- Ballerup Super Arena: Suveræn sejr til Fynboerne
- Glud & Marstrand Horsens: Træningslejr
- Le Monde: Real og Barça med kontakt til Fuentes
- Tour Down Under: McEwen i spidsen for Predictor- Lotto
- BarloWorld: Holdet til Tour Down Under klar
- Paolo Bettini: Truer med tilbagetræden
- Alexandre Usov: Forlænger med AG2R
- Slipstream-Chipotle: Nyt professionelt kontinentalhold
- Saunier Duval: Simoni klar til at forlænge?
- Jan Ullrich: Skal ikke vidne i Operation Puerto sagen
- Martin Mortensen: Træningssamling med Team Designa
- Tour of California: Præsentation af ruten
- Tom Boonen: Fik krystalcyklen for tredje gang
- Feltet.dk: Flot cykeltrøje udformet som en skjorte!
De korte nyheder opdateres løbendeBallerup Super Arena: Suveræn sejr til Fynboerne
Længe lignede det en meget tæt kamp mellem to par, da der her til aften blev kørt et to timer langt ”parløb” for tremandshold i Ballerup Super Arena. Men da det hele skulle afgøres i en afsluttende 40 minutter lang jagt, viste den fynske trio, Alex Rasmussen, Casper Jørgensen og Daniel Kreutzfeldt, stor styrke, og vandt ganske suverænt.
Efter løbets første jagt havde Michael Mørkøv, Jens-Erik Madsen og Mads Bugge ellers lagt sig knebent i front foran de tre fynboer. En føring Michael Mørkøv øgede, da han vandt udskilningsløbet ganske suverænt foran Daniel Kreutzfeldt.
Derefter var der tid til dernypace, og her viste Casper Jørgensen hvilken stor motor han har, da han suverænt vandt sit heat foran Jens-Erik Madsen. Dermed var de to par helt lige, inden der skulle køres to spurter.
I den første spurt vandt Michael Mørkøv endnu engang foran Daniel Kreutzfeldt, og havde dermed skaffet sit hold et forspring på to point. I den næste spurt skiftede Fynboerne ud på deres hold, og satte lynhurtige Alex Rasmussen ind. Han skuffede på ingen måde holdet, og vandt med en kvart omgang ned til de resterende ryttere. Dernede blev der skubbet til højre og venstre, og det endte med, at Michael Mørkøv blev deklasseret, fra den andenplads han havde kørt hjem.
Dermed førte Fynboerne med 1 point inden den afgørende 40 minutters lange jagt. Begge mandskaber valgte at starte uden deres bedste ryttere, Michael Mørkøv og Alex Rasmussen, og dette udnyttede Jens-Erik Madsen og Mads Bugge, til at sætte Daniel Kreutzfeldt og Casper Jørgensen under stort pres. Lynhurtigt havde parret vundet otte point, mod Fynboernes ene point, og dermed havde de skaffet sig en føring på seks point.
Det skulle vise sig at være en kort glæde, for da Alex Rasmussen kom på banen, satte han for alvor gang i festen. Godt bakket op af Casper Jørgensen tog de to ryttere alene en omgang. Nede i feltet prøvede Michael Mørkøv og Jens-Erik Madsen at sætte tempo i feltet, men det var tydeligt, at Jens-Erik ikke havde mere at skyde med, og dermed kunne Alex Rasmussen og Casper Jørgensen stille og roligt styre holdet frem til en suveræn sejr.
På løbets tredje plads kom de tre unge ryttere, Thomas Kristiansen, Mads Rydicher og Philip Nielsen, som hele aften igennem virkelig fightede super flot. I den afsluttende jagt vandt de hele fire ud af de seks spurter, og var til sidst tæt på at true andenpladsen.
Resultat af 2 timers parløb for 3-mandshold:1 Alex Rasmussen-Casper Jørgensen-Daniel Kreutzfeldt, 51 p.
1 omg. tilbage:2 Michael Mørkøv-Jens-Erik Madsen-Mads Bugge, 50 p.
