Epilog: Tour de France

nullLøbet havde på papiret det hele. Dramaer i bjergene, skandaler og uforståelige gennembrud fra ryttere ingen havde hørt om på forhånd. Det sportslige var ikke altid i højsædet, men som ren underholdning betragtet var det et fornemt skuespil arrangørerne havde fået stablet på benene.

Der er allerede brugt mange kræfter på at diskutere, hvorvidt det var rimeligt at smide Michael Rasmussen ud af Touren. Kigger man på det med juridiske briller, så kan man ingen andet end at konstatere, at Michael Rasmussen er udelukket på et meget tyndt grundlag, men som situationen er nu, står cykelsporten efterhånden ved en tydeligt markeret skillevej, hvor det ikke er nok for rytterne at bestå den ene dopingprøve efter den anden.

Deres opførsel skal i alle henseender være pletfri, og det kan Michael Rasmussens ikke siges at have været. Det kan føles uretfærdigt, hvis han vitterligt er uskyldig, men i stedet for at rette vreden mod Rabobank, DCU eller ASO burde Michael Rasmussen i stedet bebrejde Marco Pantani, Bjarne Riis, Alexandre Vinokourov, Tyler Hamilton, Jan Ullrich, Ivan Basso, Alex Zulle, Richard Virenque med mange, mange flere. Det er disse tidligere dopingmisbrugere, der er skyld i sportens rygte, og dem der er skyld i, at cykelryttere i dag skal bevise, at de er uskyldige og ikke den anden vej rundt.

Med Michael Rasmussens udelukkelse bortfaldt den sidste del af interesse for klassementet også. At Alberto Contador vandt, er der ikke mange, der kan hidse sig op over, bortset fra den nærmeste kreds og Team Discovery der fik sejren i verdens største cykelløb placeret direkte mellem hænderne.

Contador bliver bestemt en spændende rytter at følge de kommende år, men han efterlader samtidig håb for alle de fans, der ønsker spænding og drama til det sidste. Efter at have vænnet sig til ryttere som Indurain, Ullrich og Armstrong, der alle var bedst i både bjergene og på enkeltstarter, er det forfriskende med en rytter, der har svagheder, der kan udnyttes. Jeg tror eksempelvis, at Contador på nuværende tidspunkt har en maksimal udnyttelse af sine evner i kampen mod uret og jeg tvivler på, at der kan vindes mange flere sekunder på den front.

Juan Mauricio Soler Fernandez fra Baroloworld var Tourens helt store åbenbaring. Jeg ved godt, at rygterne om dopingmisbrug hos colombianeren var forkerte, men skal gerne medgive, at det faktisk var min første tanke, da han fløj over Galibier, hvor en Contador i fuld angreb kun tog marginalt ind på ham. Ukendte ryttere der pludseligt gør det godt, ville for 15 år siden have vækket min begejstring, men i disse tider er det min beklagelige rygmarvsreaktion, at der var noget, der ikke passede.

Ellers var Touren mere præget af, de der ikke slog til. Selvom Valverde kørte en fin 6. plads hjem i klassementet, var han nærmest usynlig på flere af bjergetaperne og enkeltstartspræstationerne i Touren var ufatteligt skuffende set i lyset af, at han i Vuelta a Espana altid har kunnet finde ud af at køre mod uret. Astana-holdets præstation er et kapitel for sig, men holdets exit hjalp en del ryttere frem til positioner i klassementet, man ikke helt havde forventet.
For fransk cykelsport var løbet endnu engang en ørkenvandring, og årets franske indsats i Touren var den måske ringeste i mands minde. Der var knyttet forhåbninger til Christophe Moreau, Sylvain Chavanel og Sandy Casar i klassementet, men ingen af disse formåede at slå til, selvom Casar omvendt skal roses for sin imponerende etapesejr foran Axel Merckx, hvor det omvendt også var åbenlyst, at der var indgået en fransk alliance mellem Casar og Laurent Lefevre i udbruddet.

Team CSC valgte at stille til start med ryttere, der skulle bruges i et forsøg på at få Carlos Sastre på podiet i Paris. Det var det måske kedeligste hold, Bjarne Riis nogensinde har sendt til Frankrig og resultatet blev da også en tynd omgang underholdning. På trods af at have sendt et arsenal af hjælpere til Carlos Sastre af sted, valgte man alligevel at ofre disse hjælpere i kampen for at forsvare Cancellaras gule trøje, som han så overbevisende vandt på prologen i London.

Jeg forstår udmærket, at man vil forsvare det man har, fordi man jo aldrig ved hvad man får, men alligevel forekommer det bizart at sende en hold primært bygget til bjergene, for så at bruge disse ryttere op på flad vej. Det var først i Pyrenæerne, at CSC som hold kom sig over den tidlige udladning, men desværre først på et tidspunkt hvor det ikke stod til at ændre noget i klassementet.

På bundlinien ser det flot ud. To etapesejre, en gul trøje i syv dage og en samlet 4. plads. Det er der kun få hold, der kan matche i årets Tour og alene af den grund kan holdet være udmærket være tilfreds med sin indsats. Omvendt virker det som om, at der efterhånden er gået noget af den offensive charme, som holdet tidligere havde. Med Sastres indsats i baghovedet må man også konstatere, at han ikke udnyttede sin chance til at bevise, at han er i stand til at kæmpe med om podiepladserne, hvorfor taktikken nødvendigvis bør blive en smule anderledes næste gang.