Det glimter måske lidt, men er det lys ... ?

nullDet har været en lang sæson.

Efter et år af prøvelser blev årets sidste betydningsfulde løb afviklet søndag. Cykelsportens mørkeste år nærmer sig sin afslutning, og verdensmesterskabet var på forhånd udset til at blive et af den slags løb, som kun kan interessere de indviede. Sportens faste følgere. Dem der vil gå gennem ild og vand for cykling. Til resten af verden kan vi bare sige 'Der er ikke mere at komme efter. Kig forbi næste sæson, det kan være, vi stadig kører cykelløb'.

Der er en tendens til, at cykelsportens løb bliver mindre vigtige i årene med de store afsløringer. Jeg kan huske alle verdensmestre fra de sidste 20 år, men hvis du spørger mig, hvem der vandt i 1998, må jeg erkende, at min hukommelse er blank. Der er intet. Det burde være der et sted, men jeg skal gennem google for at finde ud af, det var Oscar Camenzind.

Det ligner en naturlov. Hver gang sportens skyggeside viser sit grimme ansigt, mister den sin fascinationskraft. Det er svært at blive grebet af sport, hvis man tror, at størstedelen af dens udøvere snyder.

Cykling er en sport af viljer. Selvfølgelig er styrke den dominerende faktor. Men det vigtigste - det der betyder noget - er vilje. Rytternes mentale styrke. Deres evne til at rejse sig i nederlagets mørkeste stunder og skabe de smukke tilbagekomster. Floyd Landis' sejr på 17. etape af dette års Tour de France var uden sammenligning den smukkeste enkeltpræstation, jeg nogensinde har set i cykelsporten. Men det blev der hurtigt ændret på.

Min barndoms store idol, Kim Andersen, er to gange blevet udelukket på livstid på grund af positive dopingprøver, så for mig har doping altid været en naturlig del af sporten. Det har aldrig overrasket mig.

Jeg troede, jeg var blevet immun over for doping-hysterien, men selv en garvet all-round veteran kan møde sine begrænsninger. Cykelsporten befinder sig i en mørk tunnel, og til tider har jeg mine tvivl om, hvorvidt der er nogen grund til at fortsætte med at følge.

Det er, ligesom når du styrter på din fine nye Cervélo Soloist Carbon ramme. Rammen er designet til at holde til styrt. Du kan godt komme op og køre videre. Men lakken er blevet ridset. Du kan godt fortsætte, men den lækre låge, du havde at fræse rundt på, har fået sine knubs. Det er nået dertil, hvor det at følge cykelsport kan sammenlignes med at kneppe, hvilket også kun er sjovt for amatører. Man hører sgu ikke megen latter blandt de gamle ludere i et bordel.

Det lykkedes mig at se langt mere VM-cykling fra Salsburg, end jeg på forhånd havde ønsket. Og helt i overensstemmelse med mine forventninger, efterlod det mig underligt emotionsløs. Der var intet at komme efter.

Da tre ryttere fra noget, der ikke engang fortjener betegnelsen B-nationer, gik i udbrud på næstsidste omgang af herrernes VM, var jeg lige ved at slukke. Det ville have været den perfekte anti-klimaktiske afsked med et VM, der mere end noget andet i mange år gjorde et stort arbejde for at skabe lækre tv-billeder. Det 400 meter lange kabel med påmonterede kamera, der hang over opløbsstrækningen gav lækre billeder.

Så det var bare synd, at Østrigsk tv havde valgt en producer fra Vild med Dans til at stå for sammenklipningen af det hele. Det er fint nok, man kan vise nogle af de vigtige personer, der kommer som tilskuere til løbet, men Man Gør det Ikke Når Løbet er ved At Blive Afgjort.

Det er ikke i orden.

Ligesom der er krav for, hvor mange ryttere hvert land må tage med til VM, burde UCI også gå ind og lave konventioner for, hvem der kunne få lov at transmittere VM i cykling. Her burde man gå ind og bruge den olympiske model. Den Internationale Olympiske Komité har nemlig vedtaget, at transmissionerne fra OL skal foretages af produktions-crews fra de lande, der er bedst til at transmittere det og gøre det spændende. På den måde slipper man for at se en sport blive produceret af nogen, der ikke ved, hvad det handler om.

Så heldige var vi desværre ikke ved dette VM i cykling.

Det var et ynkeligt skue, og det eneste, der retfærdiggjorde de dårlige tv-billeder var, at løbet heller ikke var spor interessant. Som de kloge vil sige; "Udtrykket passede til Indholdet!"

En lille detalje skilte sig ud, da feltet kørte ind på den sidste kilometer. I stedet for den ventede massespurt, slap en gruppe afsted på de sidste 500 meter og holdt helt til mål. Gruppen bestod udelukkende af sprintere, så selv om de ikke var sluppet afsted, er det ikke sikkert, resultatet ville have været anderledes.

Det var en lille ting. En lille detalje der skilte sig ud. Desværre var det ikke nok til at lyse op i 7 timers cykeltransmission. Det var lige til at slukke for og glemme alt om sæsonen, hvis ikke de havde været for to ting, der skete kort efter løbet.

Paolo Bettini bliver interviewet som den nye verdensmester. Endnu et ligegyldigt interview, som vi alle på forhånd ved, hvordan vil ende. Vinderen siger altid syv af følgende otte ting.
- han er helt ubeskriveligt glad for sejren
- det er noget, han har arbejdet hårdt og målrettet for i lang tid
- han er glad for det store arbejde, hans holdkammerater udførte for ham
- han vil gerne takke sin sportsdirektør
- hvis ikke det var for hans families støtte, ville det aldrig kunne have ladet sig gøre
- han kan slet ikke beskrive hvordan det føles, for han ved ikke, hvad der er sket
- det er noget han har ønsket hele sit liv, og nu går det i opfyldelse
- ved nætter hvor der er fuldmåne løber han nøgen rundt i skoven med sine venner høj på svampe og hyler mod månen

Okay, det er sjældent, man hører en vinder sige alle 8 ting.

Og netop derfor er det så kedeligt og forudsigeligt. Jeg var overbevist om, at dette VM ville efterlade mig helt apatisk og følelsesløs. Ikke engang et blip på radaren havde der været. Men midt i Bettinis vinder-interview, ser man ham lyse op i et stort smil, rejse sig op og high-five' en fyr der kommer fra udenfor billedet. Han kommer helt hen og omfavner Bettini. Hjerteligt og ærligt.

Det viser sig at være Erik Zabel. Den mest pålidelige andenplads, cykelsporten nogensinde har haft. Hvis han var utilfreds med at slutte på endnu en andenplads kunne man tilgive ham. Men det var han ikke. Selv om han stod med ryggen til kameraet kunne man se den ærlige glæde, han følte. Glæde på Bettinis vegne.

Spørgsmålet er; ville du være i stand til at føle den samme glæde i hans sted? Han er 36 år gammel, hans bedste år er klart bag ham, han var centimeter fra at vinde en sejr, der ville sætte alt han nogensinde havde gjort i et helt andet perspektiv, han blev slået. Det, han gjorde, er selvfølgelig det rigtige at gøre. Rent sportsligt. Men hvor mange af os ville have den klasse at kunne rejse os i støvet fra måske den største ydmygelse i vores liv og minuttet efter have overskud nok til at lykønske ham, der slog os?

Jeg ville ikke. Der skulle gå måneder, før jeg ville kunne tale med ham. Dybest set ville jeg ønske, jeg kunne stå i Zabels situation og lykønske Bettini, men hvis jeg skal være helt ærlig, må jeg indrømme, at jeg tvivler på, om jeg har det i mig. Det store sind Erik Zabel viste.

Der er blevet skrevet meget om, at mestre først bliver til store mester i nederlagets stund. Det er Erik Zabel et bevis på. Og lige, hvor jeg var klar til at slukke for fjernsynet, lagde jeg mærke til, at mine øjenkroge var blevet helt fugtige.

Cykelsporten har alligevel ikke gjort mig helt følelseskold.