3 Thomas Kristiansen-Mads Rydicher-Philip Nielsen, 42 p.
4 Morten Christiansen-Michael Berling-Kasper Schjønnemann, 23 p.
5 Jesper Mørkøv-Rasmus Damm-Christian Ranneries, 21 p.
6 Michael Færk Christensen-Martin Hansen-Guytan Lilholt, 17 p.
7 Jakob Dyrgaard-Martin Lollesgaard-Kasper Linde, 16 p.
8 Thomas Dalsted-Janif Hecht-Jannick van Dijck, 6 p.
9 Christian Kreutzfeldt-Sebastian Lander-Samuel Rytter Ravn, 5 p.
2 omg. tilbage: 10 Kim Franzpötter-Henrik Bandsholm-Jan Garst, 2 p.
7 omg. tilbage:11 Emil Hovmand-Kristoffer Schjønnemann-Rasmus H. Thomassen, 2 p.
12 Mikkel Grønlund-Matias Greve-Thorvald Larsen, 0 p.
9 omg. tilbage:13 Jonas Jørgensen-Ulrik Thomsen-Steffen Overgaard, 3 p.
Tilbage til toppen
Glud & Marstrand Horsens: Træningslejr
Lørdag den 2. december blev der i Horsens afholdt næste sæsons første samling. Samtlige 10 ryttere samt de 3 sportsdirektører var tilstede: Hos rytterne var det Michael Skelde, Morten Christiansen, Jacob Nielsen, Kim Marius Nielsen, Lasse Bøchman, Michael Berling, Rune Udby, Andre Steensen, Nicolai Olesen samt Kasper Schjønnemann.
"Samlingen startede med 100 kilometers landevejstræning, der foregik i silende regnvejr, så det var en flok våde og forkomne ryttere, der til frokost ankom til Horsens cykleklubs klubhus. Her blev der efter et varmt bad serveret frokost. Tommy Poulsen fra Horsens Folkeblad kom forbi for at få det første billede af de 10 ryttere, der udgør holdet næste år.Efter frokost blev der holdt et møde, hvor sæsonplanen for 2007 blev gennemgået, således rytterne kan planlægge træningen til højdepunkterne i 2007," forklarer sportsdirektør Lars Udby.
"Højdepunktet for 2007 bliver Post Danmark Rundt i begyndelsen af august 2007 samt de danske mesterskaber i begyndelsen af juli 2007. Næste samling bliver umiddelbart før afrejse til træningslejr i Sydfrankrig i uge 7. Inden dette er halvdelen af rytterne til løb i østen, først i Hong Kong i julen, og derefter i januar Tour of Siam i Thailand," tilføjer Lars Udby.
Tilbage til toppen
Le Monde: Real og Barça med kontakt til Fuentes
Ifølge den franske avis, Le Monde, så skal fire af Spaniens tophold i fodbold, herunder Real Madrid og FC Barcelona, være blandt kunderne hos den dopingmistænkte læge Eufemiano Fuentes, som i øjeblikket er hovedmistænkt i ’Operación Puerto’.
Avisens kilde skal være fortrolige dokumenter fra lægen, som blandt andet viser, at spillerne har modtaget blandt andet epo. Udover Real og Barça bliver FC Valencia og Real Betis også nævnt. Fra alle hold afvises beskyldningerne pure.
"FC Barcelona afviser alle påstande på det kraftigste," hedder det i en pressemeddelelse, hvor man iøvrigt også forbeholder sig retten til juridiske forholdsregler. Reals angriber, Ronaldo, erklærer, at man ikke har noget at skjule. "Vi stiller op til alle mulige dopingkontroller," udtaler han og hævder ikke engang at have hørt om Fuentes.
Den franske avis hævder, at Eufemiano Fuentes har rådgivet de fire klubbers læger i medicinske sager og behandlingsspørgsmål. Derudover skal seks spillere have været i behandling hos Fuentes forud for 2005/06 sæsonen.
Fuentes har ikke udtalt sig konkret til anklagerne, men svarede på spørgmål om samarbejdet med fodboldklubberne: "Det kan jeg ikke svare på. Man har truet mig på livet. Man har sagt, at jeg eller min familie ville være i store vanskeligheder, hvis jeg udtalte mig om bestemte ting. Jeg er blevet truet tre gange. Der vil ikke komme en fjerde gang."
