Tour of California-analyse: Hattrick og tyveri ved højlys dag

Så var de der igen! I går var temaet i disse spalter Deceuninck-Quick Steps mageløse evne til at vinde her, der og alle vegne og endda ikke kun med deres kaptajner, der ellers alle er sande vindermaskiner. Det er blevet udstillet i de seneste dage, hvor arbejdshestene Kasper Asgreen og Remi Cavagna, der ellers primært var kommet til USA for at arbejde for holdkammeraterne, har kunnet sole sig i succes og tage nogle af deres sjældne sejre. Med det momentum lå det i kortene, at et hattrick kunne være i udsigt, for på nattens lange 4. etape havde belgierne nemlig for en gangs skyld en af etapens klare forhåndsfavoritter og det endda i form af den mand, der egentlig skulle have været hovedfokus i denne uge, men som nu har måttet dele rampelyset med sine holdkammerater.

Som allerede påpeget i går er Deceuninck-Quick Step nemlig draget til Californien med et relativt profilfattigt hold, der primært er opbygget af ryttere, som normalt trækker i arbejdstøjet for andre, og holdets sprinter, Fabio Jakobsen, er således den eneste af holdets typiske vindere, der er draget med over Atlanten. Derfor er presset også vokset på det hollandske fænomens unge skuldre, for mens han fejlede fælt på sin mest oplagte chance for at vinde en etape i søndags, har hans ”undersåtter” i stedet taget iver og sørget for, at vi ikke skulle udsættes for den sjældenhed, at Deceuninck-Quick Step skulle komme tomhændet fra et etapeløb.

Det gør de nu bestemt ikke. Det, der tidligt kunne ligne et svært løb for belgierne, er nu endt som den rene jubelfest. Jakobsen viste nemlig, at han kunne stå for presset på nattens etape, der med en vis sandsynlighed kan være den sidste chance for sprinterne i dette løb, og ved at fortsætte sin kometagtige færd mod sprintertoppen med endnu en sejr fik han vist, at det altså var helt berettiget, at han fik et af sportens største hold bygget op om sig til det vel nok største cykelløb på ikke-europæisk grund. Med den forrygende fart, der tidligere i år har givet ham sejre i Algarve, Scheldeprijs og Tyrkiet, hvor han har slået navne som Pascal Ackermann, Sam Bennett og Arnaud Demare, var det denne gang Peter Sagan, hvis skalp nu kan føjes til Jakobsens cv, der bare bliver længere og længere.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Sejren var nu ikke kun et udtryk for Jakobsens egen styrke. Ligesom på 1. etape blev det nemlig helt tydeligt, at Deceunincks beslutning om at sende deres vel nok stærkeste tog til USA har gjort dem helt overlegne i de flade finaler, for ligesom på 1. etape var belgierne i en helt anden liga. Michael Mørkøv, der - måske på grund af den stigende afslutning - var flyttet frem i en lidt tidligere position end vanligt sørgede for at tage kontrol i den kringlede finale inde i Ventura, inden Zdenek Stybar skød den af på den afsluttende bakke. Til slut var det suveræne Maximiliano Richeze - der i sin nye argentinske mestertrøje trods sin alder på 36 nu vil fremstå som en kronisk indehaver af diverse ungdomstrøjer - der igen gjorde det, kun få i denne verden gør som ham, nemlig aflevere sin sprinter i den perfekte position.

Forskellen fra i søndags var, at Jakobsen denne gang var med på vognen og ikke var sat af, som det skete i søndags, hvor hans holdkammerater leverede en decideret fadæse ved aldrig at registrere, at han var faldet fra. Ganske vist tabte han et par positioner i det sidste sving, hvor han naturligvis ikke kunne modstå presset fra det tekniske unikum, Peter Sagan, men fra en position nr. 3, da Richeze endelig færdiggjorde sit arbejde, kunne han trods den stigende finale atter vise den hurtighed, der gør ham til en af feltets absolut mest lovende sprintere. Denne gang skulle han slås hårdt for at komme forbi Jasper Philipsen, der havde fordel af den stigende afslutning, men selv på de procenter kunne Jakobsens høje topfart sætte dig igennem - som den også gjorde det, da han på Nokereberg spurtede sig til karrierens første sejr i Nokere Koerse - og hollænderen kunne med sin 11. sejr - ganske imponerende efter mindre end 17 måneder som professionel - fortsætte det momentum, Asgreen igangsatte med sin choksejr i mandags. Og med en sejr efter så lang og relativt svær en etape, fik han også vist den forøgede holdbarhed, han stillede til skue med flere flotte præstationer i Tyrkiet forleden.

