Criterium du Dauphiné-analyse: Som sagt, så gjort

”Med denne form beviste jeg helt sikkert, at jeg kan vinde cykelløb!” Sådan afrundede en yderst skuffet Brent van Moer sit interview efter sidste mandags Ronde van Limburg, hvor han var blevet udsat for sit livs skuffelse. Det unge belgiske talent, der ellers mest er kendt som en brølstærk hjælperytter, havde leveret et mageløst ridt i det belgiske 1.1-løb, hvor han som eneste overlevende fra det tidlige udbrud havde hængt på et hav af friske folk, der kom op bagfra, inden han atter gav dem baghjul og kørte alene mod stregen. Bag ham var der organiseret en vild jagt i et reduceret felt, og finalen kunne ikke være mere neglebidende.

Desværre indtraf det værste mareridt for en rytter i Van Moers situation. En official viste ham samme vej som følgebilerne, og dermed drejede han væk fra ruten på den sidste kilometer. Bare få sekunder senere blev adrenalin afløst af skuffelse, og en slukøret Van Moer var så rasende, at han end ikke ville køre over stregen, men bare trillede væk fra det hele.

Vi ved aldrig, om han havde vundet løbet. Feltet hentede på det tidspunkt tid med en sådan hast, at han formentlig var blevet hentet - særligt fordi spurten end ikke var blevet åbnet endnu. Det er imidlertid hævet over enhver tvivl, at Van Moer havde fortjent langt mere efter et ridt, der er et af de smukkere i denne ellers efterhånden ret lange sæson.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Men som han selv sagde, må man jo tage det positive med fra oplevelsen. ”Jeg trænede ikke specifikt for Ronde van Limburg, men snarere Criterium du Dauphiné, de nationale mesterskaber og for at køre en god sommer med nogle fine klassikere, hvor jeg kan vise mig selv frem.” Herefter var det så, at han tilføjede, at han med sin nuværende form kunne vinde løb, selvom hans manager til belgisk presse uddybede, at det nok ville kræve noget arbejde at få ham til at komme sig over skuffelsen.

De største rejser sig som bekendt, hvor de falder, og selvom Van Moer næppe kan regnes som en af sportens største rytter, viste han i dag en mesters karaktertræk. Det krævede åbenbart ikke Lotto-mandskabet mere end seks dage at for erstattet skuffelsen med revanchelyst, for da Dauphiné i dag åbnede med en kuperet 1. etape, var Van Moer klar til at forsøge at gøre det, han ikke fik mulighed for i mandags.

Minsandten om ikke det lykkedes. Den suveræne form blev omsat til den første professionelle sejr, og selvom det skete med seks dages forsinkelse, er Van Moer næppe i tvivl om, hvilket af de to løb han ville vælge, hvis han fik mulighed for at bytte sin Dauphiné-etapesejr for den sejr, han var så tæt på i Limburg. Det franske etapeløb er nemlig ikke noget belgiske 1.1-løb, men derimod kendt som sportens allerhårdeste ugelange etapeløb. Det skyldes ikke blot ruten, men også det forhold, at feltet er spækfyldt med folk, der er meget tæt på deres absolutte topform, og som enten skal teste benene en sidste gang inden Touren eller skal på benhård jagt efter en af de eftertragtede billetter til verdens største cykelløb.

Derfor er etapesejre i Dauphiné bestemt ikke gratis, og særligt når løbet indledes med en kuperet rundstrækning i Massif-Central, som det er blevet normen i de senere år, skal man være en brandgod cykelrytter for at vinde. Ikke blot er niveauet højt, højdemeterne er også mange og stigningerne svære. Og det var bestemt ikke en sejr, Van Moer på nogen måde fik foræret.

Det var imidlertid ikke svært at gætte, at Van Moer ville gøre forsøget på at overraske de få sprintere, der er draget til en Dauphiné-udgave, som er endnu mere sprinterfjendtlig, end den plejer. Dels lå det i kortene, at han var opsat på revanche, og dels havde Lotto allerede på forhånd sagt, at de ville forsøge at slå til i et udbrud på førstedagen. Det har holdet nemlig forrygende gode erfaringer med, da en vis Thomas de Gendt snød sprinterne på en tilsvarende åbningsetape i 2017.

Det er ikke uden grund, at det lader sig gøre. Denne slags kuperede etaper er nemlig skabt til at igangsætte et pokerspil mellem de få sprinterhold i et løb domineret af klatrere. Med en både lang og stejl stigning i den absolutte finale lå det i kortene, at de fleste af løbets hurtigste som Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Florian Senechal og særligt Fabio Jakobsen ville få mere end almindelig svært med at overleve. Hvis et enkelt hold eller to endda lagde pres på, kunne selv folk som Sonny Colbrelli, Clement Venturini og Jasper Stuyven måske endda komme i vanskeligheder, og så var det måske ikke helt så attraktivt at have brugt en hel dag på at jagte et udbrud. Derfor kunne der godt gå poker i den, når sprinterholdene skulle bestemme sig for ansvarsfordelingen i et løb, hvor der som bekendt fortsat ikke er nogen førertrøje.

Det var det spil, De Gendt udnyttede for fire år siden, og det var det, Van Moer håbede at gøre igen. Sådan gik det bare ikke. Efter at han overraskede sig selv med sine klatreevner i Romandiet, hvor han endelig fik sin længe eftertragtede etapesejr, var Colbrelli nemlig ikke i tvivl om egne evner. Knap var Van Moer kørt væk sammen med Patrick Gamper, Ian Garrison og Cyril Gautier, inden Bahrain sendte Eros Capecchi til fronten. Da UAE endda var i et uhyre optimistisk hjørne og troede på et sandt Kristoff-mirakel i Massif-Central og derfor sendte brølstærke Mikkel Bjerg frem for at hjælpe, var der i hvert fald ikke meget hjælp for Van Moer at hente fra pokerspillerne, der bekendte kulør med det samme. Helt galt gik det, da også Trek trådte i aktion og arbejdede for Stuyven og formentlig også Pedersen i det håb om, at både han og Kristoff kunne skabe et fællesnordisk mirakel.

Det kunne de ikke. Feltet havde knap taget hul på anden af de tre passager af stigningen, inden den stadig rustne og langsomme starter Pedersen blev sendt til tælling. På sidste tur op ad bakken var det også slut for Kristoff, og i det øjeblik måtte Van Moer i hvert fald forbande UAE langt væk over, at de havde haft så optimistisk en vurdering af nordmandens klatreevner trods den åbenlyse superform, han viste på Mallorca.

Men når man intet får foræret, må man jo selv tage for sig af retterne. Og det gjorde Van Moer så! Ikke blot havde han ryddet bordet for bjergpoint i løbet af etapen, han blæste også væk fra Gautier og Gamper - hans to eneste overlevende følgesvende - så snart de ramte stigningen for sidste gang. Her valgte lykkens gudinde så at tilsmile ham for første gang og betale lidt tilbage for mandagens uheld.

Læs også

Norsgaard styrter i kaotisk finale - canadisk mester jubler vildt

Der kom nemlig ikke megen aggression i finalen. Ideen om, at særligt Astana ville forsøge at gøre løbet så hårdt, at Alex Aranburu kunne vinde en spurt, blev aldrig til virkelighed. Alle hold var tilfredse med, at løbets konger, Ineos, med vanlig autoritet satte et stabilt, men ikke skræmmende tempo, der kun havde til formål at undgå problemer ved at sidde i front, men absolut ikke var tiltænkt som et forsøg på at hente Van Moer. Naturligvis gik det ikke langsomt - spørg bare Kristoff og Senechal, der begge faldt fra undervejs - men finalen kunne bestemt være kørt hårdere end i dag, hvor hele 80 mand var at finde i det felt, der rundede toppen.

Problemet for Van Moer var til gengæld, at alle de sprintere, der havde en relativt realistisk forventning om at overleve, var kommet med over. Stuyven, Colbrelli og Venturini var der alle, og det samme var minsandten også unge Kaden Groves, der ellers blot var en sent indkaldt reserve for den skadede Robert Stannard, og som i de professionelles rækker ikke har vist meget af de klatreevner, han havde i U23-tiden. De dukkede imidlertid op ud af det blå, og da BikeExchange, som næppe havde regnet med tilstedeværelsen af deres sprinter, forstod, at de måske alligevel skulle have arbejdet for ham allerede fra start, reagerede, var der pludselig et ekstra hold til at jagte.

De skulle imidlertid også være de eneste, og selvom de endda brugte deres kaptajn, Damien Howson, til arbejdet, var der intet at stille om mod formstærke og uhyggelige Van Moer. De blev nu heller ikke hjulpet af, at Bahrain havde brugt holdet op og kun havde holdets to klassementsryttere, Jack Haig og Dylan Teuns, til at hjælpe Colbrelli. Det samme gjaldt for Trek med Kenny Elissonde og Mattias Skjelmose, og da Ag2r pr. definition ikke fører for Clement Venturini - i hvert fald ikke før Dorian Godon tog en føring, da det allerede var alt, alt for sent - var det pludselig kun Van Moer mod BikeExchange. Og her viste belgieren sig på imponerende vis som den stærkeste, så han kunne færdiggøre sit superridt med seks dages forsinkelse.

Det er nærmest paradoksalt, at det endte sådan. I mandags var det Tim Merlier, der profiterede af Van Moers uheld, og selvom man bestemt ikke kan bebrejde deres arbejdsindsats i Limburg, er Alpecin ikke just kendt for deres vilje til at føre i feltet. Det er derimod Bahrain, der i årevis har ført og ført for Colbrelli i Romandiet, men hvor det før var for en måned siden, at det lykkedes ham at bryde forbandelsen.

Derfor var det også et alt for velkendt billede, da stakkels Colbrelli nok engang kom til kort. Denne gang havde han fået al tænkelig støtte fra sit hold, og han var også helt suveræn i spurten, men lige lidt hjalp det, når han igen blev snydt af en Lotto-mand, præcis som han gjorde det, da De Gendt holdt hjem på 2. etape i Romandiet i 2018. Dermed blev det til endnu en af karrierens alt for mange 2. pladser og endnu en lang næse til Bahrain.

Heldigvis er der også grund til optimisme. Colbrelli klatrede igen stærkt, og han var betydeligt mere overbevisende i spurten, end man kunne have ventet. Særligt var det flot, at han suverænt slog den velplacerede Groves, der er en mere klassisk sprinter, men den lille australiers 5. plads indikerer nok også, at det alligevel havde kostet lidt at grave så dybt på stigningen. Til gengæld var hverken Venturini, der endelig viste lidt af de klatreben, vi har set alt for lidt i år, og Stuyven, der i dag kun sjældent spurter, ikke i nærheden af at true italieneren. Det lover godt for fortsættelse, for der venter heldigvis stadig en del Colbrelli-etaper i dette løb.

Til gengæld blev det en spildt mulighed for Aranburu og Astana. I dette selskab var baskeren forventeligt chanceløs, og han endte langt tilbage på en pauver 9. plads, akkurat bag Kasper Asgreen, der trods alt må sande, at sejren over Mathieu van der Poel ikke har gjort ham til sand supersprinter. Det har Michal Kwiatkowski, der heldigvis fik lidt frihed af Ineos, og Nils Politt heller aldrig været, men de har altid været hurtige i mindre grupper. Det var Alejandro Valverde også i gamle dage, og efter en lang periode, hvor han har spurtet alt for lidt, var det godt at se, at han smed forsigtigheden og kastede sig lidt ind i kampen, selvom resultatet ikke var prangende. I det mindste var det bedre end for den tidligere sprinter Carlos Barbero, der viste lidt af de gamle klatreevner, men synes at falde sammen, når det handler om fart.

Som ventet gav etapen os ikke mange svar i klassementet. I gamle dage var der meget mere på spil, når rytterne skulle teste formen direkte med en prolog få dage efter ankomsten fra højderne, men med det nye format får de lov at varme benene op først. Alligevel fik etapen et højst uventet offer, da Brandon McNulty, der efter et stærkt Baskerlandet blev hijacket af Tadej Pogacar til Tour-holdet, højst overraskende blev sat af og røg ud af klassementet. Forinden havde han haft en opkørsel efter en punktering, men det kan umuligt forklare det pauvre resultat, når Louis Meintjes ingen problemer havde efter et helt identisk uheld. Heldigvis er der langt til Touren, men det må alligevel vække lidt uro hos Pogacar og UAE, der havde en sand møgdag med McNulty, Kristoff, den ellers så formstærke Sven Erik Bystrøm og unge, men skuffende Andres Ardila. Nu må de blot håbe, at Joe Dombrowskis hjernerystelse ikke kostede al den gode Giro-form.

For alle andre gik det som planlagt. Ineos viste med det samme, at de er løbets bosser og er kommet til Frankrig for at vinde ”deres” løb for første gang siden 2018. Om det bliver med den ene, den anden eller den tredje, ved vi ikke, og vi fik i hvert fald med et meget opmærksomt Movistar-hold set, at det spanske mandskabs supertrup har tænkt sig at give dem kamp til stregen. Den kamp indledes i det små mandag, når den første lille bjergetape venter i Massif-Central.

Her får Van Moer sin dag i rampelyset, men det er ikke sikkert, at det bliver den store fornøjelse. Der skal graves dybt, hvis han skal skabe et lille mirakel og sikre sig mere end én dag i gult, men hvis det gule eventyr blot varer i 24 timer, går det nok. Det er nemlig meget sjovere at vinde i Dauphiné end i Limburg. Og Van Moer havde jo fortalt os, at han var i form til at vinde cykelløb. Som sagt, så gjort!