Han har dog tidligere erklæret, at have haft andre sportsfolk end cykelryttere blandt sine kunder, og nævnte dengang specielt fodboldspillere fra den bedste og næstbedste række.
Tilbage til toppen
Tour Down Under: McEwen i spidsen for Predictor- Lotto
Robbie McEwen, som i sidste weekend vandt Australian Criterium Championships, vil være frontfigur for Predictor-Lotto holdet i forsøget på at vinde 2007-udgaven af Tour Down Under. Den 34-årige australier har i løbets otte år vundet i alt 11 etaper, og han er dermed Tour Down Unders mest vindende. Den titel agter han naturligvis at forsvare i den kommende udgave.
"I år vandt jeg Down Under Classic og sluttede på en samlet tredjeplads I Tour Down Under, selvom jeg ikke var i absolute topform," erklærer den kontroversielle rytter. "Hvis jeg kan gøre det igen, vil jeg være rigtig glad, og hvis jeg kører godt, kan jeg måske gøre det endnu bedre," tilføjer han og erklærer, at Predictor-Lotto holdet til det kommende Tour Down Under er så stærkt, at han endda regner med, at de kan være med til at køre om den samlede sejr.
McEwen er også godt klar over, at forventningerne til ham vejer tungt for at gøre det godt hvert eneste år. "Jeg ved ikke, om jeg vil være bedre I 2007, men hvis jeg bare er i nærheden af den form, jeg var i sidste gang, så er jeg glad."
En af årets største mål er Tour de France, men australieren har også andre mål: "Hvert år det lykkes at vinde en etape i en af de store etapeløb, er et godt år, og Touren vil være en af mine store mål igen, men jeg vil også gerne gøre det godt i
Milano-Sanremo i marts måned uden skader eller sygdom - i år havde jeg et brækket ribben.”
Hjemlandets løb fungerer da også primært som forberedelse for sæsonen. "Tour Down Under giver mig lejlighed til at finpudse det hele i godt vejr og under et godt løb, inden jeg tager til Europa, og jeg bliver to uger ekstra i Australien efter løbet for at være sikker på at have en god basis."
Udover Robbie McEwen, så stiller holdet også til start med Fred Rodriquez og Mario Aerts for ikke at tale om Nick Gates, så der skulle være god basis for et godt resultat.
PREDICTOR-LOTTO (BEL):21. McEWEN Robbie, AUS
22. AERTS Mario, BEL
23. RODRIQUEZ Fred, USA
24. JUFRE POU Josep, ESP
25. GATES Nick AUS
26. STEURS Geert, BEL
27. VANSEVENANT Wim, BEL
28. LLOYD Matthew, AUS
Team Manager: REDANT Hendrik BEL
Tilbage til toppen
BarloWorld: Holdet til Tour Down Under klar
Det sydafrikanske Team Barloworld team har bekræftet deres hold til Tour Down Under. Det bliver den 29-årige sydafrikaner, Robert Hunter, som skal udfordre McEwen i spurterne. Robert Hunter vil have den tidligere Phonak-rytter, Fabrizio Guidi, med på holdet, samt den unge debutant, englænderen Gerraint Thomas, der med sine 20-år er en af løbets yngste.
Thomas er oprindeligt banerytter, og han vandt i år Europamesterskabet for U23-ryttere i individuel forfølgelse og vandt sølv i holdløbet ved verdensmesterskaberne på bane i Bordeaux. Han er dermed i fuld gang med at få gang i karrieren efter et alvorligt styrt i Sydney i maj måned 2004, som satte ham grundigt tilbage.
BARLOWORLD (RSA):91. HUNTER Robert, RSA
92. GUIDI Fabrizio, ITA
93. CACCIA Diego, ITA
94. CHEULA Gianpaolo, ITA
95. PERRY James, RSA
96. DEGANO Enrico, ITA
97. LONGO BORGHINI Paolo, ITA
98. THOMAS Gerraint, GBR
Team Manager: VOLPI Alberto ITA
Tilbage til toppen
Paolo Bettini: Truer med tilbagetræden
Den italienske verdensmester, Paolo Bettini, vil under ingen omstændigheder finde sig i at skulle afgive en DNA-prøve, som det ellers er foreslået indført blandt Pro Tour holdene. Bettini truer derimod med at stoppe karrieren, hvis det skulle blive nødvendigt.