Desværre lykkedes det ikke for Philipsen at tage sin anden WorldTour-sejr, men det er blot et spørgsmål om tid, inden der kommer flere sejre ind på kontoen. Det har ellers været lidt småt med mulighederne på et UAE-hold, der ikke er i akut mangel på sprintere, og derfor har der ikke været mange chancer for at vurdere, om hans imponerende kørsel i debuten i Tour Down Under, hvor han med eminent topfart og positionering vandt en etape i sit første WorldTour-løb for det arabiske hold, var udtryk for tidlig form eller et reelt billede af klassen. I dag fik vi dokumentation for, at det ikke er uden grund, at han kalden ”den nye Boonen”, for hans kørsel i finalen var præcis lige så sublim, som den var det i Australien i januar. Med en fornem næse for sin positionering lykkedes det ham at holde sig helt fremme i den tekniske finale, og på den afsluttende bakke, der var som skabt til en klassikerfyr som ham, lykkedes det ham trods en meget lang spurt at køre så stærkt, at Jakobsen kun med det yderste af neglene kunne forbi. Måske var det Jakobsen, der stjal opmærksomheden, men Philipsen sørgede for, at det blev en dag, hvor nogle af sportens mest lovende talenter kunne vise deres potentiale.

Det gjorde Peter Sagan til gengæld ikke. Allerede da han vandt 1. etape i søndags, skrev jeg, at det lignede en sejr, der mere var opnået via positionering end gode ben, og at det var alt for tidligt at vurdere hans form. Det skulle vise sig at være et ganske klogt forbehold at tage. De seneste tre dage har nemlig vist, at slovakken ikke er spor bedre, end han var det i sin skuffende klassikerkampagne. Hans spurt i søndags gav måske nok en sejr, men var ikke svært imponerende i en afslutning, hvor hans rivaler alle var sat af i den kaotiske afslutning, og i de seneste dage er han blevet kørt så langt agterud, at selv bror Juraj har overstrålet ham.

I nat blev hans dårlige form så synlig for enhver. Med sin vanlige sans for at holde sig til lykkedes det ham selvfølgelig at udnytte det sene sving til sin fordel, så han sad helt perfekt placeret, da Richeze skød den af for kaptajn Jakobsen. Da Philipsen trådte an, ville en Sagan ved fuld styrke normalt med stor autoritet være gledet forbi i en stigende spurt som denne, men det skete slet ikke. Tværtimod var det en bemærkelsesværdigt uelegant Sagan, der nærmest lidende måtte gøre sit bedst for blot at holdet trit med sine to unge rivaler, og havde det ikke været for positionen i bunden, var han aldrig endt på podiet i en finale, hvor han ellers var ganske suveræn for to år siden. Heldigvis må man formode, at han efter en klassikerkampagne, der slet ikke gik som håbet, har trukket stikket fuldstændigt, og mon ikke han har holdt sig en god, lang pause inden dette løb? Man kan i hvert fald håbe, at det er forklaringen efter en spurt, der bestemt ikke gav håb om, at Sagan er på vej tilbage.

Til gengæld var der opløftende takter fra Nacer Bouhanni. Efter endnu et kriseramt forår, hvor franskmanden faldt for tidsgrænsen i Tirreno-Adriatico og trods en kortvarig opblomstring i marts oplevede et mindre kollaps i april, fandt man angiveligt en medicinsk forklaring på hans trængsler. Den svage start i søndags tydede ellers ikke på, at det havde bragt ham nogen vegne, men i nat var der igen små glimt af den klasse, han stadig besidder. Særligt var det opløftende, at den fantastiske næse for positionering, som han ellers i nogen grad har mistet, atter kom til udtryk i denne tekniske finale, hvor hans klatrestærke Cofidis-hold ikke kunne yde ham megen støtte, og selvom det kun rakte til en 4. plads, må resultatet føles som en halv sejr for en rytter, der for et par uger siden lignede en mand på vej mod en endegyldig deroute. Og med tanke på, at Christophe Laporte har gang i et næsten endnu mere katastrofalt forår, er der måske alligevel en chance for, at vi får Bouhanni at se i Frankrig til sommer.

Finalens stigende karakter afspejles i resultatet. Således kom den tunge Max Walscheid helt som forventet til kort, mens Reinardt van Rensburg og Davide Ballerini, der ellers normalt ikke har mange chancer i mere klassiske massespurt, var med helt fremme. Særligt bemærkelsesværdigt var det, at det igen var Van Rensburg, der løftede ansvaret for Dimension Data, der fortsat må sande, at Mark Cavendish er milevidt fra sit gamle niveau, og at den fine 3. plads i Tyrkiet var en helt enlig svale, der vist mere var en undtagelse end et udtryk for, at han kan genfinde fordums styrke.

