Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Amstel Gold Race-analyse: Vidunderbarnets vidunderlige vanvid
24. april 2019 18:30 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I søndags var vi vidner til et af de mest mindeværdige og vanvittige cykelløb, vi har set længe, da Mathieu van der Poel leverede et mageløst comeback og kronede et drømmeforår ved som hollandsk mester at vinde Amstel Gold Race. Nedenfor analyserer vores ekspert, Emil Axelgaard, de dramatiske begivenheder.

Egentlig skulle denne analyse vel have været klar for mindst et døgn siden. Sådan blev det desværre ikke, for det har taget mindst 48 timer at få pulsen ned og genvinde fatningen efter det rablende vanvid, vi var vidner til i søndags, da fænomenet Mathieu van der Poel kronede et i forvejen fantastisk forår ved iført den hollandske mestertrøje at blive den første hjemlige vinder af Amstel Gold Race siden Erik Dekker i 2001. Det blev imidlertid ikke det historiske i bedriften, der efterfølgende stjal overskrifterne, men derimod den vanvittige præstation, der lå til grund for triumfen.

 

En Van der Poel-sejr var ikke i sig selv overraskende. Efter et fornemt forår, der allerede havde budt på sejre i Dwars door Vlaanderen og opvarmningsløbet Brabantse Pijl samt ikke mindst et mageløst comeback efter et sent styrt i Flandern Rundt, var den hollandske mester manges og også min forhåndsfavorit. Særligt den overlegne triumf på Brabantse Pijls små bakker, hvor han havde fået skovlen under sin på papiret værste rival, Julian Alaphilippe, var så overbevisende, at kombinationen af råstyrke og en god spurt måtte gøre ham til manden, der skulle slås. Og med vanvidscomebacket i Flandern, hvor han endda rundede Paterberg som bedste mand fra favoritgruppen, havde han én gang vist, at han også på landevejen er i stand til at gøre det mest utrolige ting.

 

Hvor sejren således var forventelig, var omstændighederne det til gengæld ingenlunde. Van der Poel gjorde nemlig nogenlunde alt forkert i løbet af de 265 km, og samtidig var han modsat mange af de andre favoritter bakket op af et hold, der ingen støtte kunne yde ham, da han befandt sig i en håbløs position på toppen af Cauberg med mindre end 20 km igen. På det tidspunkt så sejren ud til at være fløjet langt væk og være et anliggende mellem Alaphilippe og Jakob Fuglsang, og de fleste hollændere havde formentlig allerede sukket en ekstra gang og udsat den store fest med et års tid til 2020 i håb om, at det til den tid kunne lade sig gøre for hjemmebanestjernen at bryde den lange tørke.

 

At han var kommet på bagkant, var i høj grad hans egen skyld. Det er ikke nogen hemmelighed, at forklaringen på Van der Poels manglende fokus på landevejen er kedsomhed, for han synes ganske enkelt, at det er gabende kedsommeligt at tilbringe mere end 200 km i et felt, inden han kan få lov at røre på sig. Det kniber da også gevaldigt for ham, og derfor har han i de fleste af årets klassikere iværksat nogle temmelig tvivlsomme og meget optimistiske angreb langt fra mål.

 

Det gjorde han også i søndags. Efter 220 km kriblede det så meget i benene, at han absolut måtte strække dem med sit lille angreb umiddelbart inden Kruisberg. Problemet var bare, at det vel dårligt kunne være timet ringere, for enhver vidste, at man om bare få kilometer ramte løbets fire væsentligste stigninger, hvor man ikke skulle kende meget til cykelsportens ABC for at vide, at det var her Alaphilippe og Astana, der havde lagt i kakkelovnen til en angrebsfest gennem hele dagen, ville åbne for ballet. Det skete da også med Dries Devenyns og Alaphilippes flotte forcering på Kruisberg og Eyserbosweg, og da Van der Poel med sit hovedløse og meningsløse angreb, havde brændt sit krudt af forinden, så det ud til, at dårlig taktik ville koste ham chancen for at vinde løbet. Og da han altså heller ikke havde et hold til at rette op på fadæsen, var de fleste klar til at skrive game over, da de krydsede målstregen med knap 20 km igen.

 

Men så tog Fanden ved Van der Poel. Som han også viste det i Flandern, har han en enorm motor, der nærmest blot gør ham stærkere mod slutningen af de længste løb, og da han ikke længere havde noget at miste, lod han taktik være taktik og åbnede bare for gassen. Det generede ham ikke det store, at han med på slæb havde adskillige ryttere, der kun i beskedent omfang kunne bidrage, for skulle han vinde løbet, havde han ikke tid til at bekymre sig om den slags smålige detaljer. Undervejs samlede han også Simon Clarke, Bauke Mollema, Maximilian Schachmann og Matteo Trentin op, men heller ikke det fik ham til at tøve blot det mindste.