"Hvis man forlanger at få mit DNA, så er jeg parat til at stoppe med at cykle. Jeg har allerede vundet nok," erklærede han I forbindelse med en gallaforestilling i Florentina.
Bettini argumenterer for sit synspunkt med respekten for rytternes privatliv, som han ikke mener bliver tilgodeset med forlaget fra sammenslutningen af professionelle cykelhold i deres forsøg på at skærpe det etiske regelsæt i kampen mod doping.
Tilbage til toppen
Alexandre Usov: Forlænger med AG2R
Den hviderussiske rytter, Alexandre Usov, har forlænget sin kontrakt med det franske Ag2r-hold med en enkelt sæson. Det meddelte holdet i dag i en pressemeddelelse.
AG2R har dermed 27 ryttere på kontrakt til den kommende sæson. Team manager
Vincent Lavenu skilte sig i begyndelsen af ugen af med sin spanske stjerne Francisco Mancebo, som er en af de ryttere, der befinder sig på de spanske efterforskeres liste som mistænkte i Operacion Puerto. Mancebo erklærede kort efter, at han indstillede karrieren.
Tilbage til toppen
Slipstream-Chipotle: Nyt professionelt kontinentalhold
Team TIAA-CREF, der bl.a. har den tidligere danske professionelle ryttere Johnny Weltz som sportsdirektør, skifter i 2007 navn til Team Slipstream presented by Chipotle. Med de nye sponsorer avancere holdet samtidig til professionelt kontinentalhold status.
”Vi er glade for at vokse - og som vi vokser nu har vi sat os et mål om at køre Tour de
France i 2009,” siger holdets amerikanske sportsdirektør, Jonathan Vaughters.
Holdets nuværende sponsor TIAA-CREF bliver samtidig ved holdet og bliver hovedsponsor for et nyt talenthold, som skal agere som talentfødekæde for det professionelle mandskab.
Team Slipstream presented by Chipotle vil have 23 ryttere på kontrakt i 2007.
Tilbage til toppen
Saunier Duval: Simoni klar til at forlænge?
Ifølge den italienske sportsvis, La Gazetta dello Sport, er den 35-årige Gilberto Simoni klar til, at forlænge sin kontrakt med Saunier Duval-Prodir for yderligere en sæson. Simonis nuværende kontrakt er gældende for 2007, men den tidligere vinder af Giro d´Italia ser altså ud til, at ville fortsætte karrieren helt frem til 2008.
De nye kontrakt forhandlinger skyldes bl.a. det spanske mandskabs fornylige forlængelse af Pro Tour-licensen.
Tilbage til toppen
Jan Ullrich: Skal ikke vidne i Operation Puerto sagen
Iflg. cyclingnews.com har Jan Ullrichs talsmand, Michael Lang, netop meddelt, at Jan Ulrich af de spanske myndigheder er blevet informeret om, at man ikke ønsker hans vidneudsagn i Operation Puerto sagen. Michael Lang, der pt. befinder sig i Schweiz sammen med Ullrich, bekræfter over for Cyclingnews.com, at det helt enkelt betyder, at Ullrich ikke på noget tidspunkt behøver vidne i sagen hverken i Spanien eller andetsteds.
Tilbage til toppen
Martin Mortensen: Træningssamling med Team Designa
Danske Martin Mortensen har, som de fleste ved skrevet kontrakt med Team Designa Køkken for 2007. I sidste weekend var holdet samlet, og ifølge Martin Mortensen var det en rigtig god weekend.
”Så har hele super holdet været på deres første samling i sidste weekend. Men desværre var Mads C. (Christensen, red.) ikke med pga. sygdom, men forhåbentlig er han på toppen snart igen,” forklarer Martin Mortensen til Feltet.dk.
Læs mere om træningssamlingen på Martin Mortensens hjemmeside: www.feltet.dk/mortensen
Tilbage til toppen
Tour of California: Præsentation af ruten
Arrangørerne af Amgen Tour of California har netop præsenteret ruten til næste års udgave af løbet, der køres fra den 18. februar til den 25. februar.