Dagens største taber var måske Danny Van Poppel. Hollænderen burde have elsket denne stigende spurt, og en 9. plads kan bestemt ikke tilfredsstille hans ambitioner. Med kun Timo Roosen som støtte på et hold, der primært er bygget op om George Bennett, var det imidlertid ikke helt uventet, at det kunne blive svært for Van Poppel, der ellers har udviklet sig til lidt af en specialist i disse afslutninger. Dermed har det fortsat været et lidt magert år for hollænderen, der ellers viste en klar niveaufremgang i klassikerne, der har været hans hovedfokus, men som fortsat har sin første sejr til gode. Det samme har Phil Bauhaus, der egentlig synes at have gode ben, men hvis ellers på papiret stærke Bahrain-tog svigter gang på gang, og Kristoffer Halvorsen, der generelt har vist lovende takter i år, kunne denne gang drage fordel af det suveræne lead-out, Ineos leverede i søndags.

Det var dog ikke Jakobsens sejr, der trak overskrifter i timerne efter etapen. Det var naturligvis kommissærernes mildt sagt diskutable beslutning om at tildele både Tejay van Garderen og Gianni Moscon samme tid som feltet og dermed berøve Kasper Asgreen den førertrøje, han ellers havde udsigt til. Hvor i regelbogen juryen finder belæg for deres beslutning, er en gåde, der er så svær at løse, at vi formentlig finder et endegyldigt svar på den mulige eksistens af liv andetsteds i universet, inden vi til fulde forstår, hvad der lå til grund for afgørelsen.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Van Garderen var naturligt slemt uheldig med sit styrt, der tvang ham til at jagte på Lachlan Mortons cykel, og det er da også sandt, at han kortvarigt skulle bremse på grund af det styrt, der kort inden 3 km-mærket satte Moscon tilbage. Det er imidlertid ikke en hemmelighed, at van Garderen ikke just er den mest agile cykelrytter, og det er ingenlunde en tilfældighed, at han igennem karrieren har været involveret i betydeligt flere styrt end gennemsnittet. Tekniske evner og ikke mindst evner i positionskampen er nu engang en del af cykelsporten, og beslutningen om at neutralisere tidsforskellene som følge af Moscons styrt, der med statsgaranti ikke var årsagen til tidstabet, og som endda skete før 3 km-mærket, kræver i hvert fald en ualmindeligt kreativ fortolkning af regelbogen for at forsvare.

Man kan da heller ikke lade være med at overveje, om det havde været anderledes, hvis van Garderen havde haft et andet pas end et amerikansk. Det har ellers altid været sydeuropæerne, der har haft ry for at favorisere egne ryttere i forbindelse med håndhævelse af reglerne, men i denne uge har det været lige omvendt. Her er det amerikanerne, der ellers har ry for at være betydeligt mere regelrette, der har foræret den lokale helt en lille gave, mens italienerne viste mod ved at deklassere Elia Viviani på 3. etape i Giroen, hvor han ellers iført den italienske mestertrøje havde sikret sig en meget populær hjemmebanesejr.

På den baggrund har det bestemt ikke været Deceunincks uge, og de har nu to gange haft kommissærafgørelser, der gik dem imod. Heldigvis har de med nu tre etapesejre kunnet lade benene tale og gjort løbet til et slags Tour de Quick Step, og i sidste ende er katastrofen nok heller ikke alt for stor. Selvom det havde været en herlig oplevelse for Asgreen at få et par dage i gult, er han alligevel for tung til at gøre arbejdet på færdigt på Mount Baldy på fredag, og det er således ikke muligheden for samlet sejr, der er blevet dem frarøvet.

Og hvordan er det nu, man svare bedst på lidt modgang? Det er som bekendt ved at vinde, og det bedste svar vil være en fjerde etapesejr, når det i nat går løs på etapen til Ventura. Heldigvis er vejrguderne dem venligere stemt end kommissærerne, for de har sendt en regulær forårsstorm til USA, og der er derfor langt op til en god gang sidevindstons på en 5. etape, der kan blive mere dramatisk end først antaget.

Og hvem er det nu, der er allerbedst i blæsende betingelser? Det er vist klassikerkongerne fra Belgien, så det skulle ikke undre, om der er en formstærk dansker, der måske alligevel kan ende i trøjen i nat.