 

Alligevel så det ud til, at han akkurat kom for sent. Selvom Alaphilippe og Fuglsang nærmest var gået i stå, så det ud til, at Michal Kwiatkowski med sit sene forsøg på at gå direkte forbi de to kamphaner, akkurat fik sat så meget gang i kludene igen, at løbet var kørt for Van der Poel. Men på en dag, hvor det hollandske fænomen satte al logik ud af kraft, viste det sig, at der trods 20 km kørsel, der mindede om en enkeltstart, alligevel var overskud til en af mest vanvittige spurter, vi har set i mange år, og selvom han havde adskillige stærke afsluttere siddende direkte på bagsmækken, var ingen blot i stand til at prøve at gå forbi vindunderbarnet, da han bragede nedad opløbsstrækningen og blæste forbi en desillusioneret og hovedrystende Alaphilippe, der umuligt kunne tro sine egne øjne efter at have set en ellers sikker sejr pludselig glide ham af hænde.

 

Sejren var ikke blot vanvittig, den var også nærmest urovækkende. Når han kan vinde et løb, hvor taktikken mildt sagt var tvivlsom og grænsende til det ubegavede, og hvor holdet i et af årets mest taktiske løb var nærmest ikke-eksisterende, tør man slet ikke tænke på, hvor altædende Van der Poel kan blive, når han engang kommer på WorldTouren, udvikler sin fysik yderligere og også begynder at køre med hovedet og ikke kun benene. Uanset om det er brosten eller bakker, mestrer Van der Poel terrænet, og i en alder af bare 24 år har han endda al mulig plads til at udvikle sig voldsomt over de kommende år, især når landevejen efter OL vil få større fokus. Formentlig gør rivalerne klogt i at tage for sig af retterne, mens mountainbike og cross stadig fylder en del, for det er ikke sikkert, at der bliver mange krummer til overs, når Van der Poel om et par år sætter sig til bordet og for alvor tager fat på klassikermenuen i stedet for blot at tage en bid i ny og næ, som det har været tilfældet i denne debutsæson.

 

Dermed blegner et andet fænomen, Alaphilippe, også pludselig. Det er ellers ikke mange uger siden, at den elegante franskmand med det guddommelige slangehug efter en skræmmende indledning på sæsonen så ud til at være klar til at sætte sig tungt på klassikertronen. Var han og Fuglsang ikke blevet givet fejlagtige tidsinformationer, er der da også stor sandsynlighed for, at han ville have færdiggjort et på mange måder flot løb, hvor han atter med sit angreb på Eyserbosweg stillede sit eminente antrit til skue, med sin anden store ardennersejr, for det var ganske tydeligt, at de begge blev taget ganske voldsomt på sengen, da de pludselig indså, at forfølgerne var tættere på end ventet. Van der Poels kørsel var bare så overlegen, at det alt sammen blegner lidt, og havde hollænderen også kørt med hovedet inden Kruisberg, var Alaphilippe vel aldrig nogensinde kommet af med manden, der kan udvikle sig til at blive hans ærkerival.

 

Alaphilippe havde ellers fået ganske meget foræret. Naturligvis var det ham selv, der slog hullet på Eyserbosweg, men han fik også god hjælp af brølstærke Fuglsang, der i højere grad kørte for en andenplads end for at få skovlen under Alaphilippe. I hvert fald så det ikke ud til, at danskeren havde lært meget af et Strade Bianche, hvor han befandt sig i præcis samme situation, og hvor han begik den oplagte brøler ikke at vente på Wout Van Aert.

 

I søndags var hans eneste reelle chance for at vinde løbet at sætte sig på hjul og derved lade Michal Kwiatkowski og Matteo Trentin komme tilbage. Det indebar naturligvis den oplagte risiko, at han end ikke kom på podiet, men i en direkte duel mod Alaphilippe var han dømt til at tabe. Da først danskeren, der ellers var den klart stærkeste af de to, ikke kunne ryste den lille franskmand på de svære stigninger Keutenberg og Cauberg, var det alt for let for Deceuninck-kaptajn at kontrollere Fuglsang, så længe de blot var to. Astana-rytterens eneste reelle chance for at komme væk, var et taktisk spil, der krævede deltagelse af flere aktører, præcis som vi så det med Michael Valgren i 2018, hvor han klogt udnyttede den interne kamp mellem samme Alaphilippe, Alejandro Valverde og Peter Sagan til at snige sig væk.

