Krigen har to fronter: På den ene side dagbladet Het Laatste Nieuws og senator Jean-Marie Dedecker og på den anden side holdmanager Patrick Lefevere, QuickStep holdlæge Ivan Van Mol og exrytter Johan Museeuw.
Hvor stemningen i sidste uge overvejende var på anklagernes side, og den ene påstand efter den anden føg hen over hegnet, så er situationen – i hvert fald i medierne – nu vendt til de mistænktes fordel.
Således betegner sportschef på avisen De Morgen nu anklagerne mod Lefevere fra Het Laatste Nieuws som ”en tsunami af løsagtige, fabrikerede og uaktuelle beskyldninger”. Journalist Maarten Michielssens, der har været den mest fremtrædende pennefører hos Het Laatste Nieuws i sagen, bliver betegnet son en ”forudindtaget nybegynder”.
Som vi tidligere har berettet på Feltet.dk, så har Lefevere nu anlagt sag mod både avisen, journalisten og senatoren. Og spørgsmålet er så, om det blot er en ”Lance Armstrong strategi”, som Dedecker har benævnt det, eller om Lefevere rent faktisk har mulighed for at vinde sagerne rent juridisk?
Det spørgsmål har Sportwereld.be forsøgt at give et fyldestgivende svar på. Sportwereld forsøgte i begyndelsen at holde sig nogenlunde neutral i sagen, men der er nu tydelige tegn på, at avisen de sidste dage er blevet betydelig mere kritisk overfor konkurrenten Het Laatste Nieuws.
Sportwereld har talt med en ekspert i mediejura, Dirk Voorhoof, der underviser i mediejura på universitetet i Gent. Han fremhæver artikel 1382 fra den belgiske grundlov, der omhandler ”den som begår en fejl og derved tilføjer andre skade, må også gøre denne skade god igen”. Voorhoof fremhæver, at der er præcedens i lignende sager, hvor fx både politikere og virksomhedsledere har vundet og fået tilkendt erstatning.
Journalist Maarten Michielssens fra Het Laatste Nieuws har tidligere påstået, at alle de anonyme vidneudsagn findes på bånd, og at udsagnene ligeledes er underskrevet. Journalisten har også sagt, at han om nødvendigt vil afspille båndoptagelserne i en retssal.
”Det er nok spørgsmålet, om han ikke dermed begår et groft brud på det løfte, han har givet vidnerne om anonymitet”, siger Dirk Voorhoof.
Står sagen dermed således, at det måske i realiteten er journalisten, der er i fare for at blive dømt skyldig i lovbrud? Det er der store chancer for iflg. Dirk Voorhoof:
”Her er der også præcedens. En engelsk journalist, John McVicar, der havde beskyldt løberen Linford Christie for dopingmisbrug og bakkede sine anklager op med anonyme vidner, blev fundet skyldig i uretmæssige anklage ved Menneskerettighedsdomstolen i Strassburg i 2002. Han blev senere dømt ved en britisk domstol”, slutter Voorhoof.