Vuelta a Espana-analyse: Et sårbart monster?

For 48 timer siden skulle man være optimistisk anlagt, hvis man for alvor skulle tro på, at Primoz Roglic kunne trues i årets Vuelta. Det iskolde monster var nemlig lige så koldblodigt, glubsk og overlegen, som han plejer, da han blæste til sejr på Arrate-stigningen på løbets 1. etape. For at gøre ondt værre viste Jumbo-mandskabet, at de også uden Wout van Aert kan være altdominerende, da de placerede ikke færre end fem mand i top 16!

48 timer er i en grand tour dog ofte en menneskealder, og da røgen havde lagt sig efter dagens anden bjergetape, er perspektivet pludselig et helt andet. I forvejen var der jo ret store spørgsmålstegn ved, om Roglic kunne dels finde sit topniveau og dels bevare det hele vejen, når han ikke blot kørte sig helt ud i Touren, men også gjorde det ved VM og det Liege, han som bekendt vandt. Efter i dag kan vi i hvert fald konstatere, at førstnævnte i første omgang skal besvares negativt.

I august måned havde dagens resultat nemlig været utænkeligt. Dengang åd monsteret denne slags puncheurspurter med så stor lethed, at han knap behøvede at synke. Det så vi først i Ain, siden i Dauphiné og slutteligt i Touren, hvor han var så overlegen i denne slags finaler, at man sad med fornemmelsen af, at han kørte sit helt eget cykelløb.

Læs også

Visma jagter nyt Grand Tour-mål for første gang i flere år

Det gjorde han bestemt ikke i dag. Der var ellers lagt op til ny servering for det glubske uhyre, da han bad sit Jumbo-hold holde snor i udbruddet, som de ellers godt kunne lade sejle langt væk. Da det som forventeligt på den lette Laguna Negra-stigning endte i en afgørelse for de eksplosive afsluttere, så alt ud til at gå efter manualen - altså lige indtil Roglic ikke kunne gå forbi Dan Martin med vanlig lethed og faktisk slet ikke kunne gå forbi overhovedet.

Det var naturligvis et krisetegn. Naturligvis ikke et krisetegn, der kan være ødelæggende for hans sejrschancer, for han var stadig blandt de stærkeste med et tårnhøjt niveau, og kan han holde det hele vejen, er der næppe alt for mange køer på isen. Hvis man kombinerer det med usikkerheden om den langsigtede træthed, bliver det hele imidlertid pludselig langt mere åbent, end det var forud for dagens opgør.

Selvom Martin vandt etapen, er Richard Carapaz således måske også den helt store vinder. Den lille ecuadorianer har nemlig været helt ovenpå pedalerne og lignet en mand med uhyre styrt overskud de seneste dage. Han er kommet fornemt igennem to for ham på papiret farlige etaper, hvor Roglic kunne have givet ham et nyrestød, og i dag var han sågar meget tæt på faktisk at slå sloveneren på det, der burde have været hans uindtagelige hjemmebane.

Samtidig er Jumbo-maskinen sjældent sårbar. I dag måtte man spejde langt efter Robert Gesink, Tom Dumoulin og George Bennett i finalen, da først Ineos, som ellers savner Kevin Rivera, havde været i gang, og særligt Ivan Ramiro Sosa havde revet feltet i stumper og stykker. I stedet for klassisk Jumbo-dominans endte det derfor i en gang indianerkørsel, hvor det sågar endda kunne være endt med choksejr til stortalentet Clement Champoussin, der fik vist sit store potentiale på den største scene, hvis ikke en velkørende Felix Grossschartner havde taget initiativ og bevist, at han er stærk i denne slags afslutninger.

Det kunne man ellers have undgået, hvis blot Sepp Kuss var blevet sat til at føre, men det skete aldrig. Noget kunne tyde på, at Jumbo-mandskabet - måske grundet usikkerhed om Roglic og holdets samlede styrke - vælger at holde amerikaneren inde i løbet som en plan B. I hvert fald agerede han i dag ikke forudsigeligt slagtekvæg, selvom et typisk Kuss-lead-out i dag meget vel havde været nok til at sikre Roglic sejren. Nok smed Kuss tid i tirsdags på lidt hovedløs facon, men dengang vidste holdet heller ikke, at Dumoulin ikke var en brugbar plan B. Det gør de nu, og derfor er det måske tid til et lille strategiskifte.

Det blev dog ikke Carapaz, men derimod Martin, der i dag fik skovlen under Roglic, men når det nu skulle være, var det ikke overraskende, at det blev ham. Han viste allerede på Mur de Huy glimt af fordums puncheurklasse, og derfor var han én af to, der i dag stod med de bedste chancer for at skabe overraskelsen, mens den anden, Michael Woods, tog initiativ ved at sende holdet til fronten og jagte hele dagen, men må sande, at han enten er for forslået eller for formsvag. Til gengæld skal man nok klappe hesten i forhold til Martins samlede chancer, for de længere stigninger passer ham betydeligt dårligere, selvom han for nogle år siden forbedrede sig voldsomt.

Nej, det er nok stadig Enric Mas, der er nr. 3 bag de to favoritter, selvom han de seneste to dage har virket mere rusten, end han gjorde ved den sjældent gode start. Dagens etape passede ham dog også dårligt, og her var det i stedet Alejandro Valverde, der skulle have vist Movistar-farverne. Desværre blev det lille håb om endnu en Vuelta-genfødsel, der i går blev vakt, lynhurtigt slukket igen for veteranen, der altså ikke i 2020-udgaven er den maskine, han ellers altid har været. Til gengæld ser Movistar så ud til at have et andet glimrende alternativ i Marc Soler, der imponerede stort ved efter en dårligt timet punktering at redde sig fornuftigt til toppen.

Den anden umiddelbare topkandidat er Hugh Carthy, der nok engang forsvarede sig fornemt på en etape, der ikke passede ham. Det gjorde Aleksandr Vlasov også, og derfor er det virkelig en skam, at supertalentet af en eller anden grund kom så rustent fra start, at han med et tab på 5.42 skal stramme sig gevaldigt an for at blive interessant i det store billede. Det er dog set før fra russeren, der i formstærk udgave smed en næsten sikker sejr væk i Østrig Rundt sidste år og måske en børnesygdom, der skal overvindes - præcis som for David Gaudu, der igen ser ud til at være i bedring efter sin klassiske rustne start.

Apropos rusten start… Der findes næppe nogen, der er bedre til at smide alt i den første uge for så at flyve i den sidste end Wout Poels. Efter et helt år, hvor han har været ligegyldigt fyld i feltet, var der i dag pludselig hul igennem til de ben, vi ikke har set meget længe. Nu skal vi være varsomme med en mand, der ikke har været på niveau siden 2018, men hvis dagens præstation er et varsel om, at han finder sin klassiske tredjeugesform, kan fortsættelsen blive spændende, selvom det må ærgre, at denne Vuelta jo er løbet, hvor den tredje uge er mere ligegyldig end vanligt.

Læs også

Dobbelt dansk podium i stort U23-løb

Det var ellers Esteban Chaves’ store chance. Efter kyssesygen har holdbarhed jo ikke just været spidskompetencen for colombianeren, der altid starter så lovende, at genfødslen erklæres, inden han synker så dybt, at der skal bud efter et større hejseværk for at få ham på fode igen. Desværre blev den smilende colombianer i dag nok engang ramt af det uheld, der har martret hele hans karriere, og som nu har sendt ham fra en lovende position ned i udkanten af top 10.

I lyset af hans historik er det dog ikke nødvendigvis noget stort langsigtet tab for løbet. Det ligner lige nu først og fremmest et opgør mellem en sjældent sårbar Roglic og en overbevisende Carapaz, der i et lys må ærgre sig gevaldigt over, at coronavirus har forvandlet søndagens gigantiske etape, der lå til hans højreben, til nu at ligne ugens tredje oplagte Roglic-etape i stedet. Heldigvis kan han så glæde sig over, at hans terræn stadig kommer i uge 2, og når monsteret får bank på hjemmebanen, må han være endnu mere sårbar der.

Det hele er i hvert fald meget mere åbent, end det var for 48 timer siden.