Wesemann siger farvel

nullNedtællingen til det sidste løb er næsten slut, den 4. oktober kører han sit afskedsløb i hjembyen Wolmirstedt. 37-årige Steffen Wesemann takker af efter en 15 år lang og flot karriere, og det sker med en række tidligere holdkammerater tilbage på cyklen. Siden juni måneds Ster Elektrotoer har han ikke kørt et eneste professionellt løb.

”Jeg er glad for, at flere af de gamle følgesvende, som Uwe Ampler og Jens Heppner, kommer. Specielt glæder jeg mig dog over, at Ulle (Jan Ullrich, red.) sætter sig på cyklen endnu engang og deltager i et løb for min skyld. Af de aktive ryttere deltager bl.a. André Greipel, Stephan Schreck, Ralf Grabsch og vel også Andreas Klöden. Jeg håber under alle omstændigheder, at der vil være så mange kolleger og fans, som muligt,” erklærer han i et stort interview med Radsport-News.com om arrangementet.

Det er ingen hemmelighed, at han har haft ret svært ved at finde motivationen på det seneste, og selvom der i øjeblikket er megen snak om comeback hos andre, så er det bestemt ikke noget, Steffen Wesemann regner med at gøre brug af.

”Min tilbagetrækning og afskedsløbet kommer jo ikke pludseligt og overraskende. Det har været planlagt længe. I foråret mærkede jeg også, at jeg for første gang i min karriere over et længere tidsrum ikke havde lyst til at køre løb. Alle ryttere oplever det vel i kortere perioder, men hos mig blev det en permanent tilstand. Jeg havde faktisk ventet på det øjeblik, og så er tiden kommet til at stoppe. Jeg kommer heller ikke til at gøre comeback,” siger han, idet han dog tilføjer, at han stadig har tænkt sig at holde formen ved lige med træning på hobbyplan.

Det er ikke blevet til nogle sejre i karrierens sidste sæson, men den største skuffelse var formentlig, at han ikke fik lov til at sige farvel til sine yndlingsløb, Ronde van Vlaanderen og Paris-Roubaix.

“Jeg var naturligvis skuffet. Man forbereder sig på alle madder, og så bliver man syg. Det var rigtig ærgerligt,” fortæller han.

Selvom Steffen Wesemann altså stadig formelt er rytter, så har han allerede fremtiden på plads. Sammen med Tony Rominger er hans allerede aktiv som ryttermanager, og det bliver også hovederhvervet efter den 4. oktober.

Karrierens højdepunkt var sejren i Flandern Rundt i 2004, og han har også flere gange været tæt på en sejr i Paris-Roubaix. I det hele taget er det forårsklassikerne, der ligger hans hjerte nærmest, og det er også dem, der siden karrierens første løb i 1993 har været hans kendetegn.

Han er tysk født, men har de sidste tre år haft schweizisk statsborgerskab, og det bliver der ikke lavet om på. Til gengæld er der ifølge den tidligere Telekom rytter meget andet, der har ændret sig i løbet af de femten år på landevejen.

“Tidligere kunne man køre sig i form under løbene. I dag er man nødt til at have 8.000 til 10.000 kilometer i benene før det første løb for bare at kunne følge nogenlunde med. Specielt i spurterne er det påfaldende. Tidligere var der Cipollinis eller Zabels tog, som kørte i front i adskillige kilometer, og hvor sprinteren bare skulle køre forbi til sidst. I dag findes det ikke i samme form længere. Måske de sidste to, tre kilometer, men ikke over 10-15 km, som det var tidligere,” lyder det, idet han tilføjer: ”En anden forskel er, at de unge ryttere ikke længere får to, tre år til at vænne sig til det professionelle cirkus. De skal med det samme køre resultater hjem for ikke at stå på gaden igen efter to år. Der er ganske simpelt for mange ryttere og for få ledige pladser på holdene.”

Der er ifølge Wesemann også stor forskel på de unge ryttere i dag og de unge ryttere, dengang han startede. ”Det sidste, der falder mig ind er de unge rytteres opførsel. De bliver allerede i U23 kategorien gjort til stjerner og har så, når de skifter til de professionelles rækker, slet ingen respekt. Det var helt anderledes tidligere. Dengang fandtes der også stadig ægte karakterer i feltet, som satte de unge ryttere på plads. I dag leder man forgæves efter sådanne typer,” lyder det.