Boganmeldelse: Løgn over løgn

Man husker det tydeligt, da det hele gik amok en juli måned for 2½ år siden. Man var jo helt oppe at ringe over den styrke, Michael Rasmussen demonstrerede. Trods mange og giftige hug fra Alberto Contador, var det den tynde, blege fyr med det knap så flatterende øgenavn, Kyllingen, som gang på gang trak det længste strå – og trådte de fleste watt. Samtidig dukkede imidlertid den ene bizare historie og beskyldning op efter den anden, og Kyllingen nægtede gang på gang kendskab til både det ene og til det andet. Nej, det kunne ikke passe, at han var blevet set i Italien, for da var han i Mexico. Nej, han havde ikke gjort noget galt. Og så pludselig trængte virkeligheden sig helt tæt på – magien forsvandt: Michael Rasmussen blev en sen aften, få dage før Paris, trukket ud af Tour’en. Ikke smidt ud af arrangørerne, men trukket ud af sit eget hold.

For eller imod
Hvad skulle man tro og mene? Det var ikke til at finde ud af eller rundt i. Og imens dukkede endnu flere historier op og ’beviser’ fremlagt – og løbet blev kørt til ende, uden Kyllingen, men med den dopingmistænkte Contador som samlet vinder. For nogle var sagen imidlertid hurtigt klar, og hovedpersonen blev (for)dømt som synder. Og de fik i hvert fald ret i, at han havde løget. For det havde han. Så det drev. Han havde i hvert fald ikke været ikke i Mexico som vedholdende påstået. Og så den historie med konen, Nej, det var ganske enkelt opspind fra ende til anden, og så var der ikke mere at have til overs for bedrageren.

Andre, som et af mine egne nærmeste familiemedlemmer, der ellers normalt ikke sådan hidser sig op over sport, ja, de var derimod rasende. Og ikke kun på Kyllingen. Her var tale om justitsmord, hævdede de. Nok havde han snydt, men han kunne umuligt have været så helt alene om det, som det nu forekom. Og det til trods blev han udpeget som syndebuk. Kyllingen var indfanget, helt alene og fik hovedet hugget af – hvorefter endnu en langstrakt og lavkomisk juridisk sæbeopera udfoldede sig.

Og da Michael Rasmussen omsider – og efter en sej kamp, forstår man i Verner Møllers bog – kunne stille til start på italiensk amatørlicens i danske gadeløb denne sommer, ja så tog blandt mange andre mit familiemedlem derud for at komme med opmuntringstilråb – og for ved samme lejlighed at råbe ukvemsord efter DCU direktøren, som hun syntes, hun så i en bil derude.

Klare spørgsmål i en dunkel sag
Professor i idræt ved Aarhus Universitet, Verner Møller, har taget en stor udfordring op: At skrive en bog om hele forløbet. Og en kontroversiel og nødvendig en af slagsen, mildest talt. For hænger det sådan sammen, som bogen fremlægger det, så er alt ikke foregået helt ’efter bogen’. Mildest talt.

I hvert fald tre spørgsmål trænger sig på ved læsningen af ”Løgn over løgn”: For det første, gjorde Michaels Rasmussen sig skyldig i at snyde om sine opholdssteder, og senere lyve om det, for på den måde at undgå at blive udsat for dopingtest? Fik Michael Rasmussen før, under og efter Tour de France i 2007 en korrekt og fair behandling af cykelsportsforbundene (inklusiv antidoping agenturerne), som bør have som regel at dømme alle på et lige grundlag? Og for det tredje, skal en rytter som Michael Rasmussen have lov til at vende tilbage og udføre sit erhverv som cykelrytter efter endt karantæne?

Alle tre (relativt) enkle ja-nej spørgsmål, og alligevel viser de sig åh-så vanskelige at svare klart på. For søger man sandheden, går man som regel forgæves, da den primært er et anliggende for religiøst troende. Og da jeg ingen forestilling har om, at Verner Møller er hverken religiøs eller i bogen mener, han kan frembringe den endegyldige sandhed om Michael Rasmussens Tour de France-exit, er og (for)bliver svarene på de tre ovenstående og centrale spørgsmål mest af alt et spørgsmål om tolkning. Og om hvem man vælger at tro på. Verner Møller fremlægger og kulegraver dog et tilstrækkelig stort materiale til, at man ser meget i et nyt lys.

Så måske nogle svar alligevel kan gives sidst i denne anmeldelse.

