Tour de France-analyse: Colombianernes og højdernes Tour de France

Tilbage i oktober var der én ting, der gik igen, da årets Tour-rute blev analyseret. Med hele syv ture op i mere end 2000 m højde var der mere end nogensinde tale om et højdernes Tour de France, og da man samtidig havde skruet voldsomt ned for antallet af enkeltstartskilometer, der ofte har været en svaghed for mange sydamerikanere, var alle enige, om at det også måtte være colombianernes Tour. Om en colombianer ligefrem ville ende øverst på podiet, var ikke sikkert, men der var almindelig konsensus om, at chancen for en colombiansk Tour-sejr aldrig havde været større.

Mindre blev de bestemt ikke, da Chris Froome på så tragisk vist fik knust sine Tour-drømme af et sydfransk vindpust og en løbende næse, for det bragte pludselig luksushjælperen Egan Bernal i spil til Tour-sejren i en nu pludselig beskyttet rolle på Ineos. Da samtidig Nairo Quintana kørte et fremragende forår, der gav løfter om en genrejsning af manden, der tidligere var spået til en sikker Tour-sejr, var oddsene på sydamerikansk i Tour-lotteriet kun faldet uafbrudt siden afslutningen på sidste års Tour.

Men så var det, som om luften fes ud af ballonen. Med sin sejr i Tour de Suisse havde Bernal ellers skrevet sig ind som bookmakernes favorit inden løbet, men pludselig så det ud til, at han alligevel skulle ende hjælper, da holdkammeraten Geraint Thomas kom blæsende ind til løbet med en magtdemonstration på 6. etape og en fremragende enkeltstart, samtidig med at det colombianske vidunderbarn mildt sagt virkede som en skygge af sig selv både i Vogeserne og på enkeltstarten. Samtidig falmede Quintanas stjerne, nærmest inden man havde smagt på bjergene, og lynhurtigt koncentrerede al snak om colombianeren sig atter om manglende loyalitet og mulige forklaringer på, hvorfor i alverden han da pludselig var blevet sådan en skygge af sig selv. Og da landets outsider, Rigoberto Uran, samtidig hurtigt viste, at han altså ikke havde genfundet 2017-benene, så det ud til, at de mange tilrejsende colombianere kunne få tre lange uger i Frankrig.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

I den ligning manglede imidlertid et enkelt led. Højdernes Tour de France havde endnu ikke ramt højderne, hvis han man ser bort fra det kortvarige møde med de tynde luftlag på toppen af Tourmalet. Seks af de syv ture op i iltmanglen ventede stadig, da feltet i dag tog hul på den alpetrilogi, der vil kåre vinderen af den 106. udgave af Tour de France.

Om det vitterligt er den skrigende mangel på ilt, der er forklaringen, er ikke helt givet, men sandt er det i hvert fald, at den colombianske begravelse blev forvandlet til colombiansk bjerg, så snart feltet for første gang nærmede sig Andesbjergenes ufattelige højder. Ikke blot leverede Quintana en genkomst, som de færreste vel havde forestillet sig fra morgenstunden, Bernal kørte sig også i position til at tage den Tour-sejr, der de første to uger bare var gledet længere væk. Og som ekstra flødeskum fløj Uran pludselig også op ad bjergene i en stil, vi slet ikke har set siden jubel-Touren for to år siden.

Mest bemærkelsesværdig var Quintanas genopstandelse naturligvis - og så alligevel ikke. Jeg var i hvert fald ikke den eneste, der måtte tjekke computeren en ekstra gang for at finde ud af, om ikke vi var i gang med at genafspille sidste års kongeetape. Det var nemlig helt umuligt ikke at få en følelse af deja-vu på en dag, der nærmest var en tro kopi af det, vi var vidner til på Col du Portet for 12 måneder siden. Dengang havde Quintana nemlig også slået et søm i egen ligkiste med en skidt, skidt præstation i den første bjergkæde, men på den første store dag i det andet af de to bjergmassiver rejste han sig ved at give hele feltet en klatrelektion. Desværre blev hans genrejsning ødelagt af et efterfølgende styrt på en ligegyldig sprinteretape, men det var et vidnesbyrd om den stædighed og stolthed, der altid har været Quintanas stærkeste karaktertræk.

Samme egenskaber blev stillet til skue i dag. I dag så vi i hvert fald igen en indebrændt colombianer, som var blevet ramt på sin ære af den massive kritik, og han gav det gensvar, som jeg allerede havde åbnet for i gårsdagens optakt, men ikke rigtigt troet på. Quintana gjorde i den grad den store skepsis til skamme og ikke blot tog en sejr, der var mindst lige så flot som pyrenæertriumfen i 2018, men som også med ét bragte ham tilbage i klassementskampen.

Faktisk virkede det til, at Movistar heller ikke rigtigt selv troede på det. Faktisk er det formentlig deres egen skyld, at Quintana ikke i dag er endnu tættere på podiet. I første omgang så det nemlig ud til, at Quintanas angreb alene skulle tjene samme formål som på 15. etape, nemlig med sin gode placering i klassementet at tvinge rivalerne til at jagte og dermed skrue farten op, gøre løbet hårdt og derved berede et angreb fra Mikel Landa. At det var planen, blev helt åbenlyst, da Marc Soler med sin vanvidsføring på Izoard - hvor han beviste, at jeg fremover skal droppe betegnelsen ”overvurderet klatrer”, når jeg beskriver ham - ikke blot sprængte feltet til atomer, men også gjorde et kraftigt indhug i det forspring, der havde bragt Quintana faretruende tæt på podiet.

Set i momentet gav taktikken mening, men havde tiltroen til Quintana været større, havde de nok grebet det anderledes an. Omvendt kan man ikke fortænke dem i at tvivle lidt på ordene fra en mand, der angiveligt aldrig meldte sine vanskeligheder på Tourmalet ud, netop som hans eget hold var i gang med at lægge pres på. Og med tanke på, at Soler ryddede så godt og grundigt ud i hjælperytterne, at feltet praktisk talt gik i stå i dalen mellem Izoard og Galibier, hvad de næppe havde gjort, hvis farten havde været mere jævn, er det slet ikke sikkert, at Quintana havde vundet så meget tid uden Solers vanvidsridt.

Faktisk kan forceringen alligevel have vist sig at være nyttig. Det så nemlig ikke umiddelbart ud til, at hverken Ineos, Jumbo eller FDJ havde ambitioner om at sætte farten i vejret gennem Izoards berømte månelandskab, og dermed var løbet ved at gå Julian Alaphilippes vej. Man skal ikke kende meget til franskmandens karakteristika for at vide, at det er det opslidende, udmarvende tempo på de lange stigninger, der kan knække ham. En frisk Alaphilippe med sit punch i behold er svær at bide skeer med, men til gengæld kan en mærket Alaphilippe træde helt firkantet.

Og firkantet blev der trådt. Ineos, Jumbo, FDJ og Bora kan alle sende en tak til Movistar, for det er meget tænkeligt, at det er spaniernes skyld, at Alaphilippes eksplosion alligevel kom nær toppen af Galibier. Heldigvis for franskmanden kom den så tæt på toppen, at han med sine eminente nedkørselsesevner ikke blot kunne lukke hullet, men også vende det til en kortvarig offensiv, men det var endnu en rids i det panser, der ser endnu mere sårbart ud. I Pyrenæerne viste Alaphilippe os, at han trods sin chokerende vedholdenhed ikke helt er kommet sig over børnesygdommen med at betale en regning 24 timer efter en tur i rød zone, og selvom tidsgevinsten for de fleste i dag var 0, må man tro, at tjeneren fik føjet et par ekstra noteringer på den regning, der ligger og venter til i morgen.

