Tour of Turkey-analyse: Den sære irer

Han er nu lidt sær, ham Sam Bennett. Følger man cykelsporten tæt, er det ikke svært at finde mønstre i, hvornår på en sæson en rytter typisk præsterer. Nogle kommer altid bragende ud efter vintertræningen, andre finder først benene i løbet af det sene forår eller sommeren, og nogle har ry for altid at køre brølstærkt sidst på sæsonen, hvor alle andre er trætte. En evne til at genkende disse mønster kan være meget nyttig, når man skal udpege favoritter til løbene, også selvom de langt fra altid holder.

Bennett er i den sammenhæng et af de sjovere eksempler. Det er velkendt, at den lynhurtige irer har et ret skrøbeligt helbred, der ofte har givet ham store vanskeligheder med at køre stabilt, og han har meget ofte haft perioder, hvor han enten ikke har kunnet gennemføre sine løb, eller har været så langt fra sit topniveau, at man kan undre sig over, om der virkelig er tale om den samme rytter. Det sjove er, at de mange sygdomme synes altid at sætte ind på samme tid af året, og det har skabt et påfaldende identisk sæsonforløb igennem de seneste år, hvor den eneste forskel synes at være, at Bennett bare er blevet stærkere og stærkere undervejs.

Efter en ofte ganske succesfuld start i de tidlige sprinterløb synes Bennett altid at blive ramt af problemer i løbet af foråret. Klassikerresultater er det ikke blevet til, og selvom han sidste år vandt en etape i Paris-Nice, og han i år faktisk kørte brølstærkt i Volta a Catalunya, er der langt mellem snapsene i foråret. Først frem mod de store grand tours - Bennett har tidligere fokuseret på Touren, men i de seneste to år på Giroen - har han fundet sine bedste ben.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derefter sker det samme år efter år. Bennett rammes af sygdom i sensommeren og efteråret. Det var tilfældet i 2016, 2017 og igen i 2018, hvor han i alle tilfælde løb ind i en periode fyldt med sene afbud eller tidlige exits. I år meldte han således fra til eller magtede ikke at gennemføre sine løb mellem sejren i Rund um Köln d. 10. juni og sidste uges 11. plads i Münster, og hvert år tænker man, at ireren måske bare skal tage på ferie og kalde det en sæson.

Som ved et trylleslag synes efteråret imidlertid at have en lindrende effekt på Bennett. I 2015 vandt han Paris-Bourges først i oktober, en bedrift, han gentog i 2016, hvor han også vandt en etape i Giro della Toscana. Sidste år kom hans form helt ud af det blå, da han pludselig slog nærmest hele sprintereliten i Münster og derefter fortsatte til Tyrkiet, hvor han med hele fire sejre gjorde nærmeste rent bord.

I år har mønsteret været så ensartet, at man må kaste et ekstra blik på kalenderen for at tjekke, om der vitterligt ikke stadig står 2017. Efter en bragende flot Giro og den typiske sensommerkrise lignede han pludselig igen sig selv i Münster sidste onsdag, hvor han dog spillede andenviolin bag Pascal Ackermann. Det viste imidlertid, at han var klar til at gentage sidste års succes i Tyrkiet, og da han i går med nærmest legende lethed manøvrerede rundt i finalen med et tilsyneladende kolossalt overskud, lignede han for første gang igen den rytter, der vandt hele tre etaper i Italien i maj.

Der var lagt op til nogle drabelige opgør med Fernando Gaviria i denne uge, hvor vi sikkert var mange, der så frem til at få en direkte styrkeudmåling mellem de to, der ikke har spurtet mod hinanden siden sidste års Giro. Desværre betyder Gavirias kravebensbrud, at vi går glip af den mulighed, men det har til gengæld for Bennett gjort det overordentligt sandsynligt, at han faktisk kan nærme sig sidste sæsons vanvittige sejrsstime i det tyrkiske løb. Allerede i går blev det i hvert fald tydeligt, at han er feltets i særklasse hurtigste, og havde det ikke været for Quick-Steps lille genialitet i finalen, var han utvivlsomt startet, hvor han slap i 2017.

I dag var han så opsat på revanche, og heldigvis vidste han præcis, hvad der skulle til for at få den. Situationen er nemlig helt den samme som i Giroen i maj. Quick-Step er til start med det i særklasse bedste tog, men til gengæld er Bennett feltets klart hurtigste mands. Eneste forskel er, at den værste rival denne gang er Alvaro Hodeg og ikke Elia Viviani, men derudover kunne vi lige så godt have befundet os i Støvlelandet for et par måneder siden, for reelt er der i massespurterne tale om en tvekamp mellem løbets hurtigste mand og det bedste hold.

Som i Giroen er opskriften derfor ret simpel. Fanger Bennett Hodegs hjul til sidst, har han med sin topfart ingen problemer med at sætte sig igennem. Bliver han derimod fanget i positionskampen, står Hodeg med de bedste kort, fordi han kan se frem til et perfekt lead-out fra fabelagtige Maximilano Richeze, der efter gårsdagens jubelstund er tilbage i den rolle, han mestrer bedre end nogen anden.

I dag var Richeze da også på pletten igen med endnu en sublim præstation. Det så ellers ud til, at et uorganiseret Quick-Step-hold havde klokket en anelse i det til slut, men med vanlig sans for timing og præcision skød Richeze frem på det helt rette tidspunkt. Herfra kunne Hodeg starte sin spurt præcis, hvor han ville, men desværre var slaget allerede på det tidspunkt tabt.

Med en enorm lethed havde den tilsyneladende meget formstærke Bennett manøvreret rundt i feltet og fanget det colombianske baghjul, netop som Richeze trådte an. Havde Hodeg set sig tilbage og anet den grønne trøje, ville han derfor vide, at det var ”mission impossible”, for herfra kunne der kun være ét udfald. Med samme høje topfart som i Giroen gik Bennett let forbi og viste dermed igen, at det kun kan gå for langsomt med at få ham at se i aktion i et sprinterfelt, hvor alle de bedste er til stede. Bora har nemlig i sandhed en sand irsk guldfugl, der lige nu kraftigt aspirerer til at true de allerbedste.

Hodeg måtte derimod sande, at han trods en flot første sæson på WorldTouren fortsat mangler det sidste for at kunne slå de helt store navne. Det er blevet til fire flotte sejre i det første år, men i de fleste tilfælde er de kommet i kraft af et godt lead-out. Når Hodeg skal spurte i direkte dyst mod sportens topnavne, er der fortsat arbejde at gøre. Heldigvis er der god tid for en mand, der tros alt stadig er i gang med sin første sæson på højeste plan.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Spurten viste også, at Bennett og Hodeg i årets felt er i en klasse for sig, og at det bliver meget svært for andre at komme til fadet. Det må være særligt frustrerende for John Degenkolb, der måske nok ikke er fan af lette sprinteretaper som disse, men som efter andenpladsen i Münster havde haft en formodning om, at han kunne gøre sig gældende. Sådan har det slet ikke været hidtil, men faktisk skyldes det mere hans overraskende svage hold end ham selv. På topfart har han aldrig kunnet matche Bennett, men det har været helt uventet at se, hvordan et på papiret så stærkt sprinterhold har været helt anonymt hidtil.

Bedre er det gået for Simone Consonni, der med dagens tredjeplads fortsatte den enorme konsistens, han har udvist igennem de seneste måneder, hvor han har vist, at han mestrer positionskampen som de færreste. Det samme har Jempy Drucker traditionelt gjort, men han har i det seneste års tid været i lidt af en sprinterkrise. I de seneste måneder har han imidlertid vist fremragende form, og den har i dette løb givet ham mulighed for at genfinde tidligere tiders agilitet i de hektiske finaler. Han kan kun ærgre sig over, at dette løb er en anelse for let til, at en alsidig og formstærk fyr har mange chancer.

I det hele taget er det et problem for mange af folkene i toppen af dagens etaperesultat. Consonni, Drucker, Degenkolb, Ivan Garcia, Edward Theuns og Enrique Sanz er alle typer, der har det bedst med en spurt efter en hård dag og et par stigninger. Derfor er den kontrollerede tyrkiske sprinterfest ikke ideel for dem, og lettere bliver det bestemt ikke af, at Bennett i øjeblikket synes at være i skræmmende form.

I morgen får de chancen for at sætte ireren under pres, når der endelig venter en halvhård finale i Marmaris. Her vil et par sene stigninger give rivalerne håb om, at den irske fartkonge kan sættes under pres, men som han kører i øjeblikket, kan det meget vel vise sig at være et falsk håb. Sidste års vinder af Marmaris-etapen hed nemlig… nå ja, Bennett. Den sære irer er jo som bekendt altid flyvende i oktober, når han har fået brændt sin sensommersygdom af.