Optakt: Søndagens etaper i Holland, Frankrig og Slovenien
18. juni 2017 14:06 af Emil AxelgaardFoto: Mario Stiehl - Stiehl Photography Berlin

Den kommende uge er kendetegnet ved et meget travlt program, hvor der afvikles hele fire store etapeløb, der traditionelt bruges som opvarmning til Tour de France. Udover det store WorldTour-løb Tour de Suisse gælder det Ster ZLM Toer, hvor André Greipel og Marcel Kittel tester Tour-formen, og Søren Kragh og Mads Würtz ventes at køre med om den samlede sejr, Tour de Slovenie, hvor Rafal Majka og Mark Cavendish gør sig klar til juli, og det bjergrige Route du Sud, hvor Sky kommer med det tunge kavaleri i form af Geraint Thomas, Sergio Henao og Wout Poels. Hver dag vil vi have optakter til etaperne i de tre sidste løb i en samlet artikel, mens du kan finde selvstændige optakter til etaperne i Schweiz Rundt.

Søndag gælder det 5. etape i Ster ZLM Toer samt 4. etape i Tour de Slovenie og Route du Sud.

 

Du kan læse overordnede optakter til Ster ZLM Toer, Tour de Slovenie og Route du Sud.

 

Ster ZLM Toer - 5. etape

Ruten

Sidste etape har altid været en helt flad sag, og det vil igen være tilfældet i 2017. Denne gang har man henlagt finalen til byen Oss, der husede den første sprinteretape sidste år, og man har designet en rute, der minder meget om den, der blev brugt i 2016.

 

I alt skal der tilbagelægges 180,9 km med start og mål i Oss, og de foregår alle i umiddelbart nærhed af start- og målbyen. Først køres en omgang på en helt flad 64,1 km lang rundstrækning, inden man krydser stregen for første gang i forbindelse med første pointspurt. Dernæst følger en omgang på en 66 km lang rundstrækning, der også er helt flad, inden man igen vender tilbage til målområdet. Etapen afsluttes nu med tre omgange på endnu en flad rundstrækning, der denne gang er 16,9 km lang. Den afsluttes med en finale, der byder på sving med 3,1, 2,4 og 1,2 km til stregen. Den sidste spurt kommer ved starten på den første af disse omgange.

 

Da Oss sidste år lagde asfalt til 2. etape, lykkedes det overraskende Wesley Kreder at tage en udbrudssejr, inden Marcel Kittel slog Dylan Groenewegen, Timothy Dupont og André Greipel i feltets spurt.

 

 

Vejret

Sommeren er vendt tilbage til Holland. Søndag byder på en skyfri himmel og en temperatur på 29 grader. Der vil næsten ingen vind være, kun en svag vind fra øst. Det giver primært mod- eller medvind. I finalen vil der være med- og sidemedvind på de sidste 2 km.

 

Favoritterne

Efter tre dage med total kontrol over løbet var LottoNL-Jumbo ude af stand til at kontrollere tingene på kongeetapen, og selvom Primoz Roglic viste sig som stærkeste mand, kunne han ikke han ikke forhindre Jose Goncalves i at løbe med sejren og førertrøjen. Dermed er han nu 8 sekunder efter portugiseren, og dem har han ingen mulighed for at hente igen. Således er Katusha-kaptajnen klart den hurtigste af de to, og der er derfor ingen chance for, at de indlagte spurter kan gøre en forskel.

 

Det betyder også, at Goncalves reelt er sikker på sejren, og dermed er målet for LottoNL, Lotto Soudal og Quick-Step nu at benytte den sidste etape som den store test af deres sprintertog inden Touren. Dermed bør der også være garanti for, at de tre hold vil sikre, at det ender i en massespurt, og da der ingen vind er, vil det være en overraskelse, hvis den mission mislykkes. Dermed er det lagt op en sprinterdyst i den helt flade, relativt tekniske finale.