Tavshedens pris
Verner Møller tilstræber ihærdigt på metodisk og systematisk vis at kortlægge sagen. Men dens kompleksitet og detaljerede karakter viser sig hurtigt, og samtidig vælger helt centrale personer i sagen at afstå fra at deltage i det analysearbejde, som Verner Møller har sat sig for at gennemføre. Der er sagt tilstrækkeligt i denne sag, lyder det, da han henvender sig til bl.a. DCU. Og så begynder balancegangen pludselig at blive rigtig vanskelig. For Verner Møller kæmper undervejs en kamp med ikke at blive Michael Rasmussens fortrolige. Der skal være en klar distance mellem dem. Og selvom vi som læsere løbende inddrages i forfatterens personlige og faglige kvaler ved at knytte sig tættere til hovedpersonen , hvilket man også gradvis mærker sprogligt, så er glidebanen nærmest uundgåelig – og bliver ’sæbet’ yderligere ind af den larmende tavshed, forfatteren møder fra forbundet.

Hermed er bogens store dilemma præsenteret: At der levnes Verner Møller så stort et råderum for spekulation og tolkning. Særligt DCU’s tavshed giver – på godt og ondt – al den plads i verden til at fremlægge, analysere og forfølge mulige scenarier, som man kunne ønske sig. Og Verner Møller boltrer sig – og leverer varen med grundig research og overrumplende skarpe pointer. Spørgsmålet er så, om man køber den.

Stridende logikker
Verner Møllers nøgle til forståelse af sagen er nemlig, at der findes to stridende logikker: En som gælder for sporten, og som i sportsudøverne univers fordrer, at man går meget, meget langt for at nå sine ambitioner. Og en anden logik som følger forretningen (og pengene). Den har såvel idrætsorganisationerne som medierne mere end svært ved at undslippe af den simple årsag, at det er forretningen, som i sidste ende driver værket.

Denne teoretiske nøgle forklarer rigtig meget – og særligt i Michael Rasmussen sagen. Hvorfor på den ene side, at Michael Rasmussen tilsidesatte eventuelle moralske skrupler og udnyttede de huller i antidoping reglementet, der muligvis var opstået i takt med at det løbende er blevet strammet. Og hvorfor, da lavinen først begynder at rulle, at sportsjournalister, DCU, UCI, ASO, m.fl. – samt i sidste ende også Rabobank – havde en fælles interesse i at isolere og bringe Michael Rasmussen til fald. Spørgsmålet er fortsat, om man køber den. For mange er den ikke længere end, at Michael Rasmussen brød reglerne og siden løj. End of story!

Et af Verner Møllers hovedargumenter er, at nok skyldes det en lang række mere eller mindre uheldige og tilfældige omstændigheder, at Michael Rasmussen sagen overhovedet bliver en sag. Og at konsekvenserne af den nok bunder i Michael Rasmussens egne spind af tricks og løgne, men de bliver først graverende, da cykelsportsforbundene – og antidoping agenturerne – reagerer på den alvorlige trussel mod antidoping systemet og sportens renommé, de oplever Michael Rasmussen som. Hertil kommer mulige personlige intriger samt den rolle som ’nyttige idioter’, medierne uforvarent og selvforskyldt kommer til at spille. Fortrolige oplysninger er pludselig i bestemte mediers hænder, hvilket igangsætter den rumlen af rygter, som skal starte lavinen.

Troværdighed på spil
Undervejs i læsningen får man, uanset hvor sympatien ligger, en mere og mere dårlig smag i munden. Men man er ikke helt sikker på, hvilke(n) af ingredienserne, der har gjort maden sur. Som i tidligere bøger og artikler pointerer Verner Møller den dobbeltmoral, der gør sig gældende, når man ønsker exceptionelle præstationer, men er fuldkommen uforstående og fordømmende over for det element, at netop ambitionerne driver værket – og sommetider for langt. Michael Rasmussen bliver på den anden side langt fra renset, men får dog medhold i, at han er blevet bevidst modarbejdet af de officielle forbund, hvilket på sin side er fuldstændig uhørt: at man forsøger at skade en atlet – og landsmand.

Nu er det selvfølgelig op den til den enkelte at vurdere troværdigheden af de enkelte parter i sagen – herunder også Verner Møller, som i kraft af sit forsøg på at afdække, hvad der er op og ned i den, skriver sig selv ind. Men samtidig er det meget svært ikke at savne særligt DCU’s deltagelse. Jeg vil mene, at de gør sig en bjørnetjeneste ved ikke at deltage. For efterhånden som læsningen af ”Løgn over løgn” skrider frem og først sportsjournalisterne har fået sine tæsk, fremstår cykelsportsforbundene som dem, der skylder offentligheden flest forklaringer. Og man kan søreme godt forstå, hvis Verner Møller i sin systematiske research må have været som en ubehagelig sten i skoen hos særligt DCU. En sten, der ikke lod til at forsvinde af sig selv. Desto mere besynderligt forekommer det også, at DCU ikke vælger at indlede en dialog, da den vabel, stenen (bogen) vil udvikle sig til, kan blive rigtig smertefuld på et tidspunkt.

”Something is rotten …”
Og det er så her, vi står nu. Michael Rasmussen ønsker brændende at vende tilbage, men hævder at han fortsat bliver bevidst modarbejdet – og tilmed muligvis er blevet ’blacklistet’. De officielle forbund afviser og hævder, at Michael Rasmussen fra start af har ødelagt det for sig selv. Og Verner Møller hævder, at han søger fornuften.

Det er ikke op til mig at afgøre, hvad der præcist er foregået, hvem der har begået den største brøde eller hvem der er tættest på at have fornuften og retten på sin side. Meget tyder dog på, at noget er rivravruskende galt. Og det er ikke kun Michael Rasmussens moral, her er tale om.

Konspirationer
Samlet set har Verner Møller skrevet en dramatisk bog om en dramatisk affære. Dens detaljeniveau er imponerende, og den er både spækket med oplysende indhold, yderst velskrevet og faktisk også noget af en thriller-oplevelse. Man drives frem mod opklaring.

”Løgn over løgn” er ganske vist skrevet af en universitetsprofessor – som led i et forskningsprojekt – men bogen er trods noter og litteraturliste ikke udpræget akademisk i sin stil. Snarere er den journalistisk i sin formidling, hvilket så afgjort gør den meget læsevenlig. Men i modsætning til gængs journalistisk metode, fremlægger (og vinkler) Verner Møller ikke blot sit stof, men er eksplicit i sin (akademiske) arbejdsmetode og sine analyser. I mine øjne er det en klar styrke i bogen og gør læsningen vedkommende – at man bliver taget ved hånden, så at sige. Jeg bifalder i hvert fald, når universitetsfolket kan skrive interessante bøger for andre end kolleger.

Det kan dog ikke undgå at udvikle sig til lidt af et problem for forfatteren, at det til tider bliver noget spekulativt – det og det kunne være sket, hvis sådan og sådan … Og at en konspirationsteori også lurer under overfladen, hjælper naturligvis ikke. Den slags skaber naturligvis godt og dramatisk stof, men er også let at stille spørgsmålstegn ved eller helt at afvise. Og her er titlen som professor måske pludselig lidt af en ulempe, fordi man netop kan angribe både forskeren og forfatteren på hans integritet og faglighed. Det samme kunne man naturligvis gøre, hvis Verner Møller havde været journalist. Men næppe, når nu ”Løgn over løgn” indeholder så kraftige irettesættelse af netop sportsjournaliststanden og dens arbejdsmetoder.

Den vanskelige relation
At Michael Rasmussen og Verner Møller, som nævnt, knyttes tættere til hinanden er ligeledes problematisk. Af den simple årsag, at Verner Møller nemt kan blive den slagne cykelrytters talsmand og dermed får svært ved at forblive på objektivitetens smalle sti. Den fare består, men synes nu ikke at vælte Verner Møller afgørende omkuld. Al den stund, at han gør det til sin metode at fremlægge, hvordan han søger kontakt til og dialog med alle sagens væsentlige parter – samt metodisk tilstræber at se sagen fra flere vinkler.

Bestemt sympatiserer forfatteren med Michaels Rasmussen. Men et springende punkt er det, at han ligeledes er helt åben omkring og diskuterer den svære relation. Om det så forhindrer Verner Møller i, i manges øjne, at fremstå som Michaels Rasmussens væbner, er næppe sandsynligt. Særligt hvis man ikke sætter sig ind i stoffet (fx læser bogen), men alene deltager som kritisk stemme i debatten, fordi man tager antipati for Kyllingen – og har haft det sådan længe.

Ja, nej og ja - og ja
Der kan altså vise sig at være få allierede i Verner Møllers projekt. Men det burde der måske være? I hvert fald må der ganske enkelt være noget at lære af denne sag, og nye spørgsmål om moral at stille – takket være Verner Møllers kulegravning. Og her tænker jeg ikke kun på, hvad vi vidste i forvejen; nemlig at doping er uacceptabelt og strafbart.

Til slut svar på spørgsmålene stillet ovenfor. Efter min bedste overbevisning – dvs. efter at have læst ”Løgn over løgn”, må de overvejende være: Ja, nej og ja.

Og så alligevel et sidste spørgsmål: Bør man læse ”Løgn over løgn” for dels at få bedre klarhed over Michaels Rasmussen sagen, dels bedre at kunne forstå hvad der driver såvel sportsfolk som cykelsportens institutioner og endelig for bedre at forstå vanskelighederne i at have velfungerende antidoping regler? Det bliver til endnu et ja.


Løgn over løgn
- Om Michael Rasmussens Tour de France-exit
Af Verner Møller
People'sPress 2009
300 sider

Bogen kan købes i boghandlen og her på FELTET.dk

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret