Tour of Turkey-analyse: Intet nyt under solen for Tyrkiets sprinterkonge

Det er et velkendt faktum, at succes ofte avler succes. Det gælder ikke mindst inden for cykelsporten, hvor der er en tendens til, at ryttere i en vis forstand kan komme til at ”eje” et bestemt løb, hvis først de har opnået de første sejre. Vi kender således masser af eksempler på ryttere, der har vundet et hav af etaper i et givet løb, eksempelvis Andrea Guardini i Tour de Langkawi, Michael Albasini i Tour de Romandie i en gylden toårig periode, Caleb Ewan for et par år siden i Tour Down Under eller Peter Sagan i Tour of California og Tour de Suisse. Vi har også set det i endagsløb med Alejandro Valverde i Fleche Wallonne, Tom Boonen i E3, Oscar Freire i Brabantse Pijl, Marcel Kittel i Scheldeprijs, Alexander Kristoff i Escborn-Frankfurt og på sin vis også Peter Sagan ved VM.

På samme måde er Sam Bennett ved at krone sig selv som kongen af Tour of Turkey. Siden løbet blev en del af WorldTouren i 2017, er der således blevet afviklet 13 etaper, og af dem har ireren vundet de 8. Det blev til hele fire sejre i 2017 - var han ikke styrtet på sidste etape var det nok endda blevet til fem - samt tre sejre sidste år, hvor han også var ganske tæt på at tage fem sejre, og i dag kom han flyvende fra start ved også at vinde 1. etape i årets udgave af det tyrkiske WorldTour-løb.

Tour of Turkey har dermed i en vis forstand udviklet sig til et sted, hvor Bennett finder tilbage på sporet efter en lille pause. I de seneste to år, hvor løbet har været afviklet i oktober, har han brugt det som sæsonafslutning, hvor han har fået styrket selvtilliden efter en sensommer, hvor han år efter år er blevet sat tilbage af sygdom og derfor altid er nået sidste del af sæsonen efter en mindre krise. Sådan er det nu ikke denne gang, hvor Bennett er kommet til Tyrkiet med masser af succes i bagagen, men også denne gang bruge han løbet som en slags genopstart efter den pause, han lagde ind efter sin fornemme og hektiske sæsonstart.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Netop fordi han har været så suveræn i år, kan det da heller ikke just betegnes som nogen sensation, at Bennett viste sig som den hurtigste, da 1. etape som forventet skulle afgøres i en massespurt, men denne gang skulle han nu slås lidt mere for det end i tidligere udgaver. I 2017 var han således løbets eneste supersprinter, og sidste år blev det hurtigt tilfældet igen, da Fernando Gaviria allerede på 1. etape måtte forlade løbet. I år er han imidlertid oppe mod en Caleb Ewan, der bruger løbet til at finde formen inden Giroen, og en Fabio Jakobsen, der senest i Scheldeprijs viste, at han for alvor banker på døren til sit helt store gennembrud på den internationale sprinterscene.

Netop derfor var dagens spurt også yderst interessant, for det var en god chance for at få en fornemmelse af, hvor hurtig Jakobsen egentlig er, når han afleveres perfekt i en flad boulevardspurt efter en let dag, som det skulle vise sig at blive tilfældet i dag. Med Bennett i feltet kunne den unge hollænder således få en udmåling mod en af verdens absolut bedste, for den elite må ireren siges at tilhøre efter en sæson, hvor han tog Gavirias skalp i Emiraterne og fik ram på en ganske vist meget træt Dylan Groenewegen i Paris-Nice. På den måde var der lagt op til et meget interessant opgør mellem en sprinterkomet bakket op af løbets i særklasse bedste tog samt en af sportens supersprintere, der kom til løbet sprængfyldt med selvtillid.

Det blev da også lige præcis så flot et opgør, som vi havde håbet. Med Davide Martinelli, Maximiliano Richeze og lidt overraskende Alvaro Hodeg som sidste mand satte Deceuninck sig nemlig som ventet totalt på flæsket, og det endda selvom Michael Mørkøv af uransagelige grunde aldrig blev en del af toget. De kunne med endnu en opvisning i den ædle lead-out-kunst aflevere deres hollandske guldfugl perfekt, og Jakobsen kunne således ikke have ønsket sig en bedre chance for at få ram på sin irske rival.

Hans problem var bare, at Bennett har lært en kunst, han ikke tidligere mestrede. I gamle dage havde han det voldsomt svært i positionskampen, men sådan forholder det sig bestemt ikke længere. Tværtimod har han nu forfinet den kunst, og en stor del af hans succes i år skyldes netop det. Således var det i UAE Tour altid ham, der vandt kampen om Gavirias eftertragtede baghjul, og også i Paris-Nice viste han betydelige fremskridt.

Den evne stillede han atter til skue igen. Bora forsøgte sig ellers lidt overraskende med et decideret lead-out, men ikke overraskende kunne Christoph Pfingsten slet ikke matche Deceuninck, da belgierne skød frem. Med stor autoritet lykkedes det imidlertid Bennett at skubbe Yevgeniy Gidich væk fra Jakobsens baghjul og dermed alligevel få den position, som han efterhånden har udset sig som sin foretrukne i disse hektiske massespurter. Herfra kunne han åbne sin spurt, præcis som han ville, og da vi til slut fik den spændende udmåling af topfart, måtte Jakobsen akkurat sande, at han stadig mangler lidt for at matche et etableret sprinternavn som Bennett.

I selve spurten så det faktisk ud til, at Jakobsen lod sig snyde af en anden streg umiddelbart inden mål, og at han således spurtede efter den forkerte markering. Efterfølgende har han imidlertid ikke brugt det som undskyldning, men derimod alene ærgret sig over, at han fik åbnet sin spurt en anelse for tidligt. Det er måske i virkeligheden også den afgørende forskel i dagens tætte opgør, at Bennett efterhånden gennem mange år har forfinet sin timing, så den nu er en af hans store styrker, mens unge Jakobsen fortsat har lidt at lære, ikke mindst i en vanskelig modvindsspurt som i dag.

Løbets tredje supersprinter, Caleb Ewan, må se tilbage på spurten med blandede følelser. Efter et år, hvor han slet ikke har været så hurtig som i 2017, skal han bruge det tyrkiske løb på at genfinde selvtilliden inden Giroen. Egentlig så hans spurt faktisk ganske lovende ud i dag, men desværre blev han igen fanget alt, alt for langt tilbage, som det har været et gennemgående tema for hans ellers på papiret udmærkede Lotto-tog. Det må vække nogen bekymring, at de ikke formåede at levere ham bedre i en i forhold til de kringlede Giro-afslutninger meget enkel finale. Heldigvis manglede han Jasper De Buyst, der i sit comeback efter en længere skadespause i stedet stod for det tidlige føringsarbejde, ligesom Adam Blythe heller ikke er rejst med til Tyrkiet. Dermed kan man stadig håbe, at det vil blive bedre i den italienske grand tour, men lige nu kan det se svært ud for australieren, hvis det både kniber med toget og hans egen topfart.

Sammenlignet med de trængsler, Mark Cavendish er igennem, er det dog det rene vand. Briten havde håbet, at han i det knap så stærkt besatte tyrkiske løb endelig kunne finde tilbage på sporet efter sin lange sygdomspause, men desværre blev starten nærmest katastrofal. Selvom Dimension Data på papiret er ganske veludrustede til spurterne i dette løb, lykkedes det således endnu engang slet ikke briten at komme til at spurte. Det synes således ikke længere blot at være et udtryk for dårlig form. Tværtimod synes Cavendish helt at have tabt sin ellers særdeles veludviklede næse for at manøvrere i de hektiske finaler. I hvert fald er det igennem hele 2019 stort set endnu ikke lykkedes ham at havne i en position, hvorfor han faktisk kan spurte. Desværre ligner det mere og mere en trist deroute for en af sportens allerstørste profiler.

Derudover fik nogle af sportens mindre etablerede sprintere en chance for at vise sig frem. Det gælder først og fremmest Eduard Grosu, der efter nogle flotte spurter i Frankrig atter fik vist, at han altså har en glimrende topfart. Også Luca Pacioni fortsætter med at imponere i en sæson, hvor han har spurtet fornemt, men desværre haft det svært i positionskampen. Og så fik vi endelig lov til at se den unge italienske sprinterkomet Giovanni Lonardi, der har været lidt af en oplevelse i de spanske løb, forsøge sig mod nogle af sportens store stjerner. Det blev ganske vist kun til en 9. plads, men i en første spurt på dette niveau bar det godkendt af den unge italiener.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Lidt overraskende var det at se, at UAE kørte spurten for Simone Consonni og ikke Juan Sebastian Molano. Italieneren gjorde det nu ganske fint med en hæderlig 5. plads, men det står efterhånden klart, at han ikke har farten til at vinde boulevardspurter som disse. Det kunne have været langt sjovere at se Molano, der sidste år vandt et hav af spurter i Asien, folde sig ud mod nogle af sportens hurtigste, ikke mindst fordi han efter sit styrt i Omloop langsomt er ved at finde formen. Forhåbentlig får vi den chance på torsdag.

Derudover bød etapen ikke på megen dramatik. Den afsluttende stigning viste sig lidt som frygtet blot at være en af de velkendte lette tyrkiske hovedvejsstigninger, og den blev derfor nærmest en parentes, der ikke kostede livet på selv de tungeste sprintere. Klassementsryttere som Remco Evenepoel, Valerio Conti og Ben O’Connor fik kortvarigt testet benene nær toppen, men vi blev ikke spor klogere på, hvem der kan vinde årets udgave af det tyrkiske løb.

Det kan vi til gengæld blive i morgen. Her venter nemlig den første af løbets to puncheurafslutninger, og selvom det ikke er en afslutning, der vil skabe forskelle og formentlig også kan klares af flere af sprinterne, vil vi måske få en fornemmelse af, hvem af klatrerne der er kommet til Tyrkiet med gode ben. Egentlig burde det også være en etape, der kunne give Bennett muligheder, men efter at han i dag beklagede sig over dårlig form, er det måske alligevel ikke tilfældet. Og dermed kan det være, at det måske alligevel ikke bliver den suveræne Bennett-dominans, som vi ellers efterhånden har vænnet os til. Måske er det også meget fint med lidt afveksling, og at der for en gangs skyld faktisk kan være lidt nyt under den bagende tyrkiske forårssol.