Volta a Catalunya-analyse: De ustoppelige kasakker

Det er næsten lidt svært at forstå. Det er mindre end to uger siden, at jeg skrev en analyse, hvor jeg opregnede hele Astanas forvandling fra et hold på sammenbruddets rand til en sand succesmaskine, der i løbet af sæsonens første måneder har været altædende i etapeløbene. Det er historien om et hold, der i 2017 først tog deres første sejr i midten af april for blot få dage senere på tragisk vis at miste netop deres første sejrherre, da Michele Scarponi omkom i en ulykke, og som op til 2018-sæsonen igen og igen skulle forholde sig til, hvordan i alverden de dog ville klare sig, når de nå på to år havde mistet deres tre stjerner, Vincenzo Nibali, Mikel Landa og Fabio Aru.

Siden da er der løbet en syndflod gennem åen, og Astana er et helt, helt andet hold. I dag tog Miguel Angel Lopez sæsonens 20. sejr, hvilket er én mere end selv ustoppelige Deceuninck-Quick Step har opnået. Og samtidig står colombianeren nu på tærsklen til at tage den samlede sejr i en næsten endeløs række af etapeløbssejre, der begyndte med Ion Izagirres triumf i Valencia, fortsatte med wn gylden weekend, hvor bror Gorka vandt i Provence, Luis Leon Sanchez på sin hjemmebane i Murcia og Lopez i colombianske hjemland, inden Alexey Lutsenko knuste alle i Oman, og Jakob Fuglsang føjede sig til listen, da han og Izagirre sikrede en 1-2 i Andalusien. Siden Merhawi Kudus’ sejr i Rwanda, har der dog været mere stille, da holdet ”kun” fik en 3. plads med Fuglsang i Tirreno, og da hovedudbyttet fra Paris-Nice og det italienske etapeløb derfor var de imponerende fire sejre med Magnus Cort, Ion Izagirre, Lutsenko og Fuglsang.

Trods den lange liste af sejre var dagens triumf til Lopez måske i virkeligheden den vigtigste. Lutsenkos og Fuglsangs legen-kispus med rivalerne på de italienske mure i Tirreno var også mindeværdig, men det er svært at komme udenom, at Volta a Catalunya på klassementsfronten er det hidtil stærkest besatte løb i år. Derfor var det en betydelig skalp, at Superman i dag kunne sætte dem alle til vægs, og hvis det skulle lykkes ham at gøre arbejdet færdigt over de kommende tre dage, må det regnes som hans hidtil største etapeløbssejr. Ganske vist rangerer Tour de Suisse som regel højere på prestigelysten og etapeløb, men Lopez’ gennembrudssejr i det schweiziske storløb kom i et år, hvor det var blottet for de største navne. Ender han øverst på podiet i Barcelona på søndag, må det være hans hidtil største gevinst, men også den største etapeløbssejr for Astana, siden Fuglsang sejrede i et stærkt besat Dauphiné for to år siden.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I det hele taget var Lopez’ sejr i dag meget sammenligneligt med det nummer, Fuglsang leverede på sidste etape i de franske alper for to år siden. Dengang var han nemlig slet ikke stærkeste mand, men han udnyttede klogt det magtspil, der fandt sted mellem løbets stærkeste, Richie Porte, og et Sky-mandskab, der med Chris Froome i front gjorde alt for at detronisere den isolerede australier. På samme måde var Lopez vel næppe heller stærkeste mand i dag, men han drog på fin Fuglsang-maner smukt fordel af den magtkamp, der udkæmpedes mellem Adam Yates, Egan Bernal og Nairo Quintana, der åbenlyst kun havde blik for hinanden.

Etapen forløb ellers helt som man kunne have forventet. Bernal vidste, at han kun kunne vinde, hvis han og det stærke Sky-mandskab gjorde den ellers ret let bjergetape så hård som muligt. Derfor sendte han først selveste Chris Froome i aktion på den lange Creueta-stigning midtvejs, inden Jhonatan Narvaez og Sebastian Henao stod for arbejdet på første tur op ad La Molina. På sidste stigning var det herefter for anden dag i træk de Sky-guldfuglene Pavel Sivakov og Ivan Sosa, der fik hele verdenseliten til at gispe efter vejret i Pyrenæernes tynde luft og sendte store navne som Thibaut Pinot og den ellers genrejste Ilnur Zakarin ud ad bagdøren.

Desværre for Bernal var også det efterfølgende forløb svært forudsigeligt. La Molina har historisk altid været meget svær at benytte til angreb, og også Bernal måtte sande, at den lette opkørsel ikke kunne bruges til at ryste hverken Quintana eller Yates, der svarede prompte, da colombianeren med sit første slangehug kørte op til Lopez, som med et tidligt angreb havde vist stort mod og signaleret, at benene var betydeligt bedre end i går, hvor han kun havde siddet med som det tynde øl. Derefter var det også lige så let at forudse, at etapen ville ende som et taktisk magtspil, hvor løbets stærkeste ville være ude af stand til at ryste hinanden, og derfor pegede meget på, at det igen ville ende i den spurt, der altid plejer at blive udfaldet, når man når skisportsstedet på toppen af bakken.

Der var bare én ting, der slet ikke fulgte manuskriptet. Logikken tilsagde nemlig, at gårsdagens fem kombattanter ville have så skarpt et øje til hinanden, at de aldrig ville lade en fra kvintetten stikke af. Måske var det bare ikke så skidt for Lopez, at han i går tydeligvis havde været svagere end Bernal, Yates og Quintana, for de havde tilsyneladende slet ikke blik for den lille Astana-kaptajn, da han satte sit angreb ind på den sidste del af det stejle stykke.

Det skulle vise sig at være en fatal fejltagelse. Det står nemlig på side 1 i cykelsportens ABC, at Lopez er en af de ryttere, der som regel bare bliver bedre og bedre i løbet af et etapeløb, og derfor kunne det ikke komme som den helt store overraskelse, at han åbenlyst havde bedre ben, end han havde haft det 24 timer tidligere. Herfra så han sig nemlig ikke tilbage, og da først Superman havde spændt kappen og lettet fra jorden, var han umulig at indhente.

Præstationen var på alle måder beundringsværdig. Det kan godt være, at det var det taktiske spil, der gav ham forspringet, men herefter var det benene, der talte. Simon Yates viste ellers endelig glimt af sidste års klatreben, da han sprang fra anden gruppe op til brormand for at give ham en hånd med monsterføring, der dog ikke gjorde det mindste indhug i Lopez’ forspring. Derfor måtte Adam selv i aktion, og hans slangehug skal da også afstanden ned fra 20 til 10 sekunder, men da først det eksplosive antrit var brugt op, kom briten aldrig nærmere. Det hjalp heller ikke, at Bernal kom tilbage, og det endelig lykkedes for de to kombattanter at begrave stridsøksen og forsøge at redde i hvert fald chancen for også at vinde samlet. Lopez lignede nemlig for første gang igen endelig den rytter, der i 2017-udgaven af Vueltaen på tre bjergetaper i træk kørte fra alt og alle, og i dag lod han sig heller ikke fange, som han ikke gjorde det i de spanske bjerge for to år siden.

Lopez’ sejr bliver blot flottere af, at det var sportens superhold, han knækkede. Skys overlegne kørsel i dag taler for sig selv, og Yates havde altså i finalen hjælp fra selveste Vuelta-vinderen. Movistars opstilling savner kun Mikel Landa for at være så stjernespækket, som den kan være, men alligevel var det altså Lopez, der endte som den store.

For Yates er det ekstra frustrerende. Meget tyder nu på, at det meget vel kunne ende med endnu en 2. plads efter nederlaget på bare 0,31 sekund i Italien i sidste uge. Endnu mere ærgerligt er det, at han utvivlsomt havde benene til at gøre arbejdet færdigt, men et øjebliks uopmærksomhed betyder nu, at han også efter denne uge meget vel stadig kan have sin første WorldTour-etapeløbssejr til gode.

Det har Bernal ikke, men han må sande, at der trods alt er grænser for hans formåen. Meget havde formentlig været anderledes, hvis han i går havde haft styrke til at knække Quintana, for var det sket, kunne det meget vel være blevet til en solosejr. Det lykkedes ikke, og dermed ser det nu svært ud for colombianeren at blive den første rytter siden Richie Porte i 2015 til at vinde både Paris-Nice og Volta a Catalunya i samme sæson. Alligevel har ugen vel blot bekræftet, at hans potentiale er ubegrænset, for også i dette løb har han lignet stærkeste mand.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Etapen afslørede også endelig et lille hul i Quintanas ellers hidtil så ubrydelige panser, da Movistar-stjernen kortvarigt måtte slippe Yates og Bernal. Det var dog heller ingenlunde et bjerg, der passede colombianeren, som skulle have vundet løbet i går. Det lignede på forhånd en umulig mission at gøre arbejdet færdigt i dag, og selvom han med Marc Soler og Carlos Verona i det tidlige udbrud prøvede at forberede den store offensiv, hvor forskellen skulle gøres på den stejle del, hvorefter holdkammeraterne skulle pace ham i den fladere finale, viste det sig ikke uventet at være umuligt.

Dagens taber var naturligvis Dan Martin. For 24 timer så det ud til, at løbet ville blive et knivskarpt opgør om bonussekunder, og derfor kunne han med sin hurtighed lugte sin anden samlede sejr i det catalanske løb. Han satte da også selvtillidsfuldt UAE-mandskabet frem for at føre i et håb om at tage sin anden sejr i La Molina, men denne gang manglede gårsdagens ben. Trods sin ukuelige fight måtte ireren sande, at han altså var den svageste af de fem, der i går kæmpede om sejren, og dermed må han nu sande, at det formentlig blot bliver til en samlet 5. plads. Det er nu heller ingen skam, hvis man kigger på de ryttere, han har bag sig i klassementet.

En af dem er Steven Kruijswijk, og han har i den grad grund til at være tilfreds med sig selv. Den hollandske dieselmotor har nemlig aldrig været en mand til de ugelange etapeløb og dagens eksplosive finale passede ham slet, slet ikke. Derfor er det lidt af en bedrift, at han i dag nåede mål sammen med topkombattanterne således atter dokumenterede, at han stille og roligt nærmer sig det niveau, der gjorde ham fuldstændig usårlig på Giroens stigninger i 2016. Han er der ikke endnu, men med tanke på det, Jumbo har vist i år, skulle det ikke undre, om han når det inden sommerens Tour.

Michael Woods kan også være yderst tilfreds med, at han for anden dag i træk sad med de bedste på lange stigninger, der ellers ikke er hans naturlige force, og med de ben bliver han fantastisk at følge, når vi i Baskerlandet rammer de stejle mure, der næsten gjorde ham til verdensmester for et halvt år siden. Rafal Majka rejste sig også flot efter gårsdagens skuffelse, men polakken må stadig sande, at han har lang vej at gå, inden han igen er den rytter, der for fire år siden stod på Vueltaens podium.

Alejandro Valverde viste klare tegn på fremgang og kunne vel en kort overgang lugte en mulig chance for, at der ville ske samling, og at han således kunne spurte sig til en tredje sejr i La Molina. Sådan gik det ikke, og det har derfor været en helt igennem trist tur til Catalonien for spanieren, der i hvert fald ikke har fået overbevist os om, at han ikke er faldet af på den i de høje bjerge. Den tendens bliver i hvert fald mere og mere tydelig. Til gengæld er han stadig en mester i det eksplosive terræn, og det skulle således ikke undre, om han igen vinder Barcelona-etapen på søndag. I den anden ende af spektret finder vi til gengæld hans holdkammerat Marc Soler, der ellers ikke har trådt mange buler i bløde hatte siden sidste års løb i Catalonien, men i dag endelig igen lignede den rytter, der sidste år sejrede i Paris-Nice.

To store tabere var Ilnur Zakarin, der ligesom i Paris-Nice atter er svært inkonsistent og slet ikke kunne bygge videre på gårsdagens fine kørsel. Det er en overraskelse for russeren, for hvem netop stabilitet ellers altid har været et kendetegn. Lige så overraskende har det været at se en svag Thibaut Pinot, for franskmanden har ellers i de senere år været uhyggeligt stabil i netop forårets ugelange etapeløb. I det hele taget har det været et trist løb for franskmændene, der også havde større forhåbninger til Romain Bardet, ligesom også Enric Mas igen i år må sande, at han altså ikke er helt stabil endnu.

Det er Richie Porte bestemt heller ikke, men det var alligevel herligt at se australieren rejse sig igen og udvise den fightervilje, man ellers af og til savner. I dag var der endelig livstegn, men desværre kan det vise sig at være for sent. Porte har nemlig planer om at holde pause frem til Tour of California, men det burde være en overvejelse værd at udnytte den stigende formkurve til at vende tilbage til Baskerlandet, som han ikke har besøgt, siden han akkurat blev slået af Quintana i gennembrudsåret 2013. En enkeltstart samt nogle korte, eksplosive stigninger burde i hvert fald passe til Willunga-kongen, der vel efterhånden skylder at levere et ikke alt for succesrigt Trek-hold mere end bare den sædvanlige succes på den australske hjemmebane.

Det bliver nok ikke i dette løb, at det vil ske. Nu er det nemlig slut med bjergene, og de kommende to dage lægger op til muligheder for enten udbrydere og sprintere. Vind bliver der ikke meget af, og derfor er det nu Barcelona-etapen, der er eneste chance for at detronisere Lopez. Den er formentlig ikke svær nok til at knække den lille colombianer, der har kurs mod den samlede sejr, men intet er sikkert endnu. Yates er trods alt blot 14 sekunder efter, og med bonussekunder i den catalanske hovedstad samt i de indlagte spurter de kommende dage, er der måske en åbning. Og Bernal og Yates har trods alt et punch, som Lopez ikke har, og det vil de helt sikkert forsøge at udnytte på den eksplosive Montjuic-stigning på søndag. Hvis ikke de får skovlen under ham, er vejen til gengæld banet for Astanas 7. etapeløbssejr i år. Det er jo slet ikke et dårligt udkomme for et hold, der for to år i slutningen af marts siden stadig var en måned fra at tage sæsonens første sejr!