Tour de France: Ungdomstrøjen

Modsat de andre trøjer bliver den hvide ungdomstrøje ikke fordelt på baggrund af en indlagt konkurrence, men tager i stedet udgangspunkt i de unge rytteres placering i klassementet. Den bedste placerede vinder simpelthen ungdomskonkurrencen. De aldersmæssige forudsætninger er dog, at man er født efter 1. januar 1984, og derfor højest er 25 år gammel.

I maj skrev vi på feltet.dk en tilsvarende artikel i forbindelse med Giro d’Italia. Siden ungdomstrøjens genindførsel i den italienske rundtur, havde konkurrencen ellers udviklet sig til lidt af en lukket forestilling mellem på forhånd oplagte favoritter. I 2007 vandt Andy Schleck forholdsvist sikket foran Riccardo Riccò; året efter vandt Riccò forholdsvist sikkert foran Jurgen Van Den Broeck og Vicenzo Nibali. I årets Giro d’Italia opstod derimod en ny situation, hvor favoritterne var svære at udpege på forhånd; de største talenter var blevet væk. Selv om undertegnede formåede at fremhæve de senere duellanter (klap på skulderen til mig), så var vinderen Kevin Seeldrayers og førsteudfordreren Francesco Masciarelli så relativt langt nede i den samlede stilling, at det mere var blevet en indbyrdes kamp, end én som tog udgangspunkt i et større mål om en samlet sejr.

Kampen mellem Seeldrayers og Masciarelli bragte mindelser frem om Tour de France 2008. Da så man ligeledes, hvordan feltet af mulige emner til ungdomstrøjen krøb dag for dag, indtil det til sidst blev et indbyrdes opgør mellem Andy Schleck og Roman Kreuziger. Deres indbyrdes opgør opnåede endda en så introvert selvoptagelse, at Kreuziger på den ellers klassementmæssigt ligegyldige 18. etape lavede et direkte angreb på Schlecks forspring. Schleck gik straks efter, og det to kom ind sammen med resterne af en sat gruppe af udbrydere, mens feltet så passivt til; de unge kamphaner var langt efter i de samlede klassement.

Dette fortæller egentlig intet om dette års Tour de France, og så alligevel. Mange af de samme navne går igen. Specielt Andy Schleck, Roman Kreuziger og Vicenzo Nibali, mens Riccò nu er ligegyldig, og Van Den Broeck (Silence-Lotto) siden hen er blevet for gammel til at kæmpe med om ungdomstrøjen. Men vi ser, hvordan løb og sæsoner fungerer som trin, som unge cykelryttere langsomt – eller hurtigt – træder opad. Og talenterne, som er i fokus her, har for det meste taget så mange trin, at ungdomstrøjen kun kan betragtes som et sekundært mål i kampen om den gule trøje.

Favoritterne
Trøjen kan nå at skifte ejermand mange gange under Tour de France, men specielt tre ryttere, er favoritter til trøjen: Andy Schleck (Team Saxo Bank), Roman Kreuziger (Liquigas) og Robert Gesink (Rabobank). Når Andy Schleck, Roman Kreuziger, Robert Gesink samt Vicenzo Nibali således er beskrevet mere uddybende andetsteds her på siden, indikerer det, at vi har at gøre med en usædvanlig interessant gruppe af unge ryttere. At vi vurderer dem så højt – de tre første vurderet til en top-10 placering – bevidner, at selvom alle har meget at lære, har de alle så stort potentiale og reel erfaring, at de allerede er klar til at køre i top-10, og måske mere.

Da flere af rytterne netop er beskrevet uddybende andetsteds, begrænser denne artikel sig til komparative sammenligninger af rytternes styrker og svagheder, muligheder og begrænsninger, ligesom resten af de mest fremtrædende rivaler opremses.

Der synes altså at være en overflod af megatalenter. Ser man på de forskellige Grand Tours som forebyggende trin, eller prøvelser, har talenterne allerede samlet erfaring fra Giro d’Italia (Schleck, Nibali), Vuelta a España (Gesink, Kreuziger), og fået smagt på Tour de France (Schleck, Nibali, Kreuziger). Det betyder, at kun Gesink endnu mangler at prøve kræfter med verdens største cykelløb. Når der endvidere er mange flere interessante talenter, der let kan overraske vores udvalgte favoritter, giver det således indtrykket af nogle usædvanlige årgange af talenter. Vi taler ikke om perifere talenter, som da Vladimir Karpets i 2004 vandt ungdomstrøjen foran Sandy Casar.

