Criterium du Dauphiné-analyse: Den sydafrikanske forløsning

Det er næsten svært at forstå, at det bare er tre år siden, at Dimension Data var hele cykelverdenens darling. Det lille sydafrikanske hold vandt utallige cykelfans’ hjerter i en 2016-sæson, hvor de med deres kombination af et ædelt formål om at samle penge ind til nødlidende afrikanere og et yderst succesrigt mandskab gik fra triumf til triumf. Ikke blot vandt de hele fem Tour de France-etaper med Mark Cavendish og Stephen Cummings, de tog også yderligere fem sejre på WorldTouren med Cummings og Edvald Boasson Hagen som de to bidragydere.

Siden da er intet gået som ønsket. Nedturen startede vel allerede, da Cavendish styrtede ud af Touren efter det meget kontroversielle sammenstød med Peter Sagan, og siden da er holdet gået fra at være en sand succeshistorie til at blive den triste fortælling om et hold, der vel reelt set ikke har haft sin berettigelse på højeste niveau. Ganske vist vandt Boasson Hagen en sen udbrudssejr i samme Tour, men siden da er det kun Ben King, der med sin mirakelstart på sidste års Vuelta, hvor han vandt to store bjergetaper, har indbragt holdet gevinster på højeste niveau. Ikke blot er det siden Boasson Hagens flotte soloridt i juli 2017 altså blot blevet til to WorldTour-sejre, i mindre løb er det siden dengang også blot blevet til tre sejre i 2017, fem sejre i 2018 og blot tre sejre i 2019, og af disse er mange endda faldet i svagt besatte nationale mesterskaber.

Katastrofen er bestemt ikke blevet mindre af, at holdet i samme periode har haft ry for at kunne kvæle selv de mest lovende talenter. Cavendish er blevet sat tilbage af kyssesyge, Boasson Hagen har nærmest været gået i stå siden den fine Tour-sejr for snart to år siden, Cummings ligner efterhånden en pensionsmoden rytter, Tom-Jelte Slagter har intet vist siden skiftet til det sydafrikanske hold, og alle årets ambitiøse nyerhvervelser, Michael Valgren, Enrico Gasparotto, Roman Kreuziger og Giacomo Nizzolo, har vist meget lidt i årets første måneder. Selv Ben O’Connor, der sidste år var lidt af en solstrålehistorie i en ellers generelt trist fortælling, er forsvundet helt fra radaren og har netop afsluttet en Giro, hvor de færreste vel bemærkede, at han overhovedet var til start.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I det hele taget skal de fleste vel granske deres hukommelse temmelig grundigt for at komme i tanker om et af sæsonens større løb, hvor Dimension Data har spillet en rolle. Klassikersæsonen blev en katastrofe, og de blev nærmest ikke bemærket overhovedet i årets Giro.  Faktisk havde man indtil den 30. maj alene vundet to gange i år, og det var i begge tilfælde sket i årets allerførste uger, hvor både Boasson Hagen og Nizzolo tog en tidlig sejr i hhv. Valencia og Oman.

Derfor kunne forløsningen vel næppe have været større, da Boasson Hagen i dag bragede først over stregen på 1. etape af Dauphiné. Ikke blot var der altså blot tale om den tredje WorldTour-sejr i snart to år, det var også den første i sæsonen og endda blot sæsonens fjerde triumf, efter at samme Boasson Hagen i Tour of Norway havde bragt sejrskontoen op på tre. I dag var nordmanden, der så igen, da han med sæsonens tredje gevinst sikrede, at det sydafrikanske mandskab med nu to sejre på en god uge kan drømme om, at de måske er på vej tilbage på sporet.

På sin vis var der noget naturligt i, at det netop var i Dauphiné, at Boasson Hagen skulle vise, at han stadig kan levere på højeste niveau. Dagens sejr var nemlig den femte i den franske løb, hvor nordmanden meget ofte har været i stand til at udnytte den gode form, han har opbygget i de norske løb i maj, til succes. Det gjorde han senest, da han vandt en massespurt i 2016, og i dag kunne han så bryde tre års tørke ved at tage en af de sejre, der i år må være faldet på det absolut tørreste sted.

Desværre var sejren alene et udtryk for Boasson Hagens egen styrke og ingenlunde et udslag af en kollektiv genrejsning af det sydafrikanske fallitbo. Helt som forventet var han nemlig den eneste rytter fra holdet, der havde styrken til at sidde med, da dagens etape som frygtet viste sig for hård for en stor del af feltet. Zdenek Stybars vanvittige forcering fra bunden af sidste stigning efterfulgt af Team Ineos’ klassiske og konstante tempo var rigeligt til at sende hovedparten af feltets hurtige afsluttere ud af bagenden og forhindre alle andre end Bjorg Lambrecht i at gå i offensiven, og samtidig blev der ryddet godt og grundigt ud i hjælperkræfterne hos de få hurtige folk, der faktisk havde råstyrken til at stå imod.

Boasson Hagen var en af de få, men uden holdkammerater kunne han intet andet gøre end at bede til de højere magter om, at andre hold ville køre den stærke fronttrio med Lambrecht, Magnus Cort og Oliver Naesen ind igen. Heldigvis kunne han sætte sin lid til Mitchelton-Scott, der som så ofte før spillede den form for poker, der ikke har gjort dem til feltets mest populære hold. Gennem hele etapen overlod australierne nemlig arbejdet til andre mandskaber, og da de endelig kom frem efter toppen af sidste stigning, så det længe ud til, at det var for sent.

Heldigvis for Boasson Hagen spillede Mitchelton med musklerne, og med det alleryderste af neglene lykkedes det dem at forhindre det, der meget vel kunne være blevet en fjerde WorldTour-udbrudssejr på mindre end et år til Cort. Efter sejrene i Touren, BinckBank Tour og Paris-Nice viste danskeren nemlig igen, at han måske nok har fået det lidt svært i spurterne, men som udbryder i hårdt terræn er blevet lidt af en specialist. Med god hjælp fra Naesen, der igen understregede det enorme klatrepotentiale, han også stillede til skue i Paris-Nice, og ikke mindst Lambrecht, der efter en forrygende ardennerkampagne atter synes at være i form igen, lykkedes det næsten danskeren at tage udbrudssejr nr. 4 og dermed næsten gøre sig til en anden Thomas De Gendt med sin eminente evne til at tage den type triumfer, som ellers er ganske svære at opnå i sportens største etapeløb.

Det fik Mitchelton imidlertid forhindret, men australierne blev ikke belønnet for indsatsen. I stedet var det altså Boasson Hagen, der kørte sig i førertrøjen, mens en skuffet Daryl Impey måtte sande, at det ikke blev til en gentagelse af bedriften fra sidste år, hvor han spurtede sig til sejr på løbets næstsidste første linjeløbsetape og tilbragte en dag i førertrøjen på løbets enkeltstart. Alt var ellers gået efter bogen på en dag, hvor det var lykkedes at komme af med alle feltets mere klassiske sprintere. Mest markant var det, at der var blevet sagt farvel til Sam Bennett, hvis Bora-mandskab ellers viste den formstærke irer stor tillid ved at kontrollere hovedparten af etapen, men som også måtte sande, at der trods den forøgede klatrestyrke trods alt er grænser for, hvor langt træerne vokser ind i himlen.

I stedet var den eneste overlevende rytter, der med jævne mellemrum deltager i massespurter, ikke helt uventet Sonny Colbrelli. Ligesom i sidste års Tour de Suisse viste italieneren sig nemlig helt klart til Touren på en dag, hvor hans svage Bahrain-Merida-mandskab ellers spillede poker det meste af vejen og overlod en stor del af arbejdet til Mitchelton-Scott. I sidste ende var holdet heller ikke stand til at yde deres italienske es megen støtte, selvom Jan Tratnik leverede en behjertet indsats, men Colbrelli kunne heller ikke selv gøre arbejdet færdigt. Som man desværre lidt for ofte ser det for den alsidige italiener, kniber det lidt med at slå til i spurter, hvor han egentlig fremstår som den oplagte favorit, og da han i spurten blev lukket inde flere gang og modsat Boasson Hagen valgte den forkerte vej rundt om Julian Alaphilippe, der havde kørt lead-out for Philippe Gilbert, endte det som endnu en forspildt mulighed for Colbrelli, der slet ikke har fået det antal WorldTour-sejre, som formatet egentlig berettiger til.

Dagens største overraskelse var vel, at Deceuninck-Quick Step valgte at køre spurten for Gilbert. På papiret er Alaphilippe ellers den hurtigste af de to - ikke mindst efter at belgieren på sine gamle dage har tabt en god del af fordums hurtighed - men i en endnu en udstilling af musketerånden på det belgiske supermandskab valgte det franske fænomen at ofre for sin erfarne belgiske holdkammerat. Med et sublimt lead-out gav han endda Roubaix-vinderen den bedste forudsætning for at køre arbejdet færdigt, men desværre blev spurten endnu en udstilling af, at Gilbert ikke har den spurtstyrke, han havde engang. Til gengæld fik Alaphilippe sat lidt point i banken til senere løb, og meget vil tale for, at Gilbert på morgendagens sværere etape vil tilbagebetale den tjeneste, han i dag fik foræret af sin holdkammerat, der ved at ofre relativt oplagte bonussekunder viste, at han nok ikke er kommet til Sydfrankrig med alt for store ambitioner i klassementet.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Fraværet af sprintere betød også, at det blev en chance for mange af klassikerfolkene. Ikke blotvar Gilbert, Boasson Hagen og Colbrelli med fremme i spurten. Det samme var Wout van Aert, der efter en lang pause atter viste fremragende form - endda i sit første bjergrige etapeløb nogensinde - og understregede, at han er en ganske glimrende afslutter. Det samme gjorde Nils Politt, som måske nok kun klarede stigningen med det yderste af neglene, men atter fik dokumenteret, at hans har forbedret sine klatreevner ganske markant. Med fremme var også Michal Kwiatkowski, som Chris Froome gav frihed til at spurte, den stadig mere lovende Benoit Cosnefroy, der med sejren i Plumelec allerede har vist storform, samt Alexey Lutsenko, som dog på stigningen viste, at han ingenlunde har den guldform, han havde i årets første måneder. Og endelig imponerede Jonas Koch, der måske nok er kendt som en holdbar sprinter, men som ingenlunde kunne forventes at klare sig så flot i det måske hårdeste løb, han nogensinde har deltaget i.

Det var da også klassikerrytterne, der stjal hovedrollen. Som forventet tog klassementsrytterne den med ro og brugte etapen til at teste benene efter en lang pause. Her var det særligt Chris Froome, Jakob Fuglsang, Emanuel Buchmann og Nairo Quintana, der efterlod et positivt indtryk på stigningen, men man skal være meget varsom med at drage forhastede konklusioner. Ganske vist sad flere favoritter langt tilbage, da Stybar splittede feltet, men det skyldtes for de flestes vedkommende formentlig mere dårlig position end dårlige ben.

Derfor er vi reelt også stadig helt i vildrede, når vi skal vurdere, hvem der faktisk kan vinde løbet. Det eneste, vi med sikkerhed kan sige, er, at det ikke bliver Felix Grossschartner. Østrigeren, der ellers er en af de få, som ikke bruger løbet som forberedelse, var den eneste forhåndsfavorit, som ikke kom med hjem. Heldigvis kan Bora glæde sig over, at Buchmann virker lige så overbevisende, som han har været gennem hele sæsonen, og også Gregor Mühlberger viste noget af det talent, vi ellers har måttet spejle langt efter gennem hele sæsonen. Og selvom han i dag kom til kort, kunne Bennett meget vel vise sig at være garant for to etapesejre på 3. og 5. etape, inden feltet for alvor rammer bjergene. Og de mellemliggende dage vil særligt Richie Porte håbe at kunne bruge til at hjælpe holdkammeraterne med at finde benene, for i dag viste Trek med al ønskelig tydelighed, at de i hvert fald ingenlunde er i stand til at yde den støtte, en potentiel vinder bør kunne forvente.

Inden hans hold for alvor skal testes i bjergene de sidste tre dage, venter der imidlertid endnu en svær dag i morgen. Hvis rytterne syntes, at dagens vanskeligheder var voldsomme, er det for intet at regne mod det, der venter mandag. Ganske vist er det næppe heller denne gang en dag, der vil afsløre meget om klassementsrytterne virkelige form, men morgendagens etape kan sagtens vise sig at komme som en overraskelse for de fleste.

Det kan også gælde for Boasson Hagen, der kan risikere at miste førertrøjen efter bare en enkelt dag. Det er i hvert fald ikke hans holdkammerater, der vil kunne gøre nogen forskel i kampen for at få mere end 24 timer i gult. Heldigvis er dagens sejr også rigeligt til at redde løbet for et hold, der nærmest ikke kan huske, hvordan det føles at opleve en succes som den, deres norske guldfugle sikrede dem i dag.