Tour of Turkey-analyse: Quick-Step i en nøddeskal

Hvor er det bare Quick-Step i en nøddeskal! Den ustoppelige belgiske vindermaskine, der år efter år trods den vanlige åreladning af stjerner i transfersæsonen ender som sæsonens mest vindende hold, har trods tabet af Marcel Kittel og Dan Martin i år nået helt nye højder, hvad antallet af sejre angår. Igen i 2018 har de været her, der og alle vegne, vundet i øst og vest og denne gang også suverænt sat sig på WorldTour-tronen efter en sæson, som de færreste havde troet mulig ved starten af året.

Efterhånden som sejrstælleren har nået nærmest astronomiske tal, er en ide begyndt at rumstere i manager Patrick Lefeveres hoved. Belgieren var en del af det Mapei-hold, der i begyndelsen af dette årtusinde nåede ikke færre end 71 sejre i løbet af bare et enkelt år. En sådan score virkede helt urealistisk ved årets begyndelse, men efterhånden som Lefevere er løbet tør for fingre, tæer og andet, der kan bruegs til at tælle antallet af triumfer, er det nærmest abnormt høje tal pludselig blevet realistisk. Det fik i september belgieren til officielt at melde ud, at det helt store mål for resten af sæsonen var som minimum at tangere de 71 triumfer fra dengang.

Et sådant mål kræver, at man sætter kvantitet over kvalitet, og det synes nærliggende, at det er netop ambitionen om de 71 sejre, der har ledt til det lidt overraskende sæsonprogram for Fernando Gaviria. Det var ellers helt oplagt, at den colombianske stjerne, der elsker de store klassikere, skulle jate sin anden sejr i sidste søndags Paris-Tours, men det blev der ikke noget af. I stedet figurerede han noget overraskende på startlisten til Tour of Turkey, der måske nok er en del af WorldTouren, men i prestige og sværhedsgrad ikke når det ældgamle franske løb til sokkeholderne.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Officielt er der ikke meldt en årsag ud, men det synes nærliggende at konkludere, at forklaringen er målet om de 71 sejre. Med al respekt for det ganske stærke sprinterfelt, der er samlet på den tyrkiske solkyst, ligner det lidt af en legeplads for Quick-Steps sprintertog. Ikke blot er etaperne flade og meget kontrollerede uden megen stress, niveauet gør det også til det klart svagest besatte WorldTour-løb på hele kalenderen. Med udsigt til hele fem finaler for en hurtig fyr som Gaviria har man udstyret ham med et absolut verdensklassetog i det, der ligner et målrettet attentat mod den snart 20 år gamle rekord.

Alt var med andre ord lagt til rette for Gaviria i en stort anlagt plan, der næsten ikke kunne gå galt, hvis det altså ikke havde været for den colombianske stjernes helt store svaghed: den manglende koncentration. Listen over hans selvforskyldte styrt, der har været forårsaget af, at han i et uopmærksomt øjeblik er kommet op at ride på en forankørende, er efterhånden alenlang og har da også allerede fået Lefevere til offentligt at beklage sig over, at Gaviria i perioder har tilbragt mere tid i sygesengen end på landevejen. Mest berømt er hans styrt i finalen af Milano-Sanremo for et par år siden, men også i år er det allerede på lignende vis gået galt for ham i San Juan og Tirreno-Adriatico. I sidstnævnte tilfælde kostede det ham endda hele klassikersæsonen.

I den forstand var det næsten til at forudsige. De halvkedelige tyrkiske etaper er kendt for at være kontrollerede og begivenhedsfattige, inden det hele slutter med et brag af en massespurt, og derfor var det da også at udfordre skæbnen at bede Gaviria holde fokus gennem seks dage, der formentlig vil give masse af tid til at reflektere over tilværelsen. Sådan forholdt det sig da også på dagens indledende etape, hvor arrangørerne ganske vist havde forsøgt at krydre det normalt så flade terræn med lidt flere stigninger, men hvor alle var så indstillede på en massespurt, at der stort set intet skete hele dagen.

Det var naturligvis at udfordre Gaviria, og i finalen gik det igen galt. I et ukoncentreret øjeblik ramte han hjulet på den forankørende Sport Vlaanderen-rytter, og med ét blev den veltilrettelagte Quick-Step-plan knust mod den tyrkiske asfalt. Selvom det i skrivende stund ikke er bekræftet, synes det så godt som givet, at den colombianske stjerne er ude af løbet med det, der lignede en brækket hånd.

Der er imidlertid en grund til, at Quick-Step inden dagens løb havde vundet 69 gange i år. Det er nemlig kun Elia Viviani og Julian Alaphilippe, der er registreret for mere end 10 sejre, og holdet er i den grad mere end bare sine stjerner. Faktisk er holdets evne til at vinde med snart sagt alle ryttere det allermest imponerende ved den belgiske vindermaskine, og derfor skulle der da også mere end endnu et Gaviria-styrt til at bringe dem ud af fatning.

Da det stod klart, at Gaviria var ude af spillet, rettede man lynhurtigt fokus på plan B, sprintertalentet Alvaro Hodeg, der allerede har vundet to WorldTour-løb i år. End ikke det sene uheld kunne spolere planerne, for belgierne viste i finalen deres suveræne klasse, da de med Iljo Keisse, Maximilano Richeze og Hodeg tog totalt kontrol frem mod den sidste kilometer, så den sydamerikanske duo kunne komme først igennem det sidste sving med 800 m igen.

