Vuelta a Espana-analyse: Veteranens vanskelige dilemma

Er der noget smukkere end den helt rene styrkeudmåling mellem sportens giganter? Meget af cykelsportens fascination skyldes taktik og uforudsigelig, men af og til er det også befriende bare at få en direkte duel mellem sportens bedste i en given disciplin. Uanset om det er en kamp på topfart mellem Groenewegen og en forhåbentlig snart genfødt Kittel, en enkeltstartsduel mellem Dennis og Dumoulin eller en bjergdyst mellem Froome og Porte, er det livgivende at få et øjebliksbillede af, hvem der pt. er bedst i en given disciplin - naturligvis med det forbehold, at formen altid kan være stærkt varierende fra løb til løb.

En sådan fik vi i dag. Selvom særligt Michael Matthews og i mindre grad også Sonny Colbrelli og Greg Van Avermaet nok vil mene, at også de har et ord at skulle have haft i den sammenhæng, er det vel svært at komme uden om, at Peter Sagan, Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe i disse tider fremstår som feltets tre bedste puncheurs. Det interne hierarki varierer meget fra afslutning til afslutning, for Sagan har ikke en chance mod de to lette spirrevipper på meget stejle mure, mens han normalt er dem overlegen i fladere finaler, men i langt de fleste spurter op ad bakke skiller de tre navne sig ud som ryttere, der med sikkerhed vil køre med om sejren.

Alaphilippe er desværre i England, hvor vi kan se frem til at se ham udfolde sig i Tour og Britain i den kommende uge, men Sagan og Valverde er begge samlet i en Vuelta, hvor løbets natur forærer dem den ene mulighed efter den anden. Efter at Sagan skulle have banket den værste rust af efter sit Tour-styrt, fik vi den første duel mellem de to i går, hvor verdensmesteren akkurat fik sat veteranen på plads i en relativt flad spurt efter en knaldhård finale, og i dag var så lagt op til det helt store revancheopgør på bakken op til målet i Almaden.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

I forhold til i går var der imidlertid visse forskelle. Opløbet var stejlere - en klar fordel for Valverde - men samlet set var etapen betydeligt lettere - til gunst for Sagan - og dermed var det reelt svært at sige med sikkerhed, hvem der ville have overhånden. Ganske vist har Sagan i de senere år, at han er næsten umulig at slå i 4%-spurter som denne, men usikkerheden omkring hans form i forhold til de gudeben, Valverde har vist siden starten i Malaga, gjorde det åbent, om veteranen denne gang kunne få skovlen under sin normalt hurtige rival.

Vi fik præcis, hvad vi bad om. Sagan og Valverde, der begge er kendt som de bedste i positionskampen, manøvrerede sig med vanlig snilde og selvsikkerhed frem til fronten i rette tid, og selvom Valverde i første omgang så ud til at være fanget en anelse for langt tilbage, endte det i den direkte styrkeudmåling, man kunne ønske sig. Og igen viste Valverde, at det der med alder ikke er noget, han har hørt om, for med stor autoritet tilføjede han Sagan et ganske sjældent nederlag i en spurt, han ellers syntes at have timet perfekt.

Præstationen må efterhånden efterlade de fleste mundlamme, for hvad skal man snart blive ved med at skrive om Valverde. Allerede i analysen på 2. etape lovede jeg aldrig igen at sende ham på tidlig pension, før det står indlysende for enhver, at alderen endelig har indhentet ham, men efter dagens opvisning, hvor han var klart den stærkeste i en spurt, han startede fra en ikke helt gunstig position, kan det i hvert fald igen konstateres, at han fortsat nærmest bare synes at blive bedre og bedre. I hvert fald har han i 2017 og 2018 vist, at han ikke har tabt blot det mindste af sit fabelagtige punch, som ellers er noget af det første, der ryger med alderen, og da han samtidig har den kliniske timing og præcision, som man kun kan beundre og nyde, har han vitterligt i de seneste to sæsoner været bedre end nogensinde.

Valverde er imidlertid også så god, at han skal passe lidt på. Han har lovet sig selv, at han ikke vil kompromittere sine VM-chancer ved at køre sig i hegnet i denne Vuelta, men det er før set, at han ikke har kunnet modstå fristelsen, når benene er gode. I Touren i 2016 handlede det først og fremmest om OL efter en hård Giro, men han kunne alligevel ikke at lade være med at blande sig helt fremme, selvom han blot var loyal hjælper for Quintana (som han i øvrigt klart overstrålede). Og antallet af Vueltaer, som primært har handlet om VM, men som alligevel er endt med et topresultat er efterhånden alenlang.

Derfor skal Valverde gøre sig helt klart, hvad han vil. Lige nu virker han så god, at han faktisk kan køre med om sejren på en rute, der passer ham glimrende, men skal han vinde VM, skal han passe på med at grave for dybt. PÅ 4. etape, hvor han hurtigt gik til fronten for at føre for Quintana, viste han den loyalitet, han også har prædiket i sine interviews, men kan Valverde virkelig holde sit kompetitive temperament i ave, hvis han i morgen kører sig i rødt? Det skal blive meget interessant at se.

For Sagan var det naturligvis en stor skuffelse, for verdensmesteren får næppe en bedre chance for at vinde i resten af løbet. De kommende etaper finder nemlig enten sted i bjergene, ligner dage for udbrydere eller er mere klassiske sprinteretaper, hvor han skal slås med Elia Viviani, så nu kan det faktisk være, at han har vundet sit sidste løb i regnbuetrøjen i denne omgang. På den anden side har Sagan vist så markant formfremgang i de seneste dage, at han kan blive giftig i den tredje uge, hvor han altid er flyvende. Om han så også bliver i løbet hele vejen til Madrid, er et åbent spørgsmål, men vi burde helt sikkert se en aggressiv Sagan, der vil gøre alt for at tage endnu en sejr i striberne, inden han må formodes at skulle aflevere dem i Østrig om nu mindre end en måned.

Helt som ventet blev det i toppen et interessant miks mellem sprintere og mere holdbare typer, men lige så forventet var det, at de mere klassiske sprintere ikke helt kunne matche de exceptionelle specialister Sagan og Valverde. Alligevel var det forfriskende at se, at Quick-Step, Trek og Cofidis faktisk troede så meget på hhv. Viviani, Nizzolo og Bouhanni, at de påtog sig ansvaret for at lukke et hul på hele 12 minutter til et udbrud, der i den grad havde udnyttet sprinternes pokerspil. For Vivianis og Bouhannis vedkommende viste det sig at være skønne spildte kræfter, for selvom Viviani i de senere år har imponeret med sin stærkt stigende holdbarhed, og Bouhanni drømte om at gentage sin mirakelklatring fra 2014-udgaven af Vueltaen efter torsdagens selvtillidsboost, er de begge fortsat for begrænsede i stigende spurter til at kunne gøre sig gældende i en finale som denne.

Det var Danny Van Poppel til gengæld ikke, og han var dagens helt store positive overraskelse. Det er ganske vist velkendt, at den store hollænder næsten altid finder sin bedste form på denne tid af året, og at han i de seneste dage har været stærkt begejstret for sin form, men dette var hans klart bedste præstation i en sådan afslutning på WorldTour-niveau. Ganske vist tog han mange på sengen ved at vinde en knaldhård etape i Tour de Wallonie for et par år siden, men efter en ikke helt let tid, hvor han synes at have tabt en del topfart, var det svært at være alt for optimistisk på hans vegne. I dag viste han imidlertid, at han langt fra er færdig endnu og mindede os alle om, at han trods alt kun er 25 år. Med en anden- og en tredjeplads kredser han om sin anden etapesejr i Vueltaen, og med tanke på LottoNLs drømmesæson skulle det ikke undre, om han faktisk ender med at nappe en undervejs.

Det kunne Giacomo Nizzolo også gøre, for det var ganske opløftende at se ham fremme i dagens finale. Vi ved ganske vist fra tidligere, at han er ganske god i stigende spurter - eksempelvis kørte han top 10 på 5. etape af Tour de Pologne i år og i top 10 på kongeetapen i Dubai tidligere i år - men det har også været tydeligt, at han fortsat ikke har nået sit gamle niveau efter sit lange skadesmareridt. I dag var han imidlertid i stand til at blande sig med de bedste i en finale, der ikke var skræddersyet til ham, og han fik dermed igen vist, at der fortsat er en grund til at tro, at han kan genfinde fordums styrke, også selvom han fortsat mangler den topfart, der i to udgaver af Giroen gjorde ham til feltets klart hurtigste mand.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Til gengæld var der heller ikke i dag spor af Matteo Trentin, og man bliver efterhånden mere og mere forundret over, hvordan det lykkedes ham at blive europamester. I dette løb har han nemlig været langt far sit bedste niveau, og selvom man ikke kunne forvente, at han skulle kunne være lige så skræmmende som sidste år, kunne man som minimum have ventet at se ham blande sig på en dag, hvor Van Poppel kørte med om sejren. Det gjorde han imidlertid ikke, og det ser mere og mere ud til, at den uheldige italiener, der styrtede to gange i årets første måneder, kan afskrive 2018-sæsonen som en til glemmebogen.

Etapen bød også på et par lovende resultater fra nogle af sportens talenter. Det gælder særligt for Ivan Garcia, der imponerede stort ved ikke blot at køre en enormt - og i sidste ende for - lang spurt og alligevel holde sig fremme til en 9. plads. Det kan godt være, at han ikke har tiltrukket sig specielt meget opmærksomhed i sin første tid som professionel, men som det var tilfældet på 19. etape sidste år, hvor han med større koldblodighed formentlig havde vundet, fik han i dag vist, at talentet rækker langt. Det samme gjorde unge Bjorg Lambrecht, der ellers ikke har fået det ventede ud af sin første sæson på WorldTouren, men i dag fik vist, at han altså er en seriøs kandidat til måske at kunne true storfavoritten Ivan Ramiro Sosa i kampen om VM-titlen for U23-ryttere.

For klassementsrytterne handlede det for de fleste bare om at undgå problemer, og det lykkedes fint. De mere eksplosive typer som Simon Yates og Rigoberto Uran fik igen vist, at de virker knivskarpe med en gin spurt, men dagens overraskelse var vel Ion Izagirre. Han har ellers aldrig haft sin brors styrke i denne type afslutninger, men med en 4. plads efterlod han igen et meget positivt indtryk efter en generelt flot start på løbet.  Det er stadig svært at se ham holde dampen oppe hele vejen til Madrid, ikke mindst i de høje bjerge, men han har i hvert fald vist sig som en af de stærkeste i den indledende del af løbet. Værd at bemærke er det også, at dieselmotoren Steven Kruijswijk, der ikke besidder skyggen af spurt, nu to dage i træk er kørt i top 11 i finaler, der slet ikke passede ham.

Til gengæld var der ventet meget mere af Michal Kwiatkowski. Man skal passe på med at længe alt for meget i den halvsløje præstation i en afslutning, der burde ligge til hans højreben, er det for en cykelverden, der bare venter på, at han efter en lang sæson må blive lidt træt, svært ikke at blive mistænksom over et bemærkelsesværdigt pauvert resultat. Bedre er det naturligvis heller ikke blevet af gårsdagens styrt, så nu er der i den grad åbnet for spekulation. Er Kwiatkowski endelig ved at knække efter det vanvidsprogram, han har kastet sig selv ud i?

Om bare 24 timer er vi meget klogere. Alfacar-stigningen gav som ventet ikke de helt store svar i tirsdags, og der har i stedet hele tiden været lagt op til, at det helt store slag skal slås på den meget stejlere La Covatilla-stigning, der venter som afslutning på morgendagens første helt store bjergetape. Nu truer modvind måske med at lægge en dæmper på festlighederne og måske udskyde det rigtige drama til weekenden, men søndag eftermiddag kan vi ikke undgå at vide mere om, hvem der i hvert fald ikke kan vinde Vueltaen.

Og med modvind kunne mere om mere tyde på, at der kunne ligge en rød førertrøje at vente på en 38-årig spansk veteran, og det vil kun gøre det endnu mere fristende for ham faktisk at jagte en anden sejr i Vueltaen. Men vil han virkelig kompromittere chancerne for at vinde den VM-trøje, han har jagtet som besat siden 2003, hvor han fik sin første medalje. Dilemmaet er reelt!