50 år efter Il Campionissiomo

nullStedet er en landsby i Norditalien. Datoen er lørdag den 2. januar 1960.
I vejkanten sidder en lille dreng og hulker hjerteskærende. En pæn, velklædt ældre dame går hen for at trøste ham:

- Hvad er der i vejen, min lille ven, kan du ikke finde hjem eller har nogen været onde imod dig?

- Nej, svarer drengen, men de har lige sagt over radioen, at Il Campionissimo er død!

Il Campionissimo, mestrenes mester, Fausto Coppi, var født den 15. september 1919 i Castellania og var således ikke mere end 40 år, da han døde af en mystisk og måske også i nogen grad fejlbehandlet malaria, som han havde pådraget sig i Haute-Volta i Afrika, hvor han havde været på safari med cykel-vennerne Anquetil, Rivière og Geminiani. Et halvt århundrede er gået siden hans død, men legenden om Fausto Coppi lever stadig i cykelsportens verden. Vi er mange, der den dag i dag ikke betænker os på at kalde ham det største ikon i vores sports historie.

Men hvorfor nu det?
Var han trods alt ikke ”bare” én ud af en stjernespækket epoke, der foruden ham selv talte navne som hans landsmand Bartali, franskmanden Bobet, belgieren van Steenbergen og schweizerne Kübler og Koblet? Og er hans resultatliste ikke senere blevet overgået af en Eddy Merckx? Måske, men Coppi havde en dimension ud over den sportslige og han var et menneske (om end mange italienere ikke var helt fri for at tillægge ham guddommelige træk…) af den type, om hvem myter blev skabt. Hans tidlige død, mens han endnu var aktiv, forstærkede myterne, men at han også i levende live var en enestående personlighed, vidner følgende lille historie, fortalt til mig af en af hans yngre konkurrenter Ercole Baldini (verdensmester på landevej i 1958): - Når Coppi efter en etape trådte ind i hotellets spisesal, lagde alle kniv og gaffel fra sig og al snak ved bordene forstummede. Først når Coppi havde nikket og sat sig på sin plads, fortsatte man med at spise og i alt var som før. Det var ikke noget, han specielt ønskede, det var bare sådan…

Coppis resultatliste omfatter et verdensmesterskab på landevej (1953), to verdensmesterskaber i 5 km forfølgelsesløb på bane (1947 og 1949), to sejre i Tour de France (1949 og 1952), fem sejre i Giro d’Italia, tre sejre i Milano – San Remo, fem sejre i Giro di Lombardia, to sejre i enkeltstarts-klassikeren Grand Prix des Nations samt sejre i Paris – Roubaix og Flèche Wallonne og fire sejre i det italienske mesterskab på landevej. Hans komplette resultatliste kan bl.a. ses på den glimrende website www.memoire-du-cyclisme.net

Coppis resultater blev opnået over en periode på 20 år (1939 – 1959) med tyngdepunktet i tiåret 1946 – 1955. Når man vurderer hans resultatliste, f.eks. op i mod Eddy Merckx’, skal man tage med i betragtningen, at Coppi p.g.a. af 2. verdenskrigen fik revet fem-seks af sine bedste år væk. Bl.a. sad han en overgang i krigsfangenskab i Nordafrika. Helt inaktiv var han dog ikke i krigsårene, det var i november 1942, at han på Vigorelli-banen i Milano satte ny timeverdensrekord med distancen 45,871 km. Rekorden blev sat under vanskelige forhold mellem to luftalarmer, men slået blev den først 14 år senere, og der skulle en Jacques Anquetil til for at gøre det. Da rekorden på det første møde i UCI efter krigen skulle internationalt godkendes, fik man endnu et bevis på Coppis næsten gudeagtige status hos italienerne. Da franskmændene tillod sig at stille spørgsmålstegn ved, om nu også alle forholdsregler omkring kontrol, opmåling og sandsækkenes (i dag skumgummipuder) placering op til banens målestreg var iagttaget (det var en franskmand, der tidligere havde haft rekorden), blev italienerne så rasende, at det vær tæt på, at den 3. verdenskrig var brudt ud…

Som monumenter i Coppis karriere står sejrene i Tour de France 1949 og 1952 samt sejren i VM på landevej i Lugano 1953. Den første Tour-sejr var samtidig en definitiv sejr over ærkerivalen Gino Bartali. Kampen mellem de to, der repræsenterede hver sin generation i cykelsporten, antog gennem årene fantastiske og næsten groteske former, men efter Coppis Tour-sejr i 1949, forstummede den. Efter den anden Tour-sejr, som han vandt med en margin på 28 minutter 17 sekunder til belgieren Stan Ockers, indførte arrangørerne fra det næste år den grønne pointstrøje – så var man da sikker på, at der stadig var noget at køre om…

VM i Lugano blev det absolutte højdepunkt i hans karriere. Med næsten 34 år var man (og måske også han selv) begyndt at tvivle på, om det nogensinde skulle lykkes ham at vinde denne cykelsportens mest eftertragtede titel. En overgang så det da også ud som om, løbet var kørt for ham. Coppi var ikke med i nogen af de tidlige udbrud, og han lå flere minutter efter de førende, da han for alvor tog fat. Men så gik han også til den, og solo kørte han sig frem fra gruppe til gruppe, indtil han lå alene i spidsen og kørte hjem til en sejr, 6 minutter 22 sekunder foran belgieren Derijcke. I hundredevis af busser var i dagens løb ankommet til Lugano fra hele Italien, og efter løbet fik deres hyldest-råb til VIVA COPPI – VIVA COPPI det til at runge i de høje Alpe-pas. Fra da af var han definitivt Il Campionissimo.

Coppi kørte tre gange i Danmark. Første gang var ved VM i 1949, hvor han vandt bronze i det professionelle landevejsløb med opløb på Klampenborgvej, nord for København. Her blev han spurtbesejret af Rik van Steenbergen og Ferdinand Kübler. Ugen efter tog han revanche ved at blive verdensmester i forfølgelsesløb på Ordrupbanen. I 1956 var Coppi igen til VM i Danmark, denne gang dog kun for at køre landevejsløbet. Årene var gået og tidens tand var begyndt at gnave også i den store Fausto. Der kørtes på en rute ved Ballerup og et styrt i Ledøje-svinget satte ham tilbage, og han sluttede som nummer 15. Sidste gang han optrådte på dansk grund var ved et professionelt kriterium på motorbanen Roskilde Ring i forbindelse med klubben CC’s jubilæums i 1959. Coppi var blandt de celebre navne på startlisten, men var nu i sit 40. år kun en skygge af sig selv. Dommerne udråbte ham først som nummer fire – indtil de opdagede, at han var distanceret med en omgang...

Mange flere historier kunne fortælles om Fausto Coppi, også om hvordan han i midten af 1950’erne begik ægteskabsbrud og forlod sin hustru til fordel for den mystiske lægefrue, der gik under tilnavnet ”Den hvide dame”. Det var en skandale i det dybt katolske Italien, men han endte med at få tilgivelse, endog fra Paven, og uendeligt dyb var sorgen i Italien, og dybt berørt var hele den internationale cykelverden, da han forlod den for 50 år siden.

En sidste lille note om Coppi: Det siges, at når han i den store tid først var kommet afgørende fri i et betydende løb, så skete det aldrig – aldrig – at han blev indhentet igen!