 

Denne gang har Lotto Soudal ingen hensyn til klassementet, og derfor vil de køre spurten for Greipel. Dermed bliver det den første helt store test mellem de tre storholds lead-outs, og i den tekniske finale vil det i høj grad være holdene, der afgør, hvem der vinder. Det får os til at pege på Dylan Groenewegen som vores favorit. I dette løb har LottoNL virkelig vist, hvor langt de er kommet i deres forsøg på at udvikle et tog for deres hollandske sprinter, og de har domineret finalerne. Specielt har Robert Wagner været imponerende i rollen som sidste mand, og vi tror igen, at hollænderne vil sætte sig på finalerne. Groenewegen har med stor autoritet vist, at han er hurtig nok til at gøre arbejdet færdig, og derfor tror vi på en tredje sejr til hollænderen.

 

Hans værste rival kunne meget vel vise sig at være Marcel Kittel. Der er ingen tvivl om, at tyskeren er i storform - det vidne præstationen på prologen om - og han er også helt klart feltets hurtigste mand. Hidtil er det imidlertid ikke lykkedes. Torsdag tabte han kæden, da han havde en god position, og fredag tabte han sin position og kom aldrig frem. Han betaler i høj grad prisen for det relativt svage Quick-Step-hold, men hans chancer søndag er bedre, end de var fredag, hvor finalen var mere kompliceret. Her er den trods alt ikke være, end at Kittel kan drage betydeligt større fordel af sin fart, og derfor er hans muligheder for at vinde bedre. Dertil kommer, at holdet ikke længere skal koncentrere sig om klassementet og kan bruge Maximilan Schachmann i lead-outet. Lykkes det Kittel at være i fornuftig position bør han vinde.

 

På 2. etape kørte Lotto Soudal for Moreno Hofland, og på 3. etape kørte man for både ham og André Greipel, hvilket gav to pladser på podiet. Søndag må det være alle mand for Greipel, og dermed har Lotto deres hidtil bedste chance for at vinde. På papiret har man et tog, der kan matche LottoNL-Jumbo, og da Hofland nu også kan deltage i lead-outet, har Greipel en reel chance for at blive afleveret helt i front. Han har måske ikke spurtet helt optimalt på det seneste, og vi er ikke sikre på, at han har farten til at gå forbi Groenewegen, men får han det perfekte lead-out, bør han stadig vinde.

 

En 2. plads på 2. etape var endnu et vidnesbyrd om, at Max Walscheid er den næste tyske supersprinter, og han er motiveret for igen at udfordre sine landsmænd. Det år han chancen for søndag, efter at han blev fanget bag et styrt på 3. etape. Walscheid har her og ved de tyske mesterskaber vist, at hans topfart rækker langt i en helt flad finale som denne, og da Sunweb samtidig har et af de bedste tog, kan han sagtens udfordre de store.

 

Der var lovende takter for Timothy Dupont på 3. etape, hvor han blev nummer 4, og det indikerer, at han endelig er på vej tilbage i form. Han er stadig ikke på sit tidligere niveau, hvor han var en sikker mand i top 10 i enhver massespurt, men han nærmer sig. Dermed vil han være han klar til at tage kampen op mod de store, og hvis han endelig kan finde benene fra 2016, har han vist, at han kan slå selv nogle af de helt store navne.

 

Cofidis stiller med Christophe Laporte, der overraskede positivt med en god prolog og en 6. plads på 3. etape, selvom han netop er kommet tilbage efter en skade. Det gør ham til et interessant navn til denne etape, idet han i sidste års Tour viste, at han er i stand til at blande sig med de hurtigste. Etapen er måske lidt for nem for ham, men han drager fordel af et godt hold og en god positioneringsevne.

 

Det sidste har også Coen Vermeltfoort, og det har givet ham utallige topplaceringer i 2017. Han er nu en af de mest stabile sprintere på dette niveau, og Roompot har et godt hold til at støtte ham. Farten rækker næppe til en sejr, men det vil være en overraskelse, hvis ikke han er med helt fremme.

 

Farten har til gengæld Kenny Dehaes, men hans positionering har det meste af året været helt til hundene. Det er ikke blevet bedre af, at han i dag mistede Danilo Napolitano, og derfor kan det meget vel ende som endnu en skuffelse. Alligevel skal han nævnes, da han er en af de få, der faktisk er hurtig nok til at tage sejren.

 

Endelig vil vi pege på det hollandske talent Arvid De Kleijn. Han har i år vist sig som en af de bedste sprintere på kontinentalniveau og viste med en 7. plads, at han også kan begå sig i dette felt. Det vil naturligvis være overraskende, hvis han vinder, men han kan måske levere et topresultat.

 

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Marcel Kittel, André Greipel

Outsidere: Max Walscheid, Timothy Dupont, Christophe Laporte

Jokers: Coen Vermeltfoort, Kenny Dehaes, Arvid De Kleijn

 

Route du Sud - 4. etape

Ruten

Route du Sud er kendt som et bjergløb, men en af traditionerne er alligevel, at sprinterne får det sidste ord. Det vil de også gøre i 2017, hvor der på søndagens etape venter en næsten helt flad rute, og med en afslutning på motorsportsbanen Paul Armagnac må de hurtige afsluttere næsten automatisk føle sig inspireret til at gå efter sejren.

 

I alt skal der tilbagelægges 154,8 km mellem Grs-Astarac Arros en Gascogne og motorsportsbanen Paul Armagnac i Nogaro. Den første halvdel af etapen består af, at man kører mod nordvest igennem næsten helt fladt terræn forbi den første spurt efter 39,1 km og frem til toppen af den lille kategori 3-stigning Cote de Saint-Mont, der kommer efter 71,4 km. Herfra forsætter man mod nord frem til motorsportsbanen, hvor man krydser stegen efter 97 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 57,8 km lang rundstrækning i det flade område nord for Nogaro. Der venter en indlagt spurt efter 116 km og kategori 3-stigningen Cote du Pin efter 121,7 km, men ellers er der ingen nævneværdige udfordringer. Med 3,1 km igen rammer man igen motorsportsbanen, og herefter er det helt fladt. Opløbsstrækningen er 300 m lang.

 

Nogaro har ikke været været for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

Vejret

Varmen fortsætter helt til slutningen, idet søndag byder på høj solskin og en temperatur på 33 grader. Der vil bare være en let vind fra øst, hvilket giver sidemodvind først på etapen og dernæst sidevind. På den sidste rundstrækning vil der primært være sidemedvind på den sidste del frem til motorsportsbanen.

 

Favoritterne

En fuldstændig vanvittig fighterpræstation betyder, at Silvan Dillier står på tærsklen til en nærmest chokerende samlet sejr i et bjergløb, der burde være alt, alt for hårdt for den store schweizer. Han har imidlertid draget fordel af en fuldstændig håbløs taktik fra specielt Sky og til dels Cannondale og Movistar til at tage en førsteplads, der ikke bør kunne trues. Skys mange fejltrin på 1. etape er for mange til at kunne opregnes, og det er lidt et mysterium, hvordan Movistar i dag kunne lade Dillier køre i udbrud.

 

Man kan ærgre sig lidt over, at det ikke er Richard Carapaz, der fører med et sekund. Havde det været tilfældet, havde vi kunnet se frem til en spændende dyst om bonussekunder, idet Dillier som bekendt er hurtig på stregen. Det er Carapaz til gengæld ikke, og derfor vil han slet ikke forsøge at udfordre schweizeren. Da Sky samtidig vil redde æren med endnu en etapesejr til Elia Viviani, da Fortuneo vil vinde med Dan McLay, og Direct Energie må have ambitioner med Bryan Coquard, bør der være masser af interesse i en spurt, og derfor bør vi søndag få en helt klassisk sprinteretape.

 

Finalen finder som sagt sted på motorsportsbanen i Nogaro, og det gør det til en flad, ikke specielt teknisk afslutning, der er som skabt til de helt rene sprintere. Her kommer det til at handle om den højeste topfart, og det gør det til en anderledes spurt end den, Vivani vandt i fredags, hvor det steg kraftig i finalen.

 

Alligevel vil vi pege på Elia Viviani som etapens store favorit. Italieneren var helt suveræn på 2. etape, men også i en flad spurt er han en af verdens bedste. Det er således ikke nogen tilfældighed, at han har haft så stor succes i de arabiske løb, hvor man som bekendt har mange meget nemme, helt flade finaler for de reneste af de rene sprintere. Her har han flere gange slået det allerstørste, og selvom han i år har tabt lidt fart for at øge holdbarheden, er han stadig feltets hurtigste mand. Da Sky samtidig viste, at deres tog er i stand at kontrollere finalen i et løb, hvor de bedste lead-outs et fraværende, bør det blive endnu en sejr til Viviani.

 

Manden, der kan true ham, er Bryan Coquard. På papiret er franskmanden den næsthurtigste sprinter i løbet, også selvom han ikke er til højhastighedsspurter som denne. Samtidig er han betydeligt svækket af, at Direct Energie er mødt op uden megen støtte til deres sprinter, hvilket også blev tydeligt i spurten på 4. etape. Alligevel er han manden med de bedste muligheder for faktisk at slå Viviani, hvis han kan sikre sig en god position.

 

Jempy Drucker er en af feltets mest stabile sprintere. Det skyldes hans sublime placeringsevne, og samtidig viste han i det nylige Tour de Luxembourg, at formen er god. I fredags var han skuffet, fordi for meget arbejde i vinden havde kostet ham de sidste kræfter, og derfor blev det ikke til det ventede resultat. Han er ikke helt så hurtig som feltets bedste, men han er ikke langt efter. Hvis han som vanligt kan køre en klog finale og positionere sig rigtigt.

 

Dan McLay fik ikke et resultat i fredags, hvor den stigende opløbsstrækning ikke var ideel. Denne finale er langt, langt bedre for briten, men spørgsmålet er, hvordan han er kommet sig efter en svær dag i Pyrenæerne, hvor han næsten endte sidst. Samtidig bliver det alt for sjældent til noget, fordi hans positioneringsevne er skidt. Han har farten til det helt store, men det kræver, at han endelig kan få plads til at åbne sin spurt helt fremme.

 

Cofidis har Clement Venturini, der har vist sig som en af de bedte franske sprintere. Han var bedre i den stigende finale på 2. etape og havde ønsket sig en mere teknisk afslutning, men han har utallige gange i år vist, at han er en næsten sikker man helt fremme i spurter i Frankrig.

 

Lorrenzo Manzin viste god form med en fremragende spurt på 2. etape, og det må have givet mod på mere. Han har generelt vist fremgang på det seneste og vist, at han nærmer sig toppen. Hans store fordel er, at han med Johan Le Bon, Mattieu Ladagnous og Marc Fournier har et af de bedste tog, og det kan bringe ham langt i denne finale.

 

Movistar kørte en fremragende finale i fredags, men de får det sværere denne gang. Carlos Barbero har ganske vist fordel af sit gode tog med Jose Joaquin Rojas og Daniele Bennati, men han er normalt ikke hurtig nok i en flad spurt. Et godt lead-out kan måske give en podieplads, men næppe mere end det. Holdet kører næsten med sikkerhed for Barbero, men deres bedste chance for sejr er nok at køre for Bennati, der sidste år i Vueltaen viste, at han stadig kan slå sprintere på dette niveau.

 

Cannondale har mistet Wouter Wippert, der var deres bedste bud til en flad spurt, men de har stadig Tom Van Asbroeck, som dog næppe er hurtig nok til at vinde. Det er Auber-rytterne heller ikke, men de har til gengæld et utal af muligheder med Damien Touze, Romain Feillu, David Menut og Anthony Maldonado. Endelig vil vi pege på Emiel Vermeulen, der endelig synes at have fundet formen efter en svær start på sæsonen.

 

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Bryan Coquard, Jempy Drucker

Outsidere: Dan McLay, Clement Venturini, Lorrenzo Manzin, Carlos Barbero

Jokers: Daniele Bennati, Tom Van Asbroeck, Damien Touze, Romain Feillu, Emiel Vermeulen

 

Tour de Slovenie - 4. etape

Ruten

I de senere år er det blevet en tradition, at løbet slutter med en flad etape til Novo Mesto, og det ændres der ikke på i år. Igen i 2017 vil byen, der ligger i den flade del af landet sydøst for Ljubljana være rammen om afslutningen, og derfor ventes det, at sprinterne igen vil få det sidste ord.

 

Etapen byder på 160 km mellem Rogaska Slatina og Novo Mesto og ikke mange udfordringer. Først kører man igennem helt fladt terræn mod vest frem til byen Celje med pointspurter efter 21,2 og 28,2 km. Her sætter man kursen mod syd og kører kortvarigt igennem et kuperet område, som betyder, at man efter 64,6 km når toppen af kategori 3-stigningen Budna Vas (5,1 km, 6,6%). Herefter når man igen ud af bjergene, og terrænet bliver igen helt fladt, mens man fortsætter mod syd frem til målbyen. Her krydses stregen for første gang efter 118,2 km, hvorefter man kører en omgang på en stor, flad 25 km lang rundstrækning i området vest for byen. Den inkluderer en pointspurt efter 135,3 km. Herefter vender man tilbage til mål, og etapen afsluttes nu med tre omgange på en helt flad 5 km lang rundstrækning, der heller ikke byder på mange tekniske udfordringer.

 

Novo Mesto er målby for en etape hvert år og meget ofte den sidste. De seneste vindere er Alexander Porsev i 2016, Marko Kump i 2015 og 2009, Elia Viviani i 2014, Brett Lancaster i 2013, Simone Ponzi i 2012, Andrea Guardini i 2011, Francesco Chicchi i 2010 og 2008, Enrico Rossi i 2007, Borut Bozic i 2006 og Bostjan Mervar i 2005, og hver eneste gang er det endt i en massespurt.

 

 

 

Vejret

Rytterne kunne ikke have ønsket sig bedre forhold til afslutningen. Søndag byder kun på enkelte skyer og en temperatur på 29 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nordøst, hvilket giver sidemedvind hele dagen. I finalen vil der være sidemedvind fra 3 km-mærket.

 

Favoritterne

Modvinden var lige ved at koste Rafal Majka den ventede sejr på kongeetapen, da en ganske imponerende Jack Haig voldte ham store problemer. I sidste ende havde han dog kræfter til at gøre arbejdet færdigt i duel med den normalt ellers hurtigere Giovanni Visconti, der ellers kørte et klogt løb og kom meget tæt på en overraskende triumf, og dermed skal han nu bare sikkert igennem 4. etape for at tage den samlede sejr.

 

Det kan imidlertid godt blive lidt af en udfordring. Visconti er kun 7 sekunder efter i klassementet, og dermed kan han i teorien vinde ved at gå efter bonussekunder i de indlagte spurter, hvor han er langt hurtigere end Majka. Der kommer to relativt tidligt på etapen, og det kan ikke udelukkes, at Bahrain vil forsøge at holde det samlet i hvert fald frem til dem. Da Bora imidlertid har et utal af sprintere, der kan slå Visconti vil projektet dog næppe lykkes, og derfor er det ikke sikkert, at de overhovedet vil forsøge sig. Under alle omstændigheder regner vi med, at det efter den anden spurt vil udvikle sig til en klassisk sprinteretape, hvor Bora, Orica-Scott, Bahrain-Merida og måske Dimension Data vil sikre, at det skal afgøres i den klassiske massespurt i Novo Mesto.

 

Finalen er ikke så teknisk kompliceret, som det har været tilfældet på de foregående etaper, og det betyder, at topfarten bliver mere afgørende. Alligevel vil vi igen pege på Sam Bennett som vores favorit. Ireren slog sidste år Mark Cavendish og har flere gange vist, at der ikke er mange, der kan matche hans topfart. Da Bora-toget i dette løb samtidig har bekræftet den fantastiske styrke, de have i Giroen, hvor Lukas Pöstlberger og Rudiger Selig dominerende finalerne, bliver ireren svær at slå. De lavede et perfekt lead-out på 1. etape og var klar til at gøre det samme på 2. etape, hvis det ikke havde været for styrtet. Bennett viste i dag, at han ikke har taget skade, og med endnu et sandsynligvis perfekt lead-out bør det blive endnu en komfortabel sejr til ireren.

 

Mark Cavendish havde ikke benene til at gøre arbejdet færdigt på 1. etape, og på 2. etape blev han sat ud af spillet af en defekt. Nu har han imidlertid sin hidtil bedste chance. Dels må man formode, at han hurtigt bliver bedre, efterhånden som antallet af løbskilometer stiger, dels betyder den mindre tekniske finale, at Bora kan drage mindre fordel af deres gode tog. Dimension Data har et fremragende hold af sprintere, der bør kunne føre Cavendish frem i en god position, og i denne finale vil det handle mere om topfart efter en relativt let dag. Det giver Cavendish gode muligheder for at udfordre Bennett.

 

Den lette etape og nemme finale er ikke til fordel for Luka Mezgec. Alligevel må sloveneren have en reel chance. Dels har han imponeret ved at køre nogle imponerende spurter, dels har Orica-Scott trods tabet af Roger Kluge et af de bedste tog. Det bliver betydeligt sværere for Mezgec at vinde en boulevardspurt som denne, men hans form er så god, at et godt lead-out kan give ham en chance alligevel.

 

Etapen er også for nem for Sonny Colbrelli, der normalt ikke er hurtig nok til at vinde helt flade etaper som denne. Alligevel kan man ikke helt afskrive italieneren. Han har i år forbedret sig voldsomt også i de lette finaler, hvilket han viste med andenpladsen på 1. etape. Her viste han også igen, at der er få, der positionerer sig som ham, og det kan måske give ham en chance, hvis de hurtigere folk begår fejl.

 

Efter Cavendish er Jakub Mareczko måske feltets allerhurtigste. Det viste han senest med to podiepladser i Giroen, men han har det store problem, at han ikke kan positionere sig. Det blev tydeligt på 1. etape, og på 2. etape styrtede han. Denne gang er finalen dog mindre teknisk, og det giver ham en langt bedre mulighed. Lykkes det ham denne gang at komme i position, kan han helt sikkert vinde i dette selskab.

 

Roberto Ferrari har på det seneste kørt nogle flotte spurter både her og i Giroen. Dermed har han vist, at han stadig er en hurtig herre, selvom han nu om dage mest er lead-out man. Denne finale er imidlertid relativt lidt teknisk, og det er ikke til hans fordel. Derfor bliver det svært at vinde, selvom et topresultat er meget sandsynligt.

 

Hidtil er det ikke lykkedes Filippo Fortin at levere et topresultat. Han har imidlertid været fremragende kørende i tiden op til løbet, hvor han har vist storform. I denne mindre tekniske finale betaler han ikke på samme måde for sin knap så gode hold, og det kan give resultater.

 

Androni har kørt flot for Andrea Palini, der endelig synes at have ramt formen. Han havde foretrukket en mere teknisk finale, men efterhånden som han nærmer sig niveauet fra tidligere, bør han komme tættete på toppen i et felt som dette. Også Alexander Porsev vil være motiveret til denne etape, som han vandt sidste år, men desværre er der ikke meget, der tyder på, at han er på vej tilbage til sit topniveau. Endelig fortjener formstærke Alois Kankovsky at blive nævnt. Han har netop vundet tre endagsløb og burde være i sit es på en helt nem etape som denne.

 

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Mark Cavendish, Luka Mezgec

Outsidere: Sonny Colbrelli, Jakub Mareczko, Roberto Ferrari

Jokers: Filippo Fortin, Andrea Palini, Alexander Porsev, Alois Kankovsky, Gaspar Katrasnik

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »