UAE Tour-analyse: Den kloge narrer de mindre kloge

Ofte har man kunnet undre sig lidt over, hvorfor i alverden Elia Viviani i 2018 endte som feltets mest vindende rytter. Meget skyldtes naturligvis et gunstigt sæsonprogram samt ikke mindst et af sportens allerbedste tog og et eminent hold, men man skulle ikke se mange spurter for at indse, at han ingenlunde er feltets hurtigste mand. Ikke sjældent måtte han indse, at han på ren topfart var overmatchet af sportens virkelige giganter, men alligevel var det ofte ham, der endte øverst på podiet.

Hvis man skal forstå årsagen til italienerens succes, er dagens etape af UAE Tour et studium værd. Nej., bestemt ikke hele etapen for den lange ørkenvandring i modvinden var bestemt ikke en ophidsende affære, men massespurten er i den grad værd at gense et par gange. Det er ikke tit, at man på den måde ser fire af sportens absolut hurtigste krydse stregen nærmest side om side, som det skete i Khor Fakkan, hvor vi var vidner til et giganternes opgør mellem Viviani, Fernando Gaviria, Marcel Kittel og Sam Bennett. Når man ser målfotoet, føler man sig helt hensat til det store Paris-opgør mellem Kittel, Mark Cavendish og André Greipel, der som sportens tre sprinterstjerner næsten samtidig passerede stregen på Tourens sidste etape for et par år siden i et af de smukkeste sprinteropgør i nyere tid.

I de senere år har der været en del diskussion om det præcise farthierarki i feltet, efter at Kittel som følge af en svag 2018-sæson i hvert fald midlertidigt har skabt tvivl om sin status. Det kan vel ikke diskuteres, at Dylan Groenewegen på ren topfart har været hans aftager, som det blev illustreret ganske klart i sidste års Tour, men derudover har der været åbent for spekulation. Gaviria og Viviani har som holdkammerater selvsagt ikke kørt meget mod hinanden, Kittel har været formsvag gennem næsten hele 2018, og Bennet har kun i Giroens mange opgør mod Viviani for alvor fået lejlighed til at teste sig i det skrappeste selskab.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Netop Giroen var også en udstilling af både Vivianis mangler og hans styrker. Det var nemlig igennem hele løbet tydeligt, at Bennett var løbets hurtigste, men alligevel endte opgøret 4-3 i italienerens favør. Det skyldtes først og fremmest det sublime tog med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini, men i mindst lige så høj grad Viviani selv, der igennem Giroens mange finaler gang på gang viste sig som den klogeste og slog sin irske rival med hovedet snarere end benene.

Og sådan var det også i dag, da Viviani fik en af sine største skalpe i meget lang tid, da han endelig fik lejlighed til at måle sig i et direkte opgør med stort set hele den samlede sprinterelite. Så sent som på 2. etape måtte en meget ærlig Viviani nemlig erkende, at han var blevet slået på helt fair vis af en hurtigere og stærkere Gaviria, og det var derfor heller ikke topfarten, der gjorde Viviani til sejrherre i årets hidtil mest medrivende spurt. I stedet var det igen timing og snilde, der førte ham først over stregen - og så naturligvis det stærke hold.

Holdkammeraterne trådte først i karakter, da en stærk Dries Devenyns sikrede, at toget var først under den røde flamme på den lange, lige boulevard, der var skabt til de helt rene sprintere. Herefter ventede Mørkøv og Sabatini tålmodigt, vel vidende at de i tirsdags havde fået en lektion af Alexander Kristoff, der med sine powerspurter har udmærket sig som en stærk kandidat til positionen som verdens bedste lead-out man. Derfor var de også helt klar, da nordmanden som forventet skød frem og atter viste sig som finalens stærkeste, og Vivanis loyale støtter fik lynhurtigt afleveret Viviani godt i hjulet på Bennett, der sad umiddelbart bag Gaviria. Længere tilbage kæmpede en ensom Kittel hårdt i den positionskamp, han hader så inderligt, og trods et ret stort energiforbrug i vinden lykkedes det ham at sikre sig 4. position bag den italienske mester.

Der sad de fire topsprintere så på rad og række klar til det helt store opgør om titlen som ørkenens konge, og med Kristoff foran sig pegede alle pile på den formstærke Gaviria. Colombianeren åbnede da også selvtillidsfuldt en ganske lang spurt, da Kristoff begyndte at tabe fart, og fra sin ikke helt optimale position var Kittel nødsaget til at gøre det samme. Bennett tøvede en anelse længere, men så ofte før tabte ireren nerverne og trådte på gaspedalen en anelse for tidligt, så han for tidligt ramte vinden og ikke drog fordel af sin perfekte position bag Gaviria.

Det gjorde Viviani til gengæld. Mens de tre rivaler alle sled silken af i vinden, ventede den italienske mester tålmodigt, indtil han med vanlig sans for timing kunne udnytte slipstrømmen optimalt til akkurat at glide forbi og sikre sig sæsonens tredje sejr. Viviani var formentlig både den friskeste af de fire, da de krydsede stregen, og alligevel havde hans løbsnæse givet ham en skalp, der må stå ganske højt på hans personlige hitliste.

En WorldTour-sejr er naturligvis altid i sig selv vigtig, men også i det længere perspektiv er dagens præstation betryggende for Deceuninck-lejren. Selvom den endelig bekræftelse først ventes at komme efter klassikerne, er der næppe mange, der tror, at det belgiske storhold vil lade deres sprinterstjerne blive hjemme, når der til sommer er en gul førertrøje på spil i Belgien på Tourens 1. etape. Ganske vist skal Viviani også køre Giro, men han lader næppe muligheden for endelig at agere sprinter i verdens største løb gå til spilde, og derfor var det så vigtigt, at han i dag kunne se, at det faktisk kan lade sig gøre at slå de på papiret hurtigere folk.

2. etape må ellers have givet grundlag for bekymring, da Kristoff med sit bragende flotte lead-out mere end levede op til de i forvejen tårnhøje forventninger til, at han måtte excellere i den rolle. I dag bekræftede han blot, at hans karakteristika gør ham skabt til rollen som Gavirias sidste mand, og igen sad nordmanden totalt på finalen, så Gavriia kunne starte sin spurt præcis, da han ville. Alligevel blev Viviani i sidste ende den store, og det må varme hans hjerte forud for en Tour, hvor han kan ventes at trives endnu bedre i det, der altid er nogle meget kaotiske finaler. Her kommer hans kølighed virkelig til sin ret, og derfor er der al mulig grund til at tro på en succesfuld Tour for Viviani til sommer.

Gaviria måtte til gengæld se sig slået, men colombianeren kan alligevel tage meget positivt med sig fra dagens slag. Igen fik Kristoff nemlig vist sine eminente evner, og enhver, der så Vuelta a San Juan vil vide, at toget kun bliver endnu stærkere, når også Simone Consonni slutter sig til truppen. Det er velkendt, at Gaviria meget ofte taber hovedet og i mangel af Vivianis rutine og kølighed ofte starter sine spurter lidt for tidligt, som det også skete i dag, men ser man alene på Gavirias egen topfart og ikke mindst toget, er alt på skinner for en stor sæson, der definitivt kan lukke munden på de mange kritikere, der som jeg forudså vanskeligheder uden den stærke støtte fra sportens førende sprintermandskab. I virkeligheden var hans lange spurt så fejende flot igen i dag, at han i øjeblikket vel fremstår som forhåndsfavorit til Milano-Sanremo - hvis altså han og Kristoff kan forliges i et løb, hvor nordmanden fortsat insisterer på, at han i kraft af sin historisk fortjener sin egen chance.

Også Kittel kan egentlig være ganske fint tilfreds med dagens resultat. En 3. plads er naturligvis ikke meget for en mand, der plejer at give alle rivalerne baghjul, men i dag fik han endelig vist, at han fortsat er lynhurtig. Faktisk kørte han den længste spurt af dem alle, og alligevel viste han sig hurtigere end i hvert fald både Gaviria, der dog var en anelse mere eksponeret for vinden fra højre, og Bennett. Dagens spurt har i hvert fald ikke givet grund til at betvivle, at Kittel fortsat er i hvert fald tæt på sin gamle topfart, men det var også tydeligt, at hans hold igen svigtede ham. Alt for længe kæmpede han en ensom kamp, der kostede kræfter, som Gaviria, Bennett og Viviani ikke brugte, og selvom Marco Haller gjorde det flot, var savnet af Rick Zabel måske det, der i sidste ende forhindrede den tyske stjerne i at bevare den friskhed, han manglede på de sidste meter.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Desværre kan Kittel også ærgre sig over, at han kun sjældent i Europa får etaper, der som denne er skabt til en stor powersprinter som ham, og i Europa bliver hans positioneringsproblemer blot endnu mere markante. Løbet i ørkenen har ikke givet megen grund til optimisme i den retning, heller ikke selvom Zabel naturligvis i den sammenhæng vil være en markant forstærkning.