Det var her, holdet viste, at det ofte lige så meget er hovedet som benene, der giver succes. I det, der lignede en tro kopi af Treks mesterstykke fra BinckBank Tour, hvor Jasper Stuyven undslap til en stor sejr i Ardooie, lod Hodeg sin erfarne lead-out man få et lille hul. Det er ikke første gang, at noget lignende er sket for Richeze, der før har vundet løb på samme facon, og man skulle derfor ikke give ham den uventede mulighed mere end én gang, før han greb den. Med en årvågenhed, som Gaviria må misunde ham, øjnede han med det samme chancen, og da en lidt tøvende Sam Bennett ikke turde åbne sin spurt for tidligt, var den argentinske fugl for længst fløjet, da først Jempy Drucker åbnede kampen mellem sprinterne.

Resultatet blev den anden sæsonsejr til evigt loyale Richeze, der efter et par år, hvor han var faldet lidt tilbage i hierarkiet, i år i Touren atter etablerede sig som verdens bedste lead-out man. Argentineren er en hovedforklaring på Gavirias mange sejre i år, og derfor er det kun helt fortjent, at han i dag atter fik mulighed for at jagte lidt personlig succes, som han senest gjorde det, da han i januar måned tog sæsonens hidtil eneste sejr på hjemmebanen i San Juan - i øvrigt på en etape, hvor en vis colombiansk sprinter var styrtet ud af løbet, og hvor han igen måtte træde til som plan B.

Mens Richeze kunne solo sig i uventet succes, var der grund til ærgrelse for Sam Bennett, der allerede nu kan vinke farvel til drømmen om at gentage sidste års støvsugning af de rene sprinteretaper. Med udsigt til den skrappere konkurrence fra særligt Gaviria, så det da også på forhånd svært ud at gentage sidste års fire sejre, men nu synes den ambition endnu fjernere, da der ikke længere er plads til udfald på de fire etaper, han fortsat har chance for at vinde.

Læs også

Dansker klar til Giro-debut

Omvendt er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Bennett har nemlig været igennem en svær tid, hvor han ikke har opnået et eneste resultat siden sejren i Rund um Köln den 10. juni, men ligesom sidste år har han igen fundet benene i tide til det tyrkiske etapeløb. Han var da også ganske suveræn i kampen om andenpladsen, og selvom han manglede en stærkt lidende Matteo Pelucchi, der lignede en syg mand, klarede han også positionskampen til UG. Med udsigt til, at han i de kommende dage er oppe mod Hodeg og ikke Gaviria i et nu svækket Quick-Step-tog, ser fremtiden ganske lys ud for ireren, der i den grad har brug for at vise sit værd i en tid, hvor kometen Pascal Ackermann truer hans position som Boras andensprinter bag Peter Sagan.

Dagens helt store taber var John Degenkolb, der er til start som løbets tredje store sprinterstjerne. På papiret er Trek til start med et fabelagtigt tog, men det var svært at se på dagens etape. Faktisk var amerikanerne kun synlige i et kort øjeblik, og Degenkolb rullede til slut over stregen som nr. 26 efter en helt igennem fiaskoagtig afslutning. Forhåbentlig kan de rejse sig i de kommende dage, for med Gaviri1as sandsynlige exit bliver der endnu bedre plads til, at det gode tog kan boltre sig i sprinterfinalerne.

I stedet var det Jempy Drucker, der med en 3. plads viste sig som Bennetts værste rival i selve spurten, og det bekræfter blot, hvad han allerede har vist i de seneste uger med stærk kørsel i både Tour de l’Eurometropole og Binche-Chimay-Binche. I et felt med stærkere tog og hurtigere folk får han måske nok svært ved at vinde en klassisk massespurt, men den formstærke luxembourger bør i den grad rette blikeket mod brostensbakken i Istanbul på søndag, hvor han burde have en chance for at køre med om sejren.

Derudover var der fiasko for Edward Theuns, der synes helt at være faldet sammen efter skiftet til Sunweb og slet ikke kunne lukrere på det fine forarbejde, Nikias Arndt og Mike Teunissen leverede. Sidste år var det ellers i dette løb, at han endelig kapitaliserede på sin gode Vuelta-form, men i år er han kommet til Tyrkiet efter en svær tid, hvor han forlod Tour of Britain med sygdom. Desværre ligner han ikke umiddelbart en mand, der igen kan rejse sig i denne uges WorldTour-løb, og 2018 ligner et år, der hurtigst muligt skal glemmes for manden, der ellers med sin top 10-placering i Roubaix sidste år havde kurs mod en stor klassikerkarriere.

Heldigvis får han flere chancer de kommende dage. Det tyrkiske løb er nemlig for klassementsrytterne en lang gemmeleg, indtil de skal i aktion på fredages kommende dage. Dagens etape bød på tidstab til outsiderne Fernando Barcelo, Valerio Conti, Joaquim Silva, Javier Moreno, Mustafa Sayar, Fabio Duarte og lidt overraskende til talenfulde James Knox, men de fleste af hovednavnene sad sikkert med feltet hjem. Det vil de formentlig også gøre i de kommende to dage, hvor det fortsat vil være sprinterne, der vil være i centrum.

Og det skulle ikke undre, om det i morgen vil være en helt tredje sydamerikansk Quick-Step-rytter, der stjæler opmærksomheden efter dagens uventede sejr til Richeze. Det vil nemlig atter være den belgiske vindermaskine i en nøddeskal.