Tour Down Under-analyse: Bed til vejrguderne, Richie!

For to dage siden sagde Mitchelton-Scott-sportsdirektør Matt White, at yderligere 5 bonussekunder til Patrick Bevin ville være nok til at sikre newzealænderen en overraskende samlet sejr i årets første WorldTour-løb. Skal man tage den erfarne australiers ord for gode varer, er det således nu en ”done deal”, efter at CCC-kaptajnen i nat tog et kolossalt skridt mod karrierens største triumf ved at spurte sig til 6 bonussekunder og en andenplads på nattens første store klassementsetape.

Det var da heller ikke svært at forstå, at Bevin efter etapen var ovenud lykkelig. Forud for etapen kunne det næppe være gået to veje på en dag, der både kunne koste ham muligheden for at vinde samlet og ende som en klar gevinst for spurtstærke folk som ham. Alt afhang nemlig af, om de bedste klatrere, der ventedes at køre væk på løbets klart sværeste stigning, Corkscrew Road, ville kunne holde afslutterne bag sig, eller om der slut ville ske en regruppering. Førstnævnte scenarium ville i et løb, der ofte afgøres af sekunder formentlig være dødsstødet for Bevin, men sidstnævnte option kunne til gengæld bibringe ham de bonussekunder, der kunne give ham de sekunder, han manglede i at opbygge et måske afgørende forspring inden Willunga-etapen på søndag.

Det hele gik da også helt som forudsagt. På den stejleste del af stigningen angreb Wout Poels, og han fik naturligvis selskab af Michael Woods og Richie Porte, der er løbets to øvrige superklatrere og forhåndsfavoritter, samt George Bennett, der atter bekræftede, at han efterhånden skal regnes til den allerøverste klatreelite. Sammen opbyggede de et forspring på 15 sekunder, men en kombination af kraftig modvind og en lidt halvhjertet indsats fra Porte og Poels betød, at de klogt kørende Bevin og Daryl Impey kunne udnytte nedkørslen og deres betydeligt større kropsvægt til at komme tilbage og i sidste ende ved at tage hhv. 1. og 2. pladsen med tilhørende tidsbonus ende som dagens helt store vindere.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Bevin kan måske nok ærgre sig over, at han ganske klart måtte se sig overspurtet af Impey, der ellers normalt ikke burde være meget hurtigere end newzealænderen, men det bør ikke kunne ødelægge billedet af en dag, der ikke kunne være forløbet meget bedre. Den forsvarende vinder er nemlig fortsat 7 sekunder, og det er svært at se, at han på de to sidste etaper skulle kunne finde den tid i form af bonussekunder. Med andre ord er sydafrikaneren formentlig kun en trussel mod Bevins position på Willunga Hill, men med tanke på, at Bevin i dag var betydeligt bedre klatrende end Mitchelton-kaptajnen ligner der ikke noget sandsynligt scenarium.

Spurtnederlaget var først og fremmest ærgerligt, fordi det kostede 4 ekstra sekunder, men Bevin kan stadig lune sig ved, at han har 21 sekunder ned til Poels, Porte, Woods og Bennett, der ligner de fire bedste bud på at vinde Willunga-etapen. Her får etapevinderen naturligvis 10 bonussekunder, hvilket betyder, at CCC-kaptajnen kan tillade sig at smide 11 sekunder til løbets fire bedste klatrere.

Er det nok? Tja, da Bevin sidst kørte sin egen chance i løbet tilbage i 2016 blev han nr. 10 på den ikoniske kongeetape, 17 sekunder efter suveræne Porte. Det er imidlertid også helt klart, at det er en langt stærkere Bevin, vi ser i årets løb, hvor han virkede ganske overbevisende på den stejle og sværere Corkscrew-stigning. Her kørte han ikke klogt ved aldrig at forsøge at følge de bedre klatrere, han lignede også en af de klart stærkeste blandt de ryttere, der forblev i forfølgergruppen, både på stigningen og på nedkørslen.

Samtidig er der to øvrige forhold, der taler til Bevins fordel. For det første er klatrefeltet denne gang langt, langt skarpere, og med modstand fra Woods, Poels og Bennett er det langt fra givet, at Porte blot kan køre alle sønder og sammen på Willunga Hill, som han har gjort det fem gange i træk. Lykkes det ham ikke med sit vanlige angreb kort før den røde flamme at sætte rivalerne, vil der uundgåeligt gå taktik i frontgruppen, og det vil gøre det langt nemmere for de tungere folk at reducere tidstabet.

Dernæst er der vinden. Så sent som sidste år så vi, hvordan en brutal blæst, der stod direkte ind i ansigtet på den stakkels Porte betød, at han trods meget overbevisende kørsel ikke lykkedes med at vinde tilstrækkeligt med tid på Impey. Tilsyneladende har de australske vejrguder et horn i siden på den ellers så sympatiske Trek-kaptajn, for kaster man et blik på vejrudsigten for søndag meldes der om hård vind fra sydøst. Og ja, klatrer man op ad Willunga, kører man direkte mod sydøst!

Med andre ord vil vinden for andet år i træk ikke blot stå direkte ind i fjæset på de stakkels klatrere, den vil også have en anselig styrke. Det vil ikke blot begrænse tidsforskellene, det vil også gøre løbet langt mere taktisk mellem de fire topklatrere, og dermed styrkes Bevins chancer yderligere. Med andre ord peger stort set samtlige faktorer nu direkte mod Bevin som løbets samlede vinder, også selvom det utvivlsomt bliver et neglebidende opgør om sekunder på søndag, og det er således ikke uden grund, at Porte, Woods, Bennett og Poels alle samstemmende pegede på newzealænderen som den klare favorit til den samlede sejr.

Det betyder også, at det bliver meget vanskeligt for Impey at gentage sidste års sejr. Som sagt er det meget svært at se, hvordan han skal finde de 7 sekunder, han mangler for at overtage tronen fra løbets nuværende førstemand, men heldigvis betyder nattens triumf, at han kan og Mitchelton-mandskabet ikke kommer tomhændede fra hjemmebaneløbet. Faktisk var det endda hans første etapesejr i løbet, efter at sidste års triumf blev grundlagt i kraft af tre 2. pladser, og dermed fik han vist, at det er fuldt fortjent, at det store hjemmebanehold for andet år i træk har gjort ham til soleklar kaptajn i et af mandskabets sæsonhøjdepunkter. Måske virker han ikke helt så overbevisende som sidste år - han var således i store vanskeligheder på Corkscrew - men klog kørsel, hvor han bevarede roen og aldrig gik i panik, da han på den stejle del gled en smule tilbage - betød, at han alligevel kunne redde hjemmebaneholdets løb og samtidig styrke sine chancer for i hvert fald en samlet podieplads.

Det var dog ikke Impey, der var dages mand på Mitchelton-Scott. Allerede i går fremhævede jeg, hvordan unge Lucas Hamilton havde været yderst imponerende i den hårde finale på 3. etape, hvor han førte nærmest uafbrudt mod slutningen, inden han afleverede sin kaptajn i spurten. I nat var han om muligt endnu mere overbevisende, da han først ventede på Impey på bakken og siden spillede en helt afgørende rolle i at hente de forreste og siden køre endnu et lead-out. Vi var nok en del, der var en anelse skuffede over supertalentets første sæson som professionel, men tilsyneladende har et år på højeste niveau gjort ham godt. Der er i hvert fald grund til at holde øje med unge Hamilton, der ligner næste skud på stammen efter Jack Haig på den stadig længere liste over lovende australske klatrere.

Den liste toppes dog fortsat af Porte, der altså blev en af nattens tabere efter det, der må betegnes som en overraskende passiv indsats. På bakken overlod han nemlig alt initiativ til Bennett og Woods, og da det var Poels, der åbnede ballet, var den tidligere vinder således den eneste af de fire topklatrere, der aldrig for alvor bekendte kulør. Det burde ellers have været i hans interesse at sætte Bevin ud af spillet, men tilsyneladende var han bange for at blotte sig. Det virkede ellers ikke til, at han på nogen måde var presset, og efterfølgende meldte en meget selvtillidsfuld Porte da også ud, at han var overrasket, hvor let det havde vejret på stigningen.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Porte efterlod faktisk et klart indtryk af, at han fortsat tror på, at han kan gøre arbejdet færdigt på Willunga, og han lignede en mand, der med nattens præstation fik tanket gevaldigt med selvtillid. Helt anderledes forholdt det sig med manden, han efter 3. etape kaldte løbets stærkeste, nemlig Woods. Canadieren, der elsker de stejleste af de stejle stigninger, har nu i ugevis talt om, hvordan han så frem til at atter at møde Corkscrew, hvor han i 2016 fik sit WorldTour-gennembrud, mens hans ellers hårde arbejde på stigningen bar aldrig frugt. Da han samtidig i en spurt i frontkvartetten ville have været det klart hurtigste og med en sejr kunne have anlagt en defensiv tilgang til Willunga-etapen, var han vel nattens helt store taber, og det var således helt forståeligt, at den tilsyneladende flyvende canadier, der er i gang med at fortsætte sit fremragende momentum fra efteråret, var nattens mest skuffede.

En mere blandet tilgang havde Poels, der var yderst tilfreds med benene, men som omvendt også måtte indse, at den samlede sejr blev en del sværere. Ganske vist var det ham, der lancerede det afgørende angreb, men ligesom Porte kørte han overraskende passivt på stigningen. Selvom han fik vist, at han atter er flyvende fra sæsonstart, virker det umiddelbart lidt svært at se ham køre fra både Woods og Porte på søndag - med mindre han da skulle vise sig lige så suveræn, som han var, da han for to år siden suverænt dominerede sit første løb, Volta a la Comunitat Valenciana. Til gengæld kan Sky så glæde sig over at være leveringsdygtige i en af nattens store overraskelser, da store Dylan Van Baarle helt mod forventning sad med de bedste hjem.

Ligesom Woods virkede Bennett efterfølgende dybt skuffet, men faktisk har han mest grund til at være tilfreds. Som en antieksplosiv rytter er han nemlig ikke typen, der nogensinde vil have en reel chance for at sejre samlet i Tour Down Under, og derfor var det kun positivt, at han på bakken kunne matche de tre ryttere, der på forhånd var udset som de bedste på de korte bakker. Med tanke på at han slet ikke har trænet så intensivt i løbet af vinteren, kunne noget således tyde på, at Bennett er på vej mod at tage endnu et skridt op efter to sæsoner, hvor han har gjort uafbrudte fremskridt, og selvom det måske ikke omsætter sig i en podieplads her, er det yderst lovende frem mod mere udprægede klatreløb, hvor han vil finde sit virkelige terræn. Til gengæld kan Jumbo tilsyneladende glemme alt om Robert Gesink, der bare synes at fortsætte sin kurs i den forkerte retning efter en præstation, der er langt under niveau for det tidligere hollandske håb, der ellers har tradition for at starte sæsonen så godt.

Derudover bestod frontgruppen stort set af de navne, man kunne have ventet. Mest skuffende var måske nok Domenico Pozzovivo, der på papiret nok burde kunne have matchet de fire bedste klatrere, men som ikke just efterlod det allerbedste indtryk på stigningen. Holdkammeraten Rohan Dennis sad til gengæld fint med og fik delvist slettet det lidt kedelige indtryk fra de nationale mesterskaber. Dries Devenyns bekræftede de lovende takter fra 3. etape, og Luis Leon Sanchez kom måske nok til kort i forhold til de allerbedste, men fik med en god spurt sikret sig yderligere bonussekunder og styrket sin kamp for en podieplads betydeligt. Og Ruben Fernandez, der var så uheldig med to defekter at blive sat ud af klassementskampen på 3. etape, fik vist, at hans lovende sæsonafslutning sidste år ikke var noget tilfælde, og at han måske endelig er ved at lægge sine mange skader bag sig.

Det var ligeledes lovende takter fra en stribe unge folk. Allerede i går fremhævede jeg Tour de l’Avenir-vinderen Tadej Pogacar, og han sad også uden problemer med de bedste hjem denne gang. Endnu mere imponerende var dog Chris Hamilton, som ellers efter to meget sløje år lignede et fortabt stortalent, men som i nat var ”the best of the rest”, da han trods en defekt på det værst tænkelige tidspunkt i den benhårde positionskamp frem mod stigningen alligevel rundede toppen af bakken som en ensom nr. 5 umiddelbart bag de fire forreste. Måske er også han ved endelig at indfri sit store potentiale på et Sunweb-hold, der også havde et andet australsk klatretalent, Jai Hindley, med fremme.

Dagens store sensation var imidlertid en sprinter. I går rundede jeg analysen af med at skrive, at nattens etape ikke ville være noget for Ryan Gibbons, der ellers havde virket chokerede stærk i finalen på 3. etape. Den unge sydafrikaner, der allerede i sidste års Vuelta havde klatret overraskende flot, chokerede imidlertid en hel cykelverden, herunder sig selv og sit hold, ved at sidde med alle klatrerne. På en dag, hvor flere klassementsryttere tabte tid, holdt han sig til langt lettere folk, og havde han ikke til sin egen store fortrydelse misset totalt ud i positionskampen frem mod sidste sving, kunne han være endt som noget, der allerede nu måske kunne være endt som sæsonens mest overraskende sejrherre. Sådan gik det desværre ikke, men efter et år, hvor han ellers var en temmelig stor skuffelse, ligner han pludselig et af de navne, der for alvor er værd at holde øje med.

Og lad os så runde af med skuffelserne. Dem var der nemlig mange af. Først og fremmest bekræftede evigt ustabile Nathan Haas det yderst kedelige indtryk, han har efterladt hidtil, og han er derfor godt i gang med at sikre, at Katusha fortsætter katastrofekursen fra 2018. Hans rival fra 2017, Jay McCarthy, skuffede også fælt, og selvom Peter Sagan gjorde det langt bedre end ventet, er Bora derfor nu helt ude af klassementskampen, da også klatreren Gregor Mühlberger skuffede. Den tidligere vinder Tom-Jelte Slagter fortsætter sin kurs mod afgrunden efter endnu en skuffende præstation, og da også den ellers hidtil så overbevisende Ben O’Connor og måske knap så overraskende Michael Valgren også faldt igennem, var det altså sensationen Gibbons, der var ene om at forsvare farverne på det ellers på papiret så stærke Dimension Data-mandskab.

Der blev altså ryddet betydeligt ud i antallet af favoritter på en dag, hvor modvinden ellers betød, at frontgruppen var betydeligt større, end nogen havde forestillet sig, men spillet er stadig åbent. 21 sekunder er ikke meget, men i Tour Down Unders knivskarpe kamp om sekunder kan det synes som en evighed. Bevin kunne i hvert fald ikke have drømt om et bedre udgangspunkt med to dage tilbage af sæsonens første WorldTour-løb, og hans 6 bonussekunder fra nattens etape kunne meget vel være sømmet i ligkisten for klatrerne Porte, Woods og Poels.

Kun Willunga kan igen tippe balancen tilbage i deres favør, men hvis ikke Porte forsoner sig med de vejrguder, der nu to år i træk har set sig sure på ham, kan det blive meget svært at forhindre en overraskende CCC-sejr. Mon ikke der bliver foldet hænder og sendt en lille bøn mod himlen i Trek-lejren de kommende aftener? Efter nattens begivenheder kan lydhørhed fra de høje magter være eneste vej til samlet sejr for løbets forhåndsfavorit.