Dagens største taber var måske Bennett. Hans position i Gavirias baghjul var nemlig ganske ideel, men modsat Viviani turde han ikke vente tilstrækkeligt længe. I stedet endte han nu som den lille af de fire giganter, og dermed bekræftede han kun Bora-manager Ralph Denk i, at tyskeren traf den rette besltuning, da han lod nationale hensyn veje tungest og besluttede at give Pascal Ackermann prioritet i Giroen på bekostning af sidste års tredobbelte etapevinder. Derfor må dagens nederlag smerte ekstra meget, for man kan næsten ikke beskrive, hvor kraftigt signalet havde været, hvis Bennett havde figureret øverst i en så stjernebesat top 4. Bedre chancer får han i hvert fald ikke mange af.

Den sidste af de store sprintere er Caleb Ewan, og han endte som den store taber. Lige siden 1. etape af Tour Down Under har det nemlig været tydeligt, at hans ellers på papiret så stærke tog med Roger Kluge og Adam Blythe ikke kan matche sportens bedste mandskaber. Det blev igen tydeligt i dag, hvor belgierne brændte deres tændstikker alt, alt for tidligt, og selvom de i de sidste 5 km var det klart mest synlige hold, var de helt usynlige, da de mere tålmodige og kloge lead-outs skød frem på de sidste meter. Dermed blev Ewan efter gårsdagens store triumf atter revet ned på jorden og må indse, at der fortsat er en del at gøre, før hans hold kan begå sig helt i front - og det er trods alt som sprinter, han er givet en kaptajnrolle, ikke til finaler som den, der gav ham gårsdagens flotte triumf.

En endnu større taber var Mark Cavendish dog. Endelig fik briten alt foræret på et sølvfad, da en meget let dag i modvinden skulle afsluttes med et brag af en spurt, hvor han trods sin manglende form skulle vise, at han atter har sin eminente sprinternæse. Som i alle årets forrige spurter var der imidlertid intet spor af den ellers så snu brite, der læser kaotiske finaler som få, og i stedet var det en overraskende stærke Reinardt van Rensburg, der for Dimension Data spurtede sig til en flot 5. plads. Cavedish selv rullede over stregen som nr. 74 med en kraftig påmindelse om, at den 34. etapesejr i Touren, der vil sikre ham en udødelig plads i cykelhistorien, er uendelig langt væk.

Løbets unge talenter måtte også alle sande, at de fortsat mangler det sidste for at kunne true de bedste. Denne gang viste det på papiret så stærke Bahrain-tog med Marcel Sieberg og Heinirch Haussler sig dog ganske konkurrencedygtige, men på de sidste meter måtte både de og Phil Bauhaus selv alligevel indse, at de virkelige sværvægtere er for stærke. Endnu værre gik det for ellers så hurtige Max Walscheid, der atter måtte indse, at hans positionering udgør et væsentligt problem. Det gjorde sig naturligvis også gældende for Jakub Mareczko, der som altid var helt ude af position, men med sin flotte topfart alligevel endte ganske hæderligt på en 8. plads. Og unge Matteo Moschetti må efter gårsdagens flotte gennembrud indse, at han på et sprintersvagt Trek-mandskab er alt for alene til, at han for alvor kan se, hvor han står i forhold til de bedste.

For favoritterne blev det næsten en halv hviledag. Ørkenvandringen i modvinden gjorde det til lidt af en søndagstur, hvor heller ikke sidevinden i finalen var stærk nok til at skabe blot det mindste drama. Dermed kom Primoz Roglic endnu et skridt nærmere en konfirmation af sin status som tidens ukronede konge af de ugelange etapeløb, og nu venter blot én sidste stor test på Jebel Jais i morgen.

Her er han blevet ekstra udfordret af en ændret vejrudsigt, der nu melder om medvind og dermed et mere selektivt løb, men formentlig er det kun det taktiske spil og et klatresvagt hold, der kan true den indtil nu så usårlige Roglic. Det bliver i hvert fald ikke på ren råstyrke, at Roglic detroniseres, men som Viviani viste i dag, er det ikke altid stærkeste mand, der vinder. Af og til narrer den kloge de mindre kloge, og det håb kan rivalerne fortsat klynge sig til.