Spørgsmålet er, om der er nok håndører tilbage i Alaphilippes stadig mere slukne pung til, at han kan svare sit igen i morgen. Nu er han blot to bjergetaper fra at have vundet Touren, og derfor er han i hvert fald ikke længere et problem, man kan regne med, vil løse sig af sig selv. Ineos-chef Dave Brailsford har talt om, at der er to løb i løbet - favoritternes interne kamp og forsøget på at slide Alaphilippe ned - og hvor første del indtil nu har fået forrang, retter fokus sig mere og mere mod løb nr. 2.

Læs også

Dansker klar til Giro-debut

Det gør det i hvert fald hos Ineos. I dag viste de britiske herskere nemlig, at det altså kun er Theresa May, der kaster et britisk håndklæde i ringen. Netop som alle talte om, at Tour-kongerne var svagere end tidligere, leverede den nemlig en gedigen magtdemonstration, der med ét skrev dem tilbage i den klare favoritrolle til årets Tour. Ikke blot blev Bernal den store vinder i klassementskampen, Thomas viste også, at pyrenæerkrisen var et overstået kapitel, og holdet sidder nu i den ideelle position med de to første i arvefølgen, hvis Alaphilippe de kommende dage må sælge tronen for at få råd til at betale regningen.

Dermed er holdet også i en position, hvor de kan koncentrere sig mest om Alaphilippe. Nu handler det for alt i verden om at knækket den franske nød, og derfor vil al logik tilsige, at vi i morgen for første gang for alvor vil se Ineos lægge deres enorme hånd over løbet. Nok er Michal Kwiatkowski i håbløs form, nok er Gianni Moscon stadig ikke sig selv, nok hare Wout Poels ikke fundet sin legendariske tredjeugesform, og nok mangler de Luke Rowe, der blev offer for en beslutning, man skal have UCI-logik for at forklare, men kender vi Ineos ret, leverer de, når det gælder. Det gjorde i Bernal og Thomas i dag, og mon ikke vi vil se Ineos i morgen lægge pres på fra Iseran og hele vejen frem til målet i Tignes? For Alaphilippe må man håbe, at der stadig er lidt på kontoen til at betale - og i den sammenhæng hjælper det ikke, at en rask Enric Mas har rejst og er klar til at vise, at han er den fødte grand tour-rytter med overskud i den tredje uge.

Til gengæld er der også stadig sprækker i det britiske panser. Dagens kørsel afslørede i hvert fald, at holdet ikke på samme salomoniske vis som i 2018 har fundet en løsning på kaptajnproblemet. Det er svært ikke at betegne Thomas’ sene angreb som andet end udtryk for stærke personlige ambitioner, da han kunne se Bernal glide længere og længere væk og stille og roligt frarøve ham kaptajnrollen. Nok var hans forcering med til at knække Alaphilippe, men den mest åbenlyse konsekvens var, at Bernals forspring, der nærmede sig et minut, blev halveret. Det kunne den lille colombianer heldigvis udvide ved atter at vise, at sidste års vanvidsnedkørsel i Il Lombardia ikke var et one-hit wonder, men gevinsten havde nok været større, hvis Thomas havde kunnet holde sig i skindet.

Bernal fik imidlertid det ønskede ud af offensiven, og alene det, at han fik lov at angribe i en situation, hvor det ikke var Ineos’ opgave at gå i offensiven, er en bekræftelse på tesen om, at Brailsford ikke nødvendigvis helst vil vinde med briten Thomas. Det er nemlig Bernal, der har skrevet noget, der minder om en livstidskontrakt, og man fornemmer tydeligt, at ambitiøse Brailsford meget gerne vil gøre sin guldfugl til en gigant i cykelhistorien. I den sammenhæng tæller det meget at få en Bernal-sejr allerede i år, og Brailsford har altid været mere drevet af sportslige bedrifter end af sponsorinteresser.

