Tourfavoritter: Alberto Contador (Astana) *****

nullSelvom Contador givet vis var skuffet over, at han som forsvarende vinder ikke kunne forsvare sin titel, lod han sig ikke sådan slå ud. Han skrev i stedet historie.

Contador har siden sine dage som ungdomsrytter været betragtet som et stort talent. De første år som professionel blev det da også til flotte resultanter. Contador var dog udsat for et frygteligt styrt på en nedkørsel under Vuelta Asturias, og styrtet og helbredsproblemer holdte ham ude resten af sæsonen. Men allerede fra 2005 begyndte Contador at samle store, betydelige placeringer og sejre. Med skiftet til Team Discovery 2007 fik Contador dog sin hidtil største skalp i Paris-Nice. Alligevel var der nok få, der havde forventet, at han nogle måneder senere ville tage sejren over dem alle: Tour de France.

I en alder af blot 26 år har Alberto Contador allerede skrevet sig ind i historiebøgerne. I 2008 blev Contador én af de sjældne få, der har vundet to Grand Tours i løbet af en sæson. Med sensommerens sejr i Vuelta a España skrev Contador sig desuden ind i den eksklusive gruppe af ryttere, der har vundet alle tre Grand Tours.

Man kan argumentere for, at Contador er kommet let til sine store sejre. Tour-sejren kom i hus, fordi Michael Rasmussen blev smidt ud, mens sejren i Giro d’Italia ikke ligefrem illustrerede knusende overlegenhed, men snarere kløgtige taktiske beslutninger og konstante præstationer løbet igennem. I Vuelta a España var han i særklasse på stigningerne, men den aldrende holdkammerat Levi Leipheimer sluttede i sidste ende relativt tæt på Contador, som følge af nogle gode enkelstarter.

En sådan kritik har noget på sig, men derfor kan sejrene ikke sådan tages fra Contador. Selvom sejrene måske ikke alle har været lige smukke, så har Contador faktisk vundet, og for mange af de nærmeste rivaler er det et skjult gen, som de kun kan drømme om. Leipheimer kan kalde det held, mens cykelguderne nok snarere vil kalde det skæbne.

Det skræmmende ved Contador er ikke blot den hidsige måde, hvorpå han kan forcere en stigning; angribe den, som var der fladt. På trods af Contador til tider kan have svært ved at holde tempo efter de første forceringer, er det stadig et antrit, som få kan matche, og et angreb kommer sjældent alene. Det intimiderende ved Contador består endvidere i, at han ikke er færdig med at udvikle sig. Spanieren lærer af sine fejl, og søger at forbedre dem. Contador har lige fra sine amatørdage været en fin enkeltstartsrytter, især over kortere distancer. Igennem de seneste år har han dog forbedret sig så betydeligt, at det ikke kun er prologer og kuperede enkelstarter han dominerer. Han kan nu også gøre sig gældende på de fladere, mere specialiserede af slagsen.

Når Contador gennem de seneste år samtidig har vist sig som feltets bedste bjergrytter, danner der sig et billede af cykelsportens helt uomtvisteligt største talent. Og han er ikke kræsen; han forsøger gerne at vinde alle de løb, han stiller op. I en periode strækkende over store dele af 2008 og 2009 vandt Contador samtlige af de etapeløb han stillede op i: Vuelta a Castilla y León, Vuelta al Pais Vasco, Giro d’Italia, Vuelta a España og Volta ao Algarve inden der i årets Paris-Nice blev sat en stopper for den bemærkelsesværdige stime.

