Du holder forhåbentlig med Vingegaard?

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

TV2’s mangeårige ekspert Henrik Jul Hansen skrev i 2010 en artikel, der blev bragt i Information.

”Cykelsport er international, ligesom klubfodbold, og når aktørerne skifter trøje og tilhørsforhold, så forbliver publikum trofast mod hold eller klub.”

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Henrik Jul Hansen skrev ovenstående i sin artikel om, hvorfor vi danskere allerede i efteråret 2010, før spanierens skifte til det danske storhold Team Saxo Bank trådte i kraft, elskede Alberto Contador.

TV2-eksperten fik ret i, at danskerne fra start elskede Contador, men jeg vil argumentere for, at hans sammenligning med fodboldverden er forkert.

For (også) her adskiller cykelverden sig markant fra fodboldverdenen.

I nationens tjeneste

For hvorfor holder danskerne egentlig med Bjarne Riis, Mads Pedersen og Jonas Vingegaard? Det gør vi, fordi de er præcis det: Danskere.

Det samme gælder alle andre cykelnationer, hvor der også er tradition for, at man støtter dem, der har samme baggrund som en selv. Dem, der repræsenterer ”os” i feltet.

Cykelsport minder mere om landsholdsfodbold end klubfodbold, for det er i nationens tjeneste, at rytterne kører, når man ser på den tilgang, som medier og fans ofte har til sporten.

Den folkekære tyske profil Jens Voigt oplevede dette i 2004, da han som hjælper for Ivan Basso på CSC-holdet kørte Jan Ullrich ind, hvilket medførte, at han blev kaldt Judas af både tyske fans og medier.

”Jeg blev råbt de værste gloser ind i hovedet af de tyske fans. Jeg blev kaldt forræder. Det var ren ondskab. Jeg havde mest lyst til bare at stå af cyklen og tude. Det ramte mig meget hårdt,” sagde en trist Jens Voigt i 2004 til BT.

Foto: Sirotti.

Læs også

Lidl-Trek giver status på stjerne efter styrt

Rytterne kører på hold, der er finansieret af alverdens forskellige sponsorer, og der er ofte udskiftning på sponsorfronten. Det betyder, at man ikke på samme måde holder med et hold, fordi de forsvinder.

Med fraværet af klubber samt de traditioner og værdier, der opbygges om dem over tid, vender publikum sig mod noget andet at samles om: I dette tilfælde den kategori, som det nationale repræsenterer.

Det er kun i en kontekst, hvor et narrativ som det nationale har en stor indflydelse, at vi kan se ovenstående historie om Voigt udspille sig.

En historie, hvor en mand fordømmes for at gøre sit arbejde, fordi det forpurrer mulighederne for hjemlandets succes.

Mediernes rolle

Det nationale narrativ er stærkt i mange sammenhænge. De fleste af os husker den forsonende effekt, som corona havde på os. Det at vi alle var i samme båd gav en større samhørighed.

Det stærkeste fællesnarrativ, der findes i sportssammenhæng, er det nationale, og det er derfor, at det er så brugbart for medierne. For når vi føler, at vi er en del af det, der foregår, så hepper vi på vores repræsentanter.

Jeg er som skribent hos Feltet.dk selv deltager i denne diskurs. Jeg gør jævnligt brug af danskervinklen, fordi det er danskerne, som de danske cykelfans er mest interesseret i at følge. Nationaliteten er det, vi har tilfælles med rytterne.

Danskervinklens idéhistorie er lige så gammel som de danske mediers forhold til cykelsporten selv, men dens indflydelse har været tiltagende, og den har til tider trukket de journalistiske værdier og fagets etik ind i en gråzone.

De adopterede danskere

Dansk cykelsport var flyvende i 1990’erne, hvor der blev hentet mange ”positive” resultater hjem, og det kulminerede som bekendt med Bjarne Riis´ Tour-triumf i 1996, hvilken resulterede i en reel folkefest.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

I kølvandet på den sejr udgav Anne Dorte Michelsen sangen ”Bjarne i den gule trøje”, der blev en slags slagsang i triumf-året, og de danske topresultater fortsatte gennem det meste af 90’erne.

Da vi nåede til 00’erne, blev der længere mellem de danske topresultater, men helten fra 90’erne Bjarne Riis var nu holdejer, og Danmark havde fået et nyt cykelhold at heppe på.

Det eneste ”problem” var, at der på det ikke var nogen ny dansk stjerne, så holdets kaptajner kom til at hedde Tyler Hamilton, Ivan Basso, Carlos Sastre, Fabian Cancellara, Andy og Fränk Schleck samt Contador.

Efter en længere årrække med mange topresultater, dog uden nogen Tour de France-triumf, lykkedes det endelig i 2008 Sastre at vinde Touren, og det var Tv-kanalen TV2 glade for.

De lavede sangen ”Carlos i den gule trøje” som en hyldest til den spansk/danske-helt. Med koblingen mellem Sastre og Riis var transformationen komplet: Nu var det hele Danmarks Sastre.

Sastre var som nævnt bare én i en lang række af ”adopterede danskere”, og der kom flere efter ham, for som Henrik Juul Hansen var inde på i sin artikel i Information, så lærte Danmark at elske Alberto Contador.

Foto: Tinkoff-Saxo.

I en årrække var ”El Pistolero” fjenden, der havde forpurret danskernes yndlings-luxembourgeres forsøg på at vinde, men da han skiftede til Saxo Bank og Bjarne Riis, blev han som mange før ham danskernes helt.

Adoptionen af spanierne blev underbygget af spørgsmål om deres relation til Danmark. I Contadors tilfælde blev det underbygget af artikler som:

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

”Contador: - Jeg er hele Danmark enormt taknemmelig” fra TV2, som blev indledt med ordene:

”I 2011 startede et nært forhold mellem den spanske cykelstjerne Alberto Contador og Danmark.”

Contadors adoption er ikke i sig selv problematisk, men han og de mange andre ”adopterede danskere” er eksempler på, hvordan de danske medier fokuserer på det nationale i jagten på seere og læsere.

Søren Reedtz, der dengang var journalist på DR, forholdt sig også til denne periode i danskmediehistorie, da Feltet.dk talte med ham, og han peger også på fraværet af danske stjerner som en af årsagerne til ”adoptionerne”.

”Der var jo bare ikke rigtig nogen danske stjerner. Groft sagt kan vi jo sige, at man har en eller anden mængde tid til rådighed til at lave fjernsyn i, og det skal udnyttes til et eller andet. Der starter man fra toppen med den bedste dansker, og så arbejder man sig ned ad. Hvis der ikke er flere danskere, så går man i Riis-tilfældet til nogle af de andre stjerner hos danskere.”

Ovenstående citat er med til at forklare datidens store fokus på de udenlandske stjerner på Bjarne Riis´ hold, men det fortæller også en del om den rolle, som danskervinklen spiller som cykeljournalist.

Den gode relation

Spørgsmålet om, hvornår danskervinklen går for vidt, er et spørgsmål om temperament, og det er klart, at journalisterne gerne vil tale med de danske ryttere, fordi fansene er mest optaget af dem.

Men hvad kom først? Hønen eller ægget? Det er et klassisk spørgsmål, og i denne sammenhæng relaterer det sig til mediernes indflydelse på fansene eller fansenes indflydelse på medierne.

Som journalist vil man altid gerne havde det gode interview, og man vil gerne have det først, og derfor giver det god mening at have gode relationer til rytterne.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Men hvornår bliver relationen for venskabelig? For når Søren Reedtz stiller op til interview iklædt Mads Pedersens grønne trøje, bliver han så mere fan end journalist?

It’s good to be green 😁 https://t.co/5Xzhsbv5Qw

— Søren Reedtz (@Reedtz)

August 31, 2022

Feltet.dk har talt med Søren Reedtz om denne episode og en række andre aspekter af arbejdet som dansk cykeljournalist.

Søren Reedtz understreger, at han udtaler sig på vegne af sig selv, og derfor kan hans udtalelser ikke ses som repræsentative for den redaktionelle-linje hos TV2.

Hvilken rolle spiller danskervinklen i din tilgang?

”Jamen det spiller jo den største rolle, fordi der er klart flest, der læser vores artikler, der er klart flest, der ser vores transmissioner, hvis der er danskere med i en fremtrædende rolle. Det behøver man ikke være i tvivl om, og det er jeg ikke bleg for at indrømme, at vi dyrker danskervinklen.”

Reedtz peger i ovenstående citat på sammenhængen mellem publikummets ønsker og indholdet, og som det er tilfældet hos de fleste danske medier, resulterer det i et intenst fokus på danske ryttere.

Foto: A.S.O./Charly Lopez

Han peger i denne sammenhæng også på den store succes, som danskerne har haft i de seneste par år, som en del af årsagen til, at danskerfokusset er blevet endnu større.

”Danskervinklen er blevet forstærket af, at vi har så mange dygtige danske ryttere, når jeg er ude til et cykelløb, så er der altid danskere, der spiller en rolle på de fleste etaper. Lige nu er der jo altid danskere, der kører klassement, og derfor bliver det en smule ubevidst den der danskervinkel, fordi man når stort set ikke andet.”

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Men kan dette intense fokus på danskerne skabe en problematisk situation?

For hvis publikum vil have indhold om danskerne, så skal journalisterne helst også have deres interviews med danskerne, og det kan betyde, at journalisterne i højere grad er nødt til at søge en god relation til rytterne.

Jeg spurgte Reedtz om den rolle, forholdet til rytterne spiller i interview-situationen, og han oplever ikke, at hans evne til at stille kritiske spørgsmål bliver påvirket af den relation, han har til rytterne.

”Hvis bare jeg ved, at jeg kan stille de spørgsmål, jeg skal stille, og rytterne ved, at jeg kommer til at stille de spørgsmål, der skal stilles, så har jeg ingen problemer med også… Jeg vil nødig kalde det en venskabelig omgang med dem. Der er ikke nogen af dem, som jeg er private venner med,” fortæller Reedtz og uddyber senere i interviewet situationen om den grønne trøje i Vueltaen.

”Jeg kan sagtens forstå, at der er nogle, der gerne vil diskutere, at jeg har en grøn trøje på i det der øjeblik,” siger han om Vuelta-situationen og beskriver bagefter momentet, hvor han modtog trøjen fra Mads Pedersen.

Foto: Dorte Adelfred.

”Han rækker den over, og jeg siger selvfølgelig: ”Hvem skal have den?”. Så siger Mads: ”Du tager den på i morgen?”, og så siger jeg: ”Ja, selvfølgelig” i et kækt øjeblik.”

Reedtz forklarer videre om konteksten for situationen, at udvekslingen skete i forbindelse med en Facebook-konkurrence, men han insisterer på, at den gode stemning ikke har betydning for hans evne til at stille kritiske spørgsmål.

”Når vi laver interview, så er det ikke noget problem for mig, at der er en god kemi, tværtimod. Vi er også i en form for underholdningsbranche.”

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Det er muligt, at det er, fordi der er en sammenhæng mellem ordet ”underholdningsbranche” og cykeljournalistik, at situationer som den med Reedtz og Mads Pedersen opstår.

Reedtz fremhævning af underholdningsbranche-aspektet af at lave TV om cykelsport er ikke kontroversiel i sig selv. Underholdningsværdien ved en Tv-produktion er naturligvis vigtig, men hvornår går man for langt for underholdningen?

Anders Mielke har under sine Giro- og Tour-interviews opsøgt Mads Pedersen i forbindelse med et par væddemål. I den forbindelse kan man spørge, om jagten på underholdning går for vidt.

Det er i hvert fald svært at forestille sig, at journalistens indgang til fremtidige interviews med rytteren ikke bliver påvirket af, at han har fået rytterens navn tatoveret på sit lår.

Anders Mielke har takket nej til at medvirke i denne artikel.

Hvad skal cykeljournalistik være?

Når vi som medier i overdreven grad deltager i den nationale diskurs, så har det en pris. For vi er med til at diktere, hvad folk ser og læser, og på den måde indirekte, hvad folk tænker.

Medieforskeren Joshua Meyrowitz satte i ”No sense of place” ord på mediernes indflydelse som formidlere, og hans beskrivelse er med til at forklare, hvorfor medierne er magtfulde i forhold til det nationale narrativ.

”Medier er ligesom fysiske steder med til at inkludere og ekskludere deltagere. Medier er som vinduer, idet at de kan skjule og afsløre. Medier kan skabe en følelse af deltagelse og tilhørsforhold eller en følelse af eksklusion og isolation.”

Når medierne bruger dansker-vinklen, så inkluderer vi en hel nation, hvilket er meget brugbart for ethvert medie, men vi ekskluderer og skjuler også dem, som vi ikke har fokus på.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Vinkling er en uundgåelig del af rapportering, og der er i udgangspunktet ikke noget galt i, at man vælger at følge danskerne, hvis man ser det som en del af vejen til at fuldføre sin mission.

Foto: Peter Ahm.

For måske er det der, hvor jeg er gået galt med min undren, fordi jeg har haft en forkert forventning om, hvad det er, man forsøger at gøre, når man dækker cykelløb som dansk journalist.

Vi vil som journalister gerne have læsere, seere og lyttere, alt efter hvad vi laver. Derfor har publikums interesser naturligvis en indflydelse på vores indhold, men hvem er det danske cykelpublikum?

Det danske cykelpublikum er en blanding af en mindre gruppe dedikerede fans, der følger sporten det meste af året, og en meget stor gruppe af danskere, vi kan referere til som ”landsholdssegmentet”.

”Landsholdssegmentet” er et fænomen i de fleste sportsgrene, vi følger med i, når det går en eller flere danskere godt, og det er særligt aktuelt i cykelverdenen i disse år.

Det har været mere eller mindre aktuelt siden 1990’erne, fordi datidens danske succes såede frøene for mange års trofast støtte til de danske drenge eller dem, der kørte på et dansk hold.

Den ene gruppe er langt større end den anden, og derfor har de en betragtelig indflydelse på det indhold, der bliver produceret af medierne.

Selvom der er markant forskel på, hvordan de forskellige cykelmedier rapporterer fra cykelløb, er danskervinklen den store fællesnævner.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derfor er det i denne analyse af det nationales betydning for dansk cykeljournalistik og fan-kultur relevant at se på, hvad der ligger bag ved vores fælles interesse for det, der er dansk.

Den legitime tankeløshed i det nationale

Hvorfor holder man med nogen i sport? Det kan der være mange grunde til, men i det at fokusset bliver intensiveret på det nationale, forsvinder fokusset på andre aspekter af atleterne.

Holder du med Pedersen, Vingegaard eller Fuglsang på grund af deres personlighed, deres kørestil eller noget helt tredje? Det bliver i stigende grad ligegyldigt, fordi de er danskere, og dem kan man kun holde med.

Det nationale narrativ er tæt forbundet med tankeløshed, fordi det fællesskab, vi har som danskere, i virkeligheden ikke er bygget på nogen virkelig relation til hinanden.

Den britiske historiker og samfundsforsker Benedict Anderson har beskrevet dette fænomen i sin bog ”Imagined communities”, hvori han tidligt forklarer, hvorfor det nationale i virkeligheden er imaginært.

”Det er imaginært, fordi at de medlemmer af selv den mindste nation aldrig vil kende, møde eller høre om de fleste af de andre medlemmer, men i deres hoved lever idéen om deres fællesskab.”

Foto: Peter Ahm.

Selvom man accepterer præmissen om det nationale fællesskab som et imaginært fænomen, er det stadig relevant at spørge: Hvorfor er det et problem, at det eksisterer?

Problemet ligger i den tankeløshed, der følger med det intense fokus på nationalitet, som vi medier selv er med til at udbrede.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Vi hepper ikke på nogen hold eller ryttere, fordi de har nogle særlige karakteristika, som vi sætter pris på ved dem som individer eller gruppe - men simpelthen kun, fordi de har det samme flag i deres pas som os selv.

Spørgsmålet bliver ultimativt, om medierne er en afspejling af deres publikum, eller om publikum er formet af det medie, de ser, læser eller lytter til.

Det danske ekkokammer

Det står frit for den enkelte at vælge, hvilke ryttere de ønsker at heppe på. Hvad man hver især vægter i den proces er ligeledes et individuelt valg, men refleksionen over, hvorfor man hepper på en bestemt, har en værdi.

Bevidstliggørelsen af bevæggrundene bag egne beslutninger er et værn mod den tankeløshed, som man nemt kan blive lullet ind i, når man følger et emne gennem mediernes til tider farvede narrativer.

For selvom vinkling er en uundgåelig del af nyhedsproduktion, er der som bekendt forskellige grader af det.

Hvis den virkelighed, som vi medier tegner, konstant har en relation til Danmark, så bliver vi ved med at reproducere et narrativ om, at hele cykelverdenen cirkulerer omkring Danmark, selvom det ikke er tilfældet.

Virkeligheden som journalist er selvfølgelig også præget af et praksis-aspekt i en helt anden grad, end jeg har taget højde for i ovenstående tekst, for Søren Reedtz har naturligvis ret i, at arbejdet i ”marken” også er et spørgsmål om det muliges kunst.

”Når jeg bliver sendt ud, så forventer folk, at vi hører fra Vingegaard, de forventer, vi hører fra Mads Pedersen, og de forventer, vi hører fra Skjelmose. Så er der noget rent praktisk i, at så når vi ikke altid Romain Bardet også.”

Foto: A.S.O. / Charly Lopez.

Det er de dynamikker, der ligger bag det journalistiske arbejde, der er interessante at se nærmere på, fordi de er med til at afsløre, hvorfor det virker, som om at Tour de France er et løb, der primært handler om danskere.

Det nationale gennemsyrer mange dele af cykelsporten. Det former medierne, der former fansene, som jo i kraft af udbud og efterspørgsel bliver ved med at forme medierne.

Det virker, som om gentagelsen er uundgåelig, og ligegyldigt om man mener, at det nationale fokus stammer fra seernes ønsker eller medierne selv, så er dets rolle en konstant i dækningen af sporten.

Det er i sidste ende op til det enkelte medie at spørge sig selv, om deres vinkling er et resultat af den diskurs, som de er underlagt, eller om de selv er med til at forme den diskurs, der har skabt det danske ekkokammer.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.