Tour de France: Kampen om trøjerne

nullMens Feltet.dk andetsteds har gennemgået ruten og favoritterne til årets Tour de France, vil denne artikel give et bud på, hvem der skal holdes øje med, når snakken går på de andre trøjer i løbet altså den grønne pointtrøje, den prikkede bjergtrøje og den hvide ungdomstrøje.
ASO har ønsket en nytænkning af ruten, og for de seere som finder den første uges lange og forudsigelige sprinteretaper kedelige, vil dette tiltag gøre løbet mere interessant at følge. Der er dog nogen, der nyder at følge sprinteretapernes særegne og forudsigelige logik, hvor det forventede oftest sker fyldest. For de cykelsportsentusiaster, der finder en masse glæde i disse sprinternes etapers rolige, monotone afvikling, efterfulgt af den intensive totaloplevelse som massespurten med sin farlige og hektiske afvikling har karakter af, vil der desværre ikke være meget at komme efter. Der er nemlig en klar taber efter denne nytænkning: sprinterne har måttet betale prisen.

Som vi andetsteds har gennemgået, er der reelt meget få etaper, som synes at passe sprinterne. Et kig på ruteprofilen afslører seks rendyrkede sprinteretaper (3, 5, 8, 12, 13, 21). Herudover kan man forestille sig, at enkelte hårdføre sprintere vil kunne kæmpe sig med hjem på de to første kuperede etaper, ligesom 19. etape f.eks. også byder på en overkommelig ruteprofil.

Flere udgaver af Giro d’ Italia har budt sprinterne på en lignende løbsudformning. Netop derfor har ryttertyper som Paolo Bettini og Rolf Sørensen været i stand til at vinde trøjen. Opskriften bag disse sejre er lang, og kræver en bred vifte af evner. På den ene side at deltage i massespurterne, men også ved at samle point, hvor de sande sprintere ikke er i stand til det – i hårde bakkespurter; sprintafgørelser efter hårde etaper i et decimeret felt samt ved at deltage i udbrud.

Den hårde rute åbner op for yderlige problemer for sprinterne. Det angrebsvenlige terræn vil for det første besværliggøre forfølgelsen; specielt længere inde i løbet. Kigger man overordnet set på holdene, så er der endvidere ganske få hold, som kan tænkes at deltage i jagten. Efter Milram har erklæret, at man ikke i samme grad vil satse på massespurter, efterlader det Credit Agricole, Team Colombia, Barloworld samt til dels Rabobank og Quick-Step som de hold, der umiddelbart har de klareste og mest udtalte interesser for massespurter. Men hvordan vil disse hold reagere, hvis f.eks. en Robbie McEwen, hvis hold udelukkende arbejder for Cadel Evans, begynder at skrabe sejre sammen?

Min vurdering er dog, de potentielle dilemmaer til trods, at det mest sandsynlige er, at den grønne trøje i sidste ende tilfalder en af sprinterne. Sprinterne har muligheder, og på samme tid er det svært at få øje på nogen rytter, som er i stand til at lave et trick á la Bettini, selvom et interessant bud kunne være Filippo Pozzato. Men for de ryttere som ønsker sig at iklæde sig løbets grønne pointtrøje, vil det i allerhøjeste grad handle om, hvem der kommer bedst over stigningerne.

Med en rute som denne, ville en klar favorit være Daniele Bannati, som den mest hårdføre af topsprinterne. Bennati stiller desværre ikke op, ligesom sidste års vinder af pointtrøjen, Tom Boonen, ej heller vil være til start. Derfor må den største favorit være norske Thor Hushovd. På trods af sin store figur er nordmanden slet ikke den værste klatrer i feltet. Hushovd har hurtigheden, erfaringen, et hold opbygget udelukkende omkring ham, og så har han før vist villighed til at opsøge point på alternative måder.

En oplagt modkandidat til Hushovd, vil være den tredobbelte verdensmester Oscar Freire, der om nogen formår at gøre sig i kuperet landskab. Freire har dog aldrig rigtigt gjort sig gældende i kampen om den grønne trøje, ligesom han kan tænkes at udgå tidligt for at forberede sig til OL i Beijing. En mand som under ingen omstændigheder lader sig udgå frivilligt, er sidste års nummer to Robert Hunter. Sydafrikaneren blev i fjor den første fra sit kontinent til at hjembringe en etapesejr. Hunter er typisk en rytter, der ikke lader sig slå ud af lidt stigninger, og årets rute bekommer ham derfor vel. Siden sidste år har han dog fået intern konkurrence fra Baden Cooke.

