Anmeldelse: Skibby - forstå mig ret

nullAnmeldelse: Skibby – forstå mig ret
Af Brian Askvig, Ekstrabladets Forlag 2006


Så elsk mig dog for fanden far!
La’ det være sagt med det samme: For de folk, der har fulgt Jesper Skibbys karriere aktivt i 90’erne, er det ikke en bog, man kan anbefale til den regnfulde og triste lørdag eftermiddag, hvor tømmermandsdepressionen fra fredagen har sænket sig. Det er trist læsning. Måske ikke helt så overraskende læsning. Men trist. Og slet ikke primært på grund af dopingindrømmelserne.

Brian Askvig, lejlighedsvis sportsjournalist på Ekstrabladet, har rullet det professionelle håndværktøj ud og ramt en tone, der falder fint i tråd med den sproglige fremtrædelsesform, som vi alle kender fra Skibby. Den fandenivoldske slagterhund, der respektløst klædte omverdenen af og indsigtsfuldt og humoristisk analyserede den aktuelle dags strabadser på de to hjul. Men han har også ramt den tristesse, den ensomhed og det dybt utilfredsstillede menneske, der givetvis kommer som en overraskelse for de fleste.

Jesper Skibby havde en lang og flot karriere. Og at lønudviklingen – undtagen for de allerstørste navne – er mere end stået stille siden dengang, kan man tydeligt læse ud af det faktum, at det hollandske TVM hold i Skibbys velmagtsdage i midten af 90’erne betalte ham en årsløn på 4.5 millioner kr. Så kan der jo godt blive råd til at skifte den dyre Mercedes ud en 4-5 gange om året, hvilket var den frustrerede danskers foretrukne form for overspringshandling. Men stor løn kræver store resultater. Og hvis de ikke kommer, dann haben wir andere methoden, som tyskerne siger.



Skibby greb til de forbudte midler og var snart i fuld gang med både EPO, cortison, væksthormon og stærke beroligende piller. I flere år rejste han ligeledes rundt med en blodcentrifuge i kufferten, så han hele tiden kunne kontrollere sin hæmatokritværdi. Hans dopeleverandør var, så vidt man kan læse ud af bogen, en ikke navngiven belgisk læge, der forsynede ham med et broget sortiment af ting og sager, der virkede meget bedre end de homøopatiske naturmediciner, som holdlægen insisterede på var det stærkeste, han kunne tilbyde. Skibby blev aldrig taget i sit misbrug men var tæt på et par gange, hvor hæmatokritten lå meget nær på de 50 %. Og han fortrød egentlig heller ikke, at han snød. Sådan var det jo! Han var jo blot en superprofessionel idrætsudøver i en benhård sport. Det var simpelthen en nødvendighed. Og desuden gjorde alle de andre det også.

Nok om doping. ”Skibby – forstå mig ret” rummer de sædvanlige soldaterhistorier, som man kan finde i alle andre exrytteres memoirer. En af de mere bizarre er fortællingen om Didi Thurau, der var i sin karrieres vinter, da han og unge Skibby kom på hold sammen hos Roland. Thurau kunne efterhånden ikke hverken køre til højre eller venstre men overlevede på fortidens triumfer. Han ankom til løbene i sin Ferrari og i ført jakkesæt. Under en middag i Belgien klagede en anden rytter over maden, hvortil Thuraus kommentar var noget retning af at, ”hvis krigen var gået lidt bedre, så hed det her land ikke Belgien, og så havde maden været ordentlig”. Bogen rummer flere episoder, hvor Skibby lader sit raseri løbe af med sig og ”knalder én eller anden fyr én på låget”, men mærkeligt nok ikke i dette tilfælde. Her var der da ellers en udmærket lejlighed.

Det var soldaterhistorierne. Resten – og klart den vigtigste del af bogen og netop den del, der gør den delvist læseværdig – giver os et indblik i en mand, der iflg. ham selv både er ensom, ulykkelig og afsondret fra virkelighedens verden gennem hele sin karriere. En mand, der ofrer alt på cykelsportens alter – også sin kone, familie og venner. Han er ganske enkelt ikke med. Verden kører rundt – men Jesper Skibby står stille ved siden af og ser på. Han skubber alle fra sig og kan ikke for alvor binde sig til andre og skabe stærke personlige relationer til nogen. Når løbet er slut er det hen på værelset, lukke døren, trække gardinerne for og glemme den hæslige og ubærlige virkelighed uden for.

Hvis denne 250 sider lange undskyldning eller forklaring skal tjene som et advarende ord til de unge ryttere, så er det nok for sent. Eller argumentationen er forkert tilrettelagt. Var den tænkt som en blokbuster, der skulle finansiere endnu en Mercedes til begge forfattere, så skulle den nok have været udgivet i 2001. Og endelig: Hvis den bliver startskuddet til en flodbølge af Oxford møde inspirerede, småhulkende apologier fra den slidte cykelsaddel – så Gud bedre os.

For lige så vel som ”Skibby – forstå mig ret” kunne have været inddampet til 50 sider uden nævneværdige tab, så er der så mange henvisninger i bogen til sagens sande og egentlige hovedkerne, at anmeldelsen kunne have været kogt ned til dette lille brev:

Kære Far,
Vær du ikke nok være sød og elske mig?
Kærlig hilsen Jesper

Gamle Willy Skibby, der selv blev 3er ved amatørernes VM i 1966, må være en rigtig hård hund. Og sønnen Jesper styrer - bevist og ubevist - hele sit liv efter én eneste form for anerkendelse: Sin fars. Så gi’ dog knægten et knus for helvede.


BESTIL BOGEN FRAGTFRIT
www.feltet.dk/shop