SAMARBEJDSPARTNERE:
For motionister og entusiaster
Spil på sport
Tour de France: Rutebeskrivelsen
30. juni 2018 15:48Foto: A.S.O.
Folkene bag Tour de France var engang de mest konservative af grand tour-arrangørerne, men i de senere år er de fleste konventioner og traditioner blevet kastet overbord i et forsøg at på at nytænke ruten, bryde med de faste rutiner og generelt favorisere bjergrytterne på bekostning af de mere tempostærke folk. Det mønster følges igen i den 105. udgave af verdens største cykelløb, hvor ruten synes mere spændende end i mange år. I et løb, der mere end nogensinde er delt i to skarpt adskilte halvdele lægges der ud med ni etaper i klassikerterræn, hvor brosten, sidevind, stejle bakker og smalle veje vil være dagens orden, inden der i den anden halvdel dækkes op til en usædvanligt heftig bjergmenu, hvor hele seks store bjergetaper og en stærkt kuperet enkeltstart lægger op til en forrygende afslutning på et løb, der tester alle sider af rytternes egenskaber. Nedenfor giver Feltet.dk en detaljeret analyse af d 21 etaper.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Ruten til sidste års udgave af Tour de France fik usædvanligt hård kritik. Frygten for, at Chris Froome og Sky tidligt skulle kvæle af spænding og lægge løbet i et benhårdt jerngreb fik arrangørerne til at designe den letteste Tour i mange år. Antallet af bjergafslutninger blev reduceret til et minimum, de lange enkeltstarter blev droppet og erstattet med to beskedne tidskørsler, holdløbet vendte ikke tilbage, som nyere tids tradition ellers tilskrev, og antallet af sprinteretaper blev forøget. Håbet var, at det ville kunne trække spændingen ud, og at manglen på store bjergfinaler ville anspore til tidlig aggression, der kunne sætte Sky under et større pres.
Det ønskede resultat udeblev. Selvom løbet blev historisk tæt, var Froomes sejr aldrig i fare. Allerede på løbets første bjergetape kørte han sig i gult, og herefter havde Sky trods en sjælden Froome-krise i Pyrenæerne ingen problemer med at kontrollere de relativt lette etaper. Med den afsluttende enkeltstart som en garanti for yderligere tidsgevinster kunne Froome køre løbet med Vueltaen i baghovedet og uden nogensinde at grave rigtigt dybt tage den vel nok letteste af de fire hidtidige sejre.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUREN NU
Efter den fiasko måtte ASO prøve noget nyt i år. Ideen med at reducere løbets sværhedsgrad havde i hvert fald ikke givet pote, og derfor er man i år gået i den helt modsatte grøft. Måske inspireret af, at et skræmmende stærkt Movistar-mandskab denne gang reelt har en chance for at sætte Sky på plads i bjergene, har løbsdirektør Christian Prudhomme i stedet sammensat den mest bjergrige rute i mange år, hvor hele seks store bjergetaper, hvoraf de alle reelt har potentiale til at gøre stor skade, lægger op til en helt anden historie end den lidt triste affære, der udspandt sig på de franske veje i juli sidste år.
Det er imidlertid ikke stigningerne, der har fået mest opmærksomhed i tiden siden rutepræsentationen. Kodeordet for årets Tour er nemlig alsidighed, og sjældent har man set en rute, der i så stor grad tester alle sider af rytternes egenskaber. Årets Tour er således meget skarpt opdelt i to dele, der adskilles af den første hviledag, og de kunne næppe være mere forskellige. De første ni dage er nemlig en koncentreret forårsklassikersæson, hvor der over ni dage bydes på brosten, positionskamp, smalle veje, massespurter, stejle bakker og en latent trussel om sidevind. Først på 10. etape melder de første bjerge sig, men erefter kompenseres der i den grad for manglen på stigninger i løbets første halvdel, idet hele 8 af de sidste 12 reelt kan skabe forskelle i klassementet og i den grad tilgodeser klatrerne.
Sjovt nok er det den flade første halvdel, der har fået mest omtale. Det skyldes den store angst, som mange af klassementsrytterne har for et terræn, der bestemt ikke er deres. Det er de færreste klatrere, der elsker sidevind og knaldhård positionskamp, og derfor er de fleste hold i år også spækket med store klassikertyper, der kan holde de spinkle kaptajner ude af problemer i det, der vil være en usædvanligt hektisk og stressende indledning på løbet. Reelt tør ingen lægge de store langsigtede planer, før de ved, om deres kaptajner er kommet frem til første hviledag uden tidstab.
Farligst er løbets mest omtalte etape. Den første løbsblok afsluttes med den sværeste brostensetape i løbets nyere historie, hvor mere end 20 km på nogle af Nordfrankrigs sværeste pavéer gør etapen til et lille Paris-Roubaix, der kun adskiller sig fra sin storebror ved at være 100 km kortere. Der findes ikke én eneste rytter, der ikke frygter den måske mest imødesete etape, der særligt i tilfælde af regnvejr kan udvikle sig til et sandt blodbad.
Den anden nøgleetape i løbets første uge er holdløbet, der på 3. etape vil være den første alvorlige test for klassementsrytterne. Denne gang venter der hele 35 km i kollektiv kamp mod uret på en etape, der er den længste af sin slags i mange år, og deres betydning kan næppe overvurderes. Det afspejles i mange af holdudtagelserne, der i høj grad bærer præg af, at klatrekontingentet er blevet neddroslet til fordel for tempostærke typer, der kan hjælpe kaptajnerne på en af løbets absolut vigtigste etaper.
Den resterende del af de første 9 dage byder på 5 etaper, der er skabt til sprinterne, som har masser at komme efter i årets løb, men hvor risikoen for sidevind vil lure som en konstant trussel. De hurtige folk skal imidlertid slå til her, for efter første hviledag kan de kun se frem til en enkelt mulighed i hver af de to sidste uger, inden de naturligvis slutter det hele af med et brag en massespurt i Paris på sidste etape. I år er der endda en ekstra godbid at gå efter, da den første gule trøje for fjerde gang på bare seks år ventes at gå til en sprinter, og for første gang i nyere tid vil de hurtige folk endda få hele to chancer, idet begge de to første etaper synes at være for ryttere, der elsker fartfesterne.
De eneste mindre stigninger i den første del melder sig på 5. etape, der er som skabt til puncheurryper som Peter Sagan, Michael Matthews, Julian Alaphilippe, Greg Van Avermaet og Philippe Gilbert og vel kan karakteriseres som en lille udgave af Amstel Gold Race. Dagen efter venter den eneste seriøse klatretest i de første ni dage, når der for tredje gang på otte år skal sluttes på toppen af Mur-de-Bretagne, hvor puncheurs og klassementsryttere alle ventes at være med fremme, og hvor man på en dårlig dag sagtens kan tabe værdifulde sekunder.
Efter første hviledag ændrer løbet dramatisk karakter. Allerede med det samme venter de første seriøse bjerge, når man tager hul på en usædvanligt brutal alpetrilogi, der giver klatrerne forrygende muligheder for at vinde noget af det tabte tilbage. Den første af de to bjergkæder har ellers tradition for at byde på en relativt let menu, men det er ingenlunde tilfældet i år, hvor det er Alperne, der byder på den klart hårdeste menu. Det hele indledes med en svær etape, der byder på en helt ny og meget stejl grusvejsstigning samt den finale med Col de Romme og Col de la Colombiere, der i 2009 gav os en af de bedste etaper i det års udgave af løbet. Dagen efter gælder det en kort, intens etape på bare 108,5 km, hvor der er bjerge fra start til slut, inden alpeeventyret afsluttes med en sand klassiker med tre af sportens mest mytiske stigninger, hvor Col de la Madeleine og Col de la Croix-de-Fer fungerer som opvarmning til en med spænding imødeset tilbagevenden til Tour de France.
Det siger meget om løbets brutalitet, at heller ikke de tre transportetaper mellem Alperne og Pyrenæerne er lette. Sprinterne vil formentlig få en chance i Valence på 13. etape, men derefter begiver man sig ind i det brutale terræn i Massif Central, hvor man vil tilbringe de to følgende dage. Først gælder det den klassiske finale med Col de la Croix Neuve i udkanten af Mende, hvor klassementsrytterne allerede igen skal slås om værdifulde sekunder på en kort, stejl mur, der før har skabt drama, inden anden uge afsluttes med en yderst kuperet udbryderetape, der sammen med Mende-etapen vel er lykkeriddernes bedste muligheder i årets løb.
Intet vil være afgjort før den sidste uge, hvor fire af de seks etaper har potentiale til at vende rundt på klassementet. Også i Pyrenæerne venter tre store dage, og selvom etaperne her i sværhedsgrad ikke står mål med de tilsvarende dage i Alperne, skal de bestemt ikke undervurderes. Den letteste af de tre er den første, hvor Col du Portillon og en efterfølgende nedkørsel er rigeligt svær til, at det kan gøres forskelle, mens det er den følgende dag, der er den vigtigste af de tre. Her venter en historisk kort bjergetape på bare 65 km, der endda vil blive krydret med en spektakulær Formel 1-start, hvor rytterne sendes afsted i grupper bestemt af deres placering i klassementet, og en rute med tre store bjerge og intet fladt terræn afsluttes med en helt ny finale på den meget svære Col du Portet, der har potentiale til at blive en rigtig nyklassiker. Efter et kort intermezzo for sprinterne på 18. etape afsluttes bjergfesten ligesom i Alperne med en tur ind i sportens mest mytiske terræn, når det på løbets tredjesidste etape er tid til en gensyn med velkendte navne som Aspin, Tourmalet, Soulor og Aubisque inden en nedkørsel til målet i Laruns.
Skal man pege på taberne i årets Tour, er det temporytterne. Efter det tidlige holdløb må de vente helt til løbets 20. etape, inden de igen får brug for enkeltstartscyklerne, og selv her har de ikke meget at glæde sig til. I et slet skjult forsøg på at begrænse Froomes fordel har arrangørerne nemlig henlagt årets eneste enkeltstart til den franske del af Baskerlandet, og enhver, der har befundet sig i den region ved, at der ikke findes meget fladt terræn hos de cykelgale baskere. Der venter derfor en meget kuperet udfordring med en kort, stejl stigning og stort set ingen flade strækninger, og den afsluttende enkeltstart kan derfor sagtens byde på overraskelser, inden en fortjent og helt sikkert meget alsidig vinder skal kåres bare 24 timer inden den traditionelle finale i Paris, hvor sprinterne en sidste gang vil strække benene i kampen om sejren i sportens vigtigste massespurt.
Nedenfor giver feltet en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.
VIND EN CYKEL TIL NÆSTEN 40.000 KRONER
1. etape, lørdag d. 7. juli: Noirmoutier-en-I’Ile - Fontenay Le Comte, 201 km
Tidligere var Tour de France-arrangørerne klart de mest konservative blandt folkene bag de tre grand tours. Hvor der var en del variation i åbningsetapen for både Giroen og Vueltaen, startede Touren under Jean-Marie Leblancs ledelse altid med en prolog. Det har i de senere år ændret sig mærkbart, og i dag fremstår ASO næsten som de mest innovative, hvad angår designet af åbningsetapen. Således har man i de senere år givet sprinterne, puncheurs og enkelstartsspecialister mulighed for at gå efter den gule trøje, og på det seneste har det faktisk snarere været undtagelse, at det er sidstnævnte, der har haft chancen. Faktisk er det sprinterne, der i de senere år har haft overhånden, siden de fik deres første mulighed i nyere tid i 2013, og efter tilsvarende chancer i 2014 og 2016 ventes de hurtige folk for fjerde gang på bare seks år at skulle spurte om den første gule trøje i løbet. Det sker, når 2018-udgaven indledes med 201 næsten helt flade kilometer i Direct Energie-holdets hjemregion Vendee, hvor risikoen for sidevind på en lang kysstrækning blot vil bidrage til det stress, der altid kendetegner indledningen på Touren, og som kan ventes at skabe en meget hektisk og sikkert også styrtplaget åbningsetape, inden en massespurt forventeligt skal afgøre, hvem der som den første skal hyldes med den prestigefulde Maillot Jaune.
Med en distance på hele 201 km er der tale om en ganske lang etape, der indledes i sceniske omgivelse på øen Noirmoutier-en-l’Ile ud for den franske vestkyst ganske få kilometer sydvest for storbyen Nantes og slutter i Fontenay Le Comte. Løbet indledes med, at man gennem fladt terræn følger øen mod sydøst, inden en lille bro efter bare få kilometer leder tilbage til fastlandet. Herefter er den følgende del af etapen meget enkel, idet man følge den vestfranske kyst mod sydøst gennem stort set helt fladt terræn. Undervejas passerer man dagens indlagte spurt efter 119,5 km, en helt flad spurt, der på de sidste 3 km er helt uden sving.
Efter spurten drejer man mod øst for at køre ind i landet og væk fra Atlanterhavet, men det betyder ikke, at det flade terræn ændrer sig. Ganske vist når man efter 173 km toppen af kategori 4-stigningen Cote de Vix (700 m, 4,2%), men den tjener mest til formål at sikre, at den første bjergtrøje kan uddeles. Kort efter drejer man mod nord for at sætte kurs mod målbyen. Med 135 km til stregen passerer man dagens bonusspurt, der er helt flad og uden sving på de sidste 3 km, hvor der er bonussekunder på spil, inden man fortsætter gennem det flade terræn mod nordvest og til sidst nordøst ind mod centrum af Fontenay-le Comte. Her venter en ikke helt ukompliceret finale, hvor man på de sidste 3 km skal til vesntre i en rundkørsel og lige igennem yderligere to, inden man med 110 m igen drejer skarpt til højre. Herefter byer vejen let, indtil man rammer den 750 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 5 km er stort set flade, men de sidste ca. 500 m stiger med ca. 1%.
Den lange etape byder på bare 453 højdemeter.
Allerede på førstedagen venter den måske allervigtigste etape for de hurtige folk. Blandt sprinterne er det kun Marcel Kittel og Mark Cavendish, der har haft æren af at bære den gule trøje, og alle de hurtige folk drømmer om, at de kan tilslutte sig den eksklusive klub. Forud for den ventede massespurt venter imidlertid en meget stressende og nervøs dag, hvor særligt den indledende strækning langs kysten vil være farlig. Alle vil være 100% gearet op til en stor dag, så risikoen for splittelser vil være lille, men alene stressniveauet alene kan være nok til at skabe styrt. I sidste ende synes det givet, at det hele vil ende i et brag af en massespurt i en lidt kompliceret finale, hvor et godt tog ikke er at foragte.
Fontenay-le-Comte var senest vært for et stort cykelløb i 2003, hvor Carlos La Cruz tog en udbrudssejr på 1. etape af Circuit Cycliste Sarthe.
2. etape, søndag d. 8. juli: Mouilleron-Saint-Germain - La Roche-sur-Yon, 182,5 km
Da Touren i 2013, 2014 og 2017 startede med sprinteretaper, havde de hurtige folk kun én chance for at erobre den gule trøje. Allerede dagen efter ventede nemlig de første stigninger, og det blev derfor kun til en enkelt dag i førertrøjen for hhv. Marcel Kittel og Mark Cavendish. I år ændres der imidlertid på manuskriptet, for også 2. etape synes at være en lækkerbisken for sprinterne, der dermed får en chance for revanche, hvis den gule drøm skulle være brast om lørdagen. Ganske vist er der lidt flere højdemeter på programmet på den anden af de tre etaper i Vendee-regionen, men med en helt flad finale er der langt op til endnu en stressende, nervøs og muligvis vindblæst dag, der kan ventes at slutte i endnu et brag af en massespurt.
Etapen bringer feltet over 182,5 km fra Mouilleron-Saint-Germain til La Roche-sur-Yon og indledes i en lidt mere kuperet del af den ellers flade vestfranske region. Det betyder, at der er et par mindre bakker på programmet i den indledende fase, hvor man først slår en lille sløjfe mod øst i området omkring startbyen, inden man sætter kursen mod nordvest. Kort efter skal man over kategori 4-stigningen Cote de Puzauges (1 km, 3,9%), der har top efter 28 km. Herefter venter yderligere et par måbakker i det generelt uvejsomme terræn, men langsomt flader det ud, og efter en sidste lille bakke ca. ved 50 km-mærket er den resterende del af etapen stort set helt flad.
Efter 65 km når man frem til byen Tiffauges, hvor man drejer mod sydvest for gennem fladt terræn at køre mod målbyen. I Palluau efter 116,5 km drejer man mod syd, og den retning holdes over de følgende kilometer, hvor man efter 132 km når frem til den indlagte spurt, der over den sidste kilometer er ganske let stigende og har et blødt sving 100 m fra stregen. Kort efter drejer man mod sydøst, indtil man med 33 km når etapens sydligste punkt. Herfra går det mod øst frem mod dagens bonusspurt, der kommer med 14 km til stregen, er let stigende og kommer efter 1800 m lige vej. Herfra går det mod nordvest og nord frem til målbyen, hvor man til slut krøller sig lidt rundt i bycentrum. Mellem 5 og 3 km-mærkerne er der tre skarpe sving, inden man med 2 km igen drejer skarpt. Herefter buer vejen let, inden man med 900 m igen kører til højre i en rundkørsel ind på den 6,5 m brede opløbsstrækning. Finalen er stort set flad, men den fjerdesidste kilometer stiger let, og det samme gør den sidste kilometer, hvis gennemsnitlige stigningsprocent er 1,1.
Etapen byder på i alt 1393 højdemeter.
Antallet af højdemeter tredobles i forhold til den helt flade åbningsetape, men det vil næppe ændre på etapens forløb. Der er lagt op til endnu en kontrolleret sprinteretape, hvor det kun er vinden, der måske kan skabe drama. Der skal altid kraftig blæst til at splitte feltet i det meget koncentrerede Tour-felt, og derfor er det formentlig atter nervøsiteten og styrt, der vil være den største trussel mod klassementsrytterne. Til slut venter endnu en massespurt, hvor finalen atter er teknisk kompliceret.
La Roche-sur-Yon har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.
3. etape, mandag d. 9. juli: Cholet - Cholet, 35,5 km holdtidskørsel
Fans af sportens smukkeste disciplin, holdløbet, følte sig snydt i 2017, hvor arrangørerne brød med den ellers siden 2009 faste tradition, at ulige år altid bød på et gensyn med den kollektive disciplin. Derfor var de samme fans ikke overraskede begejstrede, da det allerede tidligt blev annonceret, at de indledende tre dage i Vendee-regionen ville blive afsluttet med et gensyn med den spektakulære form for tidskørsel. Det sker, når 3. etape byder på hele 35,5 km fælles kamp mod uret på det, der må betegnes som den første nøgledag for klassementet. I år er etapen endda endnu vigtige end tidligere, fordi man bryder med den nyere tradition for altid at have korte holdløb på under 30 km, og denne gang vil en distance på 35,5 km i relativt fladt specialistterræn betyde, at de store favorithold med de største motorer kan vinde ganske meget tid i kampen om den samlede sejr.
I alt skal der som sagt tilbagelægges 35,5 km med start og mål i Cholet. Etapen indledes i bycentrum, hvorfra man over en flad først kilometer kører mod vest og nordvest ud gennem byzonen. Efter 1 km rammer man en lille 500 m lang bakke, der stiger med 5% i gennemsnit, hvorefter terrænet flader ud, mens man fortsætter op til byen Saint-Leger-sous-Cholet. Her drejer man mod vest og fortsætter siden gennem det relativt flade terræn mod først sydvest og siden nordvest frem til den første mellemtid, der tages efter 13 km i byen Saint-André-de-la-Marche.
Efter mellemtiden kører man mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn frem til La Romagne, der ligger efter 17 km på toppen af en 700 m lang bakke med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,4. Her drejer man mod øst via en lang, lige vej, der fører frem til byen La Seguiniere. Her drejer man skarpt mod nord for at køre op ad den korte, men stejle Cote de la Seguiniere (400 m, 6,9%), på hvis top den sidste mellemtid tages efter 26,5 km. Herefter fortsætter man mod nord, inden man drejer mod sydøst og siden syd for at køre ned gennem udkanten af Cholet. Her venter tre skarpe sving på de sidste 3 km, inden man rammer den 750 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Der er en lille bakke med 4 km igen efterfulgt af en lille nedkørsel, mens de sidste 2 km er stort set helt flade.
Etapen byder på i alt 313 højdemeter.
Terrænet er ikke pandekagefladt, og etapen er mere kuperet, end vi så det ved generalprøven i Dauphiné for nylig. Specielt vil de tre små bakker teste homogeniteten og udfordre holdenes evne til at holde sig sammen, men det meste af etapen består fortsat af lange, lige, flade veje, hvor de store motorer for alvor kan træde mange watt. Det er derfor en etape for de store specialisthold Sky, BMC og Sunweb, der ventes at skulle slås om etapesejren og forsøge at bringe en af deres ryttere i gult. Som vi så over en lignende distance i Dauphiné kan ryttere som Chris Froome, Richie Porte og Tom Dumoulin sagtens vinde mellem et og to minutter på en etape som denne, og derfor vil mandag d. 9. juli være dagen, hvor favoritterne for første gang skal testes i årets Tour de France.
Cholet var senest vært for løbet i 2008, hvor Stefan Schumacher vandt en tidlig enkeltstart i løbet - en sejr, der senere efter en positiv dopingtest er blevet tildelt Kim Kirchen. Tilbage i 1998 vandt Jeroen Blijlevens en tidlig massespurt i byen, og i 2007 slog en ung Kristof Vandewalle Bauke Mollema i en tomandsspurt på en Tour del’Avenir-etape med mål i byen. Derudover er byen kendt for endagsløbet Cholet-Pays De Loire, der i år blev vundet af Thomas Boudat i en massespurt.
4. etape, tirsdag d. 10. juli: La Baule - Sarzeau, 195 km
Sprinterne slikkedes sig ikke uden grund om munden, da den første uge af årets Tour blev præsenteret i oktober. Hele tre af de første fire etaper er nemlig skabt til feltets fartkonger, og efter bare én dag uden for rampelyset ventes de atter at indtage scenen, når feltet efter tre dage i Vendee-regionen når frem til cykelgale Bretagne. Her venter endnu en næsten helt flad etape uden mange af de bakker, området er kendt for, men det betyder ikke, at klassementsrytterne kan slappe af. De snoede bretonske veje samt den konstante risiko for sidevind i det kystnære terræn betyder nemlig, at man skal være på dupperne, hvis man skal undgå at tabe unødig tid på en dag, der dog bør ende i en massespurt.
Etapen fører feltet over 195 km fra La Baule til Sarzeau og byder ikke på mange terrænmæssige udfordringer. Fra starten ved atlanterhavskysten kører man mod nordøst gennem en stor dyrepark, der er relativt flad, inden man drejer mod øst for via flade veje at køre frem til byen Blain, der nås efter 61,5 km. Herfra går det mod nordøst og øst gennem lidt mere kuperet terræn frem til Nozay, hvor man drejer mod nord for at køre frem til etapens østligste punkt.
Kort inden byen Derval drejer man mod vest for at køre tilbage mod vandet. Kort efter venter den indlagte spurt, der er placeret efter 95,5 km og i alt væsentligt er flad og helt uden sving på de sidste 3 km. Herefter venter et par småbakker, mens man kører stik vest frem til Redon, hvor dagens eneste kategoriserede stigning, Cote de Saint-Jean-la-Poterie (0,7 km, 7,8%) har top efter 135,5 km. Herefter flader det igen ud, inden der kommer et par bakker i forbindelse med dagens bonusspurt, der er placeret 38,5 km fra mål på toppen af en 1 km lang bakke. Efter spurten kommer den sidste lille stigning, hvorefter den resterende del af etapen er stort set helt flad. Man drejer mod sydvest og kører ned mod kysten, inden man med 24,5 km atter kører mod vest og siden sydvest langs vandet frem til målbyen. Her venter en ukompliceret finale med et sidste sving 4 km fra stregen, hvorefter en let bugtende, 7 m bred vej fører frem til mål. De sidste 2 km stiger let med 1-1,5%.
Etapen byder på i alt 1143 højdemeter.
Sprinterne har ikke meget at komme efter i løbets anden halvdel, så det handler om at udnytte de mange muligheder, den første uge byder på. 4. etape er en af de mest oplagte, og derfor vil det være en overraskelse, hvis ikke vi får en helt klassisk dag for sprinterne. Det betyder dog ikke, at nervøsiteten vil lægge sig, for de bretonske veje er snoede, og samtidig vil der særligt i finalen, hvor man kører langs kysten, være frygt for vinden. Til slut venter en let stigende massespurt, hvor manglen på tekniske udfordringer atter gør det muligt for de hurtigste folk at sætte sig igennem.
Sarzeau har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i 2008, hvor Coen Vermeltfoort vandt 1. etape af Tour de Bretagne i byen.
DER ER PRÆMIER TIL DE 100 BEDSTE OG 21 ETAPEVINDERE I TOUR-MANAGERSPILLET
5. etape, onsdag d. 11. juli: Lorient - Quimper, 204,5 km
Der har været meget tale om, at de første ni dage af årets Tour er som en serie af små klassikere, og efter et par dage for sprinterne vil man for alvor få den fornemmelse på den lange 5. etape, der er som skabt til de ryttere, der begår sig i sportens store endagsløb. På en dag i rigtigt Bretagne-terræn venter der risiko for sidevind, smalle, snoede veje med heftig positionskamp og i finalen et hav af korte, stejle bakker, der vil teste rytterne. Det hele kulminerer med en rigtig puncheurafslutning på toppen af den lille Cote de Stang Bihan, hvor ryttere som Peter Sagan, Michael Matthews, Julian Alaphilippe, Philippe Gilbert, Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde utvivlsomt har sat et af deres fedeste krydser, da de første gang gennemgik løbsbogen.
Etapen fører feltet over hele 204,5 km fra Lorient til Quimper og indledes i en af Bretagnes store kystbyer. Herfra følger man vandet mod nordvest frem til byen Concarneau, der nås efter 49 relativt flade kilometer. Her drejer man mod nord væk fra vandet, og det markerer en ændring af terrænet. I en generelt stigende fase begynder de første små bakker at melde sig, når man skal over de ikke-kategoriserede Cote de Pont c’Heun (0,5 km, 5,0%), Cote du Jet (1 km, 4,1%) og Cote de Elliant (0,5 km, 4,4%) efter hhv. 60,1 km, 68 km og 70,8 km, inden man drejer mod nordvest for at køre gennem fladt terræn frem til Roudouallec, hvor den indlagte spurt, der denne gang er helt flad og uden sving, kommer efter 92,5 km.
Spurten markerer starten på etapens svære del, for her drejer man mod nordvest og holder siden hovedsageligt en vestlig retning, mens man snor sig ad de mange smalle, krøllede veje for at køre op over mange af de små, stejle bakker i området. Den ikke-kategoriserede Cote de Roudaoallec (1 km, 4,2%) efter 96,1 km fungerer som opvarmning, hvorefter det gælder kategori 4-stigningerne Cote de Kaliforn (1,7 km, 7,1%) og Cote de Trimen (1,6 km, 5,6%), der har top efter hhv. 106 og 113 km. Herefter venter en lidt lettere fase, inden de ikke-kategoriserede Chateauneauf-du-Faou (1,5 km, 4,1%), Cote de Kerbliged (1 km, 5,3%) og Cote de Lennon (1 km, 5,8%) melder sig efter hhv. 123,0 km, 129,1 km og 132,6 km. Efter 140,5 km melder årets første kategori 3-stigning, Cote de la Roche du Feu (1,9 km, 6,6%), sig, inden terrænet atter bliver en anelse nemmere.
Stigningerne tager fat igen, når man drejer mod sydvest og rammer kategori 3-stigningen Cote de Menez Quelerc’h (3 km, 6,2%), der over de sidste 1500 m stiger med 10-12% og har top efter 159,5 km. Umiddelbart efter skal man efter 165,3 km over den ikke-kategoriserede Cote de Menez Quelerc’h (1 km, 5,4%), inden det atter flader lidt ud frem mod kategori 3-stigningen Cote de la Montagne de Locronan (2,2 km, 5,9%), der har top efter 181 km. Herfra går det via en lang, lige og relativt flad vej mod sydøst, indtil man drejer mod nord for at dyste om sekunder i dagens bonusspurt, der med 12 km igen kommer på toppen af den ikke-kategoriserede Cote de la Chapelle Notre Dame (0,7 km, 9%). Herefter går det mod nordøst, sydøst, syd og til sidst sydøst ind mod Quimper ad krøllede veje, der byder på den ikke kategoriserede Cote de Kerrun (0,5 km, 5,6%) med 7 km igen Til slut venter en teknisk meget kompliceret finale med sving med hhv. 2200 m, 1900 m, 1600 m, 1300 m, 500 m og 400 m igen, inden man rammer den 300 m lange og 6 m brede opløbsstrækning. Med 4 km igen rammer man en 2 km lang nedkørsel, hvorefter en flad kilometer leder frem til Cote de Stang Vihan (1 km. 4,8%), på hvis top målstregen er placeret. Den er stejlest med 600 m igen, hvor den over 200 m stiger med 7,9%, inden den flader lidt ud. De sidste 200 m stiger med bare 1,8%.
Etapen byder på i alt 2668 højdemeter.
Etapen er ikke uden grund karakteriseret som et lille Amstel Gold Race. Der venter nemlig mange af de samme smalle, snoede veje, og stigningerne har nogenlunde samme længe og stejlhed, som vi kender det fra den hollandske klassiker. Finalen kendes samtidig fra Tour du Fintestere, hvor man altid slutter på toppen af Cote de Stang Vihan, og hvor puncheurs og ardennerspecialister altid har udfoldet sig. I år deltog Richie Porte og Tejay van Garderen endda i det franske endagsløb for at se terrænet an, og de ved derfor, hvad der skal forventes. Etapen vil være præget af stress, nervøsitet, positionskamp og formentlig mange styrt, og det vil være et konstant udskillelsessløb. Terrænet er velegnet til angreb, men da Peter Sagan, Michael Matthews, Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert og Julian Alaphilippe alle har etapen som et af de store mål, må det forventes, at det hele slutter med et stort slag mellem sportens bedste puncheurs.
Tour de France lagde senest vejen forbi Quimper i 2004, hvor Thor Huhovd slog Kim Kirchen og Erik Zabel i en stigende massespurt i byen. Derudover er den kendt for endagsløbet Tour du Finistere, der i år blev vundet af Jonathan Hivert foran Romain Bardet og Guillaume Martin.
6. etape, torsdag d. 12. juli: Brest - Mur de Bretagne Guerledan, 181 km
Mur de Bretagne har vel altid været kendt som Bretagnes mest ikoniske stigning, men da den som regel har ligget midtvejs på Tour-etaperne varede det længe, inden den blev kendt i en bredere cykeloffensiv. Det ændrede sig imidlertid i 2011, hvor Cadel Evans for første gang viste, at han var klar til at vinde løbet, da han på målfoto besejrede Alberto Contrador i forbindelse med den første etapeafslutning på den korte, stejle bakke, og siden har Alexis Vuillermoz i 2015 også taget en stor sejr på den ikoniske bakke. Efter to års fravær vender den tilbage som scenen for den første lille klatretest for løbets favoritter, og selvom etapesejren formentlig bliver et anliggende for de eksplosive puncheurs, vil to sene passager af stigningen formentlig give de første små tegn på, hvem der har skruet klatrebenene rigtigt på - og måske snarere hvem der ikke har - i årets udgave af verdens største cykelløb.
I alt skal der tilbagelægges 181 km mellem Brest og Mur-de-Bretagne. Startbyen er placeret helt ude på Bretagnes vestkyst i den allervestligste del af Frankrig, og etapen består i alt væsentligt i, at man skærer sig gennem hjertet af den franske region i en sydøstlig retning. Den første del af etapen er stort set helt flad, mens man kører mod nord, nordøst og siden sydøst frem til dagens første udfordring, kategori 3-stigningen Cote de Plousiry (1,5, 7%), der har top efter 44 km. Herefter fortsætter man mod sydøst via et langt, let stigende stykke, der kulminerer på toppen af kategori 4-stigningen Cote de Roc’h Trevezel (2,5 km, 3,5%), hvis top rundes efter 68,5 km.
Terrænet bliver herefter atter lettere, idet man fortsætter mod sydøst ad en let faldende strækning, inden det atter flader ud over de næste mange kilometer. Det næste højdepunkt melder sig efter 135 km, hvor dagens indlagte spurt, der atter er flad og uden sving, er placeret. Herefter fortsætter man via to små nedkørsler og en lille bakke mod sydøst, inden man drejer mod nord for at køre frem mod den afsluttende rundstrækning.
Den rammes med 19 km igen nærmest i bunden af kategori 3-stigningen Mur de Bretagne (2 km, 6,9%). Efter første passage af målstigningen venter en omgang på den 16 km lange rundstrækning. Den indledes med et stigende stykke, der kulminerer på toppen af en 1,3 km lang bakke, der stiger med 6,4% i snit, og som på toppen har bonusspurten placeret med 13 km igen. Herefter falder det mod sydøst og syd, inden man kører mod vest og nord frem til bunden af Mur-de-Bretagne. Etapen afsluttes på toppen af stigningen, der består af en lang, lige, 6 m bred vej uden sving og kan deles i to. De første 500 m stiger med 6,8%, inden der venter 500 m med hele 11,8%. Herefter flader den ud på den sidste kilometer, hvor de sidste to gange 500 m stiger med hhv. 5,6% og 2,2%. Stregen kan ses med 300 m igen.
Etapen byder på i alt 1938 højdemeter.
Det er som sagt tredje gang, at Mur-de-Bretagne besøges, og vi har de foregående gange set, at favoritterne som regel tester benene på bakken. Sidste gang var det Chris Froome, der forcerede, men den hårde modvind betød, at der ikke blev skabt den store ravage. Med en ret flad sidste kilometer er det heller ikke forventeligt, at der kan skabes forskelle mellem de bedste, men har man en dårlig dag kan man sagtens tabe lidt dum tid, og derfor vil etapen formentlig give de første indikationer på ryttereder ikke kan vinde løbet. Formentlig ender det i en spurt i en lille gruppe, men den sidste kilometer er ikke let at kontrollere, som Alexis Vuillermoz og Dan Martin viste med deres snu angreb for tre år siden. Under alle omstændigheder er etapen et stort mål for ryttere som Peter Sagan, Michael Matthews, Julian Alaphilippe, Philippe Gilbert og Greg Van Avermaet, og det burde derfor blive en dag, hvor feltet skal køre om sejren.
Mur-de-Bretagne blev senest besøgt i 2015, hvor Alexis Vuillermoz med et smart angreb på den flade del af stigningen sneg sig væk og tog karrierens største sejr med 5 sekunder ned til Dan Martin, der kørte væk til en andenplads foran Alejandro Valverde, der slog Peter Sagan i spurten i en gruppe på 29 mand. I 2011 spurtede 9 mand om sejren, og her slog Cadel Evans akkurat Alberto Contador på målfoto. Året efter vandt Reinardt van Rensburg en Tour de Bretagne-etape på stigningen.
7. etape, fredag d. 13. juli: Fougeres - Chartres, 231 km
Efter tre dage i det kuperede Bretagne sættes kursen mod brostenene i det nordøstlige Frankrig, hvor den næste nøgleetape venter den 15. juli. Der er imidlertid et betydeligt stykke vej fra det vindblæste Bretagne til de berygtede pavéer, og derfor bydes der på to klassiske transportetaper, der fører feltet igennem det flade Nordfrankrig, og som derfor ligner rigtige godbidder for sprinterne. Den første af disse er et sandt maraton, der fører feltet et godt stykke af vejen, når man på løbets første fredag skal tilbagelægge hele 231 km på det, der mest af alt kan betegnes som et langt intermezzo i en hæsblæsende første uge - med mindre altså den nordfranske vind har tænkt sig at skabe lidt uventet drama.
I alt skal der som sagt tilbagelægges intet mindre end 231 km mellem Fougeres og Chartres, der er placeret bare få kilometer sydvest for Paris, hvor det hele slutter godt to uger senere. Stort set hele dagen kører man stik mod øst med retning på pavéerne i den nordøstlige del af landet, og der er ikke mange terrænmæssige højdepunkter. Man gør dog dumt i at undervurdere området, for med mere end 2200 højdemeter er det bestemt ikke en helt flad etape. Allerede på de første 10 km venter den første lille bakke, inden det atter flader ud, mens man fortsætter mod nordvest. Et let stigende stykke indledes efter ca. 55 km og ender efter 80 km, inden en nedkørsel fører mod nordvest ned til endnu en bakke, der har top efter ca. 95 km. Herfra forsætter man mod nordvest frem til byen Alencon.
I Alencon drejer man mod vest for at køre frem til kategori 4-stigningen Cote du Buisson de Perseigne (1,5 km, 3,9%), der har top efter 120 km. Herfra går det igennem let faldende terræn mod sydvest og derefter mod vest og sydvest gennem let kuperet terræn med et par mindre bakker frem til den indlagte spurt, der kommer efter 168 km og denne gang er let stigende over det meste af de sidste 2 km og helt uden sving. Herefter venter det sidste stigende stykke, inden man drejer mod vest og siden nordvest, og herefter er de sidste knap 50 km enten let faldende eller helt flade. Bonusspurten kommer med 31 km igen og er flad og uden sving, inden det går videre mod nordvest frem mod centrum af Chartres. Her fører en lang, lige vej ind gennem byen, indtil man drejer skarpt med hhv. 2000 og 1200 m igen. Til slut bøjer vejen let ind på den 600 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. Den flade finale afsluttes med en sidste kilometer, der stiger med 2% i gennemsnit.
Etapen byder på i alt 2255 højdemeter.
Etapen er lang og bestemt ikke helt flad, men de sidste 50 km er meget lette. Sprinterne er allerede ved at løbe tør for muligheder, så det vil være en stor overraskelse, hvis ikke etapen ender som en halvkedelig dag uden megen action, inden det hele slutter med et brag af en massespurt i den let stigende finale. Særligt i de sidste 40 km skal man imidlertid tage sig i agt for vinden, der med ét kan forandre det hele og skabe uventet drama.
Chartres blev senest besøgt i 2012, hvor Bradley Wiggins konfirmerede sin samlede sejr ved at vinde løbets sidste enkeltstart foran Chris Froome og Luis Leon Sanchez. I 2004 slog Stuart O’Grady Jakob Piil i en spurt i den udbrydergruppe, der lagde grunden til Thomas Voecklers gennembrudseventyr i den gule trøje.
8. etape, lørdag d. 14. juli: Dreux - Amiens Metropole, 181 km
Efter den første af de to transportetaper, der har til formål at bringe feltet fra det vindblæste og kuperede Bretagne til pavéerne i det nordøstlige hjørne af Frankrig, venter mere af det samme på den anden af de to dage. Efter fredagens lange rejse mod øst skal man denne gang mod nordøst over en betydeligt kortere distance, men terrænet er stort set uforandret. Igen er der lagt op til en dag for sprinterne, der efter denne etape formentlig kun har tre yderligere chancer og derfor ser frem til atter at slå til, hvis altså ikke vinden skaber det drama, nogle håber på, og som andre frygter.
I alt skal der tilbagelægges 181 km mellem Dreux og Amiens, og de går stort set alle mod nord og nordøst igennem relativt fladt terræn. Den første halvdel er den mest kuperede, selvom man lægger ud med at køre mod nord gennem fladt terræn. Efter 35 km når man nemlig toppen af kategori 4-stigningen Cote de Pacy-sur-Eure (2 km, 4,3%), hvorefter det atter flader ud, mens man fortsætter mod nord i området vest for Paris. Efter 60 km når man toppen af den ikke-kategoriserede Cote de Port-Mort, hvorefter man rammer kategori 4-stigningen Cote de Feuquerolle (2,3 km, 4,3%), der har top efter 71,5 km.
Stigningen markerer afslutningen på den kuperede del, og herefter venter kun et par mindre bakker, mens man fortsætter mod nordøst ad en lang, lige vej uden nævneværdige sving. Efter 86,5 km kommer den indlagte spurt, der kommer efter en 1 km lang bakke og en flad sidste kilometer uden sving, hvorefter småbakkerne fortsætter, indtil man rammer de sidste 40 km. Herefter går det næsten stik nord igennem let faldende eller fladt terræn forbi dagens bonusspurt, der kommer med 20,5 km igen for enden af en lang, lige hvis, hvis sidste kilometer stiger med 3,5% i snit. Herfra kører man ad en lige vej mod nord frem til Amiens, hvor der venter skarpe sving med hhv. 5800 m, 4000 m, 2800 m og 2000 m igen. Et sidste sving kommer med 600 m til stregen, hvorefter man rammer den 6 m brede opløbsstrækning, der fører mod sydvest. Det falder let over to km med 4 km igen, hvorefter det flader ud med en sidste kilometer, der stiger med 0,6% i snit.
Etapen byder på i alt 1287 højdemeter.
Efter denne etape venter der brosten og bjerge, og derfor vil sprinterne være særligt ivrige efter at slå til, inden lidelserne starter. Det ligner derfor endnu en kedelig transportetape, der vil blive kontrolleret af sprinterne, mens alle sparer kræfter inden søndagens store slag på brostenene. Igen skal man dog tage sig i agt for vinden, der særligt i den sidste del af etapen har potentiale til måske at forandre stilhed til storm. Til slut venter en massespurt, der for første gang i løbet byder på et meget sent sving.
Amiens blev senest besøgt i 2015, hvor André Greipel vandt en massespurt foran Peter Sagan og Mark Cavendish. I 1999 var Mario Cipollini hurtigere end Tom Steels og Jaan Kirsipuu, og sidste år tog Benjamin Thomas en imponerende sejr med et sent angreb, da 3. etape af 4 Dage ved Dunkerque sluttede i byen.
9. etape, søndag d. 15. juli: Arras Citadelle - Roubaix, 156,5 km
Som regel er det bjergetaperne, der er det helt store samtaleemne, når Tour-ruten analyseres forud for løbet, men sådan har det ikke været i år. Sjældent har en flad etape nemlig fået så megen opmærksomhed, som det er tilfældet for årets 9. etape, der for tredje gang på fem år sender feltet ud på de fra Paris-Roubaix så frygtede pavéer, og det er ikke uden grund. Modsat de relativt tilforladelige ruter i 2014 og 2015 skal feltet nemlig denne gang forcere så mange brosten, at mange har sammenlignet etapen med et rigtigt Paris-Roubaix, hvor den eneste forskel er, at distancen er hele 100 km kortere. Med hele 21,7 km over det ru underlag er der tale om en brostensmenu, som man ikke tidligere har set i nyere Tour-historie, og derfor har der været almindelig enighed om, at 9. etape er en af løbets allervigtigste. Faktisk er den så frygtet, at ingen tør lægge videre planer, før de ved, hvor de står efter en dag, hvor uheld kan betyde enden på alle klassementsdrømme, og hvor der er potentiale til, at en stærk rytter kan gentage Vincenzo Nibalis kup fra 2014, hvor stærk kørsel på brostenene lagde grunden til hans samlede sejr. Én ting er i hvert fald sikkert: søndag d. 15. juli bliver en af de mest dramatiske i årets udgave af Tour de France!
I alt skal der tilbagelægges bare 156,5 km - tv-transmissionen skal jo være færdig i god tid inden VM-finalen - og de fører feltet fra Arras Citadelle til Roubaix, hvor man dog ikke skal slutte på den fra Paris-Roubaix så berømte velodrom. De første 45 km skal nydes, for det er den eneste lette del af den stort set helt flade etape. Fra start kører man nemlig gennem helt fladt terræn mod øst og sydøst ned til byen Cambrai. Den markerer starten på dramaet, for allerede her venter de første brosten. De melder sig, når man drejer mod nord og efter 47,5 km rammer den 1600 m lange pavé Thun (fire stjerner), inden man bare 6 km senere skal over den tostjernede pavé Eswars A Paillencourt. Herefter følger en lettere fase, hvor man kører mod nord op til den indlagte spurt, der kommer efter 59 km og er helt flad og med et sidste sving 1500 m fra stregen. De første pavéer fungerede primært som opvarmning, og det samme kan siges om den 900 m lange Auberchicourt a Ecaillon (tre stjerner), der kommer efter 69 km. Herefter kører man mod nordøst gennem fladt terræn.
Finalen kan siges at blive indledt, når man med 70 km igen drejer mod nordvest ind på den 2000 m lange Warlaing a Brillon (tre stjerner). Bare tre kilometer senere følger den 2400 m lange Tilloy a Sars-et-Rosieres (fire stjerner), inden det med 60,5 km igen gælder den 1400 m lange Orchies-sektor (tre stjerner). Herefter følger et nemmere stykke, inden man rammer fire pavéer, der kommer lige i træk, mens man fortsætter mod nord. Først gælder det den 2700 m lange Auchy A Bersee (fire stjerner) med 52 km igen, derefter 900 m af den berygtede Mons-en-Pevele (fem stjerner), der er en af de sværeste fra Paris-Roubaix, efter 46,5 km, så den 700 m lange Merignies a Avelin (to stjerner) med 40 km igen og endelig den 1400 m lange Pont-Thibault a Ennevelin (tre stjerner) med 37 km til mål.
Intensiteten falder herefter en anelse, mens man fortsætter mod nordøst via den 500 m lange Templeuve (to stjerner), der kommer med 30,5 km igen. Med 24 km til stregen tager etapen imidlertid fat igen, når man først skal over den 1300 m lange Cysoing a Bourghelles (tre stjerner) og to kilometer senere rammer den 1100 m lange Courghelles a Wannehain (tre stjerner). Herfra kører man mod nord forbi bonusspurten, der kommer med 18 km til mål og er helt flad, inden man kører drejer mod nordvest for én kilometer senere at tage hul på den 1800 m lange Champhin-en-Pevele (fire stjerner). Herfra fortsætter man mod nordvest frem til den sidste pavé, den 1400 m lange Wellems a Hem (tre stjerner), der indledes med 8 km til mål. Herfra venter der kun asfaltveje, mens man kører mod nord og nordøst ind mod målet i den sydøstlige udkant af Roubaix. Her venter en teknisk finale, hvor en lang lige veje afbrydes af to rundkørsler og af sving med hhv. 1100 m, 1000 m og 400 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning, der fører til målet foran velodromen. Den velkendte bakke fra Paris-Roubaix starter med 4500 m igen, hvorefter de sidste 3 km er stort set flade.
Etapen byder på i alt 555 højdemeter.
Det er stort set umuligt at forudse, hvad der vil ske på en dag, der lover det helt store drama. Med så mange og så svære pavéer synes det utænkeligt, at vi ser en gentagelse af den relativt begivenhedsfattige brostensetape i 2015, og vi kan svarere vente os udskilning, som vi så det i 2014. Nøglen til succes for klassementsrytterne vil først og fremmest være et stærkt hold, der kan holde kaptajnerne fremme og dermed undgår, at de bliver fanget bag de mange styrt, der må forventes at præge en ekstremt hektisk og nervøs dag. Der vil formentlig blive givet gas allerede fra pavé nummer 4, hvorefter vi kan vente os et sandt udskilningsløb. Mens klassemenstrytterne desperat vil kæmpe for ikke at tabe tid og for at undgå uheld, vil de få klassikerryttere, der ikke er på job for en kaptajn, gå 100% efter en af løbets mest prestigefulde etapesejre, og dermed er scenen sat til et stort slag, hvor et hav af forskellige interesser og taktisk spil kolliderer i det, der må blive en af Tourens mest underholdende dage.
Roubaix er naturligvis kendt som målby for Paris-Roubaix og har faktisk ikke været mål for andre store cykelløb i dette årtusinde. I år var det som bekendt Peter Sagan, der vandt den franske klassiker foran Silvan Dillier og Niki Terpstra.
Hviledag, mandag d. 16. juli: Annecy
10. etape, tirsdag d. 17. juli: Annecy - Le Grand-Bornand, 158,5 km
Efter lang rejse ned til Alperne og en velfortjent hviledag i Annecy ændrer årets Tour de France karakter på meget markant maner. Efter ni dage med stress, positionskamp, sidevind, brosten og korte stigninger er den anden halvdel af løbet nemlig stort set udelukkende dedikeret til klatrerne, og de sidste 12 dage byder på et hav af bjergetaper. Uhyrlighederne starter allerede med det samme, når klatrebenene skal vækkes til live på den farlige første dag efter et hvil, hvor feltet på 10. etape rammer Alperne. Det sker på en kort, intens bjergetape med hele fire store bjerge og en yderst vanskelig finale, og selvom der denne gang ikke er mål på toppen, vil vi denne tirsdag helt sikkert få en klar indikation på klatrehierarkiet i en afslutning, der byder på to af løbets sværeste stigninger - ikke mindst fordi der formentlig er mange, der har tid at vinde efter en højspændt brostensetape, et par svære klassikerdage og et lang holdløb. Og så betyder beslutningen om at inkludere den nye ekstremt stejle grusvejsstigningen Montee du Plateau des Glieres, at etapen får et ekstra krydderi, der kun vil bidrage til dramaet.
I alt skal der tilbagelægges 158,5 km mellem Annecy og Le Grand-Bornand. Starten gør ved på den vestlige bred af den smukke Annecy Sø, og første del af etapen består af en tur mod syd og siden nord langs den flade søbred. Herefter drejer man mod nordøst for at køre ind i bjergene via kategori 4-stigningen Col de Bluffy (1,5 km, 5,6%), der har top efter 19 km, hvorefter et let stigende dalstykke fører mod øst frem til den indlagte spurt, der kommer efter 29 km og er let stigende og helt uden sving på de sidste 3 km. Ganske kort efter starter dagens første seriøse udfordring, kategori 1-stigningen Col de la Croix Fry (11,3 km, 7%), der bestiges fra vest og er en ganske irregulær stigning med en meget stejl bund, et fladere plateau, 3 stejle kilometer midtvejs, endnu et plateau og en hård afslutning med to kilometer med 7-8% Toppen rundes efter 43 km, hvorefter en ikke specielt teknisk nedkørsel fører tæt forbi målet i Le Grand-Bornand og direkte ned til dagens højdepunkt.
Det indledes, når man drejer mod sydvest ind på den nye kategori HC-stigningen Montee du plateau des Glieres (6 km, 11,2%), der stiger med 10-13% hele vejen op og er en af løbets allerstejleste stigning. Toppen rundes efter 68,5 km, hvorefter man kører direkte ind på et 1900 m langt grusvejsstykke, der er let stigende. Herefter går det mod nordvest via en teknisk meget svær nedkørsel ned til Thorens-Glieres. Her tager man hul på den ikke-kategoriserede Col des Fleuries (5,5 km, 4,7%), hvis top rundes efter 99,5 km, og som bestiges fra sydvest, inden man kører mod nordøst ned i dalen.
Her venter et lettere stykke, hvor man kører mod øst langs en helt flad dalvej frem til byen Cluses, hvor finalen indledes. Det sker, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de Romme (8,8 km, 8,9%), en ganske jævn, stejl stigning, der ikke giver mange chancer for at komme sig. Toppen rundes med 28,5 km igen, hvorefter et lille plateau og en ikke voldsomt svær nedkørsel fører mod syd og sydvest ned til bunden af kategori 1-stigningen Col de la Colombiere (7,5 km, 8,5%), hvis sidste fem kilometer er stejle med stigningsprocenter på 9-10. Fra toppen resterer bare 14,5 km, som består af en ikke alt for svær nedkørsel, der fører mod sydvest ned til Le Grand-Bornand. Den ender med 3 km igen, hvorefter man vender rundt for at køre ad en flad vej mod nordøst ind til byen centrum. Det sidste sving kommer med 1,5 km igen, hvorefter en let bugtende vej leder igennem en rundkørsel og ind på den 250 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 4254 højdemeter.
Finalen med Col de Romme og Col de la Colombiere kendes fra 17. etape af 2009-udgaven af løbet, hvor Schleck-brødrene angreb Alberto Contador tidligt på den første af de to stigninger, og hvor Contador begik den fejl med et angreb at sætte sin holdkammerat Andrea Klöden af. Det siger alt om, at afslutningen med to af løbets sværeste stigninger er rigeligt hård til at skabe udskilning, og da mange af klatrerne formentlig er sat tilbage efter den første uge, er der lagt op til et brag af en kamp mellem favoritterne. Den spektakulære Glieres-stigning kommer formentlig for tidligt til at kunne bruges, men det er bestemt ikke utænkeligt, at Ag2r i deres hjemregion vil forcere tempoet både på stigningen og på den teknisk svære nedkørsel for at sætte Romain Bardet op til sejr på en etape, der med en sen nedkørsel passer ham perfekt. Ag2r kan være nøglen til at forhindre en udbrudssejr, men det er bestemt ikke utænkeligt, at en gruppe skal afgøre etapen, da der venter mange hårde udfordringer i de kommende dage, og da en så svær etape kan blive meget vanskelig at kontrollere.
Le-Grand-Bornand var senest målby i 2013, hvor Rui Costa tog en fornem udbrudssejr, mens Frank Schleck besejrede Alberto Contador og Andy Schleck i en spurt på en af løbets sværeste etaper i 2009. I 2007 kørte Linus Gerdemann alene hjem til karrierens største sejr, der også gav ham den gule trøje, og i 2004 fortsatte Lance Armstrong sin suveræne dominans af det års løv ved at besejre Andreas Klöden, Jan Ullrich og Ivan Basso i en spurt. Tour de l’Avenir er også tit kommet forbi med sejre til Sergei Pomoshnikov, Thomas Löfkvist og Aitor Kontana i hhv. 2012, 2004 og 2000.
11. etape, onsdag d. 18. juli: Albertville - La Rosiere Espace San Bernardo, 108,5 km
Der bliver ikke mange muligheder for at komme sig efter det første bjergslag, for allerede den følgende dag venter endnu en knaldhård bjergetape i Alperne. I de senere år er Tour-ledelsen blevet meget begejstrede for at designe korte, intense bjergetaper, og det har de taget til helt nye højder i år. Mest omtale har den ekstremt korte pyrenæeretape fået, men også i Alperne venter en usædvanligt kort bjergdag. Denne 11. etape byder nemlig blot på 108,5 km, og da der er bjerge hele vejen fra start til slut, er det en etape, der kan bruges til angreb fra distancen. Samtidig er det en etape, som mange allerede kender fra årets Dauphiné, hvor den næsten præcis samme rute blev prøvekørt på næstsidste dag med en stor udbrudssejr til Pello Bilbao og en cementering af Geraint Thomas’ føring som resultat.
De bare 108,5 km fører feltet fra Albertville til målet i La Rosiere og skærer direkte gennem Alperne, hvorfor der stort set ikke er en meter flad vej. Starten er den letteste del, idet man følger en let stigende dalvej mod nordøst og øst frem til dagens indlagte spurt, der kommer efter 11,5 km med en flad sidste kilometer efter en hård bakke. Herefter rammer man bunden af kategori HC-stigningen Montee de Bisanne, der bestiges fra syd. Den stiger med hele 8,2% over 12,4 km, er regulær med en stejl bund, et kort plateau og en meget stejl sidste halvdel og har top efter 26 km, hvorefter en lang og teknisk nedkørsel fører mod øst og siden syd til byen Beaufort, der ligger i bunden af kategori HC-stigningen Col du Pré (12,6 km, 7,7%), der bestiges fra den nordlige side. De første 5 km er relativt letter, men herefter tager den fat med stigningsprocenter mellem 9 og 12. Toppen rundes efter 57,5 km, hvorefter man fortsætter mod øst via en nedkørsel og mod nordøst ad en flad vej langs Roselend-søen. Herefter kører man mod øst op ad en lille kategori 2-stigning, der fører op til toppen af berømte Cormet de Roselend (5,7 km, 6,4%) - en ikke voldsomt stejl stigning, der endda flader ud nær toppen.
Herfra resterer blot 38,5 km, der først består af en lang, ikke specielt teknisk nedkørsel, der fører mod øst, sydøst og siden syd ned til Bourg-Saint-Maurice i dalen ved floden Isere. Her kører man mod øst frem til bunden af den afsluttende kategori 1-stigning, der leder frem til målet i La Rosiere. Den stiger med 5,8% over 17,6 km, men er yderst irregulær. De første 7 km er relativt lette med stigningsprocenter på 2-6, inden den sværeste del følger midtvejs med 6 km med stigningsprocenter på hovedsageligt mellem 8 og 10. Herefter flader det igen ud, idet stigningsprocenten bare er 4-5 over de sidste 4,6 km. De sidste 5 km byder på fire hårnålesving, det sidste med 1600 m igen. Herefter bugter vejen sig let, inden man rammer den 150 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder over bare 108,5 km på hele 4093 højdemeter.
I de senere år har vi set, hvordan disse korte bjergetaper uden meget fladt terræn kan give et fantastisk cykelløb fra start til mål, og man kan håbe, at tidsforskellene efter den første uge vil give anledning til mere af det samme her. Den sidste stigning er nemlig ikke svær og kræver, at man gør forskelle på den svære del midtvejs, og derfor kan man kun for alvor vinde tid, hvis man er risikovillig. Det indbyder terrænet imidlertid også til, selvom udsigten til endnu en hård dag søndag kan lægge en lille dæmper på løjerne. Formentlig vil vi dog være vidne til et ganske stort bjergslag, hvor der forhåbentlig bliver åbnet op fra start, og hvor alle ikke blot venter til den sidste, ret lette stigning, der især i modvind næppe vil skabe store forskelle.
Etapen blev som sagt prøvekørt i årets Criterium du Dauphiné, hvor Pello Bilbao tog en stor udbrudssejr ved akkurat at holde Geraint Thomas, der var bedst af favoritterne, bag sig. Målstigningen har tidligere været benyttet i Tour de l’Avenir. I 2015 vandt Guillaume Martin foran Gregor Mühlberger og Marc Soler, og året forinden sejrede Miguel Angel Lopez foran Robert Power og Aleksey Rybalkin.
12. etape, torsdag d. 19. juli: Bourg-Saint-Maurice Les Arcs - Alpe d’Huez, 175,5 km
Et af Tourens kendetegn er dens mange legendariske bjerge, der bestiges igen og igen og i kraft af deres lange historie spiller en helt særlig rolle for løbet. Der er dog næppe en stigning, der er så ikonisk som Alpe d’Huez. Modsat store bjerge som Tourmalet og Galibier, der begge kun én gang har været brugt som målbjerg, fører de berømte 21 hårnålesving nemlig op til en skisportsby, der gør det aldeles velegnet som afslutning på etaperne. Efter første besøg i 1952, hvor Fausto Coppi sejrede, skulle man ganske vist vente 24v år, inden man vendte tilbage, men siden da har bjerget indskrevet sig i løbets historie ved at være blevet besteget ikke færre end 27 gange i alt. I nyere tid er det med enkelte afvigelser blevet besøgt hvert andet år, og efter en usædvanlig pause på to år er stigningen i år tilbage som afslutning på tre svære dage i Alperne. Denne gang kommer udfordringen for enden af en modbydelig etape, der også tæller de legendariske Col de la Madeleine og Col de la Croix de Fer samt den nye og spektakulære Lacets de Montvernier, og dermed er der lagt op til et brag et bjergslag som afrunding på en usædvanligt vanskelig alpetrilogi i årets Tour.
Etapen fører feltet over i alt 175,5 km Bourg-Saint-Maurice til Alpe d’Huez og byder ikke på megen flad vej. Starten er den letteste, da man lægger ud med at følge en let faldende dalvej mod først sydvest og siden nordvest. Efter godt 25 km ændrer etapen imidlertid dramatisk karakter, når man drejer mod sydvest for at tage hul på den frygtede HC-stigning Col de la Madeleine, der stiger med 6,2% over 25,3 km. De første 10 km er relativt lette, men efter en lille nedkørsel tager den fat med stigningsprocenter på 7-10 det meste af vejen, kun afbrudt af et 2 km langt plateau, der ender med 4 km til toppen. Den rundes efter 53,5 km i 2000 m højde, og herefter en lang, meget teknisk nedkørsel der fører ned i dalen.
Col de la Madeleine var kun forretten, for klatreudfordringerne melder sig hurtigt igen. Efter et kort stykke i dalen, hvor man kører mod sydøst laver man en lille afstikker for at køre mod nordøstop ad den yderst spektakulære kategori 2-stigning Lacets du Montvernier (3,4 km, 8,2%), der gjorde debut for tre år siden og er verdensberømt som en af verdens smukkeste stigninger i kraft af de ufatteligt mange hårnålesving over en ganske kort distance. Toppen kommer efter 83 km, hvorefter en nedkørsel fører mod sydøst og sydvest tilbage til dalen, hvor den indlagte spurt venter efter 2 flade kilometer på toppen af en 500 m lang bakke og efter i alt 91 km.
Herefter melder uhyrlighederne sig med det samme, når man kører mod sydvest og siden nordvest op ad den frygtede kategori HC-stigning Col de la Croix de Fer (29 km, 5,2%). Den er kendt for sin irregularitet med sine to stejle ramper på hhv. 4 og 6 km i bunden, hvor de kun er adskilt af en kort nedkørsel. Herefter følger et let stigende 9 km langt plateau, inden den igen tager fat over de sidste 7 km, hvor den stiger med 7-8%. Toppen i 2067 m højde rundes, når der resterer 54,5 km, hvorefter der venter en ikke specielt teknisk nedkørsel, der fører feltet mkod sydvest og syd ned til byen Allemont, der nås 25 km fra mål.
Herfra kører man mod sydvest og syd igennem den flade dal frem til Bourg d’Oisans, der er kendt som byen i buinden af sportens mest berømte stigning. Her drejer man nemlig mod nordøst for at køre igennem de 21 hårnålesving, der fører de 13,8 km op til målet i Alpe d-Huez på toppen af en stigning uden for kategori. Den gennemsnitlige stigningsprocent er 8,1%, men det er særligt første del, der er svær. De første 2 km stiger med ca. 10%, og herefter ligger stigningsprocenten på 8-9, inden der igen melder sig en 2 km lang strækning efter 9 km. De sidste knap 3 km er imidlertid lette med en stigningsprocent på ca. 5. Det sidste hårnålesving kommer lige inden den røde flamme og herefter venter et skarpt sving og to rundkørsler, inden man rammer den 220 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 5372 højdemeter.
Alpe d’Huez er ingenlunde Tourens sværeste stigning, men det er den mest berømte, og der findes ikke den rytter, der ikke drømmer om at vinde netop her. Man skal da heller ikke undervurdere stigningen sværhedsgrad, for selvom de sidste 3 km er lette, er resten af stigningen rigeligt svær til, at der kan gøres store forskelle, ikke mindst når den kommer efter den helt klassiske etape med de legendariske Madeleine- og Croix-de-Fer-stigninger som opvarmning. Da det er den sidste af de store alpeetaper, og da alle vil vinde i skisportsbyen, vil der være større interesse i at kontrollere etapen, men det bliver ikke let på en dag, der har ufatteligt mange højdemeter. Derfor kan man bestemt ikke ydelukke endnu en udbrudssejr, for faktisk er det i de seneste mange år kun Carlos Sastre i 2008, der har taget sejren efter en direkte kamp mellem favoritterne.
Alpe d’Huez er Tourens mest ikoniske bjergafslutning og har med små afvigelser været besøgt hver andet år. Seneste besøg var dog i 2015, hvor Thibaut Pinot reddede sin skuffende Tour ved at vinde fra et udbrud, og hvor Nairo Quintana næsten fik skovlen under Chris Froome på næstsidste etape. I 2013 besteg man bjerget to gange på samme dag, og det gav en stor udbrudssejr til Chrsitophe Riblon, der besejrede Tejay van Garderen i en duel. I 2011 vandt Pierre Rolland en dramatisk sidste bjergetape, der nær havde kostet Cadel Evans den samlede sejr og knuste Thomas Voecklers sejrsdrømme, mens Carlos Sastre sikrede sig den samlede triumf med en solosejr i 2008. I 2006 slog Frank Schleck Damiano Cunego i en udbrudsduel, og i 2004 vandt Lance Armstrong en berømt bjergenkeltstart i ganske suveræn stil. Iban Mayo fortsatte sin march mod stjernerne med en sejr i 2003, mens Lance Armstrong tog en solosejr i 2001. I 1999 vandt Giuseppe Guerini efter et nu berømt sammenstød med en tilskuer. Bjerget er i de senere år også blevet besøgt to gange af Criterium du Dauphiné, senest sidste år, hvor Peter Kennaugh vandt, da man besteg bjerget fra den ”forkerte” side. I 2010 vandt Alberto Contador efter en duel med Janez Brajkovic, der forsvarede førertrøjen.
13. etape, fredag d. 20. juli: Bourg d’Oisans - Valence, 169,5 km
I de senere år har de to sidste uger af Touren været en relativt lang lidelseshistorie for sprinterne, der ikke har haft mange chancer. Det er bestemt heller ikke tilfældet i år, men i overensstemmelse med traditionen er der dog en enkelt godbid at se frem til på den lange rejse mellem Alperne og Pyrenæerne, der altid er temaet for denne del af løbet. Den tur indledes efter tre dage i førstnævnte bjergkæde, og mens de øvrige to transportetaper byder på ganske hårde stigninger, afvikles 13. etape i så fladt terræn, at de hurtige folk kan drømme om at få en dag i rampelyset, inden der yderligere en uge med lutter svære udfordringer.
I alt skal der tilbagelægges 169.5 km mellem Bourg d’Oisans og Valence, og de er designet med det formål at indlede rejsen mellem de to bjergkæder. Startbyen er kendt som byen i bunden af Alpe d’Huez-stigningen og ligger derfor i hjertet af Alperne, men til manges glæde arrangørerne denne gang nådige. Etapen indledes nemlig med at køre ad den flade dalvej mod nord, inden man drejer mod vest og sydvest for at følge en let faldende dalvej ned til byen Vizille, der ligger for foden af de høje bjerge. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad den lille kategori 3-stigning Cote de Brie (2,4 km, 6,9%), der har top efter 32,5 km, inden det via en nedkørsel går mod nordvest ned til storbyen Grenoble.
I Grenoble møder man Isere-floden, som nu følges mod nordvest og siden sydvest, hvorfor terrænet her er helt fladt. Efter 71 km kommer dagens indlagte spurt, der er flad og uden sving på de sidste 3 km, inden man fortsætter langs floden mod sydvest ned til byen Beauvoir-en-Royans, der nås efter 97 km. He forlader man flodbredden for at kører mod sydvest og sydøst frem til kategori 4-stigningen Cote de Sainte-Eulalie-en-Royans (1,5 km, 4,9%), hvis top rundes efter 109,5 km. Efter en lille nedkørsel kører man gennem fladt terræn tilbage mod nordvest til Isere-floden, der dog hurtigt forlades, når man kører op ad en let stigende vej til byen Rochefort-Samson, der nås med 33 km igen. De fører først via en let faldende vej mod sydvest og syd, inden man drejer mod vest og nordvest for at køre gennem fladt terræn frem til Valence. Her kører man ind til centrum, hvor man med 2,5 km via to skarpe sving sætter kursen mod målet i den nordøstlige udkant. Det sidste sving kommer med 2,1 km igen, og derefter buer vejen kun let, inden man skal igennem en rundkørsel, der leder ind på den 350 m lange, 6,5 km brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 1302 højdemeter.
Efter den ventede massespurt på 8. etape har sprinterne blot tre muligheder, og dette er den første af de tre. Arrangørerne har været barmhjertige og undgået de svære stigninger i denne kuperede del af Frankrig, og derfor er der ikke mange udfordringer på en etape, der i allerhøjeste grad har karakter af transport, Heller ikke vinden spiller som regel nogen stor rolle i området, og selvom udbrud ofte har en større chance i anden halvdel af grand tours, betyder de mange topsprintere i årets felt, at det vil være en overraskelse, hvis ikke feltet tager sig en lille slapper efter et par hårde dage og lader de hurtige folk slås om sejren i Valence.
Valence blev senest besøgt i 2015, hvor André Greipel besejrede John Degenkolb og Alexander Kristoff i en reduceret massespurt efter en hård dag, hvor Peter Sagan havde været i angreb. I år vandt Michal Kwiatkowski prologen i Criterium du Dauphiné i byen, og i 2009 slog Bert Grabsch Cadel Evans og David Millar på den lange enkeltstart i samme løb.
14. etape, lørdag d. 21. juli: Saint-Paul-Trois-Chateaux - Mende, 188 km
Den lange rejse mellem Pyrenæerne og Alperne byder ofte på en del muligheder for sprinterne, men denne gang er der i det ellers relativt flade terræn mellem de to bjergkæder kun plads til én dag for de hurtige folk. Det skyldes ikke mindst, at man undervejs lægger vejen forbi det kuperede Massif Central, der måske ikke byder på Alpernes og Pyrenæernes høje tinder, men som byder på noget af det mest uvejsomme terræn, Frankrig kan byde på. Siden Laurent Jalaberts store sejr i 1995 har ASO haft forkærlighed for den spektakulære Cote de la Croix Neuve-stigning (eller Montee Laurent Jalabert, som den også kaldes) i udkanten af byen Mende, som efterhånden er blevet områdets centrum i Tour-sammenhæng. For tredje gang siden 2010 feltet i år bestige den stejle mur, og selvom der ikke er tale om verdens længste stigning, viser historien med al tydeligt, at der kan være værdifulde sekunder at hente på en etape, der bestemt ikke skal undervurderes.
I alt skal der tilbagelægges 188 km mellem Saint-Paul-Troix-Chateaux og Mende. Startbyen ligger i det flade område mellem Alperne og Massif Central, og den indledende del består derfor af en rejse mod vest, nordvest og vest gennem relativt fladt terræn, men mellem km 10 og km 51 kører man igennem et naturreservat, hvor en meget snoet og kringlet vej byder på flere mindre bakker samt en nedkørsel, der leder tilbage til fladlandet. Herfra følger man en helt flad vej mod sydvest frem mod udkanten af Massif Central.
Etapen ændrer så småt karakter, når man rammer kategori 4.stigningen Cote du Grand Chataignier (1 km, 7,4%), inden en nedkørsel leder ned til Besseges, hvor 2 flade kilometer og en lige vej leder mod nordvest frem til den indlagte spurt, der kommer efter 90 km. Her melder Massif Central-terrænet for alvor sin ankomst, når en kringlet og let stigende vej med mange sving fører feltet mod nordvest op ad den ikke-kategoriserede Col de Soulages (2,7 km, 5,7%), der har top efter 98,5 km, og videre frem til bunden af kategori 2-stigningen Col de la Croix de Berthel (9,1 km, 5,3%), der bestiges fra øst. Der er tale om en todelt stigning med fire lette kilometer og en sidste halvdel med stigningsprocenter på 6-7. Toppen rundes efter 129 km, men der venter kun en kort, let nedkørsel, der fører mod nordvest, inden man i samme retning bestiger kategori 3-stigningen Col du Pont sans Eau (3,3 km, 6,4%), hvis top rundes med 46 km igen. Herfra fører en ikke-kategoriseret stigning videre mod nordvest frem til etapens højeste punkt.
Med 34,5 km igen rammer man en lang nedkørsel, der fører mod nordvest og er uden væsentlige udfordringer. Den ender med 20 km igen, hvorefter fladt terræn fører mod nordvest, nord og til sidst nordøst mod centrum af Mende. Her kører man ud i den sydøstlige udkant, hvor kategori 2-stigningen Cote de la Croix Neuve venter. Der er tale om en 3 km lang stigning, der stiger med hele 10,2% i gennemsnit og udgøres af tre kilometer med gennemsnitlige stigningsprocenter på hhv. 8,3%, 10,5% og 10,9%. Toppen rundes med 1500 km igen, hvorefter en flad vej leder frem til målet på flyvepladsen. Der er to skarpe sving kort efter den røde flamme, inden man rammer den 470 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 3308 højdemeter.
Historien viser, at Mende-etapen ofte byder på to cykelløb: en kamp om etapesejren fra et udbrud og en favoritdyst, hvor man sagtens kan vinde helt op til 30 sekunder på rivalerne i en eksplosiv finale, der er skabt til klatrere med punch på de stejleste procenter. Noget lignende kan ventes i år, hvor det uvejsomme terræn er som skabt til et udbrud. Det kan dog bestemt ikke udelukkes, at ryttertyper som Dan Martin, Alejandro Valverde og Dan Martin, der alle specialiserer sig i en finale som denne, har blik på sejren, og selvom det er knap så sandsynligt, kan det ende med, at vi for første gang nogensinde skal se favoritterne køre om etapesejren på den ikoniske rampe i udkanten af Mende.
Mende og Cote de la Croix Neuve blev senest besøgt i 2015, hvor en snu Stephen Cummings tog en mindeværdig sejr ved fra et udbrud at snyde de to franske kombattanter Thibaut Pinot og Romain Bardet, mens Chris Froome og Nairo Quintana længere bagude kørte fra de øvrige klassementsryttere. I 2010 spurtbesejrede Joaquim Rodriguez den førende Alberto Contador samt dennes holdkammerat Alexandre Vinokourov på en dag, hvor Andy Schleck mistede 10 værdifulde sekunder til sin spanske rival, og i 2005 vandt Marcos Serrano fra et udbrud, mens Cadel Evans, Lance Armstrong, Ivan Basso og Jan Ullrich kørte fra de øvrige favoritter. Paris-Nice var forbi i 2012, 2010 og 2009, hvor Lieuwe Westra chokerede alle ved at besejre Alejandro Valverde og Bradley Wiggins i førstnævnte år, hvor Alberto Contador kørte alene hjem i de to sidstnævnte år. Endelig har Tour du Languedoc-Roussillon været forbi i de fleste udgaver med sejre til Anthony Perez (2017), Alexis Vuillermoz (2015 og 2014), Sebastien Duret (2013), Davide Rebellin (2012), Guillaume Levarlet (2011), Jerome Coppel (2010), Florian Vachon (2009) og Christophe Moreau (2004). I hhv. 2001 og 2000 vandt Sven Montgomery og Alexandre Vinokourov etaper i det nu hedengangne GP Midi Libre.
15. etape, søndag d. 22. juli: Millau - Carcassonne, 181,5 km
Årets rute kendetegnes i nogen grad ved, at etaperne enten er meget flade eller meget bjergrige. Mange af de sidstnævnte kan sagtens blive vundet af udbrydere, men der er ikke mange klassiske mellemetaper, hvor hverken sprintere eller klassement kan komme i spil. Skal man pege på en klassiske udbryderetape, er det de to dage i Massif Central, der springer i øjnene. Hvor nogle af favoritterne måske kan have ambitioner om at vinde 14. etape til Mende, burde ingen have sådanne planer på den efterfølgende 15. etape, der ligeledes finder sted i den kuperede region. Med en hård stigning og en lang nedkørsel til mål har den sidste etape inden anden hviledag ordet ”udbrud” skrevet med fed ud over hele ruten, og derfor vil alle feltets lykkeriddere formentlig have sat et stort, fedt kryds ud for den 22. juli som en af løbets allervigtigste dage.
Etapen fører feltet over 181,5 km fra Millau til Carcassonne. Der er tale om endnu en klassisk transportetape, der skal føre feltet mod sydvest ned mod Pyrenæerne, men da man skærer direkte igennem Massif Central, er terrænet alt andet end let. Allerede fra start melder første udfordring sig, når man kører mod sydvest ud af startbyen via en lille bakke og efterfølgende nedkørsel frem til kategori 3-stigningen Cote de Luzencon (3,1 km, 5,9%), der har top efter 9 km. Herfra går det videre gennem kuperet terræn mod syd, inden det endelig flader lidt ud, mens man fortsætter mod sydvest.
Etapen ændrer atter karakter, når man efter godt 50 km rammer kategori 2-stigningen Col de Sle (10,2 km, 4,9%), der bestiges fra nord og har top efter 64,5 km. De næste 16 km byder herefter på uvejsomt terræn på et lille plateau, mens man fortsætter mod sydvest, inden en længere nedkørsel leder til forplejningen i Brassac. Efter en lille bakke går det atter nedad mod sydvest, inden et kort fladt stykke leder mod syd frem til dagens spurt i Mazanet, der er ganske let stigende og teknisk ukompliceret og kommer efter 121,5 km.
Efter spurten kører man mod syd frem til dagens hovedudfordring. Det er kategori 1-stigningen Pic de Nore (12,3 km, 6,3%), der bestiges fra en nordvestlig retning. Der er tale om en todelt stigning med 7 hårde kilometer med stigningsprocenter på hovedsageligt 6-8, inden det flader ud på de sidste 5 km med stigningsprocenter på 5-6. Toppen rundes med 41,5 km igen, og herefter venter en teknisk ganske kompliceret nedkørsel, der fører mod syd ud af det kuperede Massif Central. Til slut rammer man atter fladlandet, og de sidste ca. 25 km er let faldende eller flade og fører mod sydvest frem til målet i Carcassonne. På de sidste 3 km er der kun skarpe sving med 1000 og 200 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning, Den sidste kilometer stiger let med 1,5% i gennemsnit.
Etapen byder på i alt 2917 højdemeter.
Som sagt er dette måske løbets allermest oplagte udbryderetape. Det kan godt være, at antallet af højdemeter ikke er alt for stort, men Pic de Nore er rigeligt svært til at dræbe alle sprinternes ambitioner. Samtidig er den for let og kommer for tidligt til at være brugbar for klassementsrytterne, men det betyder ikke, at det bliver en let dag. Der venter nemlig formentlig en sand angrebsfest, hvor det vil tage uendelig lang tid at få etableret et udbrud, der herefter skal slås om sejren. Favoritterne vil sikkert holde sig i ro på en dag, hvor de klatrestærke lykkeriddere vil gå efter en triumf, men hvor også folk som Peter Sagan og Michael Matthews kan gå efter en udbrudssejr og for sidstnævnte vigtige point i kampen om den grønne trøje.
Carcassonne blev senest besøgt i 2006, hvor Yaroslav Popovych tog en stor udbrudssejr i byen. I 2002 vandt Baden Cooke en massespurt i det nu hedengangne Midi Libre, mens Jens Voigt to eg Route du Sud-etapesejr i byen året inden. Her vandt Jaan Kirsipuu også en massespurt i det nu hedengangne Middelhavet Rundt.
Hviledag, mandag d. 23. juli: Carcassonne
16. etape, tirsdag d. 24. juli: Carcassonne - Bagneres-de-Luchon, 218 km
Dagen efter en hviledag kan være lumsk, og i år har arrangørerne bestemt ikke gjort dem lettere. Den første af de to gange afslapning blev efterfulgt af den første af de tre alpeetaper, og den anden gang hvile bliver fulgt op af den første af de tre dage i løbets anden bjergkæde, Pyrenæerne. Ganske vist har det 218 km lange maraton primært til formål at fuldende rejsen ned mod bjergene, og der er derfor langt fra tale om løbets sværeste bjergetape, men alligevel skal rytterne tage sig i agt for Col du Portillon, der i finalen utvivlsomt vil blive brugt til at se, om ikke der er en favorit eller to, der har lidt tunge ben efter en dag i sengen.
I alt skal der tilbagelægges hele 218 km mellem Carcassonne og Bagneres-de-Luchon, der er en af de hyppigt besøgte byer i hjertet af Pyrenæerne. Som sagt er etapens primære mission at føre feltet den ganske lange vej frem til bjergene, og da startbyen ligger i en helt flad del af Frankrig, er store dele af etapen meget let. Fra start kører man mod vest og siden sydvest gennem stort set helt fladt terræn, der kun byder på de to små kategori 4-stigninger Cote de Fanjeaux (2,4 km, 4,9%) og Cote de Parniers (2,3 km, 5,8%) efter hhv. 25 og 72 km. Terrænet bliver gradvist en anelse mere kuperet, men det er i alt væsentligt fladt, også når man når frem til den kendte pyrenæerby Saint-Girons, hvor dagens indlagte spurt kommer efter 124 km. Denne gang er der tale om en flad, men teknisk sag med et skarpt sving 500 m fra stregen.
Efter spurten fortsætter man via en let stigende vej mod sydvest og vest langs kanten af Pyrenæerne, inden man endelig forlader fladlandet. Det sker, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigninge Col de Portet-d’Aspet (5,4 km, 7,1%), der over de sidste 3 km stiger med 9-10%. Toppen rundes efter 155,5 km, hvorefter en ikke specielt teknisk nedkørsel fører mod vest ned til dalen, hvor en flad vej leder mod sydvest frem til bunden af kategori 1-stigningen Col de Menté, der bestiges fra den østlige side. Der er tale om en 6,9 km lang stigning, der med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,1 er yderst regulær og uden den store variation.
Fra toppen resterer 47 km, som først består af en meget svær nedkørsel, der fører mod vest ned til dalen. Her drejer man mod sydøst og sydvest for at følge den helt flade dalvej frem til bunden af dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen Col du Portillon. Den stiger med 7,1% i gennemsnit over 8,3 km og er ligeledes ganske regulær med en anden halvdel, der er en anelse stejlere end den første. Fra toppen resterer bare 10 km, der indledes med en ganske teknisk nedkørsel, der fører mod vest ned i dalen. Her drejer man med 3 km igen mod nordvest for at følge en flad vej ind til centrum af Bagnes-de-Luchon, hvor kun den sidste kilometer er flad. Der er sving med 1200, 800, 450 og 200 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 3620 højdemeter.
Der er tale om den første af tre dage i Pyrenæerne, men selvom det er den længste af de tre etaper, er det også den letteste. Med udsigt til nogle meget svære dage og en lang distance ligner det derfor en ganske oplagt dag for et udbrud, men den flade indledning betyder, at det kræver ganske meget held for de stærke klatrere at ramme den gruppe, der formentlig skal kæmpe om etapesejren. Bagude vil favoritterne helt sikkert angribe hinanden på Col du Portillon, der er svær nok til at gøre mindre forskelle, men lige så vigtig kan den ganske være nedkørsel være, ikke mindst hvis vejrguderne skulle udfordre feltet med en gang regnvejr.
Bagneres-de-Luchon er en hyppig målby for pyrenæeretaper. Senest blev den besøgt i 2016, hvor Chris Froome overraskede alle ved at køre alene hjem efter et angreb på nedkørslen fra Col du Peyresourde. Michael Rogers tog en stor udbrudssejr i 2014, hvor Port de Bales knuste Tejay van Garderens podiedrømme, mens Thomas Voeckler slog Chris Anker Sørensen i en duel i 2012. Voeckler tog ligeledes en stor solosejr i 2010 på den berømte etape, hvor Andy Schleck tabte kæden, mens Rodolfo Massi sejrede i 1998. Byen er også ofte besøgt af Route du Sud med nylige sejre til Alberto Contador (2015), Thomas Voeckler (2013), Jurgen Van Goolen (2011) og Christophe Riblon (2009).
17. etape, onsdag d. 25. juli: Bagnères-de-Luchon - Saint-Lary-Soulan, 65 km
Da årets Tour-rute blev præsenteret i efteråret, var der to etaper, der fik mere opmærksomhed end de andre. Det var den usædvanligt svære brostensetape i slutningen af første uge og ikke mindst den ekstremt korte bjergetape, der venter på den anden af de tre dage i Pyrenæerne. Ganske vist har ASO siden 2011 stort set hvert år haft ultrakorte, hektiske bjergetaper på menuen, men i år tager man det til helt nye højder, når der på 17. etape skal tilbagelægges bare 65 km på det, der vil være den korteste linjeløbsetape, siden man for 30 år siden opgav ideen om halvetaper. På en ekstremt intens dag vil rytterne over den korte distance skulle bestige hele tre store bjerge, klatre i alt 3272 højdemeter og for første gang nogensinde slutte på toppen af den meget svære Col du Portet i 2215 m højde. Samtidig har man med en ny og meget diskuteret Formel 1-agtig start, hvor feltet sendes afsted i grupper bestemt af deres placering i klassementet, skabt grundlag for en endnu mere spektakulær dag, der mere end nogen anden lægger pp til angreb og kamp fra km 0. Med bare få dage til afslutningen er dette en af de allerbedste chancer for at vinde tid, ikke mindst inden enkeltstarten, og derfor kan de 65 km næsten umuligt skuffe i det, der må blive en af de mest mindeværdige etaper i årets udgave af løbet.
I alt skal der altså tilbagelægges bare 65 km mellem Bagneres-de-Luchon og Saint-Lary-Soulan på toppen af Col du Portet, der i år er løbets højeste punkt 2215 m over havets overflade. Der er absolut ingen nåde, for allerede fra km 0 kører man direkte ind på kategori 1-stigningen Montee de Peuragudes (14,9 km, 6,7%), der blot er en svagt forlænget udgave af den klassiske stigning Col de Peyresourde. Der er tale om en regulær stigning med stigningsprocenter på 7-8 hele vejen op, indtil man nær toppen rammer en lille nedkørsel og to relativt lette kilometer, der stiger med 5-6%. Toppen rundes efter 14,9 km, hvorefter en teknisk ikke helt let nedkørsel fører mod vest og nord ned til dalen. Her kører man nogle få kilometer i fladt terræn mod syd frem til den indlagte spurt, der er placeret efter 27,5 km og kommer efter 2 km uden sving med en lille bakke og en efterfølgende nedkørsel.
Umiddelbart efter spurten kører man et kort stykke mod nordvest frem til bunden af dagens anden udfordring, kategori 1-stigningen Col de Val Louron-Azet (7,4 km, 8,3%), der bestiges fra nordøst. Der er tale om en ganske svær stigning, hvor særligt de første fire kilometer er vanskelige, inden de sidste tre kilometer stiger med hhv. 7,6%, 6,2% og 8,5%. Toppen rundes, når der resterer bare 28 km, som første består af en relativt let nedkørsel, der fører mod nordvest ned til dalbyen Saint-Lary-Soulan.
Der venter ikke megen flad vej i dalen, som man skører direkte igennem for at køre direkte ind i bjergene igen. Det sker, når man kører mod vest op ad kategori HC-stigningen Col du Portet, der stiger med hele 8,7% over 16 km. Der er tale om en meget svær stigning med stigningsprocenter på 8-11 stort set hele vejen op, kun afbrudt af to ganske korte lettere stykker efter hhv. 7 og 12 km. Særligt den sidste kilometer med en stigningsprocent på 10,2 er ganske svær. Der er mange hårnålesving med 5 km, inden vejen fører mod nordvest og retter sig ud. Der er to hårnålesving på den næstsidste kilometer og et sidste med 500 m igen, hvorefter vejen buer let ind på den 50 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 3272 højdemeter trods den uhyre korte distance.
Som sagt kan etapen næsten ikke skuffe, for det synes givet, at mange ryttere vil have tid at vinde efter den første uge og inden enkeltstarten. Der er almindelig enighed om, at den specielle Formel 1-start mere er show end reelt indhold, og den vil næppe påvirke løbets udfald. Det vil derimod de mange angreb, for der må være ryttere, der er villige til at gå i offensiven også tidligt på etapen, ikke mindst det stærke Movistar-mandskab, der her har sin bedste mulighed for at udnytte deres overtal. Stigningerne er samtidig voldsomt svære, ikke mindst Col du Portet, der ubetinget er en af de vanskeligste i løbet, og der er stort set ingen flade strækninger. Med andre ord er der basis for angreb stort set på enhver meter af den 65 km lange etape, og det må give anledning til et brag af en etape, der både kan blive vundet af en af favoritterne og en af feltets allermest klatrestærke lykkeriddere.
Saint-Lary-Soulan er tidligere blevet besøgt, men med mål på Pla d’Adet i stedet. I 2014 tog Rafal Majka en stor solosejr, mens George Hincapie mildest talt stjal en udbrudssejr fra Oscar Pereiro samme sted i 2005. I 2001 knuste Lance Armstrong alle ved at distancere Jan Ullrich med et helt minut på stigningen. Derudover vandt Amael Moinard her en udbrudssejr i 2007-udgaven af Route du Sud.
18. etape, torsdag d. 26. juli: Trie-sur-Baïse - Pau, 171 km
Den meget koncentrerede placering af bjergene i det hovedsageligt flade Frankrig betyder, at Tourens bjergetaper ofte kommer som to blokke i henholdsvis Alperne og Pyrenæerne. I år afviger man imidlertid fra manuskriptet, når man giver rytterne mulighed for at få en usædvanlig pause midt i pyrenæertrilogien. De tre dage i den sydvestlige bjergkæde afbrydes nemlig af et lille intermezzo, hvor man kører væk fra tinderne og ud til den klassiske Tour-by Pau, hvor en stort set hel flad dag vil give klassementsrytterne en chance for at komme sig en anelse inden de to sidste afgørende etaper og sprinterne en chance for at strække benene og teste topfarten bare tre dage inden den store spurt i Paris.
I alt skal der tilbagelægges 171 km mellem Trie-sur-Baïse og Pau. Starten går i det flade område nord for Pyrenæerne, og man indleder med at følge en let faldende vej mod nord, inden man drejer mod nordvest, sydvest og nordvest via en flad vej, der leder frem til kategori 4-stigningen Cote de Madiran (1,2 km, 7%), der har top efter 53,5 km. Herefter fortsætter man gennem fladt terræn mod nordvest, afbrudt af den ikke-kategoriserede Cote de Viella (600 m, 8,7%) efter 65 km, inden man når frem til den indlagte spurt, der er flad og helt uden tekniske komplikationer samt placeret efter 73,5 km.
Det flade terræn leder videre til det nordligste punkt, hvor man vender rundt for at køre mod sydøst, syd og siden syd. Undervejs skal man over den ikke-kategoriserede Cote de Bachen (600 m, 8%) efter 87 km og Cote de Samadet (860 m, 5,7%) efter 115,5 km, inden man når frem til kategori 4-stigningen Cote d’Anos (2,1 km, 4,6%), hvis top rundes med 18,5 km igen. Herfra går det videre mod syd via et plateau og en lille nedkørsel, inden man gennem fladt terræn kører mod sydvest ind mod centrum af Pau. Her skal man på de sidste 5 km gennem tre rundkørsler, inden man drejer skarpt til venstre lige inden den røde flamme. Herefter er der yderligere en rundkørsel og et blødt sving, inden man rammer den 550 m lange og 6,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 5 km er helt flade.
Etapen byder på i alt 1312 højdemeter.
Sprinterne har ikke haft en chance siden 13. etape, og de vil derfor være topmotiverede efter at gribe denne sjældne mulighed. Etaper i den tredje uge af grand tours kan være svære at kontrollere, men denne er så flad og let, og der er så mange sprintere til start, at det hele burde ende i en massespurt. Samtidig vil klassementsrytterne være ivrige efter at komme lidt til hægterne på en formentlig meget rolig etape inden de to helt afgørende etaper fredag og lørdag.
Pau er som sagt start- eller målby næsten hvert år, enten for en sprinter- eller en bjergetape, hvor udbrydere ofte kommer til fadet. I de senere år har man hovedsageligt ageret startby, men sidste år vandt Marcel Kittel en stor massespurt i byen. Inden da skal vi faktisk helt tilbage til 2012 for at finde den seneste etapevinder i byen. Dengang slog Pierrick Fedrigo Christian Vandevelde i en tomandsspurt på en klassisk udbryderetape, hvor Nicki Sørensen blev nummer 4. I det hele taget har byen altid været god ved Fedrigo, der også vandt i 2010 på en fantastisk bjergetape, hvor feltet eksploderede på første bjerg, og Lance Armstrong forgæves med et stort udbrud forsøgte at få noget med hjem fra sin sidste Tour. I 2006 slog Juan Miguel Mercado Cyril Dessel i en spurt på endnu en udbrudsetape, hvor franskmanden kørte sig i gult, og i 2005 vandt Oscar Pereiro en spurt i en lille kvartet. Patrice Halgand tog en udbrudssejr i 2002, og David Etxebarria vandt en spurt i et udbrud i 1999, en præstation Leon Van Bon havde leveret året inden.
Derudover har byen ofte været målby i Route du Sud, senest i 2011, hvor Luis Angel Maté tog en udbrudssejr på sidste etape, og i 2009, hvor Nicolas Rousseau var hurtigste mand i et udbrud. Tilbage i 2002 fandt enkeltstarten i Criterium International sted her, og det gav sejr til Laurent Brochard foran Abraham Olano og en ung Chris Horner. Derudover vandt Julien El Fares en etape i byen i 2006-udgaven af det lille Tour des Pyrénées.
19. etape, fredag d. 27. juli: Lourdes - Laruns, 200,5 km
I de senere år har det været reglen snarere end undtagelsen, at bjergrytterne har haft det sidste ord, og at løbets sidste enkeltstart er kommet før den sidste bjergetape. Sidste år vendte man imidlertid tilbage til den gamle trend med altid at have en enkeltstart på næstsidste dag, og den model benyttes igen i år. Derfor er det på tredjesidste etape, at klatrerne får deres sidste chance for at slå til, og derfor handler det om at gribe muligheden, når man efter en let dag vender rundt for atter at køre ind i Pyrenæerne. Her venter legendariske stigninger som Aspin, Tourmalet, Soulor og Aubisque på en stor bjergetape, hvor en ikke alt for vanskelig affære dog kræver mod og stor styrke, hvis man for alvor skal vinde tid inden lørdagens afgørende enkeltstart.
I alt skal der tilbagelægges hele 200,5 km mellem Lourdes og Laruns på et sandt bjergmaraton i hjertet af Pyrenæerne. Starten går lige nord for de høje bjerge, og fra begyndelsen kører man mod nordøst og nord gennem let kuperet terræn, der byder på kategori 4-stigningen Cote de Loucrup (1,8 km, 7,2%) med top efter 7 km, inden man drejer mod sydøst for at køre ned til Bagneres-de-Bigorre. Herfra får det mod nordøst, øst og nord frem til etapens nordligste punkt, hvor man drejer mod sydøst for at køre op ad den lille kategori 4-stigning Cote de Capvern-les-Bains (3,4 km, 5,1%), hvis top rundes efter 40 km. Herefter venter en helt flad strækning, der fører mod sydøst og syd forbi den indlagte spurt, der efter en lang, let stigende vej kommer efter 59,5 km. Herefter fortsætter man gennem dalen længere mod syd ned til byen Pailhac.
Efter 66,5 km ændrer etapen karakter, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col d’Aspin (12 km, 6,5%), der har en irregulær, let første halvdel, inden den over de sidste 5 km stiger med 7-10%. Toppen rundes efter 78,5 km, hvorefter en teknisk ikke specielt kompliceret nedkørsel leder mod nordvest ned til bunden af den frygtede HC-stigning Col du Tourmalet, der bestiges fra nordøst. Herfra er den 17,1 km lang og stiger med 7,3% i gennemsnit og er efter 5 lette kilometer meget regulær med stigningsprocenter mellem 8 og 10 hele vejen til toppen, der rundes efter 108 km. Nedkørslen er ikke voldsomt svær og fører mod sydvest ned til Luz-Saint-Sauleur, hvor man drejer mod nordvest for at følge den let faldende dalvej over knap 20 km.
Finalen indledes i Argeles-Gazost efter 144 km, hvor man drejer mod sydøst for via en lille bakke at køre hen til bunden af kategori 2-stigningen Col des Borderes (8,6 km, 5,8%), der er en relativt let stigning, som kun er stejl på de sidste 2 km. Toppen tundes efter 159,5 km, hvorefter enret let nedkørsel fører mod sydvest og nordøst frem til bunden af den Col d’Aubisque (16,6 km, 4,9%), der er uden for kategori, og som bestiges fra den østlige side via Col du Soulor. De første 7 km frem til toppen af Soulour er regulære og svære med en konstant stigningsprocent på ca. 8, inden en kort nedkørsel og et let stigende stykke over 5 km leder frem til de sidste 2,6 km, der stiger med 7%. Fra toppen resterer 20 km, der går vie en teknisk kompliceret nedkørsel mod sydøst og nordvest ned til Laruns. Den ender med 3 km igen, hvor man drejer mod nord for at køre op ad en lille 1 km lang bakke, inden det falder de sidste 2 km ned mod mål. Der er to skarpe sving på hver af de sidste to kilometer, inden man rammer den 550 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 5046 højdemeter.
Dagen er som sagt den sidste chance for klatrerne, der derfor vil være topmotiverede til at vinde tid inden enkeltstarten. Med mere end 5000 højdemeter på 200 km er der rigeligt med terræn til at gøre forskelle, og man kan håbe, at klassementssituationen åbner op for, at der angribes allerede fra Tourmalet. Fra denne side er Aubisque nemlig ikke voldsomt svær, og fra toppen af Soulor er der relativt langt hjem i ganske let terræn. For enden af tre uger kan der imidlertid ske spektakulære ting, og meget kan vendes op og ned på så stor en bjergetape, hvor der utvivlsomt vil komme angreb fra favoritterne. Da det er sidste bjergetape, er chancen for en favoritafgørelse også stor, men med en faldende finale som denne er det dog mest sandsynligt, at et udbrud skal køre om sejren.
Laruns har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.
20. etape, lørdag d. 28. juli: Saint-Pée-sur-Nivelle - Espelette, 31 km enkeltstart
I de senere år har bjergrytterne haft det sidste ord, og inden sidste år skulle vi helt tilbage til 2014 for at finde det seneste eksempel på en enkeltstart afviklet på næstsidste dag. Under Jean-Marie Leblancs ledelse var det ellers en helt fast model for ASO at lade klassementet blive sat af en ofte ca. 50 km lang tidskørsel bare 24 timer inden afslutningen i Paris, men Christian Prudhomme har i sin ruteplanlægning tydeligt ladet det skinne igennem, at han ingen fan er af enkeltstarter, og i hans regeringstid er antallet af kilometer alene i kamp med uret blevet reduceret voldsomt, indtil det nåede et nærmest absurd lavt niveau i 2015. I år er der helle ikke meget enkeltstart på programmet, men det er dog tempospecialisterne, der får en sidste mulighed for at gøre en forskel. Det sker, når rytterne for første gang siden holdløbet i Düsseldorf skal have tempocyklerne frem til en yderst spektakulær sidste klassementsdyst i den franske del af Baskerlandet. Modsat sidste år, hvor det var tempospecialisterne, der kunne boltre sig på en relativt flad rute i Marseille, er der denne gang imidlertid lagt op til en helt anderledes udfordring, hvor de baskiske stigninger vil sætte deres præg på en yderst kuperet rute, der ikke byder på meget fladt terræn, og hvor de mange rytmeskift og eksplosive bakker vil give klatrerne ganske gode chancer for at forsvare på den etape, der vil krone vinderen af årets Tour.
I alt skal der tilbagelægges sølle 31 km på årets eneste enkeltstart, og de fører feltet fra Saint-Pee-sur-Nivelle til Espelette. Starten er knaldhård for allerede fra start kører man mod nordøst op ad en 700 m lang bakke, der stiger med 7,4% i snit, inden man via et let faldende stykke kører mod nordøst på en af etapens letteste strækninger. Herefter drejer man mod øst for via en lille bakke at køre op til den første mellemtid, der tages efter 13 km.
Efter mellemtiden leder et langt, let stigende stykke mod syd og sydvest til byen Souraide, hvorfra man sætter kursen mod nordvest via en lille nedkørsel. Herefter venter endnu et stigende stykke, der fører mod nord frem til den anden mellemtid, der tages efter 22 km. Her drejer man mod sydvest, sydøst og siden sydfor at følge en længere let faldende strækning frem til dagens vanskeligste udfordring. Den kommer efter 27 km, hvor man fortsætter mod sydfor at køre op ad Col de Pinodeta (900 m, 10,7%), der har top efter 28 km. Herfra går det mod nordøst via en let nedkørsel uden sving mod nordøst ned til Espelette, hvor man med 500 m igen rammer en lille bakke, der fører op til mål. Med 130 m igen skal man igennem en rundkørsel, inden man rammer den 5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 523 højdemeter.
Den sidste enkeltstart i en grand tour er altid en svær affære, der ofte skaber overraskende udfald. Ofte er det klassementsrytterne, der i kraft af deres bedre restitutionsevner dominerer. Denne rute vil mere end tidligere tiltale klassementsrytterne, for selvom der kun er én svær stigning på programmet, er der stort set intet fladt terræn. Terrænet er en sand lækkerbisken for alsidige typer som Tom Dumoulin, Chris Froome og Richie Porte, mens de tunge specialister får svært ved at blande sig i kampen om etapesejren. De lette folk håber, at terrænet gør det muligt at begrænse tidstabet til de alsidige folk, og det burde være muligt, hvis man stadig har den nødvendige friskhed. Hvis klassementet er tæt, er der derfor udsigt til en neglebidende sidste duel om den samlede sejr i den 105. udgave af Tour de France.
Espelette har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.
21. etape, søndag d. 29. juli: Houilles - Paris Champs-Élysées, 116 km
Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verden største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet igen i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der ventes at blive endnu en stor udgave af den største cykelbegivenhed.
I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, og den model bibeholdes i 2018, hvor der er bare 116 km på programmet. Som altid finder starten sted i en af Paris’ forstæder, og det er i år Houilles, der fra sin placering nordvest for hovedstaden får æren af at sende rytterne afsted for 21. og sidste gang. Herfra kører man mod nordvest og sydvest, nordvest og atter sydvest for at køre ud af byzonen og runde mere landlige omgivelser i etapens vestligste punkt. Modsat mange gange tidligere er der ingen bjergspurter på programmet på den helt flade etape, der maksimalt når op i 175 m højde og kun byder på enkelte bakker i denne indledende fase.
I det vestligste punkt drejer man mod sydøst og siden øst for at sætte kursen mod centrum af Paris, og man følger en lang, lige og flad vej gennem forstæderne. Senere kører man mod nordøst, inden man krydser Seinen og herefter kører mod nordøst gennem et større parkområde vest for Triumfbuen. Efter 54 km passerer man bygrænsen, inden man kører det sidste stykke frem til den klassiske rundstrækning, der har været uforandret, siden man i 2013 modificerede den ved at køre hele vejen rundt om Triumfbuen. Den rammes efter 57,5 km, og blot fire kilometer senere krydses målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,85 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2017 og 2014.
Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 9 m brede avenue med 400 igen, og derfra stiger det ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 1500 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen.
Etapen byder på i alt 682 højdemeter.
Etapen vil naturligvis forløbe, som den plejer. De indledende 57,5 km frem til rundstrækningen vil blive brugt til paradekørsel, champagnedrikning, fotografering og lykønskninger, inden førertrøjens hold langsomt øger farten, efterhånden som man nærmer sig første passage af målstregen. Her får en af feltets veteraner, der kører sin sidste Tour, ofte lov at køre først over - det er vel ikke helt skævt at antage, at det i år bliver Sylvain Chavanel - og derefter starter cykelløbet for alvor. Typisk etableres der hurtigt et lille udbrud, men de får sjældent meget mere end 30 sekunder i et kort gadeløb, hvor alle er friske. Herefter går den vilde jagt, hvor sprinterholdene i langt de fleste tilfælde har held til at samle det hele til en massespurt, mens klassementsrytterne både prøver at nyde stemningen og undgå det katastrofale uheld, der kan ruinere tre ugers hårdt arbejde. Til slut ventes det hele at blive afgjort af de hurtige folk i den let stigende spurt på den brostensbelagte opløbsstrækning, hvor enhver, der drømmer om sejr på cykelsportens smukkeste boulevard, vil gøre alt for at være i en god position efter tunnelen, der altid er afgørende for udfaldet af årets vigtigste spurt.
Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor Dylan Groenewegen med en lang spurt slog André Greipel og Edvald Boasson Hagen. Greipel tog sin anden sejr i træk i 2016 ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, der med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.
DER ER PRÆMIER TIL DE 100 BEDSTE OG 21 ETAPEVINDERE I TOUR-MANAGERSPILLET
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder
Profil Resultater
Annonce
Annonce
La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05
Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04
Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04
Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04
Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04
La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05
Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05
Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05
Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05
Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05
Annonce
Oversigt
Annonce
|
Alpecin-Deceuninck |
|
Arkéa - B&B Hotels |
|
Astana Qazaqstan |
|
Bahrain Victorious |
|
Bora-Hansgrohe |
|
Cofidis |
|
Decathlon AG2R La Mondiale |
|
EF Education - EasyPost |
|
Groupama-FDJ |
|
INEOS Grenadiers |
|
Intermarché - Wanty |
|
Lidl - Trek |
|
Movistar Team |
|
Soudal - Quick Step |
|
Team DSM-Firmenich PostNL |
|
Team Jayco AlUla |
|
Team Visma | Lease a Bike |
|
UAE Team Emirates |
Annonce
Log ind med Facebook!