Det ville selvfølgelig være tåbeligt ikke at nævne de to veteraner Erik Zabel og Robbie McEwen. De to mangler nu mange år efter deres rivaliseringer begge holdstøtte, og deres bud på trøjen synes usandsynligt. Blandt outsiderne vil være unge Gerald Ciolek, der dog vil komme til at agere hjælperytter på de etaper, hvor Mark Cavendish kommer med feltet hjem. Et andet interessant navn vil være den lille, men meget hurtige Leonardo Duque fra Cofidis. Selvom ruten synes perfekt til et endnu et forsøg på den grønne trøje, vil vi formentlig ikke se Team CSC-Saxo Banks Stuart O’Grady lave et helhjertet forsøg.

Bjergtrøjen
Den polkadot-farvede bjergtrøje er gennem årene skiftevist gået til to typer af ryttere: enten en overlegen klassementsrytter, eller en rytter som risikerer klassementsforhåbninger ved at give sig i kast med lange soloridt, på etaper, hvor der er mange point at hente.

Kigger man på favoritfeltet, eller sæsonen som helhed, er der dog ikke nogen signaler på, at en rytter vil vise knusende overlegenhed i bjergene. Opgørene har været tætte, typisk med skiftende vindere på diverse etaper. Derfor forekommer det mest sandsynligt, at det nok en gang vil være en aggressiv rytter, som ved et stort togt og efterfølgende forsvar kan iklæde sig den ejendommelige trøje. I år vil vi allerede på 9. etape få et godt glimt af, hvem der går efter trøjen, da denne etape byder på fire kategori-4 stigninger, en kategori-3 og to kategori-1 stigninger.

Ligesom det har været tilfældet siden 2004, gives der dobbelt antal point på de afsluttende bjerge, såfremt disse er kategori 2 eller højere. Målet med denne regel er naturligvis at gøre livet svært for lykkeriddere. Netop sidste års vinder, Mauricio Soler (Barloworld) formåede således at skaffe sig point via lange togter, men besad samtidig så stor styrke, at han også ofte formåede at gøre sig gældende på den sidste stigning. Soler må i år betragtes som trøjens helt store favorit, hvis han tropper op i en tilsvarende form som i fjor. Soler havde dog et mislykket Giro d’ Italia, hvor han udgik med en skade, og siden har meldingerne ikke været for positive fra Barloworld-lejren.

Det er generelt en uforudsigelig trøje, men enkelte navne trænger sig på. I årevis har Christophe Moreau (Agritubel) med skiftende held forsøgt sig i klassementet. Noget tyder på, at sidste år var sidste gang, og ingen af Moreaus resultater i år burde give franskmanden fornyet håb. Man må håbe Moreau lader sig tildrage den kærlige omfavnelse franskmændene skænkede Laurent Jalabert og Richard Virenque, da de iklædte sig trøjen. Giver Moreau sig i kast med projektet, som meldingerne tyder på, så kan han potentielt få modstand fra en anden franskmand, nemlig det unge franske klatretalent Rémy Di Gregorio (Française des Jeux). Den 22-årige rytter er på franskmændenes læber, og han bliver interessant at følge i hans andet Tour de France.

Taler man bjergtrøje, må man også nævne David De La Fuente Rasilla (Saunier Duval-Scott), der har gjort udbrud i Touren til sin niche. Spanieren, på trods af han ikke excellerer mærkbart på nogen fronter, har gjort sig selv et kendt navn via hyppige udbrud, der altid bringer ham nær toppen i denne konkurrence. Andre gode bud er den klejne østrigske klatrer Bernhard Kohl (Gerolsteiner), den skallede franskmand John Gadret og den genopståede Cyril Dessel (begge Ag2r-La Mondiale) og deres landsmand Sylvain Chavanel (Cofidis), der i år har været bedre end nogensinde før. Måske er det også klogt at holde øje med Leonardo Piepoli (Saunier Duval-Scott), der modsat tidligere deltagelser i Touren ikke skal udholde ti dage med hårdt kørte sprinteretaper inden det begynder at gå op af.

Ungdomstrøjen
Modsat de andre trøjer bliver den hvide ungdomstrøje ikke fordelt på baggrund af en indlagt konkurrence, men tager i stedet udgangspunkt i de unge rytteres placering i klassementet. Den bedste placerede vinder simpelthen ungdomskonkurrencen. De aldersmæssige forudsætninger er dog, at man er født efter 1. januar 1983, og derfor højest er 25 år gammel.

Sidste års sejrede Alberto Contador, og han blev dermed den første siden Jan Ullrich, der i Paris kunne lads sig iføre den hvide såvel som gule trøje. Alberto Contador er dog hverken ung nok til at deltage i konkurrencen, ligesom han og hele Astana holdet ikke har modtaget nogen invitation. Feltet skorter dog ikke på talenter, og det er en usædvanlig spændende gruppe af unge ryttere, som skal kæmpe om trøjen, og det forventningspres der følger med trøjen efterfølgende.

Som det ofte er tilfældet med yngre ryttere, så vil flere af de unge ryttere ikke i udgangspunktet være deres holds leder, hvorfor de kan risikere at måtte tilsidesætte deres egne ambitioner. Trøjens største favorit, Andy Schleck fra Team CSC-Saxo Bank, er da heller ikke i udgangspunktet holdets største klassementhåb. Schleck vil dog først skulle trække i arbejdstøjet i det tilfælde, at Carlos Sastre træder i karakter, som løbets stærkeste rytter. Når Schleck som udgangspunkt må regnes som den største favorit til trøjen, er det ikke alene på grund af hans evner som bjergrytter, men også fordi han allerede har udvist stor udholdenhed over tre uger.

Mauricio Soler kunne ikke stille meget op mod Contador i sidste sæson, men skaffede sig alligevel en flot samlet placering som nr. 11. Soler er stadig gyldig som kandidat til trøjen, men som beskrevet foroven, er form og helbred et åbent spørgsmål hos colombianeren. Riccardo Riccò (Saunier Duval) er måske en endnu mere oplagt kandidat, men italieneren har allerede haft en lang sæson, hvor højdepunktet hidtil har været andenpladsen i Giro d’ Italia. Ricco har evnerne til et godt resultat, men umiddelbart virker det mest sandsynligt, at han blot vil forsøge at skaffe sig en etapesejr i løbets første halvdel, og specielt første etape, der byder på en afslutning op af bakke, er en udpræget specialitet hos Ricco.

Formen kan til gengæld ikke betvivles hos tjekkiske Roman Kreuziger. Den 22-årige rytter har hidtil fuldført en enkelt Grand Tour, nemlig sidste års Vuelta, hvor han sluttede på 21. pladsen. Kreuziger har dog vedvarende forbedret sig, toppende med da han for nylig snuppede sejren i Tour de Suisse foran en række af sportens store stjerner. Fra holdets side har man søgt at neddrosle forventningerne til Kreuziger, der som en del af 1986-årgangen stadig er meget ung. Udmeldingerne har gået på, at Kreuziger slet ikke intenderer at fuldføre løbet, men som bekendt kan sådanne planer hurtigt ændre sig.

Svenske Thomas Lövkvist sluttede ligeledes foran A. Schleck i Tour de Suisse med sin femteplads. Lövkvist har dog allerede kørt Tour de France tre gange, og ingen af gangene med særligt held. Svenskeren synes dog at have nydt godt af skiftet til Team Colombia, hvor han ikke egenhændigt har båret ansvaret i etapeløbene. Lövkvist er en allrounder, der mestrer stigninger såvel som enkeltstart. Og noget tyder på at svenskeren endelig kan få sine våben til at fungere i verdens største cykelløb, som del af et nyt mandskab. Hvor Lövkvist endelig synes at have fundet sig selv i indeværende sæson, så er Maxime Monfort blot blevet bedre og bedre de seneste par år. Han har været specielt imponerende i denne sæson med en stribe flotte top-10 placeringer. Spørgsmålet er dog om Monfort som belgier kan forene sig selv med at være det nye, potentielle håb for de cykelglade belgiere, som stadig sulter efter en reinkarnation af Eddy Merckx. Kan han det, er Monfort en god bjergryttter, som formår at begrænse tidstabet i kampen mod uret.

Ryttere som potentielt kan iklæde sig den hvide trøje i løbet af første uge, uden at kunne forventes at beholde den løben igennem, er navne som den sydafrikanske klatrer John-Lee Augustyn (Barloworld), russiske Iouri Trofimov (Bouygues Télécom) og førnævnte Rémy Di Gregorio.