Boganmeldelse: Racing Through The Dark

Henimod slutningen af David Millars biografi fra 2011, med den symbolske titel Racing Thorugh The Dark, citeres dén irske sportsjournalist og ex-pro som, om nogen, har forsøgt at blotlægge cykelsportens mest betændte vener, Paul Kimmage, for følgende: ”I find it hard to accept that he is now being heralded as a whistle blower. (…) Millar should not have been let back into the sport.”

Det udsagn peger på det interessante ved Millarsagen; at ex-doperen pludselig får lov at agere helgen. Samtidig motiverer udsagnet Millars bog, for Kimmage er givet ikke den eneste der undrer sig over at nogle ryttere får lov at vaske hænder, sone og siden komme tilbage i flokken, nu som repræsentanter for en renere cykelsport, mens andre svines til og begraves i sagsanlæg.

Det hører med, at Kimmage selv oplevede at blive udstødt af miljøet, da han i bogen Rough Ride (1990) beskrev den professionelle scene i slutfirserne indefra, så for ham står spørgsmålet lysende klart: Hvorfor ham og ikke mig? Det er i en søgen efter svaret på dét spørgsmål, man skal læse Millars biografi.
 

Armstrong, skatteforhold, personfnidder... og mere Armstrong

Men man skal huske at spørge sig selv om Millars bog har et andet ærinde end blot at fortælle sin historie. For af og til kan bogen godt virke som et lidt for pænt indlæg i en højaktuel debat. Man skal altså ikke læse bogen for at blive klogere på Millar, for som biografi forbliver den på overfladen: David Millar, før dopingsagen, var en succesfuld rytter, men jo ikke en spektakulær rytter med dristige, heroiske udbrud og en skæv karakter.

Han var, sammenlignet med dén David Millar der offentligt beklager sin doping, anonym. Det, der synes at ophidse ham mest, og som han altså har valgt at dele med sine læsere, er således de skattetekniske problemer han havner i, fordi han har forsøgt at unddrage sig skat. Her bliver han også omvendt og indser, at man da ikke har ret til at unddrage sig skat, selv om man er professionel atlet.

Et andet gennemgående træk ved Millars bog, er den personfnidder, der oftest lyder let bitter. Uskønt bliver der langet verbale lussinger ud til de mennesker i cykelmiljøet, Millar ikke kan lide. Én af dem er Bradley Wiggins, men Millar konstaterer tørt, at Wiggins' dårlige opførsel ikke betyder noget, de griner bare lidt af ham, for de er ”...certain that he'd never be on the podium at the Tour...”. Den ville han nok gerne trække tilbage.

En anden person, Millar omtaler hyppigt i bogen, er Lance Armstrong. Man fornemmer fascination og misundelse i de møder de to har, men i starten af bogen kommer Millar med én af de iagttagelser, der igen får det hele til at se konstrueret ud. Det handler om at han tidligt fornemmer, at Armstrong har en ”darker side”. Det er jo belejligt, når man har brug for en syndebuk. Men møderne med Armstrong knytter også an til den virkelige diskussion bogen rejser, dén om hvem der kan tilgives og hvem der ikke kan: Millar skriver, at han ikke kan være sikker på om Armstrong doper sig, men at hvis han gjorde, så ville hans forbrydelse være ”unforgivable”, på grund af det han har sagt og gjort.

Det er lige vel frelst, når det kommer fra en anden dopingsynder, som blev taget så tidligt, at han var nemmere at tilgive. Men det peger også på noget centralt i forhold til hvem offentligheden tilgiver: For Millar var ydmyg og angrende. Armstrong var arrogant og aldrig angrende. Det var et clash mellem et romantisk syn på cykling, som vi fornemmer igennem hele bogen, og et mere pragmatisk syn på cykling, hvor a man's

gotta do what a man's gotta do.

Akvariefisk på amfetamin

Man kan hævde, at Millars bog forsøger at vaske ham endnu renere: Han understreger gang på gang hvor meget han fortryder, hvor svær han var at overtale, hvor få gange det skete og hvor amoralsk det selvfølgelig er. Det er nærliggende at bruge Armstrongsagen som det andet yderpunkt, siden han tilsyneladende lægger Millar så meget på sinde: På den ene side er rytteren Millar tilgivet, han er hyldet som en dopinghelgen, bliver indlemmet i WADA og bliver talerør for en ny cykelsport. På den anden side står synderen Lance Armstrong, som begraves i anklager og retsager.

Der er forskel på dopingens omfang, men gør mængden egentlig nogen forskel? Bør alle ikke behandles ens, som Kimmage foreslår et sted i bogen: ”One strike and you'r out.” Eller som Armstrong selv har udtalt: ”Take away the results and the balance sheet and the story, the decisions we made were all the same.“ En lort kan være lille eller stor, men den er og bliver en lort.

Derfor kan man også godt undre sig over, at når vi nu griber tilbage til at fælde domme over visse ryttere, hvorfor er der så samtidig ryttere som går fri? Hvordan kan en seriøs sportsjournalist for eksempel i disse år udgive en bog om Eddy Mercxx uden at forholde sig til dopingspørgsmålet?

Bør vi ikke forholde os mere kritisk til resten af historien? For man kan have en fornemmelse af, at bare man går langt nok tilbage, så bliver det hele ufarligt og bizart charmerende, som dengang man kørte på Calvados og kaffe. Eller som dengang Anquetil, der jo åbenlyst dopede, gav akvariefiskene på et hotel amfetamin, bare fordi han kunne.

 
This is not fucking bike racing!

Der hvor Millars bog behandler dopingspørgsmålet mest interessant, er når den beskriver hvordan unge ryttere glider ind i dopingmiljøet. De beskrivelser blotlægger de psykologier der fordærver selv folk som Millar: I lang tid siger han nej, også til vitamininjektioner, som ellers er accepteret som ikke-doping, men han kan ikke holde stand. For der er en kæmpe kontrast fra amatørlivet i England til livet som professionel.

Det er derfor Robbie McEwen under Tirreno-Adriatico på et tidspunkt slår ud og skriger af fuld hals: ”FUCKING JUST STOP! THIS IS NOT FUCKING BIKE RACING!” Og dér finder Millar endelig en allieret. Men det er for sent.
 

Skredet mod fordærvelsen er skræmmende skildret. Første gang er da Millar ser Frankie Andreu i færd med ”recovery” eller récup. Han bliver frastødt ved udsigten til at skulle stikke sig selv, men han er samtidig nysgerrig: ”Does it make that big a difference?” Det vil sige; er det risikoen værd?

Han søger svar hos Tony Rominger, som punkterer drømmene om rene Tour triumfer: ”Over three weeks you can't compete against guys on EPO.” Og så er den potte egentlig ude, det er dødsstødet til Millars moral. Det er den viden, der gør, at han må flytte på sine moralske principper eller finde sig en anden

levevej.

 
Sovepiller & vitaminer

Noget andet der må rykke ved enhver ung amatør, er mødet med ryttere som Philippe Gaumont. Og selv om Millar virker skræmt, så er det ikke længe efter mødet med en Gaumont, der er næsten brændt ud, efter at have trænet på amfetamin, at den føromtalte récup pludselig virker harmløs. I hvert fald langt fra det Gaumont havde gang i. Men jo samtidig tættere på det Gaumont havde gang i. Og Millar er klar over det i dét øjeblik han har fået nålen med vitaminer i armen: ”And that was that. A line had been crossed.”

Det er egentlig en skarp iagttagelse; det er ikke indholdet, som jo er lovligt, men tankegangen. Bogen igennem er de dynamikker interessante. Både når det kommer til det afslappede forhold til sovepiller - det kan lyde som om Stilnox ryger ned som Mentos -, men også når det kommer til de strukturer Millar mærker på Cofidis: Han skal til Italien med en anden af holdets ryttere, den anonyme ”l'Équipier”, ”to prepare properly”, som det hedder.

Millar opfatter det som en ordre, hvilket gør det nemmere for ham: 1) Hans chef beder ham udføre en bestemt opgave. 2) Han får sin løn for at udføre denne opgave. 3) For at udføre denne opgave må han dope.

Tabt eller fundet?

Som en bog om personen David Millar er Racing Through The Dark unuanceret. Man kan heller ikke slippe fornemmelsen af det konstruerede, som da Millar i starten af bogen tager en kammerat i omgang med stoffer og reagerer så voldsomt, at man tænker, at det her er Saint Millar der markerer sin holdning: Han er, som det hedder: ”evangelical about chemical drugs”. De er: ”disgusting and fundamentally wrong”.

Derudover er det bare ikke spændende at læse om Millars erfaringer med damerne og hans skatteforhold.

Men som en bog om en ung rytters møde med professionel cykling, er det en god bog. Det er helt klart i de passager, hvor Millar beskriver sit møde med doping, at bogen afslører mest om scenen. Og om Millar. For det er ikke entydigt hvad cyklingen har gjort ved ham. Som han selv noterer sig hen imod slutningen: ”I can't figure out if I left a bit of myself out on the road or found a bit of myself.”

Og det lader til at være det nærmeste Millar selv kommer en erkendelse af det der er sket.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Racing Through the Dark: The Fall and Rise of David Millar
Af David Millar
Orion, 2011 (paperback 2012)
368 sider

Fås hos Saxo.com til ca. kr. 200