Vuelta a Espana-analyse: Vueltaens ubarmhjertige virkelighed

Hvor kan skæbnen være grum. Vueltaen er med sin bjergrige rute bestemt ikke nogen lækkerbisken for feltets sprintere, der derfor i stort antal går i en vid bue udenom det spanske løb. Selv de etaper, der af arrangørerne karakteriseres som flade, kan indeholde mere end 3000 højdemeter, og det kan derfor ikke undre, at man ikke længere ser navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish og André Greipel i Spanien, som man ellers gjorde det tidligere, hvor løbet var kendt for sine lange, monotone motorvejsetaper.

Derfor var dagens etape også lidt af en sjældenhed i løbet, for det hører absolut til undtagelserne, at der findes så flade ruter i den bjergrige grand tour. Mens sprinterne har slidt sig op ad brutale mure som La Camperona, Les Praeres og Balcon de Bizkaia samt lange bjerge som Lagos de Covadonga, har de formentlig gang på gang lukket øjnene og visualiseret, hvordan de denne torsdag endelig skulle op i fart igen. 18. etape var en af de gulerødder, der har fået et fortsat næsten helt fuldt sprinterkobbel til at slide sig op ad den ene latterligt stejle gedesti efter den anden.

Og så ender det med, at en irriterende belgier og en lige så irriterende nordmand ødelægger det hele. Det hele var ellers serveret på et sølvfad til feltets sprintere, da vejrudsigten med det samme aflyste al risiko for den sidevind, der før har gjort disse højsletteetaper ret dramatisk. Samtidig burde et træt felt være mere end indstillet på at få sig en halv hviledag inden de to kommende bjergetaper, og konklusionen var derfor klar: i dag kunne det ikke gå galt for sprinterne.

Læs også

Pogacar destruerede rivalerne: Så hurtigt kørte han på målstigningen

De havde imidlertid glemt at tage højde for én ting. Det kan godt være, at højsletten ikke bød på sidevind, men en ikke helt uvæsentlig medvind betød alligevel, at feltet trods en temmelig afslappet kørsel hele dagen alligevel endte med at sprænge alle tidsplaner. Det i sig selv burde have været rigeligt til at advare sprinterne, for historien er spækfyldt med eksempler på, at et udbrud på medvindsetaper nærmest sensationelt har snydt de hurtige folk.

Det så nu også ud til, at feltet havde luret faren. Udbruddet var nemlig knap kommet fri, før Kasper Asgreen indtog sin faste plads forrest i feltet, hvor han skulle sikre, at Elia Viviani kunne få sin chance. Ikke længe efter sendte Giacomo Nizzolo også Matthias Brändle til fronten, og da de to det meste af dagen holdt afstanden på kun godt 2 minutter, syntes det givet, at intet ondt kunne vederfares feltets hurtige folk, slet ikke da Peter Sagan efter forplejningszonen også sendte Davide Formolo i sving.

Måske lod de sig snyde af den høje gennemsnitsfart, der antydede, at udbruddet måske gav sig mere end først antaget. Sandheden er i hvert fald, at afstanden kun faldt ganske langsomt, da de tre forreste endelig åbnede op for gassen på de sidste 50 km. Quick-Step reagerede hurtigt ved også at sende Pieter Serry frem, mens Bora ofrede Marcus Burghardt, men trods den ekstra muskelkraft gik det alt for langsomt med at vinde tid.

På de sidste 5 km stod det hurtigt klart, at kun et taktisk spil mellem de forreste ville kunne bringe feltet tilbage i spillet, og da Sven Erik Bystrøm ikke havde nerverne til at spille spillet, faldt farten i front aldrig tilstrækkeligt til, at det lykkedes at hente dem igen. Resultatet blev endnu en spildt mulighed for et sprinterfelt, der efter 18 dage blot har spurtet 3 gange, hvilket gør løbet til en usædvanligt fattig udgave for de hurtige folk.

Det kan godt være, at medvinden spillede en afgørende rolle, men det er også svært ikke at bebrejde især Quick-Step. Belgierne havde trods alt løbets store favorit, og man kan ikke fortænke rivalerne i at forsøge at presse the Wolfpack til at bruge lidt af deres lead-out-ressourcer tidligt i løbet. Det gav således god mening for mange af de andre sprinterhold at gamble lidt med etapesejren, men det er ret uforståeligt, at Quick-Step aldrig brugte andre end Serry og Asgreen til at føre. Helt galt var det med 3 km igen, hvor en efterhånden træt Burghardt var helt alene om at jagte, og det var især i den helt afgørende fase, at feltet lod sejren glide dem af hænde.

Quick-Step stod således til sidst med et helt frisk tog, men det fik de slet intet ud af. Faktisk var dety dybt mærkværdigt at se, hvordan de ventede, ventede og ventede og endda til slut lod sig snyde af Peter Sagan, da denne lancerede en lang spurt. Enric Mas skulle naturligvis beskyttes, men Viviani burde have haft fire mand til at lukke hullet til slut. Det kan godt være, at det havde efterladt ham lidt mere sårbar til slut, men det havde trods alt været bedre end at havne i denne lidt pinlige situation, hvor holdet slet ikke fik chancen for at gå efter sejren, ikke mindst fordi den snu Viviani som regel klarer sig glimrende også på egen hånd. Det er ellers ikke tit, at Quick.Step begår fejl, men i dette løb har de nu klokket i det på to af fire mulige sprinteretaper.

I stedet var det Jelle Wallays, der endte som dagens helt usandsynlige vinder, og dermed lykkes det for andet år i træk Lotto Soudal at redde en ikke alt for prangende Tour med en god Vuelta. Sidste år gik et ellers relativt svagt besat belgisk mandskab helt amok med hele fire etapesejre fra udbrud, og de højder har man trods alt ikke nået i år. Alligevel er det altså for andet år i træk lykkedes at komme hjem til Belgien med en vis succes, også selvom holdet på forhånd bestemt ikke hørte til Vueltaens stærkeste, slet ikke i lyset af Tiesj Benoots ganske skuffende løb. Da Thomas De Gendt samtidig ligner en klar favorit til at vinde bjergtrøjen, og Tim Wellens vandt en etape i Giroen, kan Lotto se tilbage på en godkendt grand tour-sæson, selvom Touren endte som en dundrende fiasko for andet år i træk.

At det netop var Wallays, der skulle vinde for dem, var endnu mindre ventet. Benoot, De Gendt, Bjorg Lambrecht og Sander Armee samt halvhurtige Tosh van der Sande og tempostærke Victor Campenaerts lignede alle reelle vinderbud, mens den ret tunge Wallays ikke just havde meget at komme efter på en bjergrig rute som denne. Kun et mirakel på en sprinteretape burde kunne bringe ham i spil, men det var altså netop, hvad der indtraf i dag.

Man må applaudere Wallays for evnen til at opsøge lykken. Selvom han er spurtsvag og tung, har han en ganske imponerende rekordliste, der også tæller sejre i Dwars door Vlaanderen og Paris-Tours samt yderligere fire mindre sejre. På papiret er han alt andet end en vindertype, men hans brutale råstyrke har alligevel gjort ham til en af det professionelle felts mere succesrige ryttere.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Da alle de slovenske forudsigelser blev til virkelighed

Det handler imidlertid ikke kun om råstyrke, men også om kølighed. Det var den kølighed, der fik ham til at udnytte Topsport Vlaanderens overtal i forbindelse med sejren i Dwars door Vlaanderen og til overraskende at overspurte en rasende Thomas Voeckler i Paris-Tours. I dag havde han også modet til at spille spillet og udnytte, at Sven Erik Bystrøm tydeligvis har den mest nervøse af de to. Velvidende at nordmanden var den hurtigste af de to, gamblede han stort ved at nægte at føre på de sidste 2 km, og da Bystrøm ikke turde smide chancen væk, gav det ham den friskhed, der gjorde det muligt at slå den tydeligvis nervøse nordmand.