 

Desværre ventede Fuglsang med at sætte sig på hjul, indtil han og Astana-ledelsen følte sig sikre på, at 2. pladsen var hjemme, men da var det allerede for sent. Havde tiderne nemlig vitterligt været, som de var blevet dem oplyst, havde de jagtende ryttere nemlig ikke haft skyggen af chance for at komme tilbage, og i en spurt mod Alaphilippe vil Fuglsang kun vinde 1 ud af 1000 gange. At han faktisk alligevel endte med at tage 3. pladsen foran franskmanden, skyldtes alene, at Alaphilippe gik i panik, da Kwiatkowski pludselig blæste forbi og derefter resignerede totalt, da han pludselig så Van der Poel blæse forbi. I en spurt mand mod mand er det næsten umuligt at se Fuglsang som vinder, uanset at han endelig satte sig på hjul på de sidste få kilometer.

 

Det ændrer imidlertid ikke på, at Fuglsang leverede en fysisk pragtpræstation, der endnu engang understreger, at han i dette forår har været den måske allermest stabile. Ligesom i Strade Bianche var det nemlig ham og ikke Alaphilippe, der lignede stærkeste mand i frontduoen, og det er kun Van der Poels vanvidsridt til slut, der vel fratager ham titlen som løbets bedste rytter. Man kan kun ærgre sig over, at hans manglende spurtstyrke altid vil gøre det så pokkers svært at vinde disse løb, for hans fysik er i disse dage nærmest skræmmende. Nu må man blot håbe, at han og Astana også i fremtiden er villige til at tage de nødvendige risici for også at gå efter sejren og ikke blot køre den lidt konservative strategi, der nok blev belønnet med en 3. plads, men som aldrig reelt kunne have givet ham sejren.

 

En rytter, der har særligt grund til at ærgre sig, er Michal Kwiatkowski. Polakken begik en sjælden taktisk brøler, da han sad for langt tilbage på et tidspunkt, hvor han ellers burde vide, at de første angreb ville komme. Derfor var han ikke i position til at svare på Devenyns’ og Alaphilippes forcering, og det betød, at han kom for sent til bussen. Hans flotte angreb, som kun Michael Woods kunne matche, viste ellers, at han havde masser af skud i stængerne, og formentlig havde han kunnet gå med Alaphilippe og Fuglsang, hvis han havde været mere vågen. Det havde givet et helt anderledes og langt mere taktisk løb - og måske havde det faktisk været Fuglsangs chance for at vinde, at Kwiatkowski ikke havde taget sig en blunder og dermed havde skabt en mere åben finale, hvor de to hurtigste formentlig ville have vogtet mere på hinanden end på den danske Astana-kaptajn. I det mindste kan polakken glæde sig over, at han ikke har gentaget sidste års fadæse, hvor han totalt mistimede formen.

 

Dagens måske største helt var Matteo Trentin. Italieneren lignede ellers en mand, der havde brændt alt sit krudt af alt for tidligt, efter at han i Flandern Rundt og Paris-Roubaix havde været en skygge af den mand, som ellers har været her, der og alle vegne fra begyndelsen af februar og til begyndelsen af april. Derfor lignede han en træt mand, der mest af alt trængte til ferie, og Mitchelton-Scott nævnte ham da heller ikke som en beskyttet rytter forud for løbet. Trentin ville det bare anderledes, og med et temmelig mirakuløst comeback lykkedes det ham at krone sit livs flotteste forår med et fornemt ridt i et løb, der ellers ikke passer ham ideelt. Mens de andre brostenshelte som Peter Sagan, Philippe Gilbert, Greg Van Avermaet, Oliver Naesen og Wout Van Aert alle måtte sande, at det bare er pokkers svært at konkurrere med de friske folk i Ardennerne, var det højst uventet Trentin, der som eneste mand kunne tage kampen op mod de vævre folk, der har haft disse løb som det store mål og ikke blot som en eftertanke. Det kan man kun tage hatten af for.

 

Van der Poel, Alaphilippe, Fuglsang, Trentin og Kwiatkowski har alle været blandt de stærkeste gennem hele foråret, og i det hele taget var det påfaldende, hvordan løbet nærmest blev en total bekræftelse på de tendenser, vi har set siden starten på sæsonen. Således fuldendte den ellers så anonyme hjælper, Simon Clarke, sit drømmeforår, der også havde givet top 10-placeringer i Strade Bianche og Milano-Sanremo, ved at sikre sig en lidt uventet 2. plads, der dermed også blot er endnu et vidnesbyrd om, hvor forvandlet EF-mandskabet er. Så gjorde det mindre, at Woods sled sig op i forsøget på at følge Kwiatkowski og leverede et halvskuffende ridt, og at Alberto Bettiol må indse, at han endelig er blevet træt efter et langt forår, for på det amerikanske mandskab har der i år altid været mindst én mand til at præstere. Og ganske ofte har det været det påfaldende stabile Clarke.

 

Maximilian Schachmann viste efter sin fornemme kørsel i første del af sin jubelsæson også igen sin klasse, og hans soloridt, hvor han på ganske kort tid kørte alene op til Kwiatkowski og Trentin for siden at se polakken stikke af, var endnu en bekræftelse på den tårnhøje klasse, han allerede har. På samme vis var det herligt at se, at to andre talenter, der i år har gjort enorme fremskridt og senest kørte fremragende i Baskerlandet, Bjorg Lambrecht og Valentin Madouas, allerede nu vise os, at de bliver nøgleaktører i Ardennerne i de kommende år. Og så kan man kun glæde sig over, at det lykkedes den formstærke angrebsmaskine Alessandro De Marchi at vise, at initiativ også belønner sig i klassikerne, og at han trods sine alt andet end eksplosive karaktertræk med sin ukuelige optimisme og offensive kørsel også kan opnå resultater i endagsløbene, som han også gjorde det, da han choksejrede i Giro dell’Emilia sidste år.

 

Det var også et løb, der bød på oprejsning til ryttere, der ellers har haft det svært. Efter et styrt i Catalonien var der ikke meget, der tydede på, at Romain Bardet ville spille en væsentlig rolle i et løb, der ikke just passede ham, men alligevel var han igen med fremme, som han efterhånden har det for vane. I hvert fald blev han sidste år nr. 2 ved VM og 3 i Liege, og han har efterhånden udviklet sig til lidt af en klassikerspecialist, selvom hans karakteristika ikke gør ham til en oplagt vinder. Det samme gælder for Bauke Mollema, der måske nok er falmet som etapeløbsrytter, men som meget ofte er med fremme i endagsløbene, særligt i Clasica San Sebastian, hvor han år efter år er en af de allerstærkeste.

 

Der var imidlertid også mange, der havde en rigtig møgdag. Mest overraskende var det at se den ellers altid så stabile Alejandro Valverde have en regulær offday. Selv forklarer han det med varmen, men det er nu alligevel urovækkende for en mand, der snarere er kendt for at have problemer i kulden end i høje temperaturer. Det kommer nemlig efter en sæson, hvor han har været tydeligt under niveau, og selvom han særligt kørte et flot Flandern Rundt og der viste, at han fortsat har en vis klasse, har der altså i år været flere skuffelser end succeser for en mand, der ellers ikke har haft megen modgang i et par sæsoner, hvor han har indfriet de fleste af sine mål.

 

På samme måde blev løbet det, der slog hovedet på sømmet for Sagans elendige forår. Bedst om det så ud til, at formen måske alligevel skulle nå at komme inden Ardennerne, faldt han tilbage i den samme kedelige rille, som han har befundet sig i gennem hele året. Dermed ligner han ikke just en kandidat til at vinde Liege-Bastogne-Liege i sit første forsøg, og hans deltagelse på søndag ligner nu mere en intention om at samle erfaring inden kommende år mere end et reelt håb om, at han faktisk kan vinde. Heldigvis kan Bora glæde sig over, at de i år har været langt mere end Sagan, og at de særligt i Schachmann, men også i Patrick Konrad og Davide Formolo har nogle glimrende kandidater til de kommende klassikere.

 

På samme måde faldet Tim Wellens også helt igennem, men det var knap så uventet for en mand, der er kendt for alt andet end stabilitet, og som lignede et oplagt offer for den sommervarme, der pludselig ramte Holland, og som han er notorisk kendt for at afsky. På samme måde gik det helt galt for den altid så ustabile Wout Poels, der ligeledes faldt helt igennem. Heldigvis for dem begge kører de, som vinden blæser, og derfor kan de sagtens vise sig at rejse sig senere. Da han for tre år siden havde et skuffende Amstel, stod Poels således øverst på podiet i Liege blot tre år senere, og derfor kan alt stadig ske for to af feltets mest berygtede lottokuponer.

 

Og det er netop det gode ved ardennerugen. Her er der nemlig næsten altid en chance til, og for mange af de mere klatrestærke folk bliver mulighederne faktisk bare bedre og bedre, efterhånden som stigningerne bliver længere og længere. Selvom det blev et Amstel Gold Race, der nøje fulgte det mønster, vi har set gennem det meste af foråret, kan der derfor sagtens vende overraskelser og nye folk i front, når cirkusset rykker til Belgien til forårets to sidste klassikeropgør.

 

Og her kan de heldigvis glæde sig over ikke længere at skulle forholde sig til en hollandsk mestertrøje, der nu i stedet retter kursen mod mountainbikescenen, hvor de nok håber, at han får så stor succes, at han skubber sin dedikerede landevejskarriere yderligere nogle år. Det handler i hvert fald om at slå til, så længe tid er. Og så kan det også være, at vi andre kan få pulsen lidt ned uden igen at skulle konfronteres for endnu et vanvidsridt som det, vi var vidner til på en helt igennem tosset påskesøndag.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 19/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger