Epilog: Vuelta a España

nullFaktisk var det så som så med overraskelser i løbet og at løbets fire bedst placerede ryttere ville blive Menchov, Carlos Sastre (CSC), Samuel Sanchez (Euskaltel) og Cadel Evans (Predictor-Lotto) kan ikke have kommet bag på nogen.

Længe så det dog ud til at vi ville få en gedigen sensation i form af Vladimir Efimkin, der tog sejren på den første bjergetape til Lagos de Covadonga og derefter holdt sig fremme helt indtil den 18. etape. Efimkin er i cykelkredse kendt som en glimrende bjergrytter, men at den 27-årige russer ligefrem skulle kæmpe med om podiepladserne i et af de store etapeløb, havde de færreste nok forventet.

Efimkin gik nu også ned til sidst og han blev således Vueltaens fremmeste eksempel på, at et 3-ugers etapeløb er noget helt specielt og at det kræver fuld styrke og koncentration konstant for at holde sig fremme indtil afslutningen. Det ellers så stærke og angrebslystne Ciasse d’Epagne-mandskab svigtede også en smule, da det ikke kunne hamle op med den offensive satsning Team CSC leverede på 18. etape.

Det var hele løbet igennem Team CSC der skabte begivenhederne i bjergene, men deprimerende nok var det hele tiden andre holds ryttere, der lukrerede på det danske holds styring og tog sejrene. Selv måtte CSC nøjes med Sastres fornemme 2. plads og ellers masser af respekt fra internationale medier, fans og kollegaer på landevejen.

Det var naivt kørt selvom det var smukt. Carlos Sastre er ikke og bliver aldrig til nogen vindertype og han lider af det karrieresyndrom som også Michael Boogerd har lidt af, nemlig at der altid er én der på dagen er bedre. I Vueltaen var Sastre end ikke i nærheden af at vinde en etapesejr, men stabil som han er, kunne han i den sidste ende veksle sine etapeplaceringer som nummer fire, fem og seks, til en plads på podiet.

Jeg har fin forståelse for at Team CSC altid stiller til start i Tour de France med det mandskab, der giver det bedste samlede resultat, men hvor ville det klæde den lille spanier at få chancen i Giro d’Italia, som er det løb, der på papiret plejer at ligge bedst til ham. Dernæst kan han bruge sommeren på at lade op til Vueltaen og måske have en mere reel chance for en samlet sejr end når han kommer til løbet med Touren i benene.

Sastre virker nemlig som om, at han er begyndt at gå tilbage i enkeltstartsdisciplinen og når han nu aldrig har været nogen ørn til det i forvejen, så er det fatalt. Faktisk er det ensbetydende med, at han aldrig kommer i nærheden af en sejr i Touren. Som med så mange ting er det i den sidste ende pengene, der bestemmer og pengene ligger i Touren, så mit håb går næppe i opfyldelse, men stadig...

På trods af Sastres anstrengelser var der ingen tvivl om udfaldet. Man kan faktisk påstå, at al spænding om sejren var dræbt efter den 10. etape. Det skyldes primært at Denis Menchov var overdådigt kørende og helt suveræn – både i kampen mod uret, men også i bjergene, hvor jeg vil byde på, at han kun kørte sig ud på den 4. og 9. etape. Resten af løbet kørte han klogt og brugte kun kræfter, når det var nødvendigt, hvilket i øvrigt var sjældent, idet kun Sastre prøvede at angribe russeren.

Det kan undre, hvorfor Cadel Evans skulle køre Vueltaen. Australieren kørte som sådan fint nok, men virkede uden den afgørende gejst og motivation hele løbet igennem. Hvis deltagelsen skete for at ære løbet, så hatten af for det, men ellers virkede det bare som skønne spildte kræfter for en rytter, der på papiret ikke kunne bruge andet end en samlet sejr i løbet.

Det var nu ikke kun Menchovs styrke, der gjorde løbet til en ensidig affære. Arrangørerne havde sammenstykket en rute, der må betragtes som den kedeligste GT-rute i mands minde. Det ellers kuperede spanske terræn blev slet ikke udnyttet grundet en ualmindelig irriterende tendens til at afslutte alle mellemetaper med et langt fladt stykke mod mål. En enkelt af bjergetaperne endte såmænd i en massespurt og de øvrige bjergetaper var fuldstændig uden nerve indtil 6-7 kilometer fra mål.

Det var kun da Sastre og Samuel Sanchez blev desperate mod slutningen at løbet blev spændende, men der manglede man stadig den store bjergetape, hvor tingene kunne blive sat på plads. Ingen i sine vildeste drømme kunne tro at Menchov ville tabe tre minutter på Alto de Abantos!

Jeg kan godt se arrangørerne pointe med nytænkning. De kortere etaper giver Vueltaen et mere aggressivt præg, men gør omvendt også at de fleste etaper ender med et forudsigeligt resultat, nemlig massespurt eller favoritsejr i bjergene. Årets nytænkning var til gengæld en katastrofe, det er fint nok med bjergetaperne spredt ud over hele løbet, men lad være med at ligge de hårdeste i starten. Når man nu i øvrigt har så få bjergetaper på programmet burde man nok også have værget sig fra at ligge en 52 kilometers lang enkeltstart på en flad motorvej.

Italienerne er gode til at spille på deres heltes styrker og minimere deres svagheder. De italienske ryttere foretrækker kortere, men meget stejle bjerge, der varierer i stigningsprocent hele tiden. De spanske klatrere foretrækker lange og stejle, men samtidig også jævne stigninger, der passer perfekt til deres længere føringer i fronten og det er lidt underligt, at man ikke ønsker at tilgodese sine nationale ryttere, der som de eneste virkede villige til at kæmpe indtil det sidste.

Vueltaen nåede derfor aldrig op på siden af hverken Touren eller Giroen i spændingsniveau og man kan kun håbe at arrangørerne har lært noget til næste år.