Alligevel skal det blive interessant at se, om Thomas får lov at køre offensivt de kommende dage på samme måde, som Bernal gjorde det i dag. Waliseren fik i hvert fald vist, at han i de Alper, der virkelig passer ham, er betydeligt stærkere i Pyrenæerne og ikke har opgivet Tour-drømmen endnu. Problemet for ham er bare,  at det formentlig kun er taktik, der kan give ham mulighed for at få forbi Bernal, for colombianeren ligner lige nu alligevel den favorit, han også hos mange var inden løbet.

Egentlig er det ikke mærkeligt. Jeg har ofte tidligere sammenlignet Bernal, Mas og Richard Carapaz ved, at de alle kørte deres første grand tour uden klassementsambitioner, men alligevel med meget overbevisende kørsel dybt inde i den tredje uge viste, at de havde den helt særlige motor, der skaber de virkelige grand tour-ryttere. Den tese har holdt stik for både Carapaz’ og Mas’ vedkommende, og med sin kørsel i denne Tour, hvor han bare er blevet bedre dag for dag, har Bernal bekræftet, at det var med god grund, at han sidste år kørte så stærkt i den tredje uge, at han gang på gang måtte vente på en vis Chris Froome for at hive ham til toppen af tinderne. Med tanke på den stærkt stigende formkurve, han har haft indtil nu, er der intet, der tyder på, at Bernal vil blive ringere, når vi atter besøger de høje luftlag de kommende dage.

På den baggrund var dagens etape et slag i ansigtet på de andre topkandidater, der pludselig havde kunnet lure en sejr. Mest åbenlyst er det, at Thibaut Pinot ikke var det monster, han var i Foix forleden. Nok var det ham, der med sin forcering til sidst kørte Thomas ind og knækkede Alaphilippe, men hvor han for et par dage siden gav Bernal baghjul, kunne han denne gang intet stille op, da colombianeren angreb.

Spørgsmålet er, hvad det var udtryk for. Hvis det var Pinots berømte dårlige dag, må man sige, at det er ganske pænt kommet igennem at køre så stærkt, at han i et snuptag kørte Thomas ind. Måske er det udtryk for, at Pinot, der ellers ikke er ringe i højderne, alligevel ikke har samme naturlige fordel i den tynde luft som Bernal, der er opvokset i Andesbjergene. Måske er det udtryk for, at Bernal bare har forbedret sig siden sidste søndag med sin opadgående form. Og måske er det bare udtryk for, at Pinot var lidt for bange for at gå i rød zone tidligt i den iltfattige luft, for da han endelig lukkede op med sin vilde forcering til sidst, kørte han så stærkt, at kun Uran og Mikel Landa ikke måtte slippe kontakten.

Pinot er derfor stadig den værste trussel mod en Ineos-sejr, hvis Alaphilippe - og det forventer jeg stadig vil ske - glider ud af billedet. Hvilken af de fire forklaringer på forvandlingen fra overmenneske til menneskelig, der er sand, bliver vi først klogere på i morgen, men det vil være helt afgørende for, om vi endelig får den første franske Tour-vinder siden 1985. Sikkert er det dog i hvert fald, at Pinot er kommet i en betydeligt vanskeligere position, nu hvor han ikke bare skal følge, men også sætte Bernal for at vinde.

Læs også

Officielt: Pogacar og Bjerg udtaget til Giro d’Italia

Landas offensiv kom aldrig, og det var tydeligt, at baskeren ikke var helt så komfortabel på Galibier, som han var det i Foix forleden. Han hang på Pinot til sidst, men alligevel er det nok ikke ham, der sover bedst i nat. Dels må han nu indstille sig på atter at skulle dele kaptajnrollen, dels lignede han ikke en mand med det overskud, der skal til for at tilbageerobre al den tid, han mangler for at komme tilbage i podiekampen.

Til gengæld er der lagt op til Movistar-offensiv en masse de kommende dage. For spanierne er en podieplads det minimalt acceptable, og for hverken Landa eller Quintana tæller en sekundær top 10-placering. Lidt ærgerligt var det, at Alejandro Valverde følte sig så godt kørende, at han ved at forsøge at gå med Bernal kom så meget i iltbekneb, at han alligevel kom til kort i de højder, han altid har hadet, for det kostede ham mere tid, at han gik i rød zone en anelse for tidligt. Med et mindre tidstab havde holdet stået bedre, men helt galt er det trods alt ikke. Tre mand i top 10 er som skabt til at lægge pres på rivalerne, som Quintana har gjort det med sine tidlige angreb - i morgen kunne det være Valverde, der skal afsted allerede på Iseran - og det er i hvert fald helt sikkert, at vi vil se et hav af angreb fra det triumvirat, der i 2018 floppede totalt, men nu er i en position til at blive den gave til løbet, de aldrig blev for 12 måneder siden.

To små tabere er nok Emanuel Buchmann og Steven Kruijswijk. Ringe kørte de bestemt ikke, men nu er det svært at se dem vinde løbet. For de to motorer, der er bedst på de lange dage med mange højdemeter og lange stigninger, var denne etape nemlig den allerbedste, men alligevel måtte de begge give Pinot et par meter. Nok har de bekræftet, at de med deres motorer er som skabt til at køre stærkt i den tredje uge, men det er svært at se dem slide rivalerne op med deres monotone kørsel og manglende eksplosivitet. Bedre for Kruijswijk blev det ikke af, at nøglerytteren George Bennett var i asfalten to gange, og selvom han er sluppet uden skader, kan man frygte, at han vil være så mærket, at han er knap så brugbar i forsøget på at sætte Kruijswijks opslidende tempo. Han kan så håbe, at Ineos står for den del af arbejdet i stedet.

Dagens positive overraskelse var Uran. Jeg skal blankt indrømme, at jeg har været hurtig til at afskrive colombianeren og følte mig kun bekræftet i min vurdering af hans svage kørsel i søndags. Nu har dårlige dage imidlertid altid været noget, der har kendetegnet Uran, og måske var 15. etape bare en sådan. I hvert fald viste han med sin kørsel i dag, hvor han sad klæbet til Pinots hjul på toppen af Galibier, at også han trives i de høje luftlag og formentlig vil gøre det betydeligt bedre i Alperne end i Pyrenæerne. Desværre er han for langt efter til at kunne gentage sin podieplads, men han har udsigt til avancement. Det bliver til gengæld nok svært for Richie Porte, der nok engang må sande, at den rytter, der knuste alle i 2016 og 2017, ikke længere eksisterer. I det mindste gør han det hæderligt modsat Dan Martin, Adam Yates og Vincenzo Nibali, som alle har kurs mod en total deroute.

Det har Romain Bardet ikke. Den stabile franskmand har én gang tidligere oplevet tidligt at falde ud af klassementet, men dengang i 2015 rejste han sig med så flot kørsel i Alperne, at kun Froome forhindrede ham i at vinde bjergtrøjen, og at han alligevel endte i top 10. Det gør han ikke denne gang, men til gengæld har han efter i dag skrevet sig ind som favorit til at få de prikker, Froome snød ham for dengang. I hvert fald må man tage hatten af for hans heroiske fight og evne til ikke at give op, når modgangen melder sig. Den egenskab besidder han mere end de fleste.

Det er dog nok kun i den franske presse, at det vil være ham, der stjæler overskrifterne. I resten af verden vil 18. etape for altid blive husket som den etape, der efter et par uger i franske farver, endelig fik det gul-rød-blå skær af colombiansk dominans, som mange havde spået tilbage i oktober. Den colombianske Tour-sejr, der blev varslet i efteråret, kom i hvert fald i dag et stort skridt nærmere. Mon ikke der nu er lidt ekstra travlt hos de colombianske rejsebureauer, der får nok at gøre mere at skaffe flybilletter til de mange cykelgale colombianere, der kan lugte en mulig sydamerikansk fest i Paris på søndag?