Tour de France-analyse: Superstjernen, der var en nobody

TOUR-FEBER: SPAR 50% PÅ LARS BAK OG MICHAEL VALGRENS BOG

For de fleste cykelfans var det en af feltets helt store ryttere, der i dag tog en fornem sejr på 4. etape af Tour de France. For de mange sommerfans, der kun ser cykelsport under Touren, var det imidlertid en total nobody, der efter endnu et eminent Deceuninck-leadout akkurat fik klemt cyklen frem foran Alexander Kristoff, da 213,5 km ellers temmelig begivenhedsfattige kilometer afsluttedes med et brag af en massespurt i Nancys gader. Mens han har vundet et hav af cykelløb på allerhøjeste niveau og sidste år faktisk endte som sæsonens mest vindende med blandt andet hele syv etapesejre i grand tours, var dagens etape nemlig den første, hvor Elia Viviani var med i kampen om en triumf i verdens største cykelløb.

Man skal således have været en meget grundig iagttager for at have bemærket Elia Vivianis eksistens, hvis man kun har fulgt med i Tour de France. Faktisk har den italienske supersprinter kun én gang tidligere kørt verdens største cykelløb, og det var i en anonym rolle som hjælperytter. Tilbage i 2013 var han nemlig en del af det Cannondale-hold, der hjalp holdets superstjerne Peter Sagan med at vinde sin anden grønne trøje, men han fik aldrig chancen for at teste sig selv af i en spurt. Således var lørdagens spurt i Bruxelles den første nogensinde for en rytter, der ellers i nu ganske mange år har været et af sportens største navne med et hav af landevejssejre og endda også OL-guld på banen på sit fine generalieblad.

I virkeligheden er det meget sigende, at Viviani i 2013 stod i skyggen af Sagan. Det har nemlig været et gennemgående tema i italienerens karriere, at han altid har været nr. 2 eller længere ned i hierarkiet. Det gjaldt således i tiden på Cannondale/Liquigas, hvor han kun var nr. 2 bag Sagan på et hold, der i dele af perioden også talte Vincenzo Nibali og Roman Kreuziger, og det gjaldt, da han tilbragte flere år på Sky. Her havde han ganske vist rollen som førstesprinter, men i briternes verden tæller sprintere ikke rigtigt. Derfor måtte han leve en skyggetilværelse med mulighed for at køre Giro d’Italia, hvor det nok blev til en enkelt etapesejr, men hvor han også måtte indordne sig under større ambitioner.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Lavpunktet kom i 2017, hvor Geraint Thomas’ forrygende kørsel i Tour of the Alps betød, at Viviani i sidste øjeblik fik besked på at blive hjemme fra sit store sæsonmål, hvor alt skulle sættes ind på at vinde løbet med Thomas eller Mikel Landa. Det fik Viviani til at indse, at noget måtte gøres, og ”det noget” kom heldigvis som kaldt fra himlen. Marcel Kittel var nemlig så rædselsslagen for konkurrencen fra Fernando Gaviria, at han absolut måtte væk fra Quick-Step - en beslutning, han formentlig stadig græder over i dag - og det førte til et opkald fra Patrick Lefevere, der med god hjælp fra et generøst Sky-hold kunne bryde Vivianis kontrakt og bringe ham ind i sin belgiske stald.

Også hos Quick-Step var Viviani imidlertid i skyggen. Denne gang var det af Gaviria, der med to etapesejre i Touren så rigeligt viste, at han var holdets nr. 1, også selvom Viviani vandt i tide og utide i blandt andet Giroen og Vueltaen. Det var således også den rolle, han var tiltænkt i år, hvor det colombianske stjerneskud naturligvis var udset som manden, der skulle vinde den så vigtige første Tour-etape på hjemmebanen i Bruxelles.

Heldigvis kommer alt godt til den, der venter, og Viviani fortjente om nogen en belønning for sin tålmodighed. Den fik han, da Gaviria fik dollartegn i øjnene efter et opkald fra det stinkende rige UAE-mandskab, der udnyttede usikkerheden om Quick-Step-mandskabets fremtid til sidste efterår at give colombianeren et kald. Et par ekstra nuller på lønchecken var nok til at trække Gaviria til Mellemøsten. Og vupti! Så var Viviani pludselig blevet førstesprinter på verdens første sprinterhold med verdens bedste tog til sin rådighed, selvom det aldrig havde været planen.

Det ansvar så det i første omgang ud til, at han havde svært ved at løfte. I hvert fald havde Viviani en nærmest katastrofal sæsonstart, hvor han fra Milano-Sanremo og frem til slutningen på Giroen var en skygge af det altædende monster, han havde været i 2018. Heldigvis lykkedes det ham at vende tingene på hovedet i tide efter lavpunktet, der blev nået med det tidlige exit fra en gennemført mislykket Giro, og man skulle ikke se mange etape af Tour de Suisse for at vide, at Viviani pludselig var måske endnu stærkere end i 2018, hvor mange af sejrene blev opnået i kraft af toget mere end i kraft af ham selv.

Man kan med nogen ret hævde, at det samme gjorde sig gældende i dag, men det skal ikke tage noget fra Viviani selv, der var stærk nok til at modstå det pres, der kun var vokset betydeligt efter fiaskoen på 1. etape. Her havde han nemlig sovet i timen i en finale, hvor han tabte hjulet på gulddrengen Maximiliano Richeze, og da han alligevel syntes at være i position til at kunne køre en fornuftig spurt, betød en nærkontakt med Caleb Ewan, at den gule drøm på holdets hjemmebane i Bruxelles brast. Hans indsats på holdløbet og ikke mindst hans flotte kørsel i går, hvor han endda forsøgte relativt sent at bidrage til at gøre løbet så hårdt, at Julian Alaphilippe kunne angribe, var vidnesbyrd om, at den schweiziske superform ikke var forsvundet helt.

Det blev tydeligt for enhver, da Viviani altså i dag sikrede sig sin første og den anden etapesejr i træk for Deceuninck-Quick Step, der efter den kedelige Giro har fundet tilbage i deres vanlige vindende mønster allerede fra starten af Touren. Og selvom det var Viviani, der stod øverst på podiet, var det igen i høj grad en holdindsats, der var forklaringen på triumfen.

I år har det ellers knebet lidt med Deceuninck-toget, der ikke har været helt så overbevisende som tidligere, men efter at de har fået samlet Yves Lampaert, Michael Mørkøv og Richeze om Viviani siden Tour de Suisse, har de atter cementeret deres status som verdens i særklasse bedste sprinterhold. I Schweiz gav de dag efter dag de andre mandskaber bøllebank, og det gjorde de også på 1. etape i lørdags, hvor det alene var Vivianis egen skyld, at han ikke blev afleveret helt perfekt.

I dag gik alt imidlertid helt efter bogen, da holdet igen knuste al modstand med et lead-out, der var som taget ud af lærebøgerne. Det var ellers en lidt halvkritisk situation, da Kasper Asgreens skader og heraf følgende uarbejdsdygtighed betød, at holdet måtte brænde Yves Lampaert af til det tidlige føringsarbejde og derfor manglede en nøglekomponent i finalen.

Men hvad gør det, når man har en altmuligmand og multikunster på holdet. Trods sin gule trøje var Julian Alaphilippe ikke for fin til at tilbagebetale Viviani for arbejdet på 2. og 3. etape, og franskmanden overtog på eminent vis Lampaerts plads i toget. Med 1 km igen skød vindunderbarnet frem, og herefter var alt, som det plejer. Mørkøv var næste mand, inden Richeze svarede igen på Jasper Philipsens fornemme fremstød, og herefter kunne Viviani gøre arbejdet færdigt - også selvom hans spurt ikke hører til blandt hans bedste og var faretruende tæt på ikke at være god nok.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Det skyldtes nemlig en anden rytter, der kender til det med at stå i Gavirias skygge. Det var nemlig det, Alexander Kristoff havde udsigt til, da UAE-mandskabet udnyttede den uventede mulighed til at hente colombianeren til holdet. Med ét var Kristoff henvist til rollen som lead-out man, og trods lidt brok i medierne affandt nordmanden sig med opgaven - en opgave, han i UAE Tour til gengæld viste sig at mestre måske bedre end nogen anden.

Gavirias knæproblemer sendte imidlertid Kristoff tilbage i rollen som nr. 1, og den udnyttede han til fulde med dagens 2. plads. Resultatet kom endda ganske uventet, for i Tour de Suisse lignede nordmanden bestemt ikke en mand i form. Bedre blev det ikke på 1. etape, hvor maveproblemer angiveligt var forklaringen på den ringe præstation, men i dag viste han sin klasse. Og helt uventet var det trods alt ikke på en dag, hvor kombinationen af lang distance og en lang powerspurt i modvind havde Kristoffs navn skrevet med fed ud over det hele.

Måske er der i virkeligheden grund til at tro på en stor Tour for nordmanden. Årets sprinteretaper er generelt kendetegnet ved at være hårde og opslidende, præcis som kongen af hårde klassikerspurter elsker dem. Særligt er det lovende, at han allerede i uge 1, hvor han aldrig tidligere har været i stand til at blande sig helt fremme, er så tæt på sejr, for vi ved som bekendt, at Kristoff bare bliver bedre og bedre, som dagene går og altid topper i den tredje uge. Og med tanke på, at stortalentet Philipsen, der med sin gode positioneringsevne burde være en eminent lead-out man, i dag viste sin klasse, lugter det slet ikke ringe i UAE-bageriet her til aften.

Til gengæld er der nok en halvbitter dunst i Jumbo-lejren, men det er måske meget heldigt, at der er tid til at hente nye forsyninger til det champagnelager, der formentlig allerede er tømt. Dylan Groenewegen erkendte efter etapen, at det fortsat kniber med søvnen efter lørdagens store styrt, og at han endnu ikke er 100%, og det var da også ganske tydeligt i spurten.

Alligevel viste hollænderen stor fighterevne, da han akkurat fik bagdelen med over sidste stigning, hvor Sunweb ellers med deres forventede forcering bragte ham på grænsen af at falde fra, men det har utvivlsomt kostet. Først faldt holdet tilbage for at føre ham frem, og til slut tabte han hjulet på sit tog, der i øvrigt også faldt helt fra hinanden. Da Wout van Aert tog fronten frem mod den røde flamme, var det således kun Mike Teunissen, der kunne øjnes i den forreste del af feltet, mens både Groenewegen selv og den normale nr. 3 i raketten Amund Grøndahl Jansen var helt væk. Det lykkedes alligevel den hollandske supersprinter at komme i position til at køre en spurt, men kombinationen af træthed, skader og ringe position betød, at han slet ikke var den overlegne skikkelse, han normalt havde været. Til gengæld kan han glæde sig over, at han nu har nogen tid til at komme sig inden næste chance på fredag, og at Teunissen med en forrygende spurt til sidst fik bekræftet, at han har en fart, han ikke tidligere har haft.

Det har Caleb Ewan til gengæld ikke. Man må ellers tage hatten af for den lille australier, der udførte ”mission impossible”, da han i den absolutte finale fik skubbet kongen af positionskampen, Peter Sagan, væk fra Vivianis hjul, der som bagende på løbets bedste tog var det, alle ville have. Da spurten blev indledt, måtte den lille australier imidlertid atter indse, at hans transformation fra supersprinter til holdbar afslutter har kostet på topfarten. Som det har været et gennemgående tema gennem hele året, blev han sat godt og grundigt til vægs af rivalerne, og havde han ikke haft Vivianis hjul, var han utvivlsomt ikke blevet nr. 3. Det må være til frustration for den lille australier, der formentlig havde set dagens lange og hårde etape som en af de bedste muligheder.

Måske blev han ramt af den hårde modvind, der betød, at etapen både blev kedelig og langsom, og som gjorde, at alle kom stort set friske frem til finalen. Bedre blev det ikke af, at vinden stod lige i ansigtet på bakken, og selvom Bora og Sunweb gjorde, hvad man ikke skulle være det store cykelgeni for at forudse, da de satte et knaldhårdt tempo på bakken, blev det hele så let, at selv den stakkels Magnus Cort, der ellers led efter et styrt, kom med over toppen. Dermed var Michael Matthews også reelt chanceløs allerede med 15 km fra mål, for i selve spurten måtte australieren atter indse, at han altså er puncheur og ikke sprinter.

Sagan falder naturligvis i begge kategorier, men heller ikke han er nogen supersprinter. Således har han aldrig vundet en ”rigtig” massespurt i Touren, hvor et fuldt felt har skullet afgøre det i en flad finale, men i dag kom han nu ganske tæt på. Det kan godt være, at han åbenlyst er et stykke fra sit gamle niveau, men i spurterne går det stadig ganske glimrende. Således fandt han med vanlig selvfølgelighed Vivianis hjul, og havde han ikke skullet den lange vej rundt om Kristoff, lignede han en mand, der faktisk havde farten til mere end en 4. plads. Og faktisk var det ganske godt at se, at han faktisk gik efter sejren og ikke blot, som han i Touren har haft for vane, at køre sig til en defensiv sekundær placering, for han kunne utvivlsomt have slået Ewan ved ikke at have forsøgt at gå forbi både Viviani og Kristoff helt ude i modsatte side af vejen.

En lille taber i dag var måske Giacomo Nizzolo. Italieneren har ellers lignet en mand, der nærmer sig niveauet fra tiden før de mange knæskader, og han viste fornem styrke med sin flotte spurt på 1. etape. I dag måtte han imidlertid sande, at Dimension Data-toget ikke har Deceunincks klasse, for ligesom Bahrain, der skød alt for tidligt frem med Sonny Colbrelli, som end ikke kom i top 10, brændte både Reinardt van Rensburg og Edvald Boasson Hagen krudtet af for tidligt. Derfor blev Nizzolo efterladt tilbage, da Deceuninck skød frem med Viviani, Sagan og Ewan og Philipsen med en helt anden timing førte Kristoff frem, og han måtte således tage til takke med en 7. plads.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Derudover bekræftede spurten, hvad vi allerede viste. Jasper Stuyven og Matteo Trentin har trods deres åbenlyse superform ikke mange chancer, når klassementsambitioner på deres hold efterlader dem på egen hånd, og positioneringsstærke Christophe Laporte har aldrig været i nærheden af at have den fornødne fart. Den har André Greipel bestemt heller ikke længere, men med tanke på den gennemført katastrofale sæson, han har haft i et år, hvor han både fysisk og positioneringsmæssigt synes at være faldet helt sammen, var dagens 12. plads vel nærmest at regne for sæsonens højdepunkt. Det var dog nok ikke, hvad Arkea havde i tankerne, da de sidste efterår hentede ham ind som holdets nye superstjerne.

For klassementsrytterne endte det som en let og begivenhedsfattig dag - i hvert fald så let en dag, som Touren kan frembyde - og de slap alle helskindet til Nancy. Allerede nu kan de imidlertid formentlig mærke adrenalinpumperne langsomt åbne for sluserne, for nu nærmer feltet sig med hastige skridt foden af Vogeserne. I morgen venter der en klassisk udbryderetape til at varme benene op, men når sprinterne på fredag næste gang kaster sig ud i en hæsblæsende massespurt, har torsdagens etape gjort os alle langt klogere på, hvem der er kommet til Touren med mulighed for at vinde.

Til den tid vil vi således alle være meget klogere - og det vil også de mange Tour-seere, der indtil i dag troede, at Elia Viviani var en nobody.

TOUR-FEBER: SPAR 50% PÅ LARS BAK OG MICHAEL VALGRENS BOG