André Darrigade – en vinder

En sådan type var franskmanden André Darrigade, født i 1929 i Landes ved byen Dax i det sydlige Frankrig. Han var fra landet og var stolt af sin egn og præsenterede sig i sine unge år altid som ”Darrigade de Dax”, som cykelrytter fik han ”kælenavnet” Dédé.

Som 20-årig drog han til Paris for at forsøge lykken på den berømte vinterbane Vélodrome d’Hiver, hvor han tilmeldte sig de årlige ”medaljeløb”, hvori enhver ung mand kunne deltage, når blot han kunne skaffe sig en cykel. Man satte gerne 10-12 mand op i hvert heat, og i sagens natur faldt de unge talenter for et godt ord på ”røv og albuer”. Men man kunne være sikker på, at den mand, der i sidste ende trak sig ud af kampen som vinder, han kunne køre på cykel, og mange store cyklister er kommet til sporten ad den vej. I 1949 var finalisterne en italiener, Antonio Maspes, og så Darrigade fra Dax. Den franske bondedreng vandt, og det var ikke en hvem som helst, han slog. Antonio Maspes blev senere syv gange verdensmester i sprint på bane og han var den første, der kørte 200 meter på under 11 sekunder (10,8 sekunder i Rom i 1960).

Men vores fortælling handler om den lysblonde Dédé, der så langt fra lignede en franskmand, men var det af hele sit hjerte. Han debuterede som professionel i 1951 og kørte frem til 1966. Som man allerede har kunnet forstå, var han rigtig hurtig, men han var meget mere end det. Hans 22 etapesejre i Tour de France (rekord på det tidspunkt) blev ikke kun vundet på hurtighed. Han kunne også køre med i et langt udbrud, klatrede habilt (var flere gange i top 20 i Tour’en sammenlagt og vandt to gange den grønne trøje) og han kunne også køre på tid. I 1956 vandt han par-tidskørselen Trofeo Baracchi sammen med schweizeren Rolf Graf, to år efter blev han i samme løb nummer to med Anquetil.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Selv om han i 1956 vandt Giro di Lombardia ved på målstregen at slå selveste Il Campionissimo, Faust Coppi, så var karrierens ubetinget største sejr verdensmesterskabet i Zandvoort i Holland i 1959. Han vandt spurten i en otte mands gruppe, der kom hjem 22 sekunder efter de nærmeste forfølgere. Han havde været del af et tidligt udbrud, der også omfattede danskerne Bent Ole Retvig og Arne K. Jonsson, men hvor nordboerne slap midtvejs, holdt Darrigade hjem til stregen, med kræfter til at vinde spurten. At hans VM-sejr ikke var en tilfældighed dokumenteres af hans serie af VM-resultater i øvrigt: Nummer to i 1960, nummer tre i 1957 og 1958 og nummer fire i 1963.
 

Sin 22. og sidste etapesejr i Tour’en vandt han i 1964 på den 20. etape fra Bayonne til Bordeaux. Han var nu 35 år gammel, men at han stadig havde power i benene, havde han allerede bevist ved at vinde på løbets anden etape til Amiens. Men etapen fra til Bayonne til Bordeaux betød noget særligt for ham, for den gik gennem hans hjemegn, og Bordeaux var blevet hans by, blot ikke i Tour-sammenhæng. Bordeaux var også dengang et hyppigt og klassisk etapemål i Tour’en, og indbyggerne ønskede sig hvert år så inderligt, at deres Dédé skulle vinde. De mødte op, år efter år, med bannere, hvor der stod ”Dédé – Bordeuax est a toi!” Men hvert år kiksede det, han kunne vinde over hele Frankrig, men lige netop ikke i Bordeaux, der ellers som klassisk sprinteretape skulle ligge til ham. Og så lykkedes det endelig i 1964, han vandt spurten foran hurtige folk som englænderen Barry Hoban og belgieren Edouard Sels – og publikum gik lykkelige hjem.

Billedet af den alsidige Dédé fuldendes med kendsgerning, at han i 1957 og 1958 vandt 6-dagesløbet i Paris sammen med landsmanden Jacques Anquetil og den italienske banespecialist Ferdinando Terruzzi.

Læs også: Darrigade blev konge af Lombardiet 1956