Tour de France: Bjergtrøjen

Bjergkonkurrencens rolle og analyse af reglerne

Listen over vindere af bjergetrøjen er prestigiøs og rummer mange af de bedste klatrere, sporten har set. Derfor var det smertefuldt for Tour-arrangørerne, da den mindre kendte Anthony Charteau i 2010 kørte til Paris med den fine trøje på sine skuldre.

For at undgå et lignende scenarium introducerede man det, der af mange blev kaldt ”Lex Charteau”: en regelændring, der betød færre point på de små stigninger, point til færre ryttere på de enkelte stigninger og lagde større vægt på de høje bjerge. Formålet var klart: ASO ville have en ”stor” rytter og en rigtig klatrer til at vinde den prikkede trøje.

Resultatet kom straks. I 2011 lykkedes det klassementsrytteren Samuel Sanchez at tage sejren, og selvom det året efter igen var en opportunist, der løb med hæderen, var man hos ASO ikke kede af, at det var den lokale helt Thomas Voeckler. Bare 12 måneder tidligere var franskmanden trods alt endt som nummer 4 samlet og kunne derfor også af arrangørerne anses som et ”stort” navn. I 2013 kunne man næppe have ønsket sig et bedre scenarium, da en ren klatrer, som endda blev nummer 2 samlet, Nairo Quintana, tog sejren. I 2014 og 2016 var det Rafal Majka, der med en offensiv tilgang og fremragende klatrepræstationer viste, at man stadig kan vinde trøjen uden at køre klassement, mens det i 2015 såmænd var løbets samlede vinder, Chris Froome, der løb med den eftertragtede trøje. I 2017 var det med Warren Barguils sejr atter en opportunist, der endte i prikker, men denne gang kørte den spinkle franskmand så stærkt, at han alligevel endte i top 10 i klassementet. Og sidste år var det måske ikke en klassementsrytter, men alligevel en af feltets allerstørste stjerner, Julian Alaphilippe, der kom til Paris i prikker. Med andre ord er det tydeligt, at regelændringen har haft den ønskede effekt.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Pointsystemet er flere gange blevet justeret en anelse, og i år gives der point efter følgende model:

• På stigninger uden for kategori får de første 8 ryttere hhv. 20, 15, 12, 10, 8, 6, 4 og 2 point
• På stigninger af 1. kategori får de første 6 ryttere hhv. 10, 8, 6, 4, 2 og 1 point
• På stigninger af 2. kategori får de første 4 ryttere hhv. 5, 3, 2 og 1 point
• På stigninger af 3. kategori får de første 2 ryttere hhv. 2 og 1 point
• På stigninger af 4. kategori får den første rytter 1 point

Derudover vil der dobbelt pointantal på toppen af alle stigninger, der både er uden for kategori og har top i mere end 2000 m, dvs. Col du Tourmalet på 14. etape, Col d’Izoard og Col du Galibier på 18. etape, Col d’Iseran på 19. etape og Val Thorens på 20. etape.

Favoritterne

Som sagt er kampen om bjergtrøjen altid en dyst mellem de offensive klatrere, der kan tilbringe det meste af tiden på de store bjergetaper i udbrud og herved score mange point, samt klassementsrytterne. Regelændringerne betyder, at sidstnævnte nu har en langt bedre chance end tidligere, hvilket Quintanas og Froomes sejre vidner om. Samtidig er det tydeligt, at man nu skal være en virkelig god klatrer for at score point nok til at slå de ryttere, der også kører med om den samlede sejr, og Touren synes nu at være den grand tour, hvor en bjergtrøje stiller størst krav til klatreevnerne. Det virker i hvert fald usandsynligt, at en relativt tung rytter som Thomas De Gendt vil kunne ende som løbets bjergkonge, som han ellers gjorde i sidste års Vuelta, hvor de mindre stigninger har større vægt.