Andy Schleck er som forsvarende vinder den største favorit. Luxembourgeren viste sig i fjor klart bedst på stigningerne set over hele løbet, og kun den ene offday bevirkede, at Roman Kreuziger overhovedet truede ham. Kreuziger er dog en årgang yngre end Schleck, og selvom de begge – også målt på resultater - har udviklet positivt siden i fjor, så forekommer Schleck stadig bedst på stigningerne. Kreuziger er dog den klart mest alsidige af de to. Man kan alligevel fornemme, at der er større forhåbning internt til Schleck. Andy Schleck er sammen med sin bror Fränk Schleck holdets kaptajner, og hele mandskabet synes designet til at hjælpe ham til et godt klassement. Kreuziger derimod, vil helt sikkert have en fri rolle, men skal omvendt dele hjælperytterne med Nibali, Franco Pellizotti, og ikke mindst sprinteren Daniele Bennati. Omvendt vil ingen af de andre hold forvente, at Liquigas skal styre løjerne, hvori der selvfølgelig ligger en vis frihed.

Robert Gesink (Rabobank) er ligesom Kreuziger fra 1986, men har altså sit første Tour de France til gode. Den unge hollænders virker dog mere end moden nok til opgaven, og kørte i det store hele en stabil Vuelta a España. Problemet for Gesink vil derimod være, at han i udgangspunktet ikke vil få helt frie hænder, som sine to konkurrenter. Efter Giro d’Italia må Rabobank forventes at satse på deres tredobbelte Grand Tour vinder, og før russeren går ned med flaget, vil Gesink skulle agere løjtnant. Ligesom Schleck er Gesink mere en udpræget bjergrytter, der blot skal forsøge at begrænse skaden på enkelstarterne. Til gengæld ser han fantastisk ud, når han angriber stigningerne.

Under disse tre storfavoritter finder vi Vicenzo Nibali (Liquigas), der sluttede et godt stykke efter sin to år yngre tjekkiske holdkammerat. Ligesom Kreuziger har Nibali vist sig ganske alsidig. Han kan klatre, køre enkeltstarter, er aggressiv og opportunistisk, men har også vist, at talentet i modsætning til Kreuziger har et loft. Det har til tider haltet lidt på hårde stigninger, men det skal dog siges, at Nibali så bedre ud på Tourens længere, men mindre stejle stigninger, end han nogensinde har gjort på Giro d’Italias mere stejle varianter. Nibalis største problem er dog, at han endnu ikke har vist udholdenhed over tre uger.

Efter at have været en glimrende etapeløbsrytter i ungdomsrækkerne, har tyske Tony Martin (Team Columbia) som professionel mest gjort sig bemærket som tempospecialist. Tony Martin (f. 1985) er dog begyndt at vise nogle af bjergbenene fra U23-rækken, senest med en fornem 2. plads i Tour de Suisse. Det var dog et meget uselektivt løb, med korte stigninger, der slet ikke kan stå til måls med det Tony Martin vil møde i Tour de France. Selvom Tony Martin næppe vil kunne bære trøjen hele vejen til Paris, så er han et godt bud på en tidlig føring efter første etape. Mens Tony Martin er en forholdsvis stor rytter, er Rigoberto Uran (Caisse d'Epargne) ganske let på tå. Columbianeren fra 1987 har vist sig som en glimrende klatrer, og på trods at være ganske petit har han også udvist gode tempoegenskaber. Uran kan efter Valverdes udelukkelse se frem til mere frihed til at udforske sine egne begrænsninger.

Blandt de mere usikre kort finder man franskmændene Jonathan Hivert (Skil-Shimano), Pierre Rolland (B-Box Bouygues Telecom) samt Jérôme Coppel og Rémy Di Gregorio (Française des Jeux). Hivert kørte et flot Paris-Nice og var med til at sikre holdet sit Wildcard. Rolland og Di Gregorio derimod har den tvivlsomme ære af at være blandt de nye franske bjerghåb, mens Coppel mere er en allrounder. Fra mindre traditionelle cykelnationer bør man desuden holde øje med håbefulde talenter som slovenske Simon Spilak (Lampre N.G.C.) og portugisiske Rui Costa (Caisse d'Epargne).

For første gang i snart mange år er der potentiale for, at en dansk rytter kan iføre sig den hvide ungdomstrøje. Hammel-knægten Chris Anker Sørensen (Team Saxo Bank) er fra 1984, og når derved lige netop skæringsdatoen, og det bliver spændende at følge den danske bjergged i det franske. Chris Anker Sørensen har ligesom mange af de førnævnte endnu ikke vist den fornødne holdbarhed over tre uger. Sørensen kørte dog en meget lovende Vuelta a España i 2007, og Tour de France burde vejrmæssigt passe den spinkle dansker bedre end majs Giro d’Italia. Sørensen er dog ikke det mest oplagte bud, grundet hans noget låste rolle som hjælperytter og dårlige evner på en enkeltstart. Hvis han alligevel skulle kunne iføre sig den hvide trøje, formentlig som følge af et taktisk funderet angreb, vil det formentlig ikke blive det mærkeligste der hænder under årets Tour de France.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat