Analyse: Er Lotto Soudal ved at gentage fejlene fra 2017?

Er en kedelig historie ved at gentage sig for Lotto Soudal? Det spørgsmål er det naturligt at stille efter gårsdagens etape af Vuelta a San Juan. Egentlig er det urimeligt at være kritisk over for holdet, for baggrunden for spørgsmålet er yderst positiv. For andet år i træk har holdet nemlig fået en drømmestart på sæsonen, der betyder, at de allerede inden afslutningen af januar har vundet hele fire gange. Først var det André Greipel, der to gange var hurtigste mand i Tour Down Under, hvor han får alvor fik cementeret, at han fortsat er en af verdens bedste sprintere, så var det Tim Wellens, der for andet år i træk sejrede i det hårdeste af de fire endagsløb på Mallorca, og i aftes var det så Jelle Wallays, der efter et udbrud overraskende sejrede på næstsidste etape af Vuelta a San Juan.

Den form for succes klager man helt sikkert ikke over op chefgangene hos det belgiske hold, men alligevel er man måske en smule bekymrede. Sidste år fik man nemlig også en fantastisk start på sæsonen med blandt andet en næsten total dominans på Mallorca. Da det for alvor gjaldt i Paris-Nice, Tirreno-Adriatico og klassikerne kneb det imidlertid betydeligt for belgierne, der gennemlevede lidt af en mareridtssæson, indtil man endelig med fire etapesejre i Vueltaen og solid efterårssucces til Wellens sluttede året godt af.

Den meget blandede sæson har fået holdet til i år at lægge en ny strategi. Denne gang skal der lægges roligere ud, og formen skal times bedre. Derfor har man på holdets træningslejre trænet mindre intensivt, og specielt har det været vigtigt at holde Tiesj Benoot og Wellens lidt tilbage, da de to belgiske supertalenter begge har haft en tendens til at starte sæsonen som lyn og torden.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Alligevel er det altså blevet til en fantastisk successerie, der betyder, at holdet på nuværende tidspunkt er det mest vindende WorldTour-hold. Det er naturligvis en positiv situation for ledelsen, men der er næppe tvivl om, at en lille tvivl nager. Er man ved at gentage fejlene fra sidste sæson? Eller vil det vise sig, at man denne gang kan holde dampen oppe?

Hvor tvivlen især retter sig mod Wellens og Benoot, der begge allerede kører forrygende stærkt, står det imidlertid helt klart, at gårsdagens højst uventede succes til Wallays kun vækker glæde hos belgierne. Her er der nemlig tale om en uopslidelig hjælperytter, der kun sjældent vinder og mest har som opgave at jagte udbrud, deltage i lead-outs og støtte kaptajnerne i klassikerne. At han derfor kan vinde allerede i januar og dermed få en velfortjent belønning for sit hårde slid, er noget, der varmer hjertet hos enhver sportsdirektør.

På forhånd så det ellers ud til, at det kunne blive svært for Lotto Soudal at vinde i San Juan, hvor man er til start uden en topsprinter, en stærk klatrer eller en tempospecialist. Derfor var det også klart, at man skulle køre offensivt, hvis man skulle have noget med hjem fra Argentina. Set i det lys kom det som kaldet fra himlen, at 6. etape fik samme forløb som sidste år, og at sprinterholdene for andet år i træk valgte at køre offensivt og ikke satse på deres hurtige mand. Efter en meget nervøs start var både Quick-Step og Trek-Segafredo, der hører til blandt de fire store sprinterhold i løbet, således repræsenteret, da en meget stor gruppe med Wallays slap fri, og dermed efterlod det feltet med vanskeligheder, hvis de få hold, der ikke havde fået deltagelse i udbruddet, skulle neutralisere offensiven.

Pilen pegede naturligvis på Mattep Pelucchis Bora-hansgrohe og Niccolo Bonifazios Bahrain-Merida, men de tøvede overraskende længe med at træde i karakter. Fausto Masnadas deltagelse i udbruddet betød nemlig, at det lille San Juan-hold ikke kunne lade udbruddet få megen snor, hvis Gonzalo Najars førertrøje skulle sikres, og derfor overlod man stort set hele dagen ansvaret til det argentinske mandskab. At forlange, at de skulle køre et udbrud med store motorer som Wallays, Iljo Keisse, Eugenio Alafaci, Eduardo Sepulveda og Travis McCabe ind, ville dog være alt for meget at forlange, og derfor kan man undre sig over, at der blev spillet så højt spil.

Først meget sent begyndte Bora-hansgrohe for alvor at jagte, men hjælpen fra Bahrain-Merida, der kun har fire ryttere til start, var yderst beskeden. Da også Israel Cycling Academy, som ellers har hele tre sprintere til start og ikke har lagt skjul på, at de er i Argentina for at vinde en sprinteretape, også fuldstændigt undlod at reagere før i finalen, blev det hurtigt klart, at det ville blive en nervepirrende afslutning.

Bora-hansgrohe gik mod slutningen virkelig 100% efter at skabe samling, og specielt Andreas Schillinger og Pawel Poljanski arbejdede stenhårdt, men der var det for sent. Samtidig viste Wallays, hvorfor han trods sin status som hjælperytter faktisk har vundet to store klassikere, Paris-Tours og Dwars door Vlaanderen, da han med et sent angreb kom fri og herefter i en yderst nervepirrende finale akkurat holdt både sine forfølgere og feltet stangen.

Flere hold har grund til at ærgre sig. Mest frustrerede er nok Bora-hansgrohe, der tøvede for længe i jagten, men efterfølgende vandt spurten med Pascal Ackermann, der i dag fik chancen på bekostning af Matteo Pelucchi. Glæde kan der heller ikke være hos Unitedhealthcare, der havde alle muligheder for at tage en første sæsonsejr. De havde nemlig fået placeret deres sprinter, Travis McCabe, i udbruddet, og det var i høj grad hans tilstedeværelse, der betød, at der til slut var så mange angreb i frontgruppen. Han blev i spurten om 2. pladsen meget overraskende besejret af Robigzon Oyola, og det kan måske tage toppen af skuffelsen, men det må alligevel betragtes som en forspildt mulighed for McCabe, der dog heldigvis viser ganske lovende form fra starten af sæsonen.

Også Quick-Step, der sidste år vandt fem af syv etaper, må være ærgerlige. Holdet kom for at vinde med Fernando Gaviria, men efter at han styrtede ud af løbet, har man givet plads til hjælperytterne. Da loyale Keisse, som på papiret endda var en af de hurtigste i udbruddet, pludselig befandt sig i gruppen, valgte man derfor at spille hans kort og ikke køre for unge Alvaro Hodeg, der ellers var blevet lovet rollen som holdets sprinter. Egentlig kan man godt forstå beslutningen, da Keisse ofte har vist, at han er meget stærk i sådanne situationer, men denne gang lykkedes det ikke. I det hele taget har det været et halvfrustrerende løb for Quick-Step - i hvert fald efter deres ekstremt høje standard, der betyder, at selv to sejre ud af hidtil seks mulige ikke er helt tilfredsstillende.

Udbruddet blev også hjulpet af, at Giacomo Nizzolo tilsyneladende er blevet ramt af det maveonde, der har plaget Trek og flere andre hold. Vi har ikke kunnet få det endeligt bekræftet, at italieneren vitterligt er syg, men han endte sidst på etapen bare få dage efter, at hans holdkammerater Greg Daniel og Alafaci sled med helbreddet. Det er formentlig forklaringen på, at holdet valgte ikke at gå efter en sejr, der ellers ville være livsvigtig for den italienske sprinter, der har behov for at få genstartet karrieren efter mareridtet i 2017, og som i dette løb nu har en god chance i Gavirias fravær. Hvis han vitterligt er blevet syg, kan det nu se svært ud at udnytte den sidste chance.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ud over Wallays er der én mand, der har grund til at smile. Najar krydsede sikkert stregen på en etape, hvor sidevinden slet ikke kom til at spille den rolle, han havde frygtet. Ganske vist splittedes feltet undervejs i den hårde jagt, og hans San Juan-mandskab kom virkelig under pres fra Masnada, men i sidste ende forsvarede han sikkert føringen. Den sidste etape i San Juans gader er langt mindre farlig, og derfor synes det nu blot at være uheld, der kan forhindre ham i at tage den samlede sejr.