BinckBank Tour-analyse: Den belgiske talentmaskine slår til igen

SE BINCKBANK TOUR PÅ EUROSPORT PLAYER

Hvordan kan de blive ved med at gøre det? År efter år tænker man, at den belgiske vindermaskine hos Quick-Step må gå i stå, for gang på gang ser man, at deres store succes betyder, at de bliver næsten rippet for stjerner. I år var det særligt slemt, da man måtte sige farvel til Marcel Kittel, Dan Martin, Matteo Trentin og David De La Cruz, der alle havde bidraget væsentligt til pointhøsten, og da tilgangen ud over Elia Viviani stort set kun bestod af unge talenter, lignede det igen en svær sæson for det belgiske superhold.

Sådan er det imidlertid slet ikke gået. Tværtimod er det på imponerende vis igen lykkedes dem at overgå sig selv, så de med hele 53 sejre inden dagens 1. etape i BinckBank Tour allerede havde flere triumfer end sidste år, og mange af sejrene er endda kommet på WorldTour-niveau i både klassikere og grand tours. Samtidig har deres drømmeforår betydet, at de har ligget suverænt i front på WorldTour-ranglisten i det meste af sæsonen og i dag har et forspring på mere end 1500 point ned til Sky og hele 3000 ned til Bora på 3. pladsen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det mest imponerende er, hvordan de med det samme kan få deres talenter til at blomstre. Mens man på andre hold ser mange af de lovende navne ende som relativt anonyme hjælpere i starten af deres karrierer, får de unge folk hos Quick-Step ofte chancer fra starten, og med et fremragende hold bag sig leverer de varen med det samme. Det er således ikke helt tilfældigt, at det frem til i dag kun var Alvaro Hodeg, der som nyprofessionel i 2018 har vundet et WorldTour-niveau, og i dag fik han på den indledende etape selskab i den eksklusive klub af ligeledes talentfulde Fabio Jakobsen, da denne slog til i massespurten på en våd 1. etape af BinckBank Tour.

Netop de to sprintere Hodeg og Jakobsen er et glimrende eksempel på, hvorfor Quick-Step i hvert fald for en hurtig mand er det bedste sted at starte karrieren. Forud for denne sæson var der særligt to sprintertalenter, der havde skilt sig ud på U23-scenen, Jakobsen og den tidligere U23-verdensmester Kristoffer Halvorsen. Faktisk var det nordmanden, der havde tiltrukket sig mest interesse, for ikke blot havde han en VM-titel på cv’et, han havde også i GP d’Isbergues og Handzame Classic vundet store sejre mod WorldTour-sprintere.

Halvorsen kunne vælge og vrage mellem adskillige tilbud, men valgte i sidste ende at starte karrieren hos Sky. For en klassemenstsrytter er det måske et fornuftigt valg, men for en hurtig herre er det næppe det rette. Det har Halvorsen måske også måttet sande, for efter de første måneder er al hypen om den talentfulde nordmand stort set forsvundet. Halvorsen har ikke fået megen opbakning i finalerne, hvor han har været omgivet af en ungt tog uden rutine, og derfor var det frem til i dag kun blevet til tre podieplaceringer i mindre løb samt en fjerdeplads i en WorldTour-spurt i Abu Dhabi i starten af året.

Halvorsen burde egentlig have vidst bedre, for samtidig med at han skiftede til briterne, flygtede holdets topsprintere væk. Viviani erkendte, at man som sprinter altid ville blive negligeret på det førende klassementshold, og da chancen på Quick-Step bød sig, var han ikke sen til at bryde sin kontrakt og skifte til det forrygende belgiske sprintertog. Danny Van Poppel måtte også væk og søgte til LottoNL-Jumbo, hvor han ganske vist har konkurrence fra Groenewegen, men hvor han alligevel har fået stillet sit eget tog til rådighed.

Jakobsen og Hodeg valgte derimod Quick-Step, og de har modsat Halvorsen haft en fantastisk debutsæson. Hodeg har efter sejre i Catalonien og Polen allerede to gevinster på WorldTour-niveau samt en sejr i Handzame Classic, og Jakobsen har i tillæg til dagens triumf også vundet sprinternes verdensmesterskab, Scheldeprijs - en stor skalp for enhver sprinter - samt en etape i Tour des Fjords og semiklassikeren Nokere Koerse. Ganske vist har de begge skullet agere lead-out men for de to stjernesprintere, Fernando Gaviria og Elia Viviani, men på en tætpakket kalender har de begge fået deres chancer. Det er dels sket i de mange mindre belgiske løb, Quick-Step deltager i, men de har også begge ageret førstesprinter i to WorldTour-løb.

Her har de kunnet lukrere på at få dele af Gavirias og Vivianis tog til deres rådighed, og det er i høj grasd forklaringen på succesen. Det så man senest, da Mørkøv så fornemt afleverede Hodeg til sejr i Polen i sidste uge, og i dag blev det igen helt åbenlyst, hvordan et stærkt sprintertog meget ofte er nøglen til succes, da Jakobsen lukrerede på et fabelagtigt lead-out fra Florian Senechal til at sikre sig karrierens hidtil største sejr.

Og i dag blev forskellen på et godt og et svagt hold helt tydelig. Mens Jakobsen ikke kunne have drømt om et bedre lead-out, måtte Halvorsen på egen hånd kæmpe alene i finalen. Det gjorde han faktisk meget godt, for denne gang vandt han faktisk kampen om netop Jakobsens hjul ved endda at bokse positioneringsstærke Dylan Groenewegen væk, men han var stadig tvunget til komme bagfra. Da Jakobsen efterfølgende pressede ham ud mod barrieren, måtte den unge nordmand bremse, og selvom det i sidste ende blev til en flot 4. plads, måtte han se en talentkollega og rival igen løbe med rampelyset.

Helt skidt er det dog ikke for Halvorsen, for det er første gang i år, at han for alvor viser sig fremme på den store scene. Den unge nordmands problem har som sagt tidligere været positionering, men i dag klarede han den opgave fremragende. Dermed fik han vist, at talentet bestemt ikke er forsvundet, og selvom skiftet til Sky måske betyder, at succesen ikke er kommet med det samme, er der ingen grund til at tro, at Halvorsen kan indfri sit potentiale. Det vil bare tage længere tid.

Udover Jakobsens fortsatte opstigen mod himlen var dagens anden store historie Marcel Kittels comeback. Efter sin rædselssæson, der kulminerede med et alt for tidligt exit fra Touren, har der endda været kurrer på tråden i forhold til Katusha-ledelsen i det, der bestemt ikke synes at være et lykkeligt ægteskab. I Tourens indledende spurter fik Kittel imidlertid vist, at han måske stadig er feltets allerhurtigste i skarp konkurrence med Dylan Groenewegen, men som så ofte før betød hans svage positionering og et dybt skuffende Katusha-tog, at han altid kom flyvende bagfra alt for sent.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Det gjorde han også i dag, men her blev det helt tydeligt, at Kittel stadig har en imponerende topfart, som kun Groenewegen måske kan matche. Caleb Ewan og Jakobsen er bestemt ikke uefne sprintere, men de havde slet ikke noget modsvar, da den tyske stjerne kom blæsende mod slutningen. Desværre måtte han atter starte alt, alt for langt tilbage, og derfor blev den høje topfart kun til en kneben andenplads.

Alligevel er det lovende takter fra Kittel, for historien viser, at han altid har haft det svært med motivationen efter Touren. Han har generelt meget få efterårsresultater, og derfor kunne man frygte, at det i den grad ville knibe med at holde træningen ved lige, når han havde fået sig sådan en mavepuster i Frankrig. I dag gjorde han imidlertid kritikerne til skamme, og med tanke på, at der fortsat venter tre sprinteretaper, at hans tog her er bedre end længe, og at han i dag var stærkt hæmmet af styrtet til hans vanlige lead-out man, Rick Zabel, kan man bestemt ikke udelukke, at det kan blive til en stærkt forløsende etapegevinst senere.

Det kan det også for Caleb Ewan, der ligesom Kittel i den grad er på jagt efter revanche. Den unge australier oplevede sit livs sportslige nedtur, da Mitchelton-Scott-ledelsen valgte at satse alt på Adam Yates i Touren og dermed berøvede ham chancen for endelig at gøre debut i verdens største cykelløb, selvom han havde lagt hele sin sæson til rette på netop det. Siden er skiftet til Lotto Soudal langt om længe blevet offentliggjort, og man kunne frygte, at Ewan på den baggrund ikke havde den store motivation til den resterende del af sæsonen.

I dag viste han imidlertid høj moral med en ganske flot spurt, der ikke manglede meget for at give en sejr. Selvom Ewan her mangler sin lead-out man Luka Mezgec og endda af uforståelige årsager tabte Alexander Edmondson tidligt, klarede han sig med hjælp fra Roger Kluge stadig fint i den positionskamp, der ellers aldrig har været hans force. Han måtte ganske vist stadig køre en lang spurt langt bagfra, men han fik vist, at han trods en sæson, hvor han slet ikke har været så hurtig som tidligere, fortsat har en fart, der placerer ham blandt de øverste i sprinterhierarkiet.

Her vinder vi også Dylan Groenewegen, der var dagens helt store taber. Ganske vist blev han bokset væk fra Jakobsens hjul af Halvorsen, og selvom det tvang ham til kortvarigt at stoppe sin spurt, viste han ikke en alt for imponerende topfart, da han kom i gang igen. Det betyder dog ikke, at Groenewegen ikke kan vise sig frem senere, for mange vil huske, hvordan han også klagede over dårlige ben i de første dage af Touren. Som bekendt blev det hele i den grad vendt på hovedet senere i løbet, og da Groenewegen er på vej tilbage efter en lang pause, kan han sagtens blot skulle have banket rusten af. Mere bekymrende var det, at hans tog ikke just imponerende, men det kan der forhåbentlig rettes op på senere.

Netop toget skulle have været en chance for Matteo Pelucchi til at fortsætte de positive takter, han havde vist i Slovenien, for i dette løb har han i Rudiger Selig feltets bedste lead-out man. Bora-toget var imidlertid slet ikke i stand til at sætte sig igennem i finalen, og Pelucchi kom dermed aldrig frem til fronten. Da italieneren heller ikke har fordums sublime hurtighed, er han nu om dage meget afhængigt at sit tog, så skal han igen have en stor WorldTour-sejr her, er han i høj grad afhængig af, at Selig igen laver et af sine forrygende lead-outs, som han senest gjorde det for Pascal Ackermann i London.

En anden helt ren sprinter, Max Walscheid, måtte også se sig slået efter en lidt skuffende præstation af det ellers så stærke Sunweb-mandskab. På papiret havde han i Michael Matthews og Edward Theuns ellers et glimrende tog - Søren Kragh skulle tydeligvis beskyttes til klassementet - men sidstnævnte var i finalen helt fraværende. Det tvang Matthews til at levere en jætteindsats helt alene, og herefter måtte Walscheid klare sig på egen hånd. Det lykkedes ganske pænt, men da han heller ikke viste samme imponerende topfart som i Californien, hvor han var nærmeste skræmmende hurtig, måtte han se sig henvist til 5. pladsen. Fra dansk side kan man til gengæld glæde sig over, at det tydeligvis er Kragh, der er holdets prioritet, og at Matthews helt som lovet er her i en hjælperrolle, selvom han på papiret kunne være en af løbets helt store favoritter.

For klassementet fik etapen ikke betydning. Den ventede sidevind blev aldrig en trussel, og dermed er alt status quo inden løbets allervigtigste etape, enkeltstarten. Luke Durbridge og Sep Vanmarcke blev ganske vist fanget i det sene styrt, hvor Viacheslav Kuznetsov slog sig slemt, men skulle være sluppet uskadt fra mødet fra uheldet, og den eneste ulempe er derfor, at de nu risikerer at skulle køre tidskørslen på våde veje som følge af en tidlig start.

Foreløbig er vi således ikke sport klogere på, hvem der faktisk kan vinde BinckBank Tour, men det er vi om 24 timer, hvor det første tydelige mønster har tegnet sig. I mellemtiden kan vi så beundre Quick-Steps evne til at vinde overalt og til enhver tid.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Hvem ved? Måske ender de også øverst på podiet på søndag. Med to tidligere vindere og to tempospecialister på holdet har det i hvert fald rigeligt med kort at spille.

SE BINCKBANK TOUR PÅ EUROSPORT PLAYER