UAE Tour-analyse: Supersprinterens tiltrængte selvtillidsboost

Man taler så meget om betydningen af, at sprintere finder et momentum. Historien er fuld af eksempler på, hvordan sejrene kommer væltende, når først den første pind er sat ud for sprinterens navn. Meget af det handler formentlig om selvtillid og tro på egne evner, for det er generelt nemmere at træffe de rigtige beslutninger på det splitsekund, en sprinter har til rådighed, når man også tror på, at man gør det rigtige, og ikke er under det stress og præstationspres, en sejrstørke kan føre til.

For én sprinter er betydningen af momentum dog særligt vigtig. Det er ingen hemmelighed, at Sam Bennett tror mindre på sig selv, end Donald Trump var overbevist om, at han var Guds gave til menneskeheden. Knap havde han skrevet under på kontrakten med Deceuninck, inden han var bange for at blive den første sprinter hos superholdet uden succes, og han var rystende nervøs inden årets Tour, hvor man næsten syntes stensikker på, at han ville blive holdets første sprinterfiasko nogensinde.

Sådan gik det som bekendt ikke. Det tog lidt tid, inden han kom i gang, men i sidste ende blev han trods holdets lange perlerække af supersprintere deres første rytter siden Tom Boonen til at iføre sig den grønne trøje - en præstation, der endda blev kronet med sejr på Champs Elysees. Derfor var det også helt naturligt, at han reagerede meget følelsesladet, da første Tour-etapesejr endelig var en realitet, for det pres, han havde bygget op omkring sig selv, må have føltes som en kolossal byrde.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Nu skulle man tro, at Bennetts store succes måske havde overbevist ham om, at han vitterligt er én af verdens bedste sprintere - måske også den allerbedste, så længe Dylan Groenewegen er i karantæne - men alligevel kom det ikke som noget chok, at Bennett efter dagens 4. etape i UAE Tour kunne fortælle, at han havde været rystende nervøs denne morgen inden årets første massespurt. Vinteren har sikkert allerede overbevist ham om, at rivalerne nu er blevet bedre end ham, og man kan sagtens forestille sig, at han efter i dag havde følt sig som verdens dårligste sprinter, hvis spurten var fejlet.

Det er Bennett imidlertid ikke - snarere tværtimod. Derfor var det også meget passende, at han med det samme fik fjernet den byrde af tvivl og usikkerhed, som en lang vinter har opbygget, og fik bugt med den store nervøsitet allerede med det samme. Det er nemlig synd og skam, at en så sublim sprinter som Bennett skal tvivle så meget på sig selv, men med dagens triumf har han forhåbentlig fået så megen bekræftelse, at han nu kan gå til de kommende etaper med bevidstheden om, at det nok skal gå.

Dagens sejr skal nemlig ikke undervurderes. Måske rangerer UAE Tour langt nede i hierarkiet over WorldTour-etapeløb, men ser man på sprinterfeltet, er det oftest det stærkest besatte på hele sæsonen med et felt, der endda overgår Tourens. Det skyldes naturligvis de mange urimeligt flade etaper, der fungerer på som fluepapir på alverdens supersprintere, der altid er valfartet til den flade mellemøstlige ørken i hobetal. Naturligvis devalueres resultaterne en anelse af, at vi taler om februar måned, hvor sprinterne trods alt ikke har planlagt nogen formtop, men man skal ikke undervurdere betydningen af at trække sig sejrrigt ud af et sprinteropgør i netop dette løb, hvor næsten hele verdenslisten - naturligvis minus Groenewegen og Fabio Jakobsen - igen i år er samlet. Meget passende var det da også netop her, at Bennett ifølge ham selv første gang forstod, at han nu tilhører den absolutte top, da han i 2019 vandt en etape - endda selvom han året forinden havde vundet hele tre etaper i Giroen, hvor han havde været synligt hurtigere end Elia Viviani.

I dag viste han igen, at det formentlig kun er de to lige nu passive supersprintere, der kan matche Bennetts topfart. Hans blunder i sidevinden forleden, hvor han var én af bare to Deceuninck-ryttere til at misse frontgruppen havde ellers indikeret, at han igen var ramt af den startrust, der efterhånden er blevet hans kendetegn. Heldigvis ved vi også, at Bennett som regel kun skal bruge et par dage på at banke rusten af, og i dag lignede han atter den supersprinter, han vitterligt er.

Bennett var nemlig ganske overlegen, da først den altid sublime Michael Mørkøv havde afleveret ham umiddelbart bag Pascal Ackermann, der ellers blev sat smukt op af Martin Laas. Han tog endda den lange vej rundt om rivalerne af frygt for at blive lukket inde, men trods den lille omvej var ingen i nærheden af at matche ham. Hans tre største rivaler, Ackermann, Caleb Ewan og Fernando Gaviria, havde ellers alle masser af plads til at spurte og vise, at de vitterligt var de hurtigste, men ingen var i nærheden af at matche den suveræne irer, der måske havde fordel af at have valgt læsiden, men til gengæld altså skulle betale med at køre den lange vej rundt om sin tyske rival.

Derfor blev det også lidt af et slag i ansigtet for feltets tre øvrige rene supersprintere. Særligt på Ewan må det gøre ondt, for her blev det nok engang ganske tydeligt, at han altså stadig ikke har Bennetts topfart. Hans store Tour-succes de seneste to sæsoner har ellers givet mange det indtryk, at den lille australier er den hurtigste af de to, men når de to har spurtet i direkte opgør, hvor Bennett ikke har mistimet sin spurt, som han desværre har for vane, har styrkeforholdet været ganske klart. I de seneste sæsoner har Bennett ganske klart slået Ewan både i UAE Tour, Paris-Nice og Touren, og i dag viste han nok engang den lille australier, hvor skabet står.

Ewan har dog en legitim undskyldning. En opbremsning tvang Jasper de Buyst til at bruge sig selv op på at ringe sin kaptajn tilbage til fronten, og ifølge Ewan selv kostede det en del kræfter. Desværre anskueliggør det også det faktum, at Lotto-toget altså ikke har samme styrke som Deceuninck. Man kunne ellers have troet, at et i dette løb antalsmæssigt mere talrigt Ewan-tog måske kunne true de blåklædte, men da det gjaldt, var det igen Mørkøv, der satte sin sprinter bedst op.

Mere ondt må det dog gøre på Ackermann. Efter det bragende flotte 2019, hvor han slet og ret gav folk som Fernando Gaviria, Arnaud Demare og Ewan bøllebank i Giroen, har tyskeren altså ikke været sig selv. Bevares, han vandt da etaper i UAE Tour, Tirreno og Vueltaen sidste år, men det sletter ikke indtrykket af et generelt skidt år, hvor hans fart slet ikke syntes som i gamle dage. Det blev tydeligst med nederlagene i BinckBank Tour og Tour de Pologne, hvor modstanden for en gangs skyld var begrænset, og i dag fik han også gedigne klø, selvom det lille tog med Michael Schwarzmann og den formstærke Laas fik sat ham perfekt op - endda trods fravær af den stadig skadede lead-out man Rudiger Selig, der kommer sig efter at være blevet pløjet ned af en uopmærksom bilist.

Endnu mere trist er det dog for Gaviria. Modsat Ackermann fik han nemlig meget lidt ud af 2020, og da han fejlede totalt i sæsondebuten i Almeria, så meget ud til, at trenden skulle fortsætte. Hans overbevisende kørsel i sidevinden forleden gav dog et pludselig håb om, at trængslerne var slut, men det skulle vise sig at skjule for sandheden. I hvert fald var der ikke megen skud i de engang så hurtige stænger i dag, hvor han nok engang måtte sande, at Maximiliano Richeze ikke længere er i stand til at sætte ham op, men hvor han havde masser af plads til med sin fart at sikre sig et betydeligt bedre resultat end en 9. plads.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

I det hele taget var det ikke en god dag for supersprinterne. Giacomo Nizzolo måtte nok engang sande, at han ganske vist er kommet stærkt tilbage efter sin knæskade, men at de dage, hvor han kan vinde denne slags helt klassiske massespurter mod de bedste, synes talte. Ligesom italieneren fik André Greipel for en gangs skyld anbragt fornuftigt efter flot forarbejde af det israelske tog, men modsat sidste år, hvor han faktisk viste ganske fin fart, når han endelig kunne spurte, var der intet at komme med denne gang. Og selvom han ikke kan betegnes som nuværende eller tidligere supersprinter, må det gøre ondt på Cees Bol, at han trods fornem position nærmest stod stille og nok engang måtte indse, at han i de klassiske spurter ikke tilhører eliten.

Udover Bennett var der dog ét af de store navne, der kom ud som vinder. Naturligvis er en 4. plads ikke noget for en rytter med Elia Vivianis generalieblad, men med tanke på hans elendige 2020 og de nylige hjerteproblemer kan dagens 4. plads kombineret med den flotte sidevindskørsel kun betegnes som en sejr. Positionen var ellers alt ikke lovende, men Viviani viste en fart, vi har set for lidt, og han var tydeligvis en af dagens hurtigste, selvom han lå helt ude i vindsiden.

Ellers var det dog igen mest den unge garde, der imponerede. Mest af alt gælder det selvfølgelig David Dekker, der har fået en WorldTour-debut, de færreste havde drømt. Nok vidste vi, at han var et fabelagtigt klassikertalent efter sidste års 3. plads i et knaldhårdt Le Samyn, men selvom han selv betegner sig som sprinter, var resultaterne på det område knap så indlysende i U23-tiden. I dag havde han ganske vist glæde af Bennetts slipstrøm, men farten var tårnhøj - især når man betænker, at hans tog kun bestod af Christoph Pfingsten, og at han var stort set på egen hånd. Efter denne uge føles savnet af Groenewegen næppe helt så stor hos Jumbo - slet ikke når den endnu mere lovende potentielle supersprinter Olav Kooij, der modsat Dekker er en klassisk afslutter, angiveligt har udviklet sig så voldsomt, at han allerede bliver professionel nu og gør debut på lørdag.

Også Matteo Moschetti synes nu entydigt at være tilbage på sporet. Det kniber stadig lidt med den positionering, han var så god til, men farten er i hvert fald tilbage. Det sås i dag, hvor han selv mente, at meget mere var muligt, hvis bare placeringen havde været endnu bedre. Netop positioneringen har også altid været et problem for Phil Bauhaus, som det var det igen i dag, men tyskeren kørte fra en skidt position ganske stærkt og bekræftede dermed den fremgang, han vel indledte i Saudi Tour sidste år.

Heldigvis for de mange, der ikke fik det ønskede ud af dagens etape, er der heldigvis altid en ny mulighed i sprinterparadiset i Emiraterne. Desværre skal de nok frygte de mere blæsende betingelser fredag og lørdag, men de kan håbe, at storbyetaperne ender i de massespurter, de plejer. Her plejer de reneste sprintere at boltre sig, og der bliver derfor masser af plads til Ewan, Ackermann, Gaviria og co. til at jagte revanche. Problemet er bare, at den hurtigste af dem alle nu faktisk tror på sig selv og måske også ved, at han vel er den bedste af dem alle.