På trods af Contador omtrent en måned senere igen fandt den vindende formular og genvandt Vuelta al Pais Vasco, røber Paris-Nice, at selvom Cotador er storfavorit til Tour de France, er han langt fra usårlig. Det virkede ellers sikkert, at Contador ville køre en sikker sejr hjem i det franske forårsløb, efter han både havde været knusende overlegen på den korte enkelstart og hårde bjergetape til La Montagne de Lure. Men på syvende etape lykkedes det alligevel rivalerne at knække Contador. Contador var isoleret, men stærk, og søgte alene at lukke alle huller på egen hånd. Det lykkedes i det store hele, men i forbifarten glemt Contador at spise, resulterende i et totalt sammenbrud.

Contador kunne givet vis have bevaret sin føring, havde han haft blot én hjælperytter hos sig. I Tour de France vil Contador formentlig ikke se sig isoleret i den klassiske forstand. Og heri ligger den store spænding. Spænding i mere end én forstand: spændingen for os seere i at se, hvordan Astana forsøger at få delene til spille sammen; og holdets interne spændinger, der måske kan betyde, at Contador kan se sig isoleret, selvom han er omringet turkisblå holdkammerater.

Astana har nemlig sammensat et af de på papiret stærkeste Tour-hold nogensinde. Alberto Contador, Levi Leipheimer, Andreas Klöden og naturligvis Lance Armstrong har alle været på Tour-podiet. På paradoksal vis er Yaroslav Popovych og Haimar Zubeldia, ryttere der selv har kørt i top-10 af flere omgange, kun tiltænkt hjælperoller, funktioner de skal udføre sammen med Sergio Paulinho, Gregory Rast, samt den bundsolide kasak Dmitriy Muravyev.

Men Contador kan potentielt finde sig isoleret internt, alt imens frontgruppen sikkert er overbefolket med pangfarvede Astana-ryttere. Der er nærmest dagligt kommet nyt frem om de interne stridigheder på Astana, og Lance Armstrong var da heller ikke sen til, via sin Twitter, at efterlade en nedladende kommentar rettet mod Contadors manglende erfaring. Og det går videre. Man hører om to grupperinger: en Alain Galopin-fløj, hvor Contador er manden der køres for, og den gamle garde fra US Postal-dagene, hvor Lance Armstrong og Johan Bruyneel svinger med pisken. Anonyme kommentarer fra insidere, rygter om pludselige holdskift som følge af holdets verserende sponsorproblemer, giver ikke indtrykket af et fuldstændig homogent mandskab.

Hvis det alt sammen viser sig at være vildledning og mediebesværgelser, fremtryllet af Lance Armstrongs tryllestav, har vi i det mindste fået noget godt læsestof de seneste måneder. Men man synes alligevel at forfalde til floskler som ’for mange kokke fordærver maden’, når man skal sætte de mange stjerner ind i et system, hvor arbejdsfordelingen giver mening. Allerede fra fjerde etape, holdløbet, vil der blive spekuleret meget i, om hvorvidt holdet synes i harmoni. Svaret, om et sådan vil åbenbare sig, kommer dog først senere i løbet, i bjergene.

Men selve det faktum, at der er drama og usikkerhed om kaptajnrollen, må i alle henseender gøre Contador nervøs. Efter alt hvad Contador har opnået i sin karriere, havde han givet vis ikke regnet med skulle kæmpe for sine hjælperytteres tillid og dedikation. Og netop her – viser Paris-Nice – ligger muligheden for at knække Contador. For Contador skal, eller vil, gerne tidligt i løbet vise at han er holdets og løbets stærkeste rytter. Og som i Paris-Nice kan det i sidste instans ende med, at gøre Contador overivrig, og derfor skrøbelig; en svaghed som paradoksalt huserer i spanierens tilsyneladende styrke.

Hvorom alting er, så virker Alberto Contador klar til at vinde Tour de France. Contador kørte Dauphiné Libéré på en så kløgtig, afslappet måde. Jovist, han tabte tid på begge tidskørsler, men tabet var så relativt begrænset. Spanieren kørte løbet med den beskedne selvsikkerhed, som kendetegner en mester. Han hvilede i sig selv og sine evner, velvidende at der var plads til forbedringer.