Som man kunne læse på Feltet.dk i går, så mener den mest rutinerede Glud & Marstrand Horsens rytter Michael Skelde, at det er Lasse Bøchman og André Steensen, som holdet skal satse i klassementet i dette års Post Danmark Rundt. Feltet.dk mødte det unge talent på hans hotelværelse forud for dette års Post Danmark Rundt og snakkede omkring Post Danmark Rundt, forårssæsonen samt den kommende sæson.
”For første gang i år, så synes jeg faktisk formen, den er god. Løbet i Kolding og Hadsten har vist, at formen er, hvor den skal være. Både Bøchman og jeg er rigtig godt kørende, så jeg tror lidt på det. Skelde sagde, at jeg måske kunne køre i top 10, men jeg vil nu være meget godt tilfreds med en top 15 placering, men meget bliver afgjort på 1. etape, hvis der er sidevind, så vil løbet blive meget svære. Prof-holdene er godt organiseret, og hvis de kører i sidevinden, så bliver det svært. De har lige et gear ekstra, og så går det sgu stærkt. Jeg tror på, at Vejle etapen, og enkeltstarten nok skal gå,” forklarer André Steensen til Feltet.dk.
Sygdom har plaget foråret. André Steensen har haft mange problemer med sygdom i foråret, men melder nu om fremgang, og han håber nu på et godt efterår.
”Jeg har været meget syg, og jeg er gået fra den ene sygdom til den anden. Så jeg har ikke rigtigt været ovenpå. Det har gået godt nok i enkeltstarterne, fordi der behøver man ikke at træne langt, men det er jeg så til gengæld blevet straffet i de samlede starter.”
Kontrakten for næste år ikke på plads. André Steensen ved endnu ikke om, han fortsætter endnu en sæson hos Glud & Marstrand eller om, han skifter til et større hold i 2008. Meget afhænger af Post Danmark Rundt og Tour l’Avenir.
”Jeg håber på at komme til at køre
VM og Tour l’Avenir, og jeg håber meget på et godt efterår. Post Danmark Rundt betyder meget for mig, da jeg mener, at det er bedre at vinde en etape i Post Danmark Rundt end Tour l’Avenir. Her er prof-holdene selv til stede, hvorimod det er talentspejderne, der er til stede i Tour l’Avenir,” slutter André Steensen.
André Steensen kører i år sin anden sæson, som senior hos Glud & Marstrand Horsens. I 2005 kørte André Steensen sin hidtil bedste sæson, hvor han vandt juniorverdensranglisten.