Tour of Guangxi-analyse: Tyk symbolik på årets sidste dag

Det er slut - helt slut. Selvom mange måske havde fornemmelsen af, at den reelle sæson allerede sluttede sidste weekend, da Thibaut Pinot krydsede stregen til karrierens største sejr i Il Lombardia, har de mest cykelbegejstrede haft mulighed for at holde abstinenserne på afstand i yderligere en uge med det ganske stærkt besatte Tour of Guangxi, der måske lider en del under en for sprintervenlig rute og den manglende internationale tv-dækning, men som igennem seks dage har været et fremragende udstillingsvindue for de unge talenter, der ventes i de kommende sæsoner at spille nøgleroller i de helt store løb i Europa. Da Fabio Jakobsen i dag tog sin anden sejr på bare fire dage med endnu en veltimet spurt, blev der imidlertid uigenkaldeligt lukket ned for en 2018-sæson, hvis start helt tilbage i Down Under Classic, hvor Peter Sagan spurtede sig til årets første sejr d. 14. januar føles som en så fjern fortid, at det snart er svært at forstå, at der vitterligt er tale om én og samme sæson.

Og med en sæsonafslutning er det som altid tid til at gøre status. Hvem overgik forventningerne? Hvem fejlede i bestræbelserne på at indtage cykelsportens trone? Og hvilke unge talenter viste, at de har en glorværdig fremtid foran sig? Alle disse overvejelser vil blive reserveret til en serie af holdevalueringer, der vil følge i løbet af efteråret og vinteren, men efter dagens store finale i Kina, er symbolikken på sæsonens sidste dag så tyk, at den fortjener at blive fremhævet allerede her.

Der er nemlig særligt to forhold, der har kendetegnet 2018-sæsonen. For det første har Quick-Step vundet her, der og alle vegne, især i massespurterne, hvor de med hele fire topsprintere har været de i særklasse stærkeste, og med dagens triumf sikrede Jakobsen, at tælleren stopper på ufattelige 73 gevinster, to mere end holdets hidtidige rekord fra 2000, da man under navnet Mapei vandt hele 71 gange. Dengang skete det imidlertid med en trup på 43 mand, mens årets høst er opnåede med en trup på bare 28 mand. For det andet har Sky været suveræne i etapeløbssammenhæng, og da Gianni Moscon i dag kunne bestige podiets øverste trin for at fejre sin første store sejr i et etapeløb på WorldTouren, kunne briterne konstatere, at de i år vandt ikke færre end 7 af de 17 begivenheder på sportens fineste kalender, der strakte sig over mere end én dag.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

I den forstand var det kun passende, at sæsonen sluttede med en spurtsejr til Jakobsen og Quick-Step og en samlet triumf for Moscon og Sky. Dermed blev sæsonens sidste løb på højeste niveau nemlig en fornem understregning ag de to tendenser, der mere end noget andet vil stå tilbage, når regnebrættet i de kommende måneder skal gøres op, inden blikket rettes mod 2019. Og i en vis forstand udgør årets Tour of Guangxi den perfekte bro til netop den kommende sæson, for løbet blev i den grad domineret af unge kometer, der i 2018 har etableret sig i sportens absolutte verdenstop.

På listen over disse lovende talenter står Jakobsens navn naturligvis knivskarpt. Forud for sæsonen var de fleste vel enige om, at den unge hollænder sammen med Kristoffer Halvorsen udgjorde den mest lovende sprinterduo, men deres skæbne i debutsæsonen kunne ikke være mere forskellig. Mens nordmanden er sygnet hen på et Sky-hold, der aldrig har viet massespurter megen opmærksomhed, har Jakobsen oplevet en drømmedebut, der har budt på ikke færre en syv sejre, hvoraf de tre har været på WorldTouren, og hvor listen også inkluderer en af sportens største klassikere, Scheldeprijs. Det er et udbytte, man kun meget sjældent ser for en nyprofessionel, og er et vidnesbyrd om både Jakobsens eget talent og Quick-Steps evne til at få det maksimale ud af deres rytteres potentiale.

Og fremtiden ser vitterligt lovende ud for Jakobsen, og det skyldes ikke mindst hans præstationer i Kina i denne uge. Forud for dette løb har man nemlig med nogen ret kunnet hævde, at hans mange sejre i lige så høj grad har kunnet tilskrives hans stærke hold som hans egne evner. Det var særligt tydeligt, da han tog sin første WorldTour-sejr i BinckBank Tour, hvor han var klart overmatchet på topfart, men alligevel kom hjem med en gevinst i kraft af et fremragende lead-out fra Florian Senechal.

I denne uge har det imidlertid været anderledes. Her har det nemlig været Bora, der med deres supertog bygget op med Rudiger Selig foran Pascal Ackermann har siddet på flæsket. Derfor pegede meget da også på, at tyskerne i dag ville have overhånden, da der for første gang i det kinesiske løb ventede en teknisk finale med et sent sving. Omvendt har det været sværere for Quick-Step, der i Davide Martinelli kun har haft en sidste skanse, der er relativt uvant med rollen som sidste lead-out man.

Alligevel forlader Jakobsen løbet som den eneste sprinter med to sejre, og da han samtidig som den eneste har været på podiet de fire gange, han sad med feltet hjem, kan han fortjent tage en pointtrøje med hjem til Holland også. Den form for konsistens i en situation, hvor han ikke har været udstyret med feltets bedste tog, udstiller de positioneringskvaliteter til skue, der i lige så høj grad som topfart skaber en klassesprinter.

Dagens spurt var en fremragende illustration af Jakobsens kvaliteter. Helt som ventet var det nemlig Bora, der vandt kampen om de første positioner forud for sidste sving, og deres dominans blev da også udstillet af, at de i sidste ende havde både Ackermann og Selig i top 3. Trods den begrænsede støtte lykkedes det for Jakobsen at vinde kampen om det hjul, alle ville have, nemlig Ackermanns. Dermed benyttede han sine særdeles veludviklede evner i positionskampen til at give sig en placering, hvorfra det faktisk kunne lade sig gøre at vinde.

Men for at gøre arbejdet færdigt skulle han stadig overspurte Ackermann, og enhver, der har fulgt den tyske mester i et år, hvor han med hele ni sejre vel har oplevet det mest markante sprintergennembrud, vil vide, at det ikke er nogen let sag. Alligevel lykkedes det Jakobsen for anden gang i træk at vise sig som den hurtigste af de to, og dermed kan Jakobsen tage på vinterferie med bevidstheden om, at han både, hvad positionering og topfart angår, er i stand til at tage kampen op mod verdens allerbedste. Det lover særdeles godt for en fremtid, hvor han med Fernando Gavirias fortsat mulige skifte til UAE kan ventes at skulle løfte et endnu større ansvar bag Elia Viviani, der i colombianerens mulige fravær vil overtage rollen som nr. 1 i Quiick-Steps sprinterhierarki.

For Ackermann blev det til endnu en frustrerende andenplads samt en tabt pointtrøje, men det er alligevel svært for tyskeren at være utilfreds. For seks måneder siden havde han ikke vundet ét eneste cykelløb, men nu kan han gå på ferie med ikke færre end ni sejre på et allerede bugnende cv. Heraf er de seks kommet på WorldTouren og de sidste tre ved enten de nationale mesterskaber eller i en stor semiklassiker lige under det allerhøjeste niveau. Måske har det været en lille skuffelse, at han i dette løb er endt som den lille i duellen med Jakobsen, der i de kommende år kunne ligne lidt af en ærkerival, men Ackermann aspirerer alligevel kraftigt til titlen for årets mest kometagtige gennembrud.

Listen over sprintertalenter i dette løb tæller også Max Walscheid, men for den store tysker er der fortsat en del at arbejde, hvis han skal ende som den vindermaskine, hans høje topfart berettiger til. Helt som man kunne forudse allerede inden dagens etape, ville den ellers så formstærke tysker, der i går viste, at hans deltagelse i Vueltaen har forøget hans holdbarhed i et enormt omfang, få det svært i en finale, hvor et sent sving gjorde det til et spørgsmål om positionering mere end fart. I den afgørende kurve var tyskeren da også forudsigeligt for langt tilbage, og derfor udmøntede endnu en fin spurt sig blot i en femteplads.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Dermed har denne uges kinesiske begivenheder været en glimrende illustration af både udfordringer og muligheder for Walscheid. På 1. etape viste han, at hans topfart aspirerer til at være en af de allerhøjeste i feltet, men når han modsat Ackermann og Jakobsen kun sjældent vinder, skyldes det begrænsningerne i positioneringen. Heldigvis har hans deltagelse i Vueltaen bibragt ham så megen råstyrke, at han med sejren i Münster har vist, at han har udviklet sig med lynets hast, og dette efterår har vist, at Walscheid vitterligt har mulighed for at etablere sig som en af feltets bedste rene sprintere.

Titlen som feltets hurtigste har Dylan Groenewegen siddet på i et år, hvor han i første halvdel vandt snart sagt hver gang, han kørte en massespurt. Derfor pegede meget da også på, at han ville ende som dette års Fernando Gaviria i den forstand, at han ville dominere det sprintervenlige kinesiske etapeløb. Den spådom så ud til at blive til virkelighed, da han i en fantastisk kamp på topfart akkurat slog rivalen Walscheid på 1. etape, men siden da er ikke meget gået hans vej.

Og det må vække en vis grund til bekymring. Groenewegen kom nemlig til Kina med næsten hele sit veletablerede tog, og derfor må det give panderynker, at Groenewegens mange nederlag i høj grad skyldte sit hold, der ellers i dette løb ikke skulle konkurrere med stærke tog i det onfang, man ser det i større løb. På både 2. og 3. etape var Groenewegen tvunget til at starte alt for lange spurter, og i dag var LottoNL så langt tilbage i det afgørende sving, at han aldrig fik lukket op. Enhver, der var vidne til sommerens Tour, vil vide, at Groenewegens potentiale som sprinter er nærmest ubegrænset, men denne uge har endnu engang udstiller, at der er behov for mere muskelkraft i hans tog. Desværre har transfersæsonen ikke leveret den forstærkning, og da han samtidig i blandt andet Touren skal konkurrere om kaptajnrollen med Primoz Roglic, må det være med lidt blandede følelser, at den hollandske kanonkugle tager på ferie.

Den sidste spurt bød også på lidt opmuntring til Reinardt van Rensburg, der sikrede Dimension Data en meget sjælden top 5-placering i et WorldTour-løb, da han endte et generelt pænt efterår med en 4. plads. Også Carlos Barbero kan med endnu en god spurt se tilbage på en flot sæsonafslutning, ligesom Enzo Wouters, der ellers har lignet en af sportens mest fejlslagne sprintersatsninger, med tre top 10 -placeringer i dette løb endelig har vist sig berettiget til Lotto Soudals tillid.

Ved siden af Jakobsen på billeder fra dagens podium står Moscon, der endte som løbets helt store vinder. Dermed konfirmerede han i årets sidste WorldTour-løb sin status som feltets vel måske nok mest alsidige talent efter et efterår, hvor han er kommet bragende tilbage på scenen efter den alt andet end glorværdige exit fra Touren. Hele fem sejre siden midten af september er det blevet til, og dertil kommer en 5. plads ved det hårdeste VM i mange, mange år. Med dagens sejr kan han nu også føje etapeløbsvinder på WorldTouren til et CV, der også tæller top 5-placeringer i så forskellige endagsløb som Paris-Roubaix, Il Lombardia og det omtalte klatre-VM, podiepladser puncheurfinaler, en top 10 ved VM i enkeltstart samt to italienske enkeltstartstitler samt fremragende hjælpearbejde for særligt Chris Froome i alle slags grand tour-terræner.

Moscons udfordring i de kommende år bliver derfor ikke så meget at vinde, men snarere at finde ud af, hvad han skal vinde. I øjeblikket er det vel næsten kun klassement i en grand tour, der virker uden for hans umiddelbare rækkevidde. Heldigvis lettes hans dilemma lidt af situationen på Sky, hvor tilstedeværelsen af Froome, Geraint Thomas og Egan Bernal betyder, at der er så rigt med etapløbstalent, at han i første omgang har udsigt til at fokusere på klassikerne og spille en rolle som luksushjælper i de længere begivenheder.

Hans værste rival blev ikke som ventet Rigoberto Uran, der døde i sit forsøg på at følge den usårlige Moscon på kongeetapen og derfor ender en trist sæson med blot at blive nr. 6, men i stedet en anden af sportens himmelstormere. Ganske vist tåler Felix Grossschartners talent slet ikke sammenligning med Moscons, men alligevel kan den alsidige østriger, der både kan klatre og køre enkeltstart, se tilbage på en flot første sæson på WorldTouren. Højdepunktet var den fine kørsel i Paris-Nice, hvor han sluttede i top 10, og efter et meget svært efterår, hvor han slet ikke fandt formen til sit hjemmebane-VM, har han i dette løb vist, at det altså ikke kun er Patrick Konrad og Gregor Mühlberger, der i disse tider har østrigsk klatrepotentiale. Han skal stadig forbedre sine klatreevner markant, hvis han skal ende som mere end bare en stærk bjerghjælper, men dette resultat viser i hvert fald, at en lovende karriere bør vente forude.

Det samme er tilfældet for Sergei Chernetckii, der med den samlede tredjeplads her kroner sin hidtil bedste sæson med sin første podieplads på WorldTouren. Det er sjovt at se, hvordan russeren i sin tid på Katusha totalt gik i stå, men efter skiftet til Astana har oplevet en renæssance, der nu gør ham berettiget til næste at kunne tage langt mere ansvar. Ud over dette resultat er det blevet til samlet sejr i Arctic Race og Norway, og kun en løbsk hund ødelagde hans fremragende Tour de Pologne. I den forstand er Chernetckii en glimrende afspejling af et Astana-mandskab, der i en flot sæson har fået langt mere ud af en på papiret ikke specielt stærk trup, end man på forhånd kunne have ventet sig.

I et løb domineret af unge talenter er det meget passende, at top 10 generelt domineres af ryttere, der har fremtiden foran sig. Det gælder Carlos Verona, der trods sin manglende stabilitet i år momentvist har vist, at han med den rettet hjælp på Movistar kan udvikle sig til en ganske glimrende klatrer, samt hans kommende holdkammerat Ruben Fernandez, der efter to år ødelagt af skader, oplevede lidt tiltrængt succes på falderebet. Også Remi Cavagna, der ellers er indbegrebet af bundsolid hjælperytter, viste med en overraskende 4. plads, at han altså godt kan opnå personlige resultater også på egen hånd - også selvom hans karakteristika aldrig vil gøre ham til en vinder.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Hvor langt de mange spændende navne vil komme, må vi imidlertid vente med at finde ud af. Nu lukker cykelcirkusset nemlig ned for denne gang, og de ryttere, der mere eller mindre frivilligt blev sendt til Kina og Japan mod sæsonens slutning, kan slutte sig til de mange, der allerede har indledt deres ferie. Heldigvis er der bare 86 dage, 2064 timer eller 123840 minutter, inden det hele starter forfra, når feltet d. 15. januar kaster sig ud i 1. etape af Tour Down Under.

Og skal man komme med et forsigtigt bud, vil det markere indledningen på en sæson, hvor Quick-Step igen vil dominere massespurterne og Sky sætte sig på etapeløbene. Jakobsen og Moscon har i hvert fald sat scenen for en fortsættelse af det, der har været det gennemgående tema i en fremragende 2018-sæson.