Egentlig burde bjergkonkurrencen i år være en relativt enkel affære. Julian Alaphilippe var ganske suveræn i 2018 og er en af de få, der fra start har trøjen som et erklæret mål. Al logik siger da også, at franskmanden bør være den helt store favorit, men årets rute og pointsystem taler i den grad imod franskmanden. Mere end nogensinde er bjergkonkurrencen nemlig gearet mod de ”rigtige” klatrere, og den kategori falder Alaphilippe ikke ind under.

I år har man nemlig som noget nyt valgt at give dobbelt antal point på alle HC-stigninger over 2000 m - hvilket i praksis vil sige alle fem. Det betyder, at der på fem af løbets allervanskeligste bjerge kan hentes i alt 200 point. Til sammenligning henter man blot 130 point, selv hvis man vinder alle løbets 13 kategori 1-stigninger, 60 point, hvis man vinder samtlige 12 kategori 2-stigninger, mens sejre på alle 21 kategori 3- og 14 kategori 4-stigninger indbringer hhv. 42 og 14 point.

Med andre ord kunne noget tyde på, at årets bjergkonkurrence i høj grad vindes på Col du Tourmalet og Val Thorens - hvor der er gode chancer for, at favoritterne vil køre om sejren - samt Col d’Izoard, Col d’Iseran og Col du Galibier, der alle er placeret, så det formentlig er udbrydere, der vil runde toppen først. Det synes i hvert fald at være udelukket, at man kan vinde uden at være helt fremme på de fleste af disse fem bjergpas, og selvom er også kan scores en del point i ”Alaphilippe-terrænet” i Vogeserne og Massif-Central i løbets første halvdel, er det for intet at regne sammenlignet med det, der kan hentes især i Alperne over de sidste fire dage.

Derfor vover vi pelsen bed at undlade at pege på den oplagte favorit. I stedet tror vi, at Warren Barguil rejser sig ved for anden gang i karrieren at sikre sig sejren. Det har ellers været en rædselsfuld tid for den ellers så talentfulde franskmand, der sidste år sågar var på randen af et karrierestop, men i år har han længe vist tegn på, at han er på vej tilbage. Allerede på Mallorca i begyndelsen af februar fik man den første fornemmelse, men desværre fik han ødelagt hele sit forår af et styrt i Paris-Nice og siden et meget grimt uheld i Volta a Catalunya. Da Barguil samtidig er en langsom starter, har det krævet lidt tid at genfinde formen, men set i det lys var præstationen i Dauphiné ganske opløftende.

Det helt store boost fik han imidlertid, da han vandt de franske mesterskaber på en rute, der ellers slet ikke passede ham. Han kommer med andre ord til Touren med masser af selvtillid og tro på sig selv. I det hele taget minder situationen meget om 2017, hvor han også havde været skadet i løbet af foråret, men langsomt kørte sig i form i løbet af Touren og blot blev bedre og bedre, som dagene skred frem. I det hele taget har Barguil restitution som en stor fordel, og derfor er denne bagtunge Tour-rute nærmest perfekt for ham. Samtidig er det som sagt en bjergtrøje, der denne gang skal vindes i de ”rigtige” bjerge, hvor Barguil er langt stærkere end den mere eksplosive Alaphilippe. Med sin gode spurt har han alle forudsætningerne. Nu skal han bare vise, at han vitterligt er tilbage.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Inden vi satte os ind i pointsystemet for i år, havde vi allerede gjort Julian Alaphilippe til klar favorit. Som det fremgår, har den vurdering ændret sig af løbets særlige karakter i år. Selvom han overraskede mange med sin ret stabile klatring også i de høje bjerge i 2018, står det hævet over enhver tvivl, at Alaphilippe har sine begrænsninger, når stigningerne bliver lange og svære. Samtidig er det velkendt, at hans restitution lader meget tilbage at ønske - det har vi set gang på gang i ugelange etapeløb, hvor han har en tendens til at falde sammen efter et par dage - og så sent som i Dauphiné så vi det klassiske Alaphilippe-mønster, hvor han efter en overbevisende start på de to svære etaper i weekenden, nærmest eksploderede til sidst.

Den slags udsving er der formentlig ikke råd til i år. Skal man vinde Tourens bjergtrøje, skal man med en vis sandsynlighed være i udbrud på måske endda alle tre af de store alpeetaper. Det plejer Alaphilippe nok at kunne finde ud af at komme, men til gengæld virker det usandsynligt, at han kommer langt alle tre dage. Han har ganske enkelt ikke samme robusthed som de klassiske klatrere. Dertil kommer, at nøglestigningerne alle er alt for lange og regulære til en superpuncheur som Alaphilippe, og selvom han kan bevise det modsatte, synes han ikke nødvendigvis at være typen, der er allerbedst i de høje luftlag.

Det betyder naturligvis ikke, at Alaphilippe ikke sagtens kan vinde igen. Tværtimod viste han sig jo overvejende stærk også på de høje bjerge i 2018, og stigninger som Col d’Izoard og Col d’Iseran kommer såt tidligt på etaperne, at de er inden for Alaphilippes rækkevidde. Dertil kommer, at han kan score ganske mange point med offensiv kørsel i Vogeserne, Massif Central og ikke mindst på de lidt lettere stigninger i Pyrenæerne. Endelig har han trøjen som sit måske allerstørste mål, og det er helt afgørende i en konkurrence, der sjældent er et mål for mange. Derfor kan det også på denne rute ende med endnu en Alaphilippe-sejr.

Pointsystemets sammensætning gør, at der i år burde være gode chancer for, at trøjen vindes af en klassementsrytter. I den sammenhæng må Egan Bernal være den mest oplagte kandidat. Vi har allerede i vores overordnede optakt redegjort for, hvorfor vi forventer, at Ineos-rytteren er løbets bedste klatrer, og skulle favoritterne ende med at afgøre relativt mange etaper mellem sig, bliver han svær at bide skeer med. Særligt etaperne til Tourmalet og Val Thorens kan bidrage væsentligt til Bernals pointhøst, for der vil i alt være 80 point at hente ved at vinde de to etaper. Dertil kommer, at der for etapesejre på 15. og 19. etape, der ligeledes har mål på toppen, er yderligere 20 point at hente, og endelig vil Bernal naturligvis også høste lidt point hist og her undervejs. Naturligvis kræver en sejr til Bernal, at udbrud får begrænsede muligheder i bjergene, men som vi så i 2013 og 2015 er det med det nye pointsystem slet ikke usandsynligt, at bjergtrøjen vindes af en af de helt skarpe klassementsryttere.

En spændende kandidat er Michael Woods. Canadieren har allerede meldt ud, at hans mission i årets Tour er at være synlig i udbrud, og det er som bekendt den bedste forudsætning for at gå efter en bjergtrøje. Han er bestemt ikke specialist på lange stigninger, men hans 7. plads i Vueltaen i 2017 viste, at han sagtens kan klatre i høje bjerge. Det bekræftede han med sin fine kørsel i Catalonien og Dauphiné, og i det hele taget er Woods, der vel var bedste mand ved sidste års VM, inde i en forrygende stærk udvikling. Det er slet ikke sikkert, at bjergtrøjen er et mål, men som puncheur burde Woods have det punch, der også er en vigtig del af at gå efter prikkerne. Scorer han lidt point undervejs, er det meget sandsynligt, at det kunne blive et mål.

Det kunne det også for Fabio Aru . Selvom han afviser det, tror vi egentlig, at italieneren vil forsøge at holde sig til i klassementet, men selvom han gjorde det bedre end forventet i Tour de Suisse, tror vi, at løbet her kommer en anelse for tidligt til, at det er realistisk. Det er trods alt kun for nylig, at han fik løst sit arterieproblem via en operation, og han mangler i den grad løbskilometer. Til gengæld kunne den positive opstart tyde på, at han vitterligt har fundet årsagen til sine mange trængsler, og er han vitterligt tilbage, er Aru jo en af verdens suverænt bedste klatrere. Med en rute, hvor han har 14 dage til langsomt at indhente det forsømte, og hvor bjergtrøjen ser ud til at skulle afgøres i de allerhøjest og på de allerlængste bjerge, burde det være guf for en bjergged som ham. Et par store soloridt i Alperne kunne meget vel være vejen til en bjergtrøje for Aru.

Lidt af det samme kan siges om Ilnur Zakarin . Russeren kommer ikke til løbet for at køre klassement, men vil i stedet jagte etaper fra udbrud. Det er han som bekendt hamrende god til, for på den facon har han taget sejre i Giroen i 2015, Touren i 2016 og senest i Giroen for en måneds tid siden. Samtidig er han som bekendt lidt af en dieselmotor, der altid er bedst i den tredje uge, hvor de mange point denne gang kan scores. Det er klart, at Zakarin i kraft af sin manglende eksplosivitet ikke just fremstår som den mest oplagte bjergtrøjekandidat, men i år er det mere end tidligere de rene klatreevner, der belønnes. Dem har Zakarin, som elsker store ridt særligt mod slutningen af grand tours. Kan han komme afsted på de tre vigtigste dage i Alperne, er det i år, at en fyr som ham kan vinde bjergtrøjen.

Vi vil også pege på Mikel Landa og Vincenzo Nibali. Begge kommer de fra Giroen med ambition om at køre klassement, men netop fordi de har kørt i Italien, er der en ganske stor risiko for, at den mission ikke vil lykkes. Det kan til gengæld åbne andre perspektiver i den tredje uge, hvor der burde være masser af muligheder for store ridt fra klasseklatrere som dem. Landa har allerede én gang i Giroen vist, at han kan omsætte en ødelagt klassementsdrøm til en bjergtrøje, og Nibali viste i 2016, hvor han sidst forsøgte sig med den svære double, at han kunne finde benene til offensiv kørsel i den tredje uge. Ligesom for Zakarin gælder, at de har den manglende spurtstyrke imod sig, men det betyder mindre på denne rute.

En dark horse kunne være David Gaudu. Udgangspunktet er, at han er låst i rollen som hjælper for Pinot, men skulle den lidt ustabile kaptajn igen falde igennem, vil holdet skifte strategi og i stedet jagte etaper. Det kan åbne døren for det franske supertalent, der har fået sit helt store gennembrud i et forår, hvor han særligt i Tour de Romandie viste, at han klatre med lige op med verdenseliten. Han har længe været udskreget til det hele store, og efter en skuffende 2018-sæson synes han endelig at være klar til at indfri forventningerne. Han lider desværre voldsomt under manglende stabilitet, ligesom han fortsat er meget grøn i grand tour-sammenhæng, men løsnes han for Pinots snærende bånde, og finder han sine bedste ben til den tredje uge, har han både klatreevnerne og det rette punch til at blive malet i prikker.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Der er naturligvis altid den mulighed, at en rytter falder ud af klassementet og herved vinder bjergtrøjen, som Landa gjorde det i Giroen i 2017. Det sker ganske vist uhyre sjældent i Tour-sammenhæng, men særligt i år, hvor trøjen vindes til allersidst, kan det ske. Vi har allerede peget på Landa og Nibali som de mest oplagte bud på ryttere, der kan bruge den model, men også Nairo Quintana og Thibaut Pinot kunne være kandidater. Quintana har givet tegn på, at han er på vej tilbage, men er det ikke helt tilfældet, så vi så sent som sidste år, at han fortsat er god nok til at vinde bjergetaper. Pinot viste os i 2015, at han kan slutte stærkt af i den tredje uge, selvom han skulle have fået en mavepuster tidligt i løbet - dengang vandt han Alpe d’Huez-etapen på næstsidste dag - og det kan han gøre igen. Med rutens design har Pinot alle forudsætningerne for at vinde bjergtrøjen, hvis det skulle blive et mål.

Endelig vil både Bauke Mollema og Giulio Ciccone kunne komme i spil, hvis Richie Porte atter falder ud af klassementet, hvilket - hans triste sygdoms- og styrthistorik taget i betragtning - jo desværre ikke er helt utænkeligt.

*** Warren Barguil

** Julian Alaphilippe, Egan Bernal

* Michael Woods, Fabio Aru, Ilnur Zakarin, Mikel Landa, Vincenzo Nibali, David Gaudu, Nairo Quintana, Thibaut Pinot