Løbet blev først opstartet i år, men blev allerede fra start af en stor succes, hvor det dog særligt var det professionelle cykelfelts amerikanere, der var i fokus. Den samlede vinder blev Floyd Landis, men ham får vi næppe at se til næste år.
Igen i år starter rytterne ud på en meget kort, men alligevel udfordrende prolog i San Francisco, hvor de skal op over den korte men intense stigning Telegraph Hill. Herefter kommer der to etaper til sprinterne, hvorefter rytterne på 3. etape, der er løbets formentlig mest afgørende etape med samlet start, skal op over Sierra Road Climb, der sidste år var den eneste stigning, der for alvor skabte udskilning i løbet.
Løbets afgørelse falder dog med stor sandsynlighed på 5. etape, der er en 23 kilometer lang, fald enkeltstart, der virker designet til specialisterne. Herefter kommer 6. etaper, der af arrangørerne slev er udpeget til at være den måske mest afgørende etape selvom det ud fra profilen må siges at være højst urealistisk, at den skal kunne ændre noget i toppen af den samlede stilling. Løbet slutter på Long Beach i et opgør, der er som skabt til sprintere.
Danske Team CSC har allerede meldt deres ankomst til løbet, der falder sammen med holdets amerikanske træningslejr. Der er næppe tvivl om at løbet vil have høj prioritet for holdet, der med profiler som Bobby Julich, David Zabriskie og Juan José Haedo formentlig vil gøre alt for at sætte sig hårdt på løbet. Både Team Discovery og Predictor-Lotto fra ProTouren har ligeledes planer om at stille til start.
Tilbage til toppen
Tom Boonen: Fik krystalcyklen for tredje gang
Tornadoen fra Balen løb for tredje gang med den belgiske pris ”De Kristallen Fiets”. Ved et større arrangement fik Tom Boonen overrakt trofæet af den flamske ministerpræsident Yves Leterme.
Vinderen findes gennem en afstemning blandt belgiske cykelsportsjournalister samt ældre cykelkoryfæer, og podiet kom til at være nøjagtig det samme som sidste år. På andenpladsen kom den pt. tilsyneladende uovervindelige crossrytter Svend Nys, mens Philippe Gilbert i lighed med sidste år måtte tage til takke med tredjepladsen.
Der var også priser inden for andre kategorier. Dominique Cornu fik prisen som bedste U23 rytter for sin overraskende sejr i verdensmesterskabet i enkeltstart. Patrick Lefevere blev årets holdmanager.
Endelig var der - meget prisværdigt - også en pris til årets bedste hjælperytter. Den gik til Davitamon-Lotto rytteren Gert Steegmans, der mange gange i løbet af 2006 sæsonen trak Robbie McEwen først frem til målstregen. Prisen hedder meget passende ”Sveddråben”.
Tilbage til toppen
Feltet.dk: Flot cykeltrøje udformet som en skjorte!
Feltet.dk har i samarbejde med Juhl Cycling (www.juhlcycling.dk) lavet en julekalender, som startede den 7. november. Hver dag er der blevet udloddet 5 cykeltrøjer på auktion i 5 størrelser (1 Medium, 2 Large og 2 X-large). Hver dag i december vil en påbegyndt auktion altså slutte, 24 dage efter den blev skudt igang. Det vil sige at auktionen der startede den 7. november afluttes 24 dage efter, altså den 1. december. Auktionen der startede den 8. november afsluttes den 2. december og så videre.
Dagens trøje er:
Dagens auktioner slutter kl. 20.00. Dagens cykeltrøje er udformet som en skjorte! En rigtig sjov cykeltrøje, som både kan bruges af voksne og børn.
Hver auktion er startet på 100 kr., men hvis du er helt sikkert på, at du bare må have en af trøjerne, så kan du slå til nu og købe trøjer til 549 kr. via ”Køb nu pris"-funktionen på siden. Hvis en bruger vælger at købe en af trøjerne med det samme, så vil auktionen blive afsluttet før tid, og der vil IKKE blive lavet en ny auktion på det pågældende produkt. Der vil IKKE blive lagt porto oveni auktionprisen eller andre gebyrer.
Du finder auktionerne øverst på: www.feltet.dk/auktion.
Tilbage til toppen