Vuelta a Espana-analyse: Tænk at vinde Vueltaen ved et tilfælde

Der findes cykelryttere, der tilbringer en lang karriere i anonymitet og drømmer om bare at få én dag i rampelyset, hvor de måske kan vinde et lille kategori 1.1-løb, der næppe får den store opmærksomhed. De udgør hovedparten af feltet og ville give deres højre arm for bare at kunne skrive én stor UCI-sejr på cv’et, inden deres tid rinder ud.

Og så findes der sportens fænomener. Verden er slet ikke retfærdig, for mens nogle altså håber bare én gang at kunne krydse stregen først, er der andre, der befinder sig i det vanskelige dilemma, at de nærmest kan vælge og vrage mellem sportens store løb. Der kan synes at være tale om et rent luksusproblem, men for sportens stjerner kan det give nok så mange hovedbrud at finde ud af, hvad man skal gå efter.

Forud for løbet stod Alejandro Valverde overfor et sådant valg. Skulle han gå efter endnu et topresultat i Vueltaen, eller skulle han sætte alt ind på at jagte den regnbuetrøje, han mere end nogen andet ønsker sig? Egentlig havde han gjort sin stilling op, for den bjergrige rute i Østrig betyder, at den spanske veteran næppe nogensinde får en større chance for faktisk at blive verdensmester, og derfor var han da også helt klar i mælet inden starten i Malaga: han var ”en fri elektron”, der skulle forberede sig til VM, jagte etaper og derudover hjælpe Nairo Quintana til sejr.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Beslutningen gav god mening, for efter en halvskuffende Tour var der vel ikke mange, der for alvor troede, at den spanske veteran kunne vinde endnu en grand tour. Alle hans eminente kvaliteter ufortalt har det nemlig altid knebet i de tre uger lange etapeløb, hvor han trods en mageløs rekordliste over topresultater i Vueltaen fortsat kun står med en enkelt sejr, der endda er hele 9 år gammel. En regnbuetrøje så trods alt betydeligt mere realistisk ud.

Valverde kom derfor også ind til løbet med en konservativ indstilling og med en intention om ikke at køre sig i hegnet for at kæmpe sig til endnu en podieplads. Udover en fantastisk fysik har Valverde imidlertid ét våben, der måske mere end noget andet er forklaringen på, at han som 38-årig har udviklet sig til cykelsportens Duracell-kanin, der bare bliver ved og ved med at vinde, selvom dåbsattesten for længst havde sendt de fleste andre på pension: hans fantastiske glæde ved at køre op cykel.

Derfor kan Valverde ikke køre konservativt. Sæt et nummer på manden, og du kan være næsten helt sikker på, at han går efter sejren. Senest så vi det på 8. etape i Almaden, hvor han egentlig havde besluttet sig for ikke at tage kampen op mod Sagan, men hvor han alligevel endte med at sætte den slovakiske verdensmester til vægs med en af de mest imponerende spurter, han har leveret i de senere år.

Den præstation havde kortvarigt sat ham i et dilemma, hvor hans gode form fik ham til igen at overveje at gå efter klassementet. Dagen efter fik han sig imidlertid en mindre lussing på La Covatilla, og derefter stod det ret klart for Valverde, at det nok burde handle om VM.

Den beslutning holdt imidlertid ikke længe. Allerede fem dage senere var han igen med blandt de allerbedste på La Camperona, og faktisk var han så god, at han dagen efter på Les Praeres ærgrede sig gul og grøn over at have ladet Simon Yates køre, for han havde følt sig så stærk, at han var overbevist om, at han kunne have vundet etapen. Glemt var igen alle overvejelser om VM, og man kunne for første gang fornemme på veteranen, at han faktisk kunne lugte en mulig samlet sejr.

I går så det ud til, at den drøm døde definitivt, da den spanske veteran kørte en overraskende dårlig enkeltstart på en etape, hvor mange ellers havde ventet, at han ville køre sig i trøjen. For 24 timer så det altså ud til, at Valverde næppe kunne stræbe efter meget mere end en podieplads, ikke mindst fordi Lagos de Covadonga havde vist, at han havde visse begrænsninger i forhold til de bedste på de lange stigninger.

Jeg mindes, at jeg tidligere i løbet lovede mig selv aldrig nogensinde at afskrive Valverde igen, og den lære er den i den grad brug for at minde sig selv om i disse dage. I dag leverede den spanske veteran nemlig et comeback efter gårsdagens lille nedtur, der med ét indskriver ham som den største trussel mod en samlet sejr for løbets hidtidige førstemand, Simon Yates.

Der var ellers gode grund til at tvivle på Valverde på dagens etape, og det var ikke svært at finde argumenter for, at han ikke kunne vinde. Stigningen var for svær og for lang, for det gennemgående mønster hidtil i løbet har været, at Valverde har haft det svært på de lange stigninger. Samtidig gav den halvdårlige enkeltstart heller ikke den største grund til optimisme.

Alle disse overvejelser var imidlertid mindre værd end det papir, de var skrevet på, for Valverde svarede igen med sin hidtil bedste klatrepræstation. For første gang i løbet lykkedes det ham faktisk at køre fra Yates, og selvom tidsgevinsten i sidste ende blev beskedne 8 sekunder, må det i den grad have givet håb i Movistar-lejren om, at miraklet måske kan ske: at Valverde vinder sin anden grand tour hele 9 år efter den første triumf.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

Der er dog stadig lang vej, for det er ikke svært at finde argumenter for, at det ikke vil lykkes. Først og fremmest har Valverde været så ekstremt svingende i dette løb, at det virker sandsynligt, at han vil opleve en mindre nedtur på en af de to bjergetaper i Andorra. For det andet passede dagens meget stejle og ret eksplosive stigning ham ganske perfekt, mens de lange stigninger sidst i løbet, hvor vi endda skal op i de højder, der altid har voldt ham store problemer, passer ham betydeligt dårligere. For det tredje er der fortsat ikke meget, der tyder på, at Yates er på vej ned, og i dag viste hans bror Adam igen, at han efter en sløv start har fundet en form, der kan gøre ham til den afgørende brik i Simons jagt på den samlede sejr.

I den forstand var det også en skam for Valverde, at Nairo Quintana i dag faldt sammen. Helt uventet var det nu ikke i lyset af de små svaghedstegn, der var allerede på 14. og 15. etape, men det er ærgerligt for Movistar, at de nu ikke har to mand til at sætte Yates under pres. På den anden side afklarer det nu kaptajnhierarkiet fuldstændigt, og måske er det slet ikke så skidt endda. Forestil jer, hvis Movistar sender Quintana, der ikke længere har noget at miste, på en stor mission tidligt på 20. etape, kan selv det stærke Mitchelton-mandskab komme så meget under pres, at Yates kan blive sårbar. Og så ligger Valverde klar i sulkyen til at slå til.

Der må også være en vis grund til ærgrelse i Movistar-lejren, der har spillet deres kort meget mærkværdigt i dette løb. Mens de brugte nogle mærkelige kræfter på 12. og 13. etape i situationer, hvor etapesejren for længst var uden for rækkevidde, valgte de i dag at smide 10 bonussekunder direkte ud af vinduet. Naturligvis er det let at være bagklog, og det indebar da også den risiko, at Yates kunne have end med at løbe med sekunderne, men vil spanierne virkelig vinde løbet, skulle de naturligvis have sat alt ind på at vinde dagens etape.

Nu endte tidsbonussen med at gå op i røg. Situationen havde været helt anderledes, hvis Valverde kunne have vundet yderligere 6 sekunder på sin britiske rival i det tilfælde, at de var endt som hhv. nr. 1 og 3 på etapen (det er nærliggende at tro, at Valverde havde overspurtet Mas, hvis de havde kørt om sejren). Heldigvis får de chancen igen fredag, hvor det på den lette målstigning er oplagt at gå efter en spurtsejr med Valverde, men man håbe for spanierne, at de ikke ender med at tabe løbet med mindre end 6 sekunder.

Det er dog stadig Yates, der er i pole position. Selvom han gravede dybt på gårsdagens enkeltstart, havde han ikke de store problemer med at forsvare sig i dag. Foreløbig er der altså intet, der tyder på, at han er ved at løbe tør for kræfter, men risikoen eksisterer fortsat. For første gang måtte han i dag nemlig lade Valverde og Mas køre, og selvom han kan drage fordel af et stærkt hold, kan det måske aflæses som et lille tegn, der kan give Valverde håb. Der er i hvert fald ikke tvivl om, at det må have styrket selvtilliden betydeligt, at briten faktisk måtte slippe til sidst.

Det måtte Miguel Angel Lopez også, og det var måske dagens største overraskelse. Mens Quintana havde vist svaghedstegn, og Yates har en historik, der altid gør en forsigtig, har Astana-kaptajnen hidtil lignet en mand i overskud. I dag fik han imidlertid det første reelle nederlag, hvor det ikke var taktik eller defekt, der satte ham tilbage. Denne gang blev han regulært kørt over ende, og det kan måske være en smule ildevarslende. Det er trods alt første gang, at han forsøger sig med to grand tours i samme sæson, og vi så i sidste Vuelta, at han faktisk eksploderede ganske markant i den tredje uge. Der kan bare være tale om en dårlig dag, men reelt står Lopez nu kun med 20. etape som en mulighed, hvis han faktisk vil vinde løbet. Det ser svært ud for den colombianske stjerne.

Til gengæld er døren pludselig blevet åbnet for Enric Mas. Det var nærmest symbolsk, at han og Valverde sammen kørte over stregen, for derigennem gjorde veteranen så smukt klar til at aflevere stafetten videre. Spansk cykelsport har ellers været i desperat krise i deres jagt på en afløser for den gyldne generation med Valverde, Contador, Rodriguez og Sanchez, men allerede sidste år stod det klart, at Mas måske kunne være løsningen. Efter en solid anden uge og en fremragende enkeltstart i går fik han i dag det smukkeste gennembrud på den helt store scene, da han krydsede stregen side om side med et af barndommens idoler.

Hvor langt kan det så række for Mas? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at en grand tour-sejr er inden for rækkevidde, for det mest imponerende har været at se, hvordan han efter en skuffende start bare er blevet bedre og bedre gennem løbet. Motoren er derfor aldeles veludrustet, og det er præcis det, der skaber en rigtig grand tour-stjerne. I dette løb er han trods alt nok for langt efter til at kunne vinde løbet, men med ét fremstår han pludselig som et overordentlig godt bud på et podium. Og hvem ved, hvad der kan ske, hvis Yates knækker, og den lidt ustabile Valverde får det svært i højderne? Han har vel lov at drømme.

Motoren plejer også at være Steven Kruijswijks store våben, men i dag løb den lidt uventet tør for diesel. Hidtil har det ellers været det helt klare mønster, at Kruijswijk bare er blevet bedre og bedre, og med gårsdagens enkeltstart skrev han sig endda ind som en podiekandidat. En top 3 synes nu at være temmelig langt væk efter en dag, hvor træerne altså ikke voksede ind i himlen. På den anden side vil stigningerne i weekenden passe ham bedre, og vi ved, at Kruijswijk altid er farlig mod slutningen af en grand tour, også selvom han denne gang har Touren i benene.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

Dagens helt store overraskelse var Thibaut Pinots nedtur. Franskmanden har ellers været i uafbrudt fremgang, og dagens lille kollaps kom helt ud af det blå. Desværre er det en lidt kedelig tendens, at han altid har halvdårlige dage i en grand tour - en svaghed, han også selv har brokket sig over - og det var måske en sådan, der ramte ham i dag. I hvert fald er han nu definitivt ude af podiekampen. På den anden side kan det også åbne muligheder senere. Var der vitterligt bare tale om en dårlig dag, kan han sagtens udnytte den ekstra frihed til at jagte endnu en etapesejr. Vi har jo set, at han ved, hvordan det skal gøres.

Derudover fulgte etapen fuldstændig mønstret fra de seneste etaper. Igen i dag var Ion Izagirre, Rigoberto Uran og Tony Gallopin ”best of the rest” uden nogensinde at være i nærheden af de bedste. For Uran er der helt sikkert en skuffelse, men for Izagirre og Gallopin er det fantastisk, at de fortsat står distancen uden at gå ned. Nu skal de begge blot overleve yderligere to etaper, inden de kan skrive deres første tpå 10 i en grand tour på deres cv. Især for Gallopin er det temmelig uventet.

Heldigvis for EF er Urans nedtur ikke nogen stor katastrofe. Inden dette løb havde det amerikanske mandskab ikke vundet ét eneste WorldTour-løb siden samme Urans etapesejr i sidste års Tour. Det har imidlertid i den grad ændret sig i Spanien, hvor Michael Woods i dag erobrede holdets anden triumf præcis to uger efter, at Simon Clarke havde taget den første.

Dermed fik canadieren endelig den store WorldTour-sejr, han har kredset om så længe, men som hidtil har manglet. Han sov i timen, da han spurtede sig til en 2. plads på 4. etape i Giroen, sidste år blev han slået af Froome og Chaves efter en flot præstation på Cumbre del Sol, en regnvåd nedkørsel kostede ham en etapesejr i sidste års Tour de Suisse, og han måtte tage til takke med andenpladsen i årets Liege, men i dag lykkedes det endelig.

Forud for dette løb var han ellers ikke optimistisk, efter at et styrt i Utah tvang ham til at lægge klassementsambitionerne på hylden. Alligevel havde han håb om en etapesejr, og det har da også været tydeligt, at han gennem hele løbet er blevet bedre og bedre. I dag var han klart den bedste i den ellers meget stærke udbrydergruppe, og selvom han blev lidt overrasket over, hvor svær den sidste kilometer var, lignede han i dagens finale en mand i kontrol på de stejle procenter, han elsker mere end de fleste. Og hvem ved? Måske har Canada faktisk en reel chance for at ende med en verdensmester i år.

Selvom det var svært ikke at glædes over Woods’ sejr, var det måske nok Dylan Teuns, der mest havde fortjent det. Den unge belgier har ellers tidligere haft det svært sent i etapeløb, men den form for træthed har der ikke været skyggen af i dette løb. Han var i udbrud tre dage i træk på 11., 12. og 13. etape, hvor han alle dage kørte i top 5, i går overraskede han med en 11. plads på enkeltstarten, og i dag var han ufateligt tæt på at vinde en etape, der ellers burde være lidt for svær til ham. Måske kan han trøste sig med, at hans seneste fire udbrud nu har givet en 5., 4., 3. og en 2. plads i præcis den rækkefølge. Så ligger det næsten i kortene, hvad der skal ske på en af de sidste bjergetaper.

Til gengæld bliver det næppe til etapesejre til Rafal Majka og Ilnur Zakarin. I dag havde de begge en fremragende chance for at sætte sig igennem som udbruddets to på papiret stærkeste klatrere. Zakarin måtte imidlertid igen indse, at han efter en hård Tour ikke har været i stand til at finde sit vanlige niveau sidst i en grand tour, og Majka må erkende, at han trods aggressiv kørsel denne gang mangler de procent, der ellers stort set altid har givet ham etapesejre, når han sætter sig det som mål. Han blev slået på La Camperona, og i dag var han igen oppe mod stærkere folk. Håbet er ikke ude, men en gentagelse af sejren fra sidste år er kommet betydeligt længere væk.

Modsat rejste David De La Cruz sig flot efter de seneste skuffelser og viste, at det ikke er uden grund, at han har taget udbrudssejre i Vueltaen, Paris-Nice og Baskerlandet Rundt. Formen fejler i hvert fald ikke noget, og han ligner det bedste bud på at sikre, at Sky tager den etapegevinst, der kan forhindre, at de for første gang siden Vueltaen i 2014 skal forlade en grand tour uden at have taget én eneste sejr undervejs.

De to sidste chancer kommer på bjergetaperne i Andorra, men for De La Cruz og alle andre udbrydere er deres muligheder for faktisk at snyde favoritterne blevet mindre. Valverde har i hvert fald fået færden af blod, og efter at have ladet 10 bonussekunder ryge direkte ud med badevandet i dag, vil han være opsat på ikke at lade det gentage sig igen. I hvert fald står veteranen nu med sit livs mulighed for at tage sin anden grand tour-sejr i et løb, hvor han egentlig bare skulle forberede sig til VM.

Hvem der bare kunne vinde Vueltaen nærmest ved et tilfælde? Mon ikke der er en rytter eller to, der er en lille smule misundelig på vanvittige Valverde.