etapesejre i Vueltaen og sejr i Paris-Tours og en 4. plads ved VM - særligt mindeværdigt var det, da han kørte Jempy Drucker ud af hjulet på en jernbanebro i Primus Classic - lå vejen åben foran ham, da han blev hentet til Mitchelton som holdets klassikerkaptajn. Trods et europamesterskab og en sen sejr i Guangxi endte 2018 imidlertid som en regulær katastrofe for italieneren, der fik foråret spoleret af skader og aldrig rigtigt fandt niveauet i efteråret.

Det må man til gengæld sige, at han har gjort i år! Vi er sikkert mange, der har fået kroniske kæbesmerter, efter at benævnte legemsdel bragede mod jorden af bare benovelse over hans kørsel i foråret. Lige fra allerførste løbsdag i Valencia i slutningen af januar var Trentin her, der og alle vegne. Ikke blot tog han flere sejre, man kan også med nogen ret hævde, at han måske kunne havet vundet Milano-Sanremo og ikke med et klassisk uigennemtænkt Trentin-angreb havde smidt en oplagt sejrschance væk. Selv da han oplevede et mærkeligt formdyk til de største brostensklassikere, rejste han sig ved at køre et fabelagtigt Amstel Gold Race, som ellers er et vanskeligt løb at satse på for ryttere, der har kørt fuld gas på brostenene.

Også i dette løb har han været flyvende. Det så vi allerede med hans fornemme kørsel på 3. og ikke mindst den knaldhårde 8. etape, hvor han var med helt i front i terræn, der også sagtens kunne have været for svært for ham. Det var dog særligt hans nærmest overmenneskelige kørsel i Pyrenæerne på 12. etape, som han måske endda kunne have vundet, hvis ikke han havde været afsted sammen med holdkammeraten Yates, og det taktiske spil havde maget sig lidt anderledes. Allerede der stod det klart, at der var diamanter i benene, og derfor pegede jeg da også i går aftes på ham som favorit til at vinde i dag, hvor Gap som altid bød op til klassisk udbryderfest i udkanten af Alperne.

Én ting er imidlertid at have gode ben, noget andet er at vinde. Bare spørg Peter Sagan og Michael Matthews, der utvivlsomt havde drømt om at ramme udbruddet, men som ikke havde lært lektien af 5. og 8. etape. I dette løb synes det nemlig at være en gylden regel, at man skal gå med i nogle af de første angreb, for der har været en bemærkelsesværdig tendens til, at udbruddene på udbrudsetaperne er kørt meget tidligt.

Den lektie lærte Sagan og Matthews på den hårde måde, da de blev fanget allerede på de allerførste kilometer, hvor Thomas De Gendt og stakkels Magnus Cort, der smed en gylden sejrschance væk på grund af en brandærgerlig punktering, trak 34 mand fri. Trentin var imidlertid klog nok til at holde sig til, og da elastikken var sprunget, var løbet allerede kørt. På en dag, hvor næsten alle hold havde fået besked på, at de pinedød skulle have en mand med i udbruddet, var det nemlig kun Direct Energie og Arkea, der totalt havde sovet i timen. De to små franske mandskaber havde naturligvis ikke skyggen af chance for at hente 34 - efter Corts punktering 33 - mand, og da Bora hurtigt viste, at de ville spare kræfter til at hjælpe Emanuel Buchmanns podiekamp i Alperne, Bahrain var tilfredse med at have Dylan Teuns i udbruddet, og et meget ambivalent Sunweb-hold, der åbenlyst ikke var helt tilfredse med ikke at have fået Matthews med, aldrig satte alt ind på hurtigt at lukke hullet, stod det efter en times hård jagt fra Direct Energie klart, at resten af dagen i feltet skulle foregå i luntetempo under Deceunincks kyndige ledelse.

Dermed var første del af missionen klaret for Trentin, men derefter var der stadig lang vej. Nok havde han Christopher Juul med til at hjælpe sig, men mod mere end 30 af verdens bedste cykelryttere kunne meget gå galt. Især var det svært at undgå at blive fanget i fladlandet inden stigningen, som det skete for en hel stribe af gruppens favoritter som Omar Fraile, Bauke Mollema, Jesus Herrada, Simon Clarke og Dylan Teuns, der alle sov i timen, da angrebene startede.

Det gjorde Trentin imidlertid ikke. Der er nemlig en grund til, at han inden i dag allerede havde taget udbrudssejre i alle tre grand tours. Igen i dag viste han sin eminente løbsnæse ved først at komme med på den rigtige side af splittet og siden fornemme, at samarbejdet var så dårligt, at det kunne udnyttes. Et enkelt hug skulle der til, inden rivalerne var plantet, og dermed kunne han køre stigningen i sit eget malende tempo uden at skulle forsøge at gå med de lettere og mere klatrestærke folk. At han så kørte så imponerende stærkt, at det nok var lykkedes alligevel, er en anden sag, men det var en sejr, der blev opnået med lige dele hoved og ben som et glimrende bevis på, hvorfor Trentin nu står på hele fire udbrudssejre i grand tours i tillæg til sine tre spurtsejre i Vueltaen og sin ene spurtsejr fra Touren - en imponerende høst på i alt otte etaper for en mand, der hverken er rigtig sprinter, tempospecialist eller klassementsrytter.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Trentin var dog ikke blot klog, men og fysisk i sin egen liga. Det blev tydeligt på den sidste stigning, hvor hans værste rivaler var ude af stand til at indhente Pierre-Luc Perichon, der ellers forinden havde været sat af og bestemt ikke er nogen bjergged. Faktisk var de alle så stegte, at de lod store Daniel Oss føre det meste af vejen op ad stigningen, mens de kontinuerligt tabte tid til europamesteren, og det var først til sidst, at der var lidt overskud til angreb. Samtidig kan Trentin prise sig lykkelig over hans kloge kørsel på det flade, for længere tilbage viste Mollema, Herrada og i mindre grad Teuns, at de havde ganske gode ben og formentlig havde været sværere at bide skeer med på stigningen.

Nærmeste rival blev i stedet Kasper Asgreen, der igen viste, hvorfor alle danskere ikke kan have for store forventninger til vores alles vidunderbarn. Det danske fænomen, der siden den sensationelle 2. plads i Flandern Rundt har betaget os i tide og utide, viste nemlig igen sin tårnhøje klasse ved i sit første Tour de France at sikre sig en helt uventet 2. plads. I morges lå det ellers ikke i kortene, at Asgreen skulle have sin chance, men når store grupper kører væk, kan det for et førende hold være en god ide at have en kontrollant med. Det job påtog Asgreen sig, og med et perfekt alibi til som den eneste af de 33 at sidde på hjul, kunne han knap tro sit eget held over pludselig at have chancen for at køre finale på en Tour-etape, endda i mere frisk tilstand end rivalerne, der ikke havde den luksus at sidde på hjul.

Til sidst måtte Asgreen dog sande, at der trods alt er grænser. Selvom han altså havde sparet sig hele dagen, var han intet match mod Trentin, der kørte stærkere end ham både på stigningen og det sidste flade stykke ind mod mål. Han kørte dog fra en verdensstjerne som Greg Van Avermaet og syntes i det hele taget at få det maksimale ud af sine ressourcer med klog, smart og kraftfuld kørsel - og med tanke på, at han måske nok sparede sig i dag, men ellers ikke har ligget på den lade side, er det lidt af en bedrift, at han så sent i sin første grand tour kan sikre sig så flot et resultat. I den tredje uge af grand tours er det altid motoren, der gør forskellen, og her er Asgreen som bekendt udstyret med nogle hestekræfter, de fleste bare kan drømme om.

Mollema har nok mest grund til at ærgre sig. Efter søndagens store nedtur, hvor han floppede totalt i udbruddet på det, han selv betegnede som en dårlig dag, bekræftede han nemlig i dag den fine kørsel fra Tourmalet. Han var i hvert fald bedste mand på den sidste stigning, og set i det lys kan man spørge, om Trek fik det maksimale ud af deres tre mand ved ikke at ofre Jasper Stuyven i jagten, da kun deres svageste kort, Toms Skujins, var kommet med i første gruppe. Omvendt forstår man godt, at de var usikre på, om Mollema kunne gøre det færdigt i så let en finale, og det er jo altid let at være bagklog. Skujins er jo som bekendt lidt af en udbryderkonge, der før har gjort det færdigt. Og som trøst fik Trek generobret 1. pladsen i holdkonkurrencen, da Movistar tilsyneladende føler sig overbeviste om, at de nok skal kunne indhente det tabte i Alperne og derfor valgte at spare sig til at iscenesætte den ene store Landa-offensiv efter den anden de kommende tre dage.

En anden taber var Herrada, der ligeledes igen synes at have fundet lidt af den forrygende form, han havde i juni. Trods fire man i gruppen fik Cofidis imidlertid kun Perichon med i forbindelse med splittet, og selvom franskmanden kørte flot, kan man diskutere, om ikke de skulle have investeret nogle kræfter i jagten i stedet for at overlade det til de hold, der slet ikke havde fået en mand med, samt ikke mindst Thomas De Gendt, der igen i dag måtte sande, at hans dagsform kan variere, som vinden blæser, og slet ikke kan havde den overlegne styrke, han har haft hidtil.

Samme udsving har UAE ikke. De underpræsterer desværre dag efter dag, og i dag lykkedes det dem så at formøble en ellers glimrende situation. Ikke blot havde de fire mand med i front, i Rui Costa, der tidligere har vundet i Gap, og Sergio Henao havde de også deres to bedste kort. Da gruppen knækkede, var det imidlertid kun Vegard Stake Laengen, der var med i front, og til slut måtte Costa igen sande, at hans ben igennem hele sommeren har været langt fra det fine niveau, han ellers havde i Romandiet i begyndelsen af maj.

Man kan håbe, at Dan Martin kan rejse sig med en etapesejr i bjergene, men ellers ser det sort ud for araberne, der nok ikke skal vente sig en gentagelse af formsvage Kristoffs sejr i Paris fra sidste år. De er imidlertid ikke de eneste, der står til at komme tomhændede hjem, for årets etapesejre har været fordelt med en så urimelig hånd, at Tourens ginikoefficient nærmer sig et kritisk niveau. Således har Mitchelton, Jumbo, Deceuninck og Lotto med alle mindst tre etapesejre tilsammen sat sig på 14 af de 17 etaper, og derudover er det kun FDJ, Bora og Bahrain, der har deres på det tørre med en enkelt sejr værd. For hold som Sunweb, der smed en stor chance med Matthews væk, og CCC, der igen i dag måtte sande, at Van Avermaet ikke helt har ramt den i årets løb, ser det i hvert fald sort ud.

Fra nu af skal man nemlig være bjergrytter eller sprinter for at have en chance. Inden massespurten i Paris venter nemlig tre gigantiske etaper i Alperne, hvor rytterne for alvor skal smage på den iltfattige luft så mange gange, at årets løb er blevet kaldt højdernes Tour de France. Derfor gav det sig selv, at klassementsrytterne i dag bare skulle sikkert til Gap, for enhver forbrændt kalorie vil blive savnet de kommende tre dage. Selv Julian Alaphilippe kunne holde sig i skindet, selvom det nok har kriblet i benene for at spurte mod toppen af den sidste stigning og kaste sig ud i en hæsblæsende nedkørsel, men med tanke på, at han som regel har en regning at betale, når han har gravet dybt, var det helt sikkert klogt, at han for tredje dag i træk slap for at gå i rød zone.

Det gør han ikke i morgen. Her venter den første af de tre store prøver, der formentlig vil knække den restitueringssvage franskmand, og han måtte med bæven se til, at Movistar i dag lod holdkonkurrencen i dag lod holdkonkurrence sejle lidt. Det viser, at der er lagt i kakkelovnen til store spanske angreb i både højre og venstre side af vejen, og mon ikke også Thibaut Pinot har lidt kløen i benene efter et par lette dage? Alligevel skulle det ikke undre, om det også i de kommende dage skulle lykkes Mitchelton at snyde klassementsholdene fra et udbrud og med en af deres tre klatrere sikre endnu en femte etapesejr fra et udbrud. Australierne mestrer jo om nogen kunst at vende fiasko til succes.