Tour de Romandie-analyse: Man kan altså godt, Rohan

Der gik ikke mange uger af 2019, inden et stort team i cykelverdenen blev, om Rohan Dennis’ skifte fra en BMC- til en Merida-cykel var ensbetydende med hans fald fra tronen som verdens førende tempokonge. Australieren fik nemlig gedigne klø af Luke Durbridge ved de australske mesterskaber, og da han siden leverede en nærmest rystende svag præstation i Tirreno-Adriatico på en rute, han ellers har ejet i de senere år, var det i hvert nærliggende at konkludere, at materiellet, der som bekendt spiller en ret væsentlig rolle på tidskørsler, spillede en rolle i det, der lignede et lille fald fra tinderne.

Efter dagens prolog i Tour de Romandie er der blevet lagt en foreløbig dæmper på de spekulationer, da det højst uventet blev Jan Tratnik og ikke Dennis, der skulle sikre Bahrain-mandskabet deres første tempotriumf i år. Den lille, eksplosive slovener viste nemlig sin mere berømte holdkammerat, at han sagtens kan vinde enkeltstarter også på en Merida, da han i en neglebider af en afslutning sikrede sig karrierens største sejr.

Naturligvis skal man ikke lægge alverden i det resultat. Dagens prolog var nemlig noget helt andet end en klassisk tidskørsel, og her handlede det mere om eksplosivitet og tekniske evner end om aerodynamik og power. Derfor spillede materiellet også en mindre rolle, og man kan ingenlunde bruge Tratniks sejr til at afvise teorien om cyklen som forklaring på Dennis’ bemærkelsesværdige niveaufald. Ikke desto mindre varmer det utvivlsomt hos Merida-ledelsen, at de nu har et synligt bevis på, at deres udstyr altså ikke nødvendigvis står i vejen for triumfer også på tidskørsler.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

For nogle kommer Tratniks triumf som en overraskelse, men det burde den ikke. Det var snarere uventet, da den ellers ret alsidige slovener pludselig i Giroen i 2017 indså, at han faktisk kunne køre enkeltstart. Få måneder senere blev han nr. 10 ved VM, og igennem de to seneste år har han gjort tekniske og kuperede enkeltstarter til lidt af et speciale. Indtil i dag var hans største triumf sejren på den stærkt kuperede Coppi e Bartali-enkeltstart i 2018, men han har også så fine prologresultater, at det var hel naturligt at pege på ham som outsider til dagens prolog, hvad jeg da også gjorde i min optakt.

Alligevel lå det ikke på den flade, at han skulle slå de største favoritter. Tratnik har igennem foråret nemlig lignet en rytter, der ikke har haft godt af at forlade kaptajnrollen på CCC til fordel for en hjælperrolle på WorldTouren. I hvert fald har han igennem klassikerne været en skygge af den rytter, der igennem de seneste to år var den mest konkurrencedygtige CCC-rytter med blandt andet andenpladser i Tour de Luxembourg og Slovakiet Rundt - i sidstnævnte tilfælde bag en vis Julian Alaphilippe - sejr i Volta Limburg Classic og en 5. plads i Brabantse Pijl som nogle af de mange flotte resultater. På den baggrund var det opløftende at se, at han stadig har sit gamle talent, og man kan nu håbe, at det ansporer Bahrain-ledelsen til atter at give ham lidt af den frihed, han så fornemt udnyttede i polsk tjeneste.

I det hele taget blev det en stor dag for slovenerne - hvilket i øvrigt er ærgerligt for de danske bestræbelser på at sikre sig fuldt hold til VM. Den regerende mester, Primoz Roglic, viste nemlig, at han er knivskarp inden Giroen, da han sikrede sig en 2. plads bare 0,3 sekund efter sin landsmand og dermed fortsatte sit suveræne 2019, hvor han er ubesejret i de to løb, han hidtil har kørt. Med tanke på, at han så tæt på Giroen næppe har taget de samme chancer i de mange sving som Tratnik, kunne noget tyde på, at sloveneren ikke uventet er kommet ned fra højderne i forrygende form og er klar til at køre med om sejren i Italien i næste måned.

Spørgsmålet er bare, hvad han vil bruge formen til i dette løb. Jumbo har nærmest demonstrativt givet Steven Kruijswijk rygnummer 1, selvom det rettelig tilhører Roglic som forsvarende vinder, og de insisterer hårdnakket på, at sloveneren alene er her for at forberede sig til Giroen. Hvis Tratnik falder fra på 1. etape, hvilket bestemt ikke er umuligt, ser det imidlertid ud til, at Jumbo-stjernen allerede i morgen kan være i gult, og vil han virkelig helt frivilligt afgive en mulig sejr? Han vil næppe grave alt for dybt, men med enkeltstarten som våben kan han i princippet vinde uden at skulle gå til sine grænser. Det bliver i hvert fald spændende at se, om han simpelthen tidligt lader sig falde tilbage på lørdag, eller om han alligevel går efter at forsvare en titel i storløb, som de fleste trods alt vil drømme om at vinde.

Det er i hvert fald ikke helt oplagt, hvem der skal slå ham, hvis han vitterlig går efter sejren. Nu skal man naturligvis være meget varsom med at drage forhastede konklusioner på baggrund af 3,87 km kørsel, hvor risikovillighed og tekniske evner betød mere end form, men det var trods alt opløftende at se Geraint Thomas sikre sig en 5. plads. Naturligvis var det ikke uventet, at han som prologspecialist ville være at finde langt fremme, men det er alligevel et positivt tegn, at han kunne være så tæt på sejren. På papiret er han i forvejen den eneste, der har tempoevnerne til for alvor at udgøre en Roglic, og han har tydeligt signaleret, at han er kommet til Romandiet for at køre med om sejren. Baseret på det, vi så i dag, ligner han en mand, der har fundet formen og står i pole position til at tage over, hvis den slovenske stjerne kaster håndklædet i ringen. Nu må man bare håbe, at det ikke går som i Baskerlandet, hvor han også lagde fint ud på enkeltstarten, men senere blev kørt midt over på stigningerne.

Det var også opløftende at se, at Rui Costa atter præsterede over evne på schweizisk jord. Manden, der tre gange har vundet Tour de Suisse og tre gange er blevet nr. 3 i dette løb, og som i 2018 vel kørte sit eneste virkelig gode løb netop her, har en nærmest magisk evne til at blive 50% bedre, når han krydser grænsen til Alpelandet. For to dage siden viste han intet i Liege-Bastogne-Liege, men i dag kørte han en nærmest chokerende god prolog, der sendte han direkte ind på 3. pladsen på listen over løbets forventede topkandidater. Det lover godt for fortsættelsen, også selvom enkeltstarten på søndag er lidt af en udfordring.

Man kan måske med nogen ret argumentere for, at han kun er nr. 4. På 8. pladsen finder vi nemlig vores kære humlebi, Carlos Betancur, der følger sit helt velkendte mønster med langsomt at finde formen gennem april. Det startede med hæderlig kørsel i Baskerlandet, der blev fulgt op af en sejr i Klasika Primavera, og i søndags viste han så i Liege, at formen efterhånden er i top. I dag udnyttede han så sit punch og eksplosivitet til at sikre sig det, der må være tæt på at være karrierens bedste enkeltstartsresultat. Om det rækker til et samlet topresultat, er nok tvivlsomt med tanke på den afsluttende tidskørsel samt de evner, han i de senere år har vist i de høje bjerge, men hvis det lykkes Alejandro Valverde trods sin skade at komme til start, siger Movistars Giro-hold med Betancur, Valverde, Mikel Landa og Richard Carapaz efterhånden mere og mere spændende ud.

Mindre uventet var det, at tempostærke og eksplosive Felix Grosschartner med en 13. plads sikrede sig et godt udgangspunkt, og det samme gjorde Tanel Kangert, der efter et flot Liege virkelig synes at have fundet formen frem mod Giroen. Dieselmotoren Steven Kruijswijk kan også være yderst tilfreds med en 21. plads på en rute, han må have afskyet, og de to spinkle klatrere James Knox og især en tilsyneladende enormt formstærk David Gaudu må også være lykkelige for at være endt i top 30. Som ventet nåede Emanuel Buchmann til gengæld ikke at få gjort motoren varm, mens Daniel Martinez nok alligevel havde ventet lidt mere end en 50. plads. Remco Evenepoel, der trods sin status som et fysisk fænomen, måtte med en 57. plads sande, at tekniske evner og eksplosivitet ikke står på listen over hans spidskompetencer. Og endelig var det ikke uventet, at folk som Michael Woods, Ilnur Zakarin, Hugh Carthy, Louis Meitnjes, Jan Hirt og Guillaume Martin alle fik sig en gang gedigne prygl i en disciplin, de helst havde været foruden.

De glæder sig da sikkert også over, at prologer er en uddøende race, og netop fordi de efterhånden er så sjældne, var det også interessant at se, hvordan tempokongerne klarede sig. Det var ikke helt uventet, at de ikke kunne vinde på denne tekniske rute, men flere af dem gjorde det alligevel hæderligt. Særligt overraskende var det, at Tony Martin, der burde afsky en etape som denne, og som senest kørte en rædselsfuld enkeltstart i Tirreno, pludselig viste glimt af fordums styrke med en helt uventet 4. plads. Og efter sidste års 2. plads dokumenterede Tom Bohli, at heller ikke han på en rute som denne savner sin BMC-cykel, da han med en 3. plads atter beviste, at han må regnes som en af verdens bedste prologryttere.

Læs også

Norsgaard styrter i kaotisk finale - canadisk mester jubler vildt

Det er Alex Dowsett også, for han er næsten altid med fremme i dette løb. Det var han også i dag, hvor han i sit comeback efter en lang skadespause gjorde det uventet godt med en 6. plads. Stefan Küng gjorde det også hæderligt med en 7. plads på en rute, der ikke just var hans kop te, og Maciej Bodnar, der ellers har kørt forfærdelige enkeltstarter i de seneste to år, viste glimt af sit gamle niveau med en 9. plads. Til gengæld lykkedes det ikke for Patrick Bevin og Fililppo Ganna, til hvem forventningerne var større, at køre sig i top 10, og for Jos Van Emden gik det helt galt, da han efter en beskeden 38. plads atter måtte sande, at han tilsyneladende skal have det helt fladt, hvis han skal præstere.

Det skal Victor Campenaerts ikke, men han blev alligevel den helt store taber. Efter succesen i Mexico var han åbenbart så overtændt, at han lynhurtigt røg i asfalten og fik ødelagt sin chance for at følge op på Tirreno-succesen med endnu en sejr. Det var en skam, for det havde været interessant at se hans evner på en teknisk prolog som denne, men heldigvis slog han sig ikke væsentligt, og han vil være helt klar til at gå efter sejren på søndag, hvor han finder en rute, der burde passe ham langt, langt bedre.

Om han også igen til den tid skal slås med Tratnik, er nok mere usikkert. På 5. etape er enkeltstarten mere klassisk, og selvom sloveneren er en glimrende temporytter, vil han formentlig komme til kort over for de virkelige specialister langs Leman-søens bredder. Her vil der også blive stillet betydeligt større krav til materiellets aerodynamiske egenskaber, og derfor er det her, vi får en mere virkelig test af Merida-cyklens potentiale. Er Tratnik igen med fremme til den tid, har den i hvert fald definitivt bevist sit værd, og så kan Dennis ikke længere bruge den undskyldning, hvis han fortsætter sit fald fra tempotronen.