Tyske Andreas Klier, som i det netop afsluttede Vuelta a España vandt sin første sejr i mere end fire år, er ikke skuffet over, at han blev vraget til det tyske VM-hold. T-Mobile rytteren gælder som klassikerspecialist og har de sidste ni år boet med sin familie i Belgien.
Selvom han udgik af det spanske etapeløb dagen efter sin etapesejr for at forberede sig på en eventuel VM-deltagelse, så er han ikke bitter over ikke at være blandt de ni ryttere, der skal forsøge at vinde verdensmesterskabet på hjemmbane.
”Ærlig talt, så regnede jeg ikke med at komme til start ved VM, og jeg er overhovedet ikke skuffet over ikke at blive udtaget. Ruten er så vanskelig og ligger slet ikke til mig. Hvis jeg var landstræner, så ville jeg også hellere udtage en ’tynd’ end en ’tyk’ rytter på den kuperede rute,” udtaler han i et interview med Radsport-Aktiv.de.
Han håber selvfølgelig, at det vil lykkes Tyskland at hente en medalje, men erkender, at det kan blive svært. ”Jeg håber naturligvis, at det tyske hold efter det dårlige år for cykelsporten kan hente en medalje, også selvom jeg ikke kan bedømme, i hvilken form Schumacher, Wegmann, Zabel eller Ciolek er. Grundlæggende tror jeg, at ryttere, som er med blandt de bedste i Liége-Bastogne-Liége eller Lombardiet Rundt også vil have de største medaljechancer i Stuttgart. Altså folk som Di Luca eller Bettini…,” lyder det.
For Klier selv er der stadig to løb på kalenderen for denne sæson: Circuit Franco-Belge og Paris-Tours, inden han holder en velfortjent vinterpause. Når det så går løs med forårsklassikerne i 2008, er han klar igen.
”Specielt de seks uger fra marts til midten af april bliver atter engang afgørende for mig. I løb som Het Volk, Kuurne-Brüssel-Kuurne eller
Gent-Wevelgem tæller jeg mig selv med blandt favoritterne. I de senere løb som
Paris-Roubaix eller Amstel Gold kan jeg også stadig spille en rolle.”
Selvom han efterhånden hører til de mere erfarne ryttere i feltet – han er 31 år – så har han stadig løb, han gerne vil vinde, og allerøverst på ønskesedlen står en sejr i Flandern Rundt, hvor han tre gange er sluttet i top ti. ”Jeg tror på, at jeg stadig har mindst to chancer endnu for at køre med om sejren. Jeg er 31 år, og det er egentlig den bedste alder til forårsklassikerne,” erklærer han.
Andreas Klier har kørt for T-Mobile siden 2001 og håber, at han kan slutte karrieren her. Skulle det ikke kunne lade sig gøre, så regner han med at det sker for et belgisk hold. ”Det ville egentlig være mit eneste realistiske alternativ. Jeg har boet i Belgien siden 1998 og føler mig godt tilpas her. Jeg ville bestemt ikke forhøre mig hos et italiensk hold.”
Foto: T-Mobile