Dermed var det en forspildt mulighed for Bystrøm, der ellers godt kunne have brugt lidt oprejsning. Verden lå ellers for hans fødder, da han på en stor norsk dag blev en lidt overraskende U23-verdensmester i Ponferrada i 2014, men siden da har man ikke set meget til ham. I stedet er han endt om en relativt anonym skikkelse i Alexander Kristoffs entourage, og der er intet, der tyder på, at han nogensinde vil nå de højder, som nordmændene engang drømte om. Derfor må det også gøre særligt ondt, at han forspildte denne store chance for at tage en kolossal sejr, ikke mindst fordi han befandt sig i en situation, hvor han var hurtigste mand. Og sejren havde lunet for et UAE-mandskab, der efter en ellers succesrig Tour igen er faldet ned i et hul sammen med en igen skuffende Fabio Aru.

Mindst lige så meget ærgrelse må der være i Burgos-lejren. Det lille spanske hold stod pludselig med en gylden mulighed, da Jetse Bol havde booket billet til det rette udbrud. Med tanke på, at hollænderen faktisk er ganske hurtig, så det pludselig ud til, at løbets svageste hold stod med en uventet mulighed for faktisk at vinde en etape. Desværre lod han sig snyde i et par sving på de sidste 10 km, og da først hullet var opstået, kunne det ikke lukkes igen. Det var ikke svært at forstå, at Bol, der ellers slet ikke har kunnet leve op til sin flotte Vuelta fra sidste år, lignede en grædefærdig mand, da feltet kort efter blæste forbi ham.

Peter Sagan vandt feltets spurt, men det er ikke let at drage mange konklusioner på den baggrund. En spurt om en 3. plads er noget helt andet end en spurt om sejren, især fordi den denne gang blev kørt meget specielt. Sagan følte sig nemlig tvunget til at gamble stort ved at åbne en meget lang spurt, og da Quick-Step som nævnt ovenfor sov i timen, betød det, at han slog et hul, som Viviani aldrig fik lukket. Måske var der alligevel lidt at lære for Sagan inden spurten i Madrid, for det har nu to gange vist sig, at man faktisk kan snyde det belgiske supermandskab. Måske er det netop denne form for risici, Sagan skal tage på søndag, hvis han faktisk skal tage en sidste sejr i regnbuetrøjen, i stedet for at klynge sig til det spinkle håb, at han kan overspurte italieneren fra dennes baghjul.

Derudover var det ikke uventet at se, at det var holdbare folk som Ivan Garcia, Tom Van Asbroeck og Ryan Gibbons, der sammen med ekstremt formstærke Danny Van Poppel og de tre topsprintere, Sagan, Viviani og Giacomo Nizzolo, udgjorde top 10. Til gengæld var der ikke mange spor af Max Walscheid og Nelson Soto, der er mere klassiske sprintertyper, og selvom man som sagt skal være lidt forsigtig med skråsikre konklusioner på baggrund af en så specielt spurt, er det ikke uventet, ar de har svært ved at gøre sig gældende mod slutningen af en grand tour.

Etapen endte således med at blive uventet dramatisk, men det var den ikke for klassementsrytterne. Trods den høje gennemsnitsfart på mere end 47 km/t kom de nemlig ganske let igennem, og de kunne næppe have ønsket sig en mindre stressende dag. Det har helt sikkert været en kærkommen gave, inden det fra i morgen går løs igen med de to afgørende bjergetaper.

For sprinterne derimod står den igen på to dages lidelse, hvor de kun har spurten i Madrid som den gulerod, der skal hjælpe dem over de kommende dages bjerge. Man må nu blot håbe, at der ikke er en irriterende belgier, der også stjæler den lige foran